Baggrund
Læsetid: 10 min.

’Har I aldrig set en tyk pige i undertøj før?’

Med over 800.000 følgere på Instagram, over en million Facebook-likes og en stjernemodelkontrakt har verdens første supermodel i supersværvægt lagt en bombe under hele modeindustrien
Tess Holliday

Da Tess Holliday skrev kontrakt med modeagenturet Milk Model Management, blev den 29-årige kvinde den første XXL-supermodel – en problematisk betegnelse, for lige siden har det prædikat klæbet til hende. Ikke at det er deskriptivt forkert, men fordi det låser hende fast i en ekstraordinær identitet, som hun gerne så blev mødt med langt mindre opmærksomhed.

Sergiy Barchuck

Kultur
31. juli 2015

Det passer, hvad man siger om hende. Tess Holliday får virkelig al trafik til at standse. Det kan hun gøre bare ved at posere op ad en mur i Red Hook, en Brooklyn-bydel i New York, omkranset af en sværm af fotografer. Som en vampet modesuperheltinde er hun iført korset med sort kappe. Og dét bliver bemærket.

»Kør bare videre, røvhuller,« råber hun og vinker affærdigende af de måbende billister.

»Har I aldrig set en tyk pige i undertøj før?«

Alle tilstedeværende griner, men hun ikke så meget som smiler. Det er et bistert blik, hun sender. Hun er mere irriteret end triumferende.

Men måske har de virkelig ikke set en tyk pige i undertøj før. I det mindste ikke i så glamourøs en kontekst. Selv i et USA, hvor tøjstørrelsen L efterhånden må udvides med adskillige foranstillede X’er, har livsstilsmagasiner en forkærlighed for den slags modeller, der fremdeles er meget tynde, meget høje, hvide og unge.

I januar, da hun skrev kontrakt med modeagenturet Milk Model Management, blev 29-årige Holliday den første XXL-supermodel – en problematisk betegnelse, for lige siden har det prædikat klæbet til hende. Ikke at det er deskriptivt forkert, men fordi det låser hende fast i en ekstraordinær identitet, som hun gerne så blev mødt med langt mindre opmærksomhed.

Holliday har røde svulmende læber og kastanjebrunt hår, der falder i glinsende lokker. Men det er ikke så meget hendes kønne ansigt, der gør hende til noget særligt. Det er hendes krops dimensioner. Det generer hende ikke det fjerneste at blive kaldt »tyk«, siger hun.

»For mig er det bare et ord. Jeg er blevet kaldt tyk hele mit liv. Men jeg er jo tyk, så derfor ville det være åndssvagt af mig at blive vred over det.«

Holliday har tæt på en million likes på sin Facebook-side og næsten 800.000 følgere på Instagram. Og med hver af sine i reglen ganske kontante statusopdateringer på de sociale medier forstærker hun sin position som en inspirationsfigur, der forstår at trodse og udæske alle slags vogtere af kvindekropsidealer.

»Til alle jer, der slås på min væg, siger jeg bare: Få jer et liv, få jer en terapeut, ring til en psykolog eller æd en burger, for fanden. Så bliv dog voksne.«

Der er selvfølgelig et paradoks på spil her. For ved at gå ind i en karriere som fuldtidssupermodel er Holliday trådt ind i en verden, der pr. definition gør netop dette: vogter over et kvindekropsideal. Uanset hvor radikalt afvigende hun er med sin størrelse og attitude, handler hendes job stadig om at blive set og bedømt på sit udseende. Men det lader ikke til at genere hende.

»Er det ikke bedre at have en stemme inden for modebranchen, der kan tale imod alt det lort? Sympatiserer jeg med alt det, som modemagasinerne gør? Nej, og det lægger jeg ikke skjul på. Så enkelt er det.«

De over 700.000 Instagram-posts#effyourbeautystandards viser, at Holliday rykker noget for rigtig mange.

Nægter at forsvare sig

Hun startede hashtagget i 2013 i vrede over mængden af de ubehagelige online-kommentarer, hun tiltrak hver gang hun f.eks. uploadede billeder af sig selv i badetøj. Hun erklærer sig i mellemtiden helt overvældet af de overstrømmende tilkendegivelser, hun lige siden har fået fra ikke bare andre kvinder med en stor figur, for hvem det er en grænseoverskridende modig handling at uploade billeder af sig selv. Men også fra eksempelvis unge bøsser, der kæmper med at forlige sig med deres kropsbillede.

Hollidays fotosession tog seks timer i kvælende hede, og nu sidder vi omsider på en café. Hele vejen igennem har hun opført sig som et korrektiv til klicheen om modeller som intetsigende eller fåmælte påklædningsdukker. På et tidspunkt fyrede en midaldrende afroamerikansk fyr et kompliment af, da han gik forbi.

