Læsetid: 5 min.

De billeder, der mangler i historien

Norske aviser er blevet kritiseret for at være feje, fordi de ikke bragte billeder fra terrorangrebet på Utøya. Men der findes kun få billeder, der dokumenterer, hvad der skete på Utøya. Norske fotografer tog ikke nogen af dem
De eneste billeder, som viser Utøya-tragedien på nært hold, er den svenske fotograf Niclas Hammarströms fotoserie. De indbragte ham en andenplads i fotokonkurrencen World Press Photo, men ingen norske aviser har bragt serien.

Niclas Hammerström

22. juli 2015

Det var det værste, som var hændt på norsk jord siden Anden Verdenskrig, og alle tilgængelige mediearbejdere arbejdede på højtryk.

Alligevel sidder mange norske nyhedsfotografer tilbage med en følelse af ikke at have fået dokumenteret terrorangrebet på Utøya godt nok.

»Jeg tog færre fotografier på Sundvolden Hotel, end jeg plejer at gøre i første halvleg af en almindelig fodboldkamp,« siger Håkon Mosvold Larsen.

Han er fotograf på det norske NTB Scanpix og afbrød ferien i det øjeblik, han hørte om bomben i regeringskvarteret.

Læs også: Er karenstiden udløbet?

Da han sent den 22. juli 2011 kom frem til Sundvolden, hvor de overlevende ofre blev indkvarteret, var området omkring øen forlængst blevet lukket af for pressen. Der herskede en tilstand af chok og kaos, og visheden om, at mange mindreårige var blevet ramt, medvirkede til, at Mosvold Larsen var mere varsom med brugen af kameraet, end han plejer at være.

»Jeg ville ikke være en anmasende fotograf, som gjorde situationen værre for de tilstedeværende. I det øjeblik føltes det rigtigt at holde igen. Men i bakspejlet indser jeg, at jeg nok burde have taget flere billeder. Ikke nødvendigvis for at offentliggøre dem med det samme, men for historiens skyld. Vi fotografer har jo et ansvar for at vise verden, hvad der er sket, og for at kunne det, må man tage billederne, mens det faktisk sker,« siger han.

Chokket i billederne

Socialantropologen Anne Hege Simonsens skrev i vinters afhandlingen Tragediens bilder. Et processuelt perspektiv på nyhetsfotografier fra 22. juli. Her foretager hun en æstetisk analyse af et udvalg fotografier knyttet til terrorangrebene.

Simonsen fortæller, at langt de fleste billeder fra den 22. juli er taget i regeringskvarteret.

»Der er et hul omkring Utøya. Formentlig er det ganske grusomme billeder, der mangler, men det er billeder, som kunne have fortalt mere om, hvad der faktisk skete,« siger Simonsen.

»Der er ikke noget uetisk ved, at sådanne billeder findes. Det er en eventuelt forkert brug af dem, der kunne have været uetisk.«

De nyhedsfotografer, Simonsen har interviewet, er enige.

»Alle er klar over, at der er billeder, som mangler. Og det er interessant, at de vigtigste billeder, set i bakspejlet, blev taget af en svensker og af en tilskuer, som filmede DELTA-styrken i gummibåd,» siger Simonsen.

Læs også: Hul i historien

Hun mener, at hovedparten af de norske billeder fra den 22. juli er præget af at være snapshot-agtige, hastige og forvirrede. Flere billeder er taget med dårligt udstyr, fordi fotograferne måtte bruge, hvad de havde ved hånden. Samtidig understreger Simonsen, at hun ikke kritiserer dem, der var i felten.

»Folk gjorde det så godt, de kunne, og var selv i chok. Jeg talte med en fotograf, som om aftenen opdagede, at han hele dagen havde gået rundt med et søm i foden, uden at have lagt mærke til det.«

De eneste billeder, som viser Utøya-tragedien på nært hold, er den svenske fotograf Niclas Hammarströms fotoserie. De indbragte ham en andenplads i fotokonkurrencen World Press Photo, men ingen norske aviser har trykt serien.

Niclas Hammarström

Ærbødig afstand

Det er fejt, mener kritikerne. Den danske fotograf og fotoredaktør på Politiken, Thomas Borberg, er blandt dem, som har rettet en skarp kritik mod de norske avisredaktioner.

»Under 22. juli-angrebet forsøgte I at beskytte jer selv. Norske fotografer og redaktører levede ikke op til deres ansvar som nyhedsformidlere,» sagde han i juni til Aftenposten i forbindelse med en debat på fotofestivalen DOK: 15.

NTB-fotograf Håkon Mosvold Larsen mener, at hans fotografkolleger gjorde en god indsats.

»Vi var fire fra vores bureau på Sundvolden den 23. juli. De tre andre var ferievikarer, som blev kastet på hovedet ud i en vanskelig situation. Jeg synes, alle fotografer, som var på arbejde, gjorde det vældig godt. Men når afspærringerne var så massive rundt om Utøya, var der ingen fotografer, der kunne komme tæt nok på til at dokumentere grusomhederne.«

– Var det forkert af politiet ikke at lade jer komme ind?

