Interview
Læsetid: 11 min.

Asbjørn vil gøre op med musikkens machomænd

Den unge danske musiker Asbjørn klædte sig ud som Disney-prinsesserne, da han var lille. Og han har altid haft flest kvindelige rollemodeller. Nu vil han bruge sin position og sine erfaringer til at gøre op med mainstreamkulturens mandeidealer og dermed også med forestillingen om, at robusthed og machokultur hænger uløseligt sammen
Kultur
9. juli 2015
Robusthed er bestemt ikke at imitere det, som den populære dreng i klassen gør, siger den danske musiker Asbjørn.

Hannes Jung

Den massive støbejernsdør, som leder ind til den gamle bankboks i kælderen under spillestedet i Kreuzberg i Berlin virker nærmest karikeret robust. Og den har da også overlevet at stå i en slags centrum for to verdenskrige, været vidne til voldsomme systemskift og accepteret, at en gruppe unge musikere har indrettet øvelokale i det rum, hvor der før var guldbarrer og pengesedler, uden at rokke sig ud af pletten. Det tunge metals robusthed. Men foran døren står en ung mand, som udstråler en helt anden form for robusthed. Han står med mørke bukser, hvid undertrøje, afbleget hår og rank ryg med siden til kameraet.

Der er en harmonisk målrettethed over hans bevægelser, da han drejer sig om imod kameraet og senere, da han giver koncert i lokalet over bankboksen, og Asbjørn Toftdahl, eller Asbjørn – som er det navn, den 22-årige danske musiker udgiver sin musik under – har da også en klar mission. Udover altså at lave god popmusik. Han vil gøre op med de traditionelle manderoller i popkulturen og han vil gøre op med den form for robusthed, som ofte knyttes til disse traditionelle forestillinger om mandlighed og maskulinitet.

»Der har været en mangfoldighed af kvinder, der inden for popkulturens rammer har udfordret kvinderollerne. Den kamp er givetvis ikke slut endnu, men jeg synes, at det er påfaldende, at manderollen ikke overhovedet er blevet udfordret i samme grad. Og jeg synes, at det er så åbenlyst, at der er behov for, at det sker. For rammerne for, hvordan man kan være mand, er alt for snævre, og jeg har for eksempel haft utroligt svært ved at spejle mig i de tilgængelige mandlige rollemodeller,« siger han.

»Det er fantastisk at se, at der begynder at være flere manderoller repræsenteret, som er med til at skabe en eller anden form for diversitet, musikere som for eksempel Blood Orange og Kindness, men det er den spæde start, og det har jo nærmest stået stille siden Bowie og Michael Jackson.«

Asbjørn mener, at de mest udbredte forestillinger om mandlig robusthed er stærkt knyttet til et stereotypt machoideal. »Men den forestilling om robusthed er fuldstændigt forskruet,« siger han. »For robusthed for mig er at stå ved, hvem du er, og at være modig nok til at tage kampen. Robusthed er bestemt ikke at imitere det, som den populære dreng i klassen gør.«

Han mener også, at der er brug for, at mænd generelt bliver mindre bange for at spejle sig i det feminine, men påpeger samtidig, at han ser, at de unge drenge i dag er meget længere fremme i forhold til at omfavne femininitet og den robusthed, der kan ligge i det feminine, end de tidligere generationer.

»Måske det betyder, at der nu kommer en generation af drenge, der, næsten automatisk, kommer til at gøre op med de gamle mandeidealer og forestillingen om robusthed som en machoting. Det håber jeg personligt meget på.«

Frøer og prinsesser

På Asbjørns værelse, som også fungerer som stue i det lille Kreuzberg-kollektiv, han bor i, står et tørrestativ med vasketøj. Blandt hvide T-shirts og lagner hænger en af bofællernes hvide kjoler med en form for broderet mønster. Den står i fin kontrast til den sorte hættetrøje, som Asbjørn har haft på de sidste to dage, og som han elsker at gå i. Han er blevet glad for at klæde sig som en dreng, siger han, men sådan har det ikke altid været. På den måde udfordrede han også mandeidealerne, da han var barn.