»Hvad tror fyre, de kan opnå ved at råbe efter mig,« spørger hun, imens hun flytter vægten til sin anden fod og justerer på sin kappe.

»De er lis’som: Hun bliver så vild med mig, jeg skal helt klart have hendes telefonnummer. Men jeg må indrømme, at sorte fyre virkelig elsker mig. Nogle gange glemmer jeg det, men når jeg så kommer til et sort kvarter, bliver jeg altid lige mindet om det.«

Senere, da hun med noget besvær har mast sig ned i et par Christian Louboutin-stiletter og tilføjet en hel del ekstra højde til sine 165 cm, siger hun stille og roligt til fotografen:

»Hvis ikke du får de her sko ordentlig med på billedet, fucker jeg dig op!«

Under hele seancen er Hollidays kæreste, Nick Holliday, en vennesæl og snakkesalig australier med et kæmpemæssigt hipsterskæg, til stede og foregriber og imødekommer hendes mindste behov: en frugtsnack, et glas vand, en solskærm.

De er ikke gift endnu, men hun tog hans efternavn, da hun skrev modelkontrakt. Før da hed hun Tess Munster, et navn hun tog efter tv-serien The Munsters, der handler om en familie af venlige monstre.

Med håret sat op i en knold og al makeup tørret af ansigtet bestiller hun en pain au chocolat og en kop varm chokolade og besvarer et opkald fra Rilee, hendes niårige søn, som hun fik, da hun var 20 og arbejdede i Walmart. Hun har brudt alle bånd til hans far.

Da hun har talt færdig med Rilee, nipper hun til sin varme chokolade og siger: »Alle har deres laster, men mine er synlige.«

Det gælder også trøstespisning, som hun nægter at undskylde.

»Hvis jeg har været ude og skyde fotos hele dagen og vil have en fucking kop varm chokolade og en chokoladecroissant, så er det altså dét, jeg æder. Det betyder ikke, at jeg så spiser på samme måde både til morgenmad, frokost og aftensmad, men det er i orden, hvis jeg har lyst. Ingen falder over berømtheder, der ryger en eller to cigaretter eller over folk, der poster et foto på Facebook af dem selv med en drink ved fyraften. Så hvorfor skulle det ikke være okay for mig? Livet er fuld af lort, så hvorfor dømme nogen for at prøve at håndtere det, så godt de kan?«

Stor fisk i lille dam

Når man hører om Hollidays barndom og teenageår er det til at forstå, hvorfor hun kan mene, at livet er »fuld af lort«.

Hun voksede op i de amerikanske sydstater, og hendes familie nåede at flytte mindst 40 gange, før hun blev 10 år. Adspurgt om, hvorfor, svarer hun direkte: »Min far har visse brister«.

Ham har hun også brudt al kontakt til.

»Når man bliver voksen og skal vælge, hvem man vil omgive sig med i sit liv, er det i orden at fravælge dem, der sårer dig og gør dig ked af det. Selv hvis det er et familiemedlem. For mig har familie ikke særlige privilegier. Jeg har givet ham mange chancer, og han blev ved med at behandle mig dårligt. Så besluttede jeg bare: ’Du skal ikke længere være en del af mit liv’.«

En anden mand præsterede dog at smadre hendes familieliv endnu mere. Da Holliday var ni år gammel, blev hendes mor skudt i hovedet af sin nye kæreste, som efterfølgende blev tiltalt for mordforsøg.

Holliday og hendes bror flyttede derpå ind i en campingvogn i hendes bedsteforældres baghave, mens hendes mor kom sig over sine skudsår. Moderen er dog stadig lammet og handicappet i dag. Holliday fortæller om disse begivenheder i et forbløffende lidenskabsløst toneleje.

»Den 22. juni var det 20 år siden,« siger hun og trækker på skuldrene. »Så det er længe siden. Men min mor er her stadig, og det er pissebesværligt. Hun har stadig voldsomme smerter. Hun lider, men hun er der.«

Det var Hollidays mor, der bakkede hende op, da hun ville gå ud af skolen i en alder af 16 år, da mobningen imod hendes datter – på grund af hendes vægt, blege hud og handicappede mor – var blevet utålelig.

»Jeg mødte op første skoledag på mit tredje år i high school, men her var det det samme lort, og jeg sagde bare til mig selv, at det her gider jeg ikke være med til længere,« siger Holliday.

Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med sit liv, men ville bare så langt væk fra Mississippi som muligt. Hun nævner Tim Burtons film Big Fish:

»Jeg elsker den film, for den var også en stor fisk i en lille dam, som bare gerne ville væk fra. Det var sådan, jeg følte det.« Efter nogle år i Alabama tog Holliday til Seattle med den dengang etårige Rilee, tre kufferter, 700 dollar og en vag forhåbning om at finde arbejde som kosmetolog.