»Nej, det var det sådan set ikke. Jeg forstår godt, hvorfor de, som arbejdede derude, og som ledte efter savnede i dagevis, ikke ville have en horde af ivrige fotografer på slæb. Og vi holdt ærbødig afstand. Det var så håbløst at skaffe sig overblik – at vide, hvad der var rigtigt og forkert.«

– Hvad tænkte du, da du så Hammarströms billeder?

»Det løb mig koldt ned ad ryggen. Fra ikke at have forstået noget, begyndte jeg at forstå så meget, som det er muligt for udenforstående at forstå. Der er ingen vidneberetninger, som har givet mig så stor forståelse, som jeg fik, da jeg så de billeder.«

Ønsker et fotoberedskab

Anne Hege Simonsen lægger da også vægt på, at den svenske fotoserie findes.

»Når man ser nogle af Hammarströms motiver, hvor døde unge mennesker ligger i vandkanten, indser man, at dette er ondskab, en systematisk brutalitet.

– Hvorfor er det vigtigt at se?

»For ikke at glemme. Og for at kunne parkere dem, som bagefter påstår, at den slags tragedier ikke har fundet sted. Traumer som dette sidder i kroppen på alle, der har oplevet det. Men sidenhen bliver det blot et minde, og det blegner. Den historiske hukommelse har brug for billeder,« siger Simonsen.

Hun efterlyser højere krav til nyhedsredaktionernes fotoredaktioner.

»Vi har kritiseret så mange andre systemer for deres beredskab den dag. Er det muligt at have et større beredskab for uventede og dramatiske hændelser i norsk, visuel journalistik? Det tror jeg, det er,« siger hun.

Samtidig peger Simonsen på, at nyhedsfotoets status er lav i mediehusene, hvor der bliver færre og færre job til fotografer.

»Så længe fotograferne befinder sig i journalistikkens udkant, og så længe man ikke tager billedets fortællende kraft og værdi i sig selv alvorligt nok, har man faktisk ikke en ordentlig forståelse af, hvad billeder kan, og så vil man heller aldrig prioritere et sådant beredskab,« siger hun.

Vil arbejde anderledes

NTB-fotograf Håkon Mosvold Larsen tror, erfaringerne fra den 22. juli har ændret hans arbejdsmetoder.

»Jeg vil helt sikkert tage flere billeder, hvis en lignende situation skulle opstå igen,« siger han.

»Samtidig vil det være vigtigt for mig at udvise stor respekt for dem, der er blevet ramt. At være nænsom, men uden at ødelægge historiefortællingen.«

Se Niclas Hammarströms fotoserie fra Utøya her

© Klassekampen og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Østergaard
  • Lars Nunnegaard
Morten Østergaard og Lars Nunnegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anna Overlund-Sørensen

Jeg husker i billeder, nyhedshistorier er en myriade af farver og indtryk når jeg tænker tilbage på dem, men det samme gør sig ikke helt gældende med terrorangrebet på Utøya.

For får fire år siden sad jeg i en bil med to veninder på Bornholm - det var vores årlige "stik af fra virkeligheden" tidspunkt der involverede en meget begrænset kontakt med den løbende strøm af nyheder hverdagen er defineret af - og derfor fik jeg først nyheden gennem radioen, hvilket var en sær fornemmelse for mig der er af den generation der ser alt LIVE på tv2NEWS eller DR2.

Jeg må sige at det har betydet noget for min forståelse af hændelserne på dagen, at der har været materialer der beskriver dem, hvad end det har været i form af øjenvidneberetninger, private fotos, dokumentarer eller nu denne billedserie som jeg ikke tidligere har set - også selvom det klemmer om hjertet og man bliver lidt stakåndet af at se dem.

Jeg forstår hvorfor billeder fra Auswitz eller Vietnamkrigen er vigtige ... jeg fårstår ikke hvorfor billeder fra Utøya er vigtige. Læg måske en flad mindesten i terrænet med navn for hver dræbt.

Det er nok bare mig, der ikke forstår og acceptere yngre generationers "behov" for at se billeder fra Utøya-massakren. Måske fordi jeg godt kan forestille mig, hvordan det så ud på øen - bagefter.
Har gennem et langt liv set masser af den slags billeder i div. medier, så hvad skulle formålet være, at jeg som læser/seer skal se på endnu flere billeder af forsvarsløse mennesker, der er blevet myrdet af en galning?
Jeg tager hatten af for de norske pressefotografer, der ikke bøjer sig for tidsånden, og viser det alle med en smule indlevelsesevne kan forestille sig? Jeg håber ikke de norske fotografer bøjer sig fordi de bliver kaldt "feje". Vel er de ej.
Fotograferne tager udstrakte hensyn til de efterladte. Det syne synes jeg ikke mediernes hårdkogte drenge og piger, der forlanger "historisk dokumentation" for udåden, gør. De må kunne svare på, om en evt. offentliggørelse af billederne fra Utøya gør os klogere på det, der skete? Hvis ja: hvad er det da, vi ikke allerede ved? Føjer de noget nyt til tragedien? Bliver vi klogere og mere indsigtsfulde, og vil vi bedre være i stand til at kunne forhindre, at det sker igen?