»Jeg har fra barnsben af haft en stor forkærlighed for det feminine, for kvindesindet, hvis man kan sige det. Jeg identificerede mig med alle Disney-prinsesserne og med Britney Spears. Med min mor. Der var ingen mænd, jeg så op til, udover måske Michael Jackson, som lagde krop til et alternativt mandeideal. Jeg identificerede mig ikke engang med min far, selvom han heller aldrig har fulgt det stereotype mandeideal, men tværtimod har omfavnet sine feminine sider.«

Asbjørn klædte sig derfor også ud som Disney-prinsesserne, og det provokerede mange af de andre drenge i skolegården. De syntes, at han var en freak, som han siger, og han blev udsat for både fysisk og psykisk terror.

»Jeg havde vel sådan en Orla Frøsnapper-barndom, hvor jeg var lille Virgil, og hvor der var mange Frøsnappere, der var ude efter mig, fordi jeg skilte mig ud,« siger han.

»Jeg vidste for eksempel, at jeg løb en stor risiko ved at gå alene fra skolen ned til bussen, fordi jeg risikerede at løbe ind i en gruppe af de ældre drenge, som altid var klar til at give mig mavepumpere i rundkreds.«

De rigtige forudsætninger

Men det knækkede ham ikke, og dagen efter han havde fået sådan en omgang, valsede han alligevel ind på skolen med rank ryg og kiggede de store drenge provokerende i øjnene, fortæller han.

»Det var nok lidt dumt, for jeg vidste godt, at straffen ville falde hurtigt. Men Lille Virgil blev jo også ved med at provokere og være sig selv, selvom det bragte ham i problemer,« siger han. Asbjørn var ikke den eneste, der ikke levede op til drengeidealet i skolegården, hvor det var fodbolddrengene, der regerede. Men han var måske en af dem, der klarede udfordringen bedst – sandsynligvis fordi han havde et stærkt bagland. Han voksede op på Testrup Højskole og senere på Ry Højskole, hvor hans forældre var lærere, så udover at få opbakning fra sine forældre, fik han altså også opbakning fra de andre lærere og fra eleverne.

»Modgang kan være med til at gøre én mere robust. Hvis du altså finder en måde at håndtere denne her modgang på, for det kan også knække dig,« siger han.

»Jeg var heldig, at jeg på en eller anden måde havde de rigtige forudsætninger for at klare mig igennem det. Jeg havde et bagland, som hver dag fortalte mig, at det var okay, at jeg var, som jeg var. Og det havde jeg så med i bagagen, når drengene i skolen fortalte mig, at jeg var forkert.«

Oplevelserne fra barndommen provokerede på en måde også Asbjørn til altid at insistere på sin ret til at være sig selv, siger han.

»Jeg har altid troet på konfrontation. Og i mine teenageår var jeg nok ret provokerende. Så jeg kan huske masser af episoder, hvor jeg har benet hele vejen igennem Århus for at undgå at få tæsk. Jeg tror, man må sige, at jeg var ret heldig, at jeg ikke havnede på hospitalet,« siger han. »Men de sidste fem år har jeg nok fundet en lidt mere konstruktiv måde at tage diskussionerne på. Jeg har vel udviklet nogle gode redskaber til at håndtere det med.«

Noget tyder på, at nutidens børn og unge er under så stort pres, at de skal have ekstra hjælp til at håndtere den modstand, de møder i deres opvækst. De skal med andre ord – for at bruge det buzzword, som denne interviewserie handler om – hjælpes til at blive mere ’robuste.’