Hun havde prøvet modelarbejde, da hun var 15, og var rejst helt til Atlanta til en audition, men fik at vide, at hun var for stor og ikke høj nok, selv for XXL-modeller.

Så da hun i 2009 postede nogle billeder af sig selv, som hun havde taget til Rilees far, på hjemmesiden Model Mayem, tænkte hun ikke nærmere over det.

Men få dage senere ringede en agent, og inden længe var hendes ansigt at se på busser, billboards og i reklamer for Heavy; en dokumentarfilm om superfede amerikaneres kamp for vægttab. Få år efter flyttede Holliday til Los Angeles og fik meget mere modelarbejde, alt imens hun arbejdede som sekretær for en tandlæge.

Nu dukkede hun op i Nylon Magazine og på forsiden af People, medvirkede i en kampagne for makeupproducenten Benefit og blev af Vogue Italia udnævnt til verdens mest markante XXL-model. Dette førte igen til, at hun blev kontaktet af den legendariske fotograf David LaChapelle, som hun arbejder sammen med om et fortsat hemmeligt projekt. Sidste år sagde Holliday stillingen som tandlægesekretær op.

Miss Piggy er rollemodel

Hollidays billeder er udtryksfulde, men hendes udstråling har i nok så høj grad at gøre med hendes personlighed og holdninger.

Få supermodeller tiltrækker så mange ubehageligheder online som Holliday. Dem forsøger hun at ignorere, og det samme gør hun efterhånden med sin voksende fanskare. »Før var jeg altid på Reddit,« fortæller hun, »men så sagde Nick, at hvis jeg blev ved, ville han tage min mobil fra mig. Jeg kan simpelthen ikke klikke på alle de artikler, der bliver skrevet om mig, se på alle fotos eller deltage i alle diskussioner om min helbredstilstand«.

Det sker jævnligt, at fans kommer Holliday til undsætning, når hun udsættes for fatshaming. Som en af dem skrev på Twitter: »Min eneste bekymring for Tess Hollidays sundhed går på, at hun skal få en øjeninfektion af at tørre sine øjne med 100-dollar-sedler.«

»Det var ret sjovt,« siger Holliday og fortsætter:

»Men også lidt overdrevet. Lige nu har jeg kun 4.000 dollar på min konto, fordi jeg afventer en del honorarer«.

Hun indrømmer gerne, at hun tjener langt mere end sekretærlønnen på 20.000 dollars om året. F.eks. føler hun sig ekstravagant nok til at købe et par Gucci-sandaler til sin bedste venindes nye baby.

»Det ville hun først ikke have. ’Nej, nej, nej, sagde hun’. Tag dem nu, sagde jeg … du kan altid give mig dem tilbage igen, når jeg får min næste unge«.

Og det ønsker Holliday sig. Hun og Nick mødtes online, efter at han havde sendt hende en besked over det sociale medie Tumblr, hvor han udtrykte sin beundring for den inspiration, hun gav andre kvinder.

Det tændte hun på, og inden længe forlod Nick Holliday Melbourne for at mødes med hende.

»Det var helt vildt, for den her fyr var bare så hot. Jeg tænkte: ’Jeg har ikke en chance med så lækker en mand’. Jeg havde aldrig før haft lækre kærester. Når man er så tyk som jeg, virkede det utænkeligt at få fat på dem. Det var også det, mine venner sagde: ’Du må nøjes med mindre. Du kan ikke både få en lækker kæreste og en sød fyr, du må vælge det ene eller det andet’. Men så sagde jeg: ’Jeg fortjener at få begge dele’.«

Hele dagen viser Hollidays forlovede sin hengivenhed. Han trækker et lille stykke tape fra et trusseindlæg af hendes sandaler, hvor det har sat sig fast. Og på et tidspunkt lægger han kærligt hånden på sin kærestes bagdel.

»Man kan give den et godt gammeldags klask,« siger han.

Holliday ignorer ham og fortæller, at hun i starten ikke var særlig sød ved ham.

»Jeg var aldrig blevet behandlet så godt før og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle opføre mig. Så jeg var temmelig led over for ham. Måske har det noget at gøre med mit problem med faderfigurer. Min ven Nadia, der også er XXL-model, poster billeder af sin far og fortæller, hvor højt hun elsker ham. Det kan jeg slet ikke leve mig ind i.«

Holliday har let ved at lade sig distrahere, indrømmer hun. Da jeg spørger til hendes tatoveringer, svarer hun imidlertid fokuseret.