Bjørn Pedersen, Asiya Andersen, Helene Kristensen, Peter Jensen, Lasse Vassvik, Torben R. Jensen, Dorthe Jørgensen, Jacob Hansen, Per Meinertsen, Else Damsgaard, Hanne Ribens, Anne Eriksen, Herdis Weins, Hans Aagaard, Olav Bo Hessellund, Bill Atkins, Vibeke Rasmussen, Sascha Olinsson, Maiken Guttorm, Morten Pedersen og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Steffen Jørgensen

Aftenposten beretter, at halvdelen af forældrene til de unge ofre, som muligvis kan identificeres på billederne, fremdeles ikke er tilbage i job på samme niveau som før massemordet 22. juli 2011.

Sascha Olinsson

Skal forældre se grusomme billeder af deres dræbte børn på avisforsiderne? Hvad er læren i det? Billederne har så vist effekt som er meget mere kontant end skrevne ord på papir men hvis du ikke var istand til at lære og forstå tragedien udfra disse, så vil du heller ikke kunne forstå det udfra billeder. Der er her tale om en morbid nysgerrighed der på ingen måde har ret til at komme før hensynet til de efterladte.

Bjørn Pedersen, Helene Kristensen, Arne Lund, Dorthe Jørgensen og Jacob Hansen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Der bliver heller aldrig vist billeder af døde danske soldater, når der skrives artikler om de krige vi er med i.

Thomas Toft, Asiya Andersen, Niels Duus Nielsen og Hans Jensen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Er det ikke i orden med en vis selvcensur fra medierne her ?
Hvem skulle det gavne at vise sådanne billeder.

Vibeke Rasmussen

Ofte kan ord sige mere og gøre dybere indtryk end billeder.

Under retssagen i Oslo fulgte jeg således hele forløbet via VGs meget grundige dækning og 'live' rapportering. Hver enkelt person, der den ulykkelige dag blev dræbt på Utøya, fik sin sag behandlet seperat. En meget flot beslutning af retten, der frem for at behandle drabene kollektivt, besluttede at afsætte den tid, det nu ville tage, at behandle drabene særskilt og dermed give hver enkelt dræbte sin posthume 'day in court'.

Jeg læste samtlige vidneudsagn, fulgt op ved selv at søge frem til portrættering af hver enkelt: foto såvel som levneds-beskrivelse. Jeg behøvede ingen billeder af dræbte personer for at kunne fornemme gruen og tabet eller for igen og igen at blive dybt berørt af de mundtlige beretnnger.

Noget der senere, blandt så meget andet, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, var beretningen om et forældrepar til en af de dræbte, der, efter øen angiveligt var blevet ryddet for mindelser om udåden, og pårørende havde fået lov at komme på besøg, fandt resterne af deres datters kæbe! Ingen fotografisk dokumentation var nødvendig for at kunne forestille sig den gru, det fund må have medført.

Der gik også mange år, før jeg for første gang så billeder af mennesker, der sprang i døden fra World Trade Center i N.Y. efter angrebet i 2001. Manglen på billeder af døde eller døende mennesker dengang, gjorde ikke min forfærdelse, sorg og forestillingsevne mindre.

Ligesom jeg heller ikke behøver – eller overhovedet har trang til! – at se IS-videoer. Min forestillingsevne rækker kun alt for godt uden.

Bjørn Pedersen, Christian Mondrup, Helene Kristensen, Arne Lund, Randi Overgård, Torben R. Jensen, Dorthe Jørgensen, Per Meinertsen, Niels Duus Nielsen, Herdis Weins og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

der mangler et opgør med pressen, der har været et alt for villigt talerør for et afskum, der uvist af hvilken grund, ikke er indspærret til han dør. Udover at havet givet ham taletid, har man nævnt hans usle navn så mange gange, at det sagtens kan være medvirkende til at andre syge mennesker kan få samme ide. Det gælder i øvrigt ikke kun bemeldte udskud, men alle, der begår en terrorhandling: hvis man nævner deres navn i pressen, er man medskyldig i en hver aktion, der ligner.

Niels Duus Nielsen

Jens Frederiksen: "Fordi noget er muligt, er der jo ingen som siger, at man skal gøre det."

Ja, hvad er det nu det hedder, det der berømte princip, som diskuteres så meget i disse tider? Ytringsfrihed? Eller er det ytringspligt?

Frank Hansen

Jeg kender personer, som i dag påstår, at der ikke blev udryddet nogen jøder af nazisterne under anden verdenskrig. Det er chokerende at opdage, at mennesker, som man tror at kende godt, kan have en så afvigende opfattelse af historien.

Billeder er nødvendige for at fastholde fortællingen om det som virkeligt skete. Når alle de som var tilstede en dag er borte, så skal det være muligt af afvise påstande om, at det hele blot var en hyggelig udflugt til en fredelig ø.

Jakob Silberbrandt og Steffen Jørgensen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Frank Hansen - i betragtning af hvor meget foto- og filmmateriale og beretninger der findes fra KZ-lejrene, så har de idioter, du henviser til