Sociale medier

Asbjørn synes, at det giver god mening, at det kommer op i denne tid, især i forhold til pædagogik:

»Jeg tror, at man ser en hel generation, der ikke når at udvikle den nødvendige robusthed i tide. Og jeg tror, at det er anderledes, end da du og jeg gik i skole, fordi de sociale medier udfordrer børn på deres robusthed som aldrig før,« siger han og forklarer, at han er utroligt glad for, at han ikke var barn i en tid med sociale medier. »Jeg var helt sikkert blevet hængt ud på nettet. Og det ville have været mere diffust og sværere at håndtere, fordi det på en anden måde ville have foregået helt uden for forældrenes og institutionernes indflydelsessfære.«

Hele grundlaget for at blive dømt ude er ændret, mener Asbjørn:

»I dag er alle jo deres eget tabloidmagasin, hvor man iscenesætter sig selv på de sociale medier, så jeg tænker, at de hierarkier imellem børnene, som jo er meget dominerende i folkeskolen, er blevet endnu mere karikerede, fordi man nu meget direkte kan måle sin popularitet eller mangel på samme i forhold til antallet af likes og followers.«

Fornuft og forfald

Asbjørn mener, at det at flytte til Berlin er en form for ultimativ udfordring i forhold til robusthed. For robusthed handler også om fornuft, og i modsætningen til fornuften står forfaldet. Og man kan altid opsøge forfaldet i Berlin. Man kan altid fortabe sig i en situation, i en fest, i stoffer. Det erfarede vi også aftenen inden, da to af Asbjørns bekendte var meget insisterende i forhold til at få os med til den famøse, mere eller mindre døgnåbne technoklub Berghain – vel at mærke på en helt almindelig søndag aften.

Vi fulgte vores fornuft, takkede nej til tilbuddet og endte i stedet med at drikke vin foran den gamle bank, hvor vi så igen begge takkede nej til den joint, der gik rundt om bordet, men Asbjørn fortæller, at han tidligere flirtede meget med forfaldet.

»Der var en periode, hvor jeg følte mig fuldstændigt usårlig, og derfor flirtede jeg også med det selvdestruktive og kørte mig selv hårdt. Men på et tidspunkt blev det for meget, og i en bus på vej til studiet, da jeg indspillede min første plade, fik jeg en meget voldsom fysisk reaktion,« fortæller han.

»Det begyndte at flimre for mine øjne, og jeg fik chaufføren til at stoppe op, fordi jeg troede, at jeg skulle kaste op. Da jeg steg ud af bussen kunne jeg ingenting se, og jeg væltede bare ud på cykelstien og sagde ’hjælp.’ Jeg var blind i tyve minutter, tror jeg. Siden den oplevelse har jeg været langt mere ydmyg og bedre til at lytte til min krop.«

Eventet som Asbjørn spiller til søndag aften er en velgørenhedskoncert for flygtninge i Berlin. Det er helt afgjort folk fra den kreative klasse, som er mødt op. Og Asbjørn synes at passe perfekt ind i det miljø. Da han som en af de første begynder at danse med bløde, feminine bevægelser til et elektronisk act på et tidspunkt i koncertrækken, bliver han ikke mødt af misbilligende blikke. Tværtimod begynder hele lokalet at danse med ham.

Asbjørn fortæller, at de konflikter, som han har oplevet igennem sit liv – alle de gange han er blevet konfronteret med, at hans måde at være mand på er ’mærkelig’ – har givet ham en styrke, som han tager med sig ind i sin måde at være musiker på, en styrke, der gør, at han tør insistere på at danse, som han gør. Både her i lokalet i Kreuzberg, men også, når han står på scenen.

»Hvis jeg oplever, at nogen blandt publikum kigger skeptisk op på mig, kigger på mig med det der afstandtagende blik, så bliver jeg stædig. Så bliver jeg ved med at danse og søger måske for alvor øjenkontakten med denne person,« fortæller han.