»Alle de kvinder, jeg har på mine arme, har det til fælles, at de var pisseligeglade,« siger hun. De omfatter Mae West, Dolly Parton og endnu en feministisk heltinde: Miss Piggy fra The Muppet Show.

»Miss Piggy er en stor pige og glamourøs, og folk synes, det er latterligt, når jeg fremhæver hende som rollemodel, men det har hun været. Hun var uforskammet og sexet, og folk lagde mærke til hende, og hun var stor, men pisseligeglad,« fortæller Holliday.

»Jeg ser ikke mig selv som en model,« siger hun pludselig med samme prima donna-attitude som sin yndlingsgris.

»Jeg er mere et helt varemærke«.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Fedmeudskamning

En fed amerikansk supermodel tager modelbranchen med storm. Hjemmesiden Reddit har forbudt undersider med fedmehad. Kropspositivistiske aktivister tager kampen op imod stigmatiseringen af den overvægtige krop. Der sker med andre ord noget med synet på den fede krop.

Men der er stadig lang vej igen, for mobning af fede mennesker, også kaldet ’fat shaming’ – fedmeudskamning, er meget udbredt.

Samtidig er synet på den tykke krop baseret på standhaftige myter og forfejlede forestillinger om sundhed og om, hvem der har ansvaret. Information sætter i denne serie fokus på fat shaming og kropspositivistisk aktivisme.

Seneste artikler

  • Hvem bærer ansvaret for fedtet?

    27. juli 2015
    Hvis det ikke er argument nok, at det at droppe hadet til fede mennesker, vil være det mest humane, må det, at alt tyder på, at det vil være til stor gavn for vores samfund, være et argument, som de fleste bør kunne tilslutte sig
  • Kropspositiv aktivist: ’Vi er nødt til at anerkende, at alle kroppe er gode’

    25. juli 2015
    Vi halter bagefter i Danmark, når det kommer til tykke menneskers rettigheder, mener kropsaktivist Andrea Storgaard Brok. Hun kæmper for, at vi skal lægge mindre betydning i den krop, vi møder, og mere i det menneske, der gemmer sig inde i kroppen
  • ’Hvis man er tyk og holder af sin krop er man straks aktivist’

    22. juli 2015
    Sofie Hagen er komiker, hun er tyk, og så er hun som kropsaktivist en del af en spirende global bevægelse, der forsøger at ændre vores stereotype forestiling om tykke mennesker som uattraktive og dovne. For vi må væk fra den følelse af skam, som tykke bærer rundt på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Imponerende, så mange der ikke har læst artiklen grundigt. Tess Hallidays pointe er jo netop, at offentlig mobning af fede ikke er OK.
Hun siger intet om at være forbillede, hun siger intet om at idolisere fedme - hun siger ganske enkelt at vi fede ER her, og skal behandles som alle andre i almindelig daglig omgang med hinanden.

Heidi: Ja, det er belastende med fordommene omkring diabetes. Jeg har diabetes 2 og er overvægtig - men ingen rammer rigtigt når jeg spørger dem, hvad de mon tror kom til først ...

Niels Duus Nielsen, Rikke Nielsen, Lilli Wendt, Lise Lotte Rahbek og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Tjsa...jeg havde en kusine, som ingen kunne forhindre i at æde sig ihjel. Lægerne forsøgte, men opgav, da hun tog på med tænderne snøret sammen ;o/

Ellers er mine oplevelser fra kantinen, at store damer og herrer drikker sodavand til maden.

Mads Østergaard

Dana Hansen,

Jeg kan ikke læse nogen steder, hvor Tess Holliday nævner at offentlig mobning ikke er ok. Hun siger, at hun holdt op med at gå i skole pga. mobning, hvilket påpeger at det for hende har været et problem. Men når jeg læser artiklen igen så tyder det ikke på, at hun har specielt meget lyst til at være fortaler for, at mobning er et problem. Det lyder mere som om hun er interesseret i at leve den amerikanske drøm på sin egen måde, og så fuck alle andre som har noget at indvende. Hun italesætter ingen problemer, og vil gerne se sig selv som et varemærke. At man overhovedet kan se det som noget positivt at blive anset som et varemærke er fuldstændig væk fra vinduet, hvis du spørger mig. Det er kommercialisme som religion.
Og hun bliver automatisk en rollemodel for fede mennesker. Jeg kan ikke se, at det er positivt, at man accepterer en svært overvægtig som populær model, ligesom jeg ikke kan se det positive, at man accepterer en svært undervægtig som populær model. Hvis der var et budskab bag hendes historie, så er det vel, at fede ikke er bedre end undervægtige, at man skal skide på hvad andre siger, og leve livet som man vil.
Jeg ved godt at Information forsøger at bruge historien ift. at mobning af fede er dårligt, og det er den så også et eksempel på. Men at det gør noget godt for nogen, at Tess Holliday bliver hørt, det har jeg svært ved at se. Hun har haft et helt ekstremt hårdt liv, som stort set ingen i Danmark ville kunne relatere til, og jeg tror det mest positive der kunne ske for hende, og for dem der følger hende, ville være hvis hun trådte ned fra diva-piedestalen og ind i et rummeligt terapeut-lokale.

Jørgen Kærbro Jensen, Lone Christensen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Mads Østergård:

Det vil sige, at du ville foretrække en verden, hvor fede mennesker er usynlige og tavse, med mindre de vil stille til offentligt culpa?

Det virker som grundformlen for mobning ...

Mads Østergaard

Dana,

Slet, slet ikke. Jeg tror bestemt ikke at alle fede mennesker er som Tess Holliday. Tværtimod.

Mads Østergaard

Men ligesom en afvendt alkoholiker, narkoman, tidligere anoreksiker, eller en traumatiseret krigsveteran efter dyb behandling af deres fortid kan være fortalere for, hvordan man kan ende sådan, og hvordan man komme ud af det igen, så er den rute der også være for Tess Holliday. Men i stedet er hun en stor fuck-finger. Det er nok ikke hendes skyld at det er sådan, nok nærmere et socialt amerikansk system som har tabt hende. Men det er jo ikke hende, der skal idoliseres. Det er de fede menneske som har bearbejdet deres fortid, fået smerterne på afstand, og som har noget reelt på hjerte, som vi skal høre på.

Mads Østergaard

Eller hvis en svært overvægtig fx skrev en god digtsamling, lavede en kunstudstilling eller lignende, om vedkommendes liv som fed, så skulle jeg da også være klar til at høre efter. Ikke at man nødvendigvis skal have smerterne på afstand, det kan endda være meget mere givende virkelig at blive introduceret til smerterne, blive gjort til en del af dem, så os andre kan forstå hvad det er man kæmper mod som fed. Jeg ville faktisk være rigtig interesseret i at forstå dette. Men igen - det er ikke der vi kommer hen med Tess Holliday.

Vibeke Rasmussen

Det virker nærmest, som om man på redaktionen har været i bekneb for en (klik-lokkende!?) afslutning på serien af indlæg om fedme, og at man så – 'hmmm, la' os nu se, la' os nu se' – har googlet(?) sig frem til en artikel i en engelsk publikation, der omtaler et amerikansk fænomen. Spøjs disposition.

Men når man nu endelig har valgt dén artikel, er der andre ting i den, som jeg rent umiddelbart ville finde mere interessante at fokusere på, end at en størrelse 52-54 som den første er blevet 'topmodel' og et hit på de sociale medier. I øvrigt, angående kjolestørrelser, anfører artiklen, at gennemsnittet i USA er 14, i UK 18, hvilket svarer til en dansk størrelse 44.

Fx fortæller Tess Holliday, at hun først lærte at acceptere beskrivelsen 'fed', efter at hun havde opdaget "the body positive community". Det står kun lige nævnt i original-artiklen, men er slet ikke med i, æhm, gendigtningen på dansk. Hvordan hjalp det hende? Hvad er det overhovedet? Som AAA, men for overvægtige? Findes noget tilsvarende i Danmark?

Desuden nævnes tv-serien Heavy som Tess Holliday medvirkede i. Annonceringen for serien med hendes billede beskrives i artiklen som:She’s almost unrecognisable in that image, staring morosely up at the camera under the words, “Losing is their only hope.” Ja, der er langt fra dét billede til de nuværende billeder af hende. På Heavys hjemmeside kan man se små 1-2 minutters videoklip fra udsendelserne, som da også fremstår langt mere virkelighedsnære, hvad angår det at leve i så stor en krop, end den virkelighed Tess Holliday i dag udlever.

Men … samtidigt virker begge dele også så udpræget amerikanske, at jeg har svært ved at se en meningsfuld sammenligning med danske forhold. Både hvad angår graden og udbredelsen af fedme og graden af glamour. Så, indrømmet: som udenforstående, har jeg svært ved at se artiklens relevans for danske overvægtige. Udover som … let underholdning?

Anne Eriksen, Grethe Preisler og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Mads:

Jeg synes faktisk du skal læse kommentarsporet igennem igen. Der får du, med kulskovl, hvad overvægtige og fede3 gennemlever hver eneste dag - nemlig at alt og alle har en mening om, hvordan de BURDE se ud, hvordan de BURDE leve, og at de egentlig kun bør høres hvis de vil tale om vægttab - såvel in potentia som i virkeligheden.

