Interview
Læsetid: 3 min.

’Nogle af de argeste knald er også dem, man husker bedst’

Radiovært Ayşe Dudu Tepe fortæller om Herman Bang, Slovakken med de lange negle og pædagog-Jette
Radiovært Ayşe Dudu Tepe fortæller om Herman Bang, Slovakken med de lange negle og pædagog-Jette

Polfoto

Kultur
18. juli 2015

– Hvilken seksuel oplevelse husker du tydeligst?

»Vi var børn. Jeg ligger inde i puderummet sammen med Martin. Martin har en tissemand. Jeg har en tissekone. Vi legede ikke far, mor og børn. Vi legede, at Martin gerne måtte se min tissekone. Vi har et gråt uldtæppe over os. Pludselig kunne jeg se Jettes ansigt i vinduespartiet på døren. Jette er pædagog og har altid blå eyeliner på, så hun minder om Anni-Frid fra Abba. Hun åbner døren og kigger på os. ’Hvad laver I?’ spørger hun. ’Ikke noget. Vi ligger bare og slapper af,’ siger jeg. Og hun giver mig det der blik: ’I er afsløret.’ Hun vidste det. Jeg vidste det. Martin fornægtede situationen og gemmer sig under tæppet. ’Nå,’ siger Jette og lukker døren sagte. Så ligger Martin og jeg dér. Overladt til skammen. ’Jeg har det lidt varmt,’ siger han og kravler ud af tæppet.«

– Hvilken person symboliserer moderne seksualitet?

»Herman Bang. Åh, Herman. Johannes V. Jensen kaldte dig en stakkel, der led af platonisk kærlighed til en løjtnant. Brandes-brødrene, kulturradikalismens fanebærere, gjorde alt, hvad de kunne for at få dig ned med nakken. Georg skrev, at der ikke er mandlig gang i dine tanker. Du havde fruentimmerforstand. Åh, Herman. Du er død nu, men du gav os gennembrudslitteratur.«

– Hvilket stykke kultur har haft størst betydning for dit syn på sex?

»Det moderne gennembrud. De tre ord siger det hele. I den brydningstid skrev forfattere og dramatikere skelsættende værker, der både ændrede samtidens syn på seksualitet og på ligestilling. Det er her Nora fra Henrik Ibsens Et dukkehjem, henvendt til mændene i sit liv, siger: ’I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.’«

– Hvad er det mest usexede, du kan komme i tanker om?

»Det er lørdag aften. Jeg står ved et lyskryds på Strøget i København og venter på at det bliver grønt. På min højre side holder der en cykeltaxa. På min venstre side holder en cykeltaxa. Jeg kigger først på den ene chauffør. Så på den anden. Og så på den første igen. ’Hop op,’ siger manden, jeg efterfølgende døbte Slovakken, til mig. ’Du får en gratis tur.’ Jeg bad ham om at køre mig til Bobi Bar, hvor jeg skulle mødes med Caroline. ’Bare rolig, jeg gør dig ikke noget. Læn dig tilbage og slap af,’ siger han til mig. Måske havde han fornemmet, at jeg var blevet en anelse usikker over min impulsive beslutning om at følge med. Vi når frem til Bobi Bar. Så sad jeg der. Sammen med en fremmed mand. Han vender sig om og kigger på mig. Han har flotte øjne. Men jeg kan ikke huske farven. Han sætter sig om til mig. Vi ryger et par cigaretter. Han har en hættetrøje og et par slidte sorte jeans på. Han er ikke så høj. Men højere end mig. Hans hænder kunne have været smukke, men hans negle var sorte af cykelolie. ’Jeg forelsker mig hurtigt,’ siger han til mig, mens jeg studerer det fine lille ar, han har på hagen. Jeg tænkte, at jeg godt kunne elske ham i nogle timer. Caroline ankommer. Jeg præsenterer hende for Slovakken, som tilbyder at køre os hen til den fødselsdagsfest, vi er inviteret til. Vi kører en omvej og sætter os ved en café og bestiller kaffe. Han kigger på mig, og siger ’čo.’ Og der elskede jeg ham lidt. Og han siger det igen. ’Čo.’ Han skal være min. Bare for en stund. Vi udveksler numre, da han sætter os af ved festen, og han ringer en mandag. ’Kom forbi mig,’ siger jeg. Jeg lukker normalt ikke fremmede mænd ind i mit hjem, men han skal være undtagelsen. Slovakken. Han kom. Jeg kom. Og han kom dagen efter. Jeg kom. Så sad vi ved fodenden af min seng. Jeg kiggede på hans fødder. ’Jeg er ikke så god til at klippe negle. Nogle gange har jeg så lange negle, at det gør ondt at have sko på,’ sagde han. Jeg så aldrig hans fødder igen.«

– Hvad er dit bedste knald?

»Det er svært at svare på, for det er en state of mind, man er i med den person, man er sammen med. Nogle af de argeste knald er også dem, man husker bedst, og det gør dem på en måde gode. Det er ligesom at spørge ’Hvad er din bedste ferie?’ Jeg synes der er noget fint i alle knald.«

Serie

Dit bedste knald

Henover sommeren vil en række ublufærdige kulturpersonligheder fortæller om deres syn på seksuallivet. Både i kulturen og i privaten.

Seneste artikler

  • Store, fede kager er sexede

    8. august 2015
    Forfatteren Susanne Staun er vild med kager, Terminator og Charlize Theron med én arm. Og så burde landets stilladsarbejdere have pligt til at pifte efter Inger Støjberg, synes hun
  • ’Modernitet og seksualitet er hinandens modsætninger’

    1. august 2015
    Få ting er mere usexede end de konservative, mener partiets tidligere folketingskandidat, debattør og radiovært, Mads Holger. Måske håndbold. Eller Woody Allen
  • ’Kvinder bør dyrke mere onani’

    25. juli 2015
    Chefredaktør på det feministiske magasin HYSTERIA, Bjørk Grue Lidin, synes p-pillen er kolonialistisk og symboliserer illusionen om hvide, heteroseksuelle kvinders frigørelse. Hun kan godt lide queer hiphop, bondage og onani
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her