På den måde bruger han altså også sin position som musiker eller rising popstjerne til at udfordre mandeidealerne inden for en branche, som kan være utrolig tung at danse med:

»Det undrer mig meget, at der ikke skete mere med branchens mandeidealer, da Bowie indtog scenen. Men det fortæller mig bare, at det er en branche styret af gamle mænd, der selv føler sig truet på deres maskulinitet, og som derfor vælger at promovere de kunstnere, der viderefører den stereotype måde at være mand på. Det har jeg oplevet på egen krop. For det er meget få pladeselskabsfolk, som kan finde ud af, hvad de skal stille op med sådan en som mig,« siger han og griner.

Rollemodel

Da vi nærmer os interviewets afslutning går vi ned på Asbjørns stamcafé. Han fortæller, at hans kamp som sådan skulle handle om seksualitet, men for noget tid siden var der en fan, som henvendte sig til ham på internettet, og denne fans historie gjorde et stort indtryk på ham.

»Jeg er ikke tabloidkendt, men jeg har mange dedikerede fans, som skriver meget til mig, og som fortæller mig deres historie, og for nogle uger siden var der så en 16-årig dreng fra Uganda, der skrev til mig på nettet, hvor han fortalte, at han var forelsket i en dreng fra sin skole, og at han aldrig kunne fortælle det til denne her dreng. Både fordi, at han ikke anede, om denne her dreng på nogen måde gengældte hans følelser, men også fordi drengens far var politimand. Dødsstraffen for at være homoseksuel er blevet afskaffet i Uganda, men man kan få livstid. Hvis man da ikke bliver lynchet og dræbt inden,« fortæller Asbjørn.

»Men i forlængelse af det fortalte han mig også, at min sang ’The Love You Have In You,’ som han hørte og så videoen til, som er en elskovsakt mellem to mænd, gav ham modet til at starte denne her hemmelige klub, hvor han mødes med andre homoseksuelle og normbrydere og har et frirum, hvor de bare kan være sig selv.«

Så snart Asbjørn havde svaret på hans besked, slettede drengen den igen, fordi der ikke måtte være noget bevis. »Han skal bare være så pisse forsigtig hele tiden, fordi han risikerer sit eget og de andre medlemmer af klubbens liv. Det er så hårdt, og jeg føler mig nogle gange så ignorant. Jeg har sgu altid haft det let på den måde. Det var for eksempel intet problem for mig at springe ud. Derfor har jeg aldrig haft lyst til, at seksualitet skulle være en central del af min kamp, for det er egentlig ikke så presserende for mig personligt,« siger han. »Men det bliver jo vigtigt, når nogen bruger min musik på den måde. Når jeg bliver en rollemodel for andre homoseksuelle eller for heteroseksuelle for den sags skyld. Så er jeg jo nødt til at bruge min position så godt, jeg kan,« siger han. »Jeg er nødt til at inkorporere det her i min kamp, og det hænger jo også godt sammen. For mandeidealerne spiller en stor rolle i forhold til at gøre det svært at springe ud som bøsse.«

Han sidder uroligt i sin stol. Tager en dyb indånding. Hans stemme bliver for første gang lidt bævende, og hans øjne bliver røde. »Jeg har ikke så meget lyst til at sidde på min stamcafé og stortude. Men det er sgu svært, det her. Jeg føler mig så magtesløs, for jeg kan ikke gøre noget konkret for at hjælpe ham. Men ja, jeg må jo gøre, hvad jeg kan og forsøge at lave musik, som måske kan inspirere folk som ham og give dem styrke.«

Serie

Robusthed

Seneste artikler

  • ’Manden er sejlet agterud’

    14. juli 2015
    Peter Land tager udgangspunkt i egen utilstrækkelighed og skrøbelighed og bruger det til at lave kunst og fortællinger om mandens rolle i det postindustrielle samfund. Det gør han for at få manden til at definere en ny rolle for sig selv, der kan hamle op med kvinderne
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her