De normalvægtige TRÆNGER til én stor fuckfinger.

"The body positive community" kan googles, og handler mest af alt om, at uanset kropsform, kropsstørrelse og hudfarve har vi alle noget basalt menneskeligt at byde på. En vigtig tanke at holde sig for øje, al den stund at mange, selv her på Informeren (hvor man forventer en vis grad af refleksion ...) ikke mener at overvægtige og fede burde sige andet end "undskyld". Undskyld jeg er her, undskyld jeg er fed, undskyld at jeg vil tale om andet end vægttabsplaner, undskyld at jeg har en mening om såvel politik som hverdagsliv.

Mennesker skal ikke leve som undskyldninger for sig selv. Slet ikke for at please de intolerante, der pakker intolerancen ind i "bekymring" og "omsorg".

Mads Østergaard

Dana,

Jeg tror ikke en fuck-finger gør den mindste forskel. Nogen vil måske endda bruge den som argument for, at så fortjener den fede heller ikke bedre. Fuck-fingeren skaber større afstand, og mindre forståelse, "os mod dem"-kultur.
Jeg synes uden tvivl, at nogle af holdningerne jeg ser i kommentarerne er meget langt ude, det kræver ikke endnu en gennemlæsning. Fx den med, at ingen finder tykke mennesker attraktive, det ved jeg da med sikkerhed er direkte løgn - jeg har hørt fra mange mænd som godt kan lide kvinder med fedt på kroppen. Men det er sikkert sværere at finde i ungdommen i dag. Men hvis du spørger mig, så vil jeg også sige, at mange yngre mennesker i Danmark i vore dage er helt fra den, nærmest hjernevaskede - de unge går jo mere op i iphones og karakterer, end de går op i hinanden og sig selv. Og flere ældre bliver også mere og mere forvirrede, fordi de ikke kan følge med i det hele, og dermed ikke har den samme overlegne selvsikkerhed som de havde engang. Det er sgu ikke mange der ikke kunne bruge en permanent psykolog. Jeg overvejer da også kraftigt i fremtiden at bosætte mig i et land, hvor man stadig kan huske hvad menneskelige værdier er, og hvor man kommer hinanden ved. Min mor besøgte Kina for et par år siden, og fortalte om hvordan ældre mennesker danser på gaden i frost-grader om aftenen, og flokke af mennesker dyrker motion eller tai chi sammen i gadebilledet. De unge mennesker i Danmark er opdraget så frit, at de ikke længere har nogen respekt. Dem der tidligere egnede sig som autoriteter er blevet usikre fordi de ikke længere ved hvordan verden hænger sammen fordi internettet har klargjort for dem hvor lidt de ved. Man skal have lov til at gøre grin med alt og alle i ytringsfrihedens navn. Det er også de færreste der har tilstrækkelig selvrespekt.
Jeg tror ikke nødvendigvis det kun er hos fede mennesker at folk overser de har noget basalt menneskeligt at byde på. Du hører det jo også fra kontanthjælps- og dagpenge-modtagerne, de bliver heller ikke spurgt om andet end hvordan det går med jobsøgningen. Jeg tror mange mennesker i Danmark er opslugt af så meget lort fra internettet, at de slet ikke kan forholde sig til andre mennesker på et dybere plan. De bliver bange. Så har man det bedre med at holde tingene overfladisk, snakke om fodbold, sin nye ipad, eller om de problemer man ikke selv har, og så lade som om man er verdens lykkeligste folkefærd. Jeg hører om og ser adskillige 30-35 årige i København som drikker sig fulde hver weekend, og som ikke vil have frataget deres frihed. I gamle dage var man voksen når man var 18, nu er man sgu stadig et barn selvom man er 35.
Og så er der dem som vælger at skære noget af alt lortet væk. Dem som slukker for internettet og bruger byen og naturen, dem som har fællesskaber, spiller musik, står på skateboard - dem som lever deres liv. Dem har vi også nogen af, og de er sgu dejlige at snakke med, de vil være meget mere tilbøjelige til at se dig som den du er, om du så er fed eller ej.
Når jeg møder et nyt menneske som er meget tyk, så kræver det simpelthen fokus for mig at holde mine øjne mod den andens i stedet for at betragte kroppen. Jeg ønsker at lytte efter og vise, at jeg
opfatter vedkommende som et menneske, men det er som om kroppen også taler til mig, og prøver at få mig til at forholde mig til hvordan det må være at have så meget krop, hvorfor den er så stor, og om man virkelig har det fint med det. Det er som om kroppen beder mig om min hjælp. Jeg tænker den må være et problem for vedkommende. Jeg får lyst til at spørge, om der er noget jeg kan gøre. Jeg ville reagere på samme måde hvis jeg stod overfor en anoreksiker. For det meste fanger jeg mig selv, og lykkedes i at holde fokus, og jeg opfatter hurtigt, at det bliver værdsat når jeg mærker mennesket bag og taler som jeg ville gøre til enhver anden. Det er ikke for at såre, at jeg bliver draget mod kroppen, men jeg føler mig stadig skyldig, og det giver mig en dårlig samvittighed, at det overhovedet er en udfordring. Men for mig er fedme anderledes. Jeg ser sikkert også anderledes ud for nogen. Men I Danmark synes man jo ikke man må være glad for at være fed, ligesom man ikke må være glad for at være for tynd. Det er jeg desværre enig i, men jeg håber, at man som for tyk eller for tynd stadig kan være glad for alt muligt andet ved sig selv. Men jeg synes det er hårdt, at jeg ikke må snakke om fedme med fede mennesker, for jeg får lyst til det. Jeg vil gerne forstå hvad der foregår.
Jeg synes heller ikke mennesker skal leve som undskyldninger. Det må være helt forfærdeligt. Selvom jeg synes at flere kommentarer er forfærdelige, så har jeg stadig svært ved at mærke dem i mig selv fordi de ikke er dirigeret mod mig. Jeg kan ikke forholde mig til det, jeg ved ikke hvad du føler når du læser den slags. Jeg ved ikke hvordan det føles at leve som en undskyldning for sig selv. Jeg ved ikke hvordan det føles at være fed. Hvis det kunne beskrives med ord som jeg kan relatere kraftigt til, og som vækker de samme følelser i mig, så ville afstanden mellem os kunne blive mindre. Fx synes jeg det er forfærdeligt når Heidi Larsen flere gange pænt beder mig uddybe mine lettere tvetydige sætninger, fordi hun ikke ved om jeg mener tingene godt eller dårligt - fordi hun modsat andre mennesker er vandt til at nogen siger dårlige ting til hende. Den slags kan jeg mærke i hjertet, jeg føler jeg kom tættere på hende som menneske, fik en lille bid af, hvordan hendes liv virkelig har været (undskyld Heidi, hvis du føler dig udstillet). Den følelse er langt stærkere, end det jeg føler når jeg læser om Tess Holliday's barndom, fordi den krævede min indsigt, jeg var nødt til at gå gennem mig selv for at forstå det, og så blev den nærværende. Derfor hjælper det mig heller ikke at læse kommentarerne igen, for jeg føler ikke det samme som du gør når du læser dem, jeg mærker dem ikke. Det er det en god forfatter formår, at vække indsigt og følelser hos læseren.
Tænk hvor vidunderligt det ville være, hvis menneskelige værdier var vigtigere end penge og karakterer - og udseende.

Det var ikke ligefrem mit A-game med denne rodede kommentar, men jeg er frisk på at fortsætte diskussionen, for jeg synes jeg lærer noget af det du siger og det jeg roder mig selv ud i at skrive. Det kan være det går bedre for mig i morgen.

KH

Mads Østergaard, næh... Føler mig ikke udstillet af det du skriver, er da bare glad for mine kommentarer har givet et andet menneske indsigt og måske en forståelse for noget der er enormt fremmed. Man kan ikke vide hvad fedme (eller, mobning, stress, depression etc etc) er eller hvordan det føles med mindre man selv har prøvet det.
KH fra London.

Gert Selmer Jensen

Jeg har et "blødt punkt" for "Tykke" mennesker. Og beundrer deres stadige kamp mod vægten.
Der findes effektive kostprogrammer, der helt sikkert kunne løse vægtproblemet. Men det enten
eller. Og måske ville de synes at livet blev en jammerdal hvis, man skulle følge dem, 100%.
( Palæokost som den sundeste ).
Jeg finder det også tiltalende med en god appetit.
Men det handler jo tit om at " Jeg har også ret til en kage " ( Læs, Flere kager ). Men den går altså
bare ikke. Sorry. Samtidig er det jo også livsbekræftende, at nyde noget man virkelig har lyst til.
Endda i rå mængder.
Endeligt vil jeg også lige nævne at nogle af de flinkeste mennesker jeg har mødt, har været temmelig "velnærede". ( De ved faktisk noget om livskvalitet ).

Mads:

I de allerfleste situationer er din fiksering på kroppen irrelevant. Er man f.eks. i et forum hvor der nørdes sprog, diskuterer man sprog. Så er et "sporskifte" til snak om vægtklasser hamrende fornærmende, fordi det intet har med samtalens formål at gøre - kan du formå dig til at se problemstillingen den vej rundt?

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Josephine Lehaff anbefalede denne kommentar
Mads Østergaard

Heidi,
Det er jeg glad for at høre. Jeg tænkte heller ikke du ville have et problem med min fortælling eftersom du i forvejen har været så åben omkring dig selv, men jeg ville ikke træde dig over tæerne hvis tilfældet var et andet.

Dana,
Sådan ser jeg bare ikke verden. Jeg er kæmpe nørd, arbejder med kemi og snakker om ting der ligger ret langt fra en umiddelbar menneskelig verdensopfattelse, men hvert menneske jeg støder på og arbejder sammen med ser jeg stadig først og fremmest som menneske, og dernæst som nørd. Jeg føler ikke de regler som du optegner ift. at man diskuterer sprog hvor der nørdes sprog. Hvis jeg får stillet en specifik opgave, hvor jeg skal arbejde sammen med et menneske, så vil jeg selvfølgelig tilgå opgaven direkte. Men derudover vil jeg også helt automatisk forholde mig til hvilket menneske det er jeg arbejder sammen med. Det betyder så ikke, at jeg midt i en snak vedr. en specifik opgave får lyst til at spørge ind til vedkommendes krop, men det ville komme skridtet nærmere, hvis man fx spiser frokost sammen senere på dagen. Jeg er ikke helt så tabt som du antyder, faktisk har jeg aldrig i mit liv spurgt et overvægtigt menneske hvorfor vedkommende ser sådan ud, men jeg hvis jeg ikke lagde bånd på mig selv, så ville jeg gøre det af en blanding af nysgerrighed og bekymring.

Jeg synes du afslutter i en lidt skrap tone, som om jeg har fornærmet dig - det var bestemt ikke meningen! Mit mål var nærmere at give indsigt i hvordan det for mig føles at møde en fed person. Desuden må jeg nævne, at jeg ikke tænker over folks krop når jeg har vænnet mig til deres tilstedeværelse, heller ikke hvis de er fede. Men når jeg møder en person de første par gange, så strømmer der helt ufrivilligt en længere kaskade af tanker gennem min bevidsthed, som beder mig om at forholde mig til vedkommendes tilstand, og om den fx ser sund eller usund ud. Jeg tror altså ikke jeg er enig i, at det er irrelevant at jeg forholder mig til kroppen når jeg møder et menneske, jeg tror det er helt naturligt. Jeg forstår godt hvis man som fed ville ønske, at det ikke var sådan det var, men jeg vil gerne understrege, at det at jeg forholder mig til et andet menneskes krop ikke betyder, at jeg ser ned på vedkommende eller lignende. Jeg føler mig nærmest bare ufrivilligt inddraget.

Mads Østergaard

Gert Selmer Jensen,

Jeg har også observeret, at nogle af de flinkeste mennesker jeg har mødt har været "velnærede", men jeg tror de er flinke fordi de har forstået hvor vigtigt det er, at man er flinke overfor hinanden - efter at de adskillige gange har oplevet den modsatte adfærd fra andre.

Steffen Gliese
Steffen Gliese

Med den virkning, som korpulente kvinder synes at have på nutidens unge mænd, må de være en gave til enhver arbejdsgiver, der på den måde kan undgå, at tankerne vandrer og begynder at beskæftige sig med ting, der ikke er særligt arbejdsrelaterede de ansatte imellem.

Steffen Gliese

Det er meget sjovt, at Mads Østergaard på samme tid har ret og er et symptom på, hvor det er gået helt galt i vores samfund: folk evner ikke at lægge bånd på sig selv i social sammenhæng og underlægge sig det, der alle andre steder end lige i vores land, åbenbart, går for almindelig god opførsel.
Man kan nogen gange få den tanke, at folk ser "Fawlty Towers" som et kursus i sociale relationer i stedet for en satire over, hvor galt det kan gå.

Gert Selmer Jensen

Peter Hansen-8:13-
Stik modsat, tror jeg.! ( Ellers er det meget sølle unge mænd ).!

Gert Selmer Jensen

Big is beautifull.!

Kropsidealer skifter.

Gå i et kunstmuseum og se på Rubens' modeller.

Nutildags hedder det så 'BBW' (advarsel. google det på egen risiko!).

Niels Duus Nielsen

"Fawlty Towers" - lol. Spot on, Steffen Gliese, denne tråd har været morsom at læse. Tænk at folk gider gå så meget op i andre folks udseende.

Jeg har en god ven, som vil blive voldsomt distraheret af det billede, der ledsager artiklen. Han vil til enhver tid foretrække en size XXXL frem for en XXL. Det er jo heldigvis ikke alle, der ligger under for det moderne skønhedsideal.

Jeg tror sgu jeg sender ham et link til artiklen og billedet, det vil han helt sikkert blive glad for.

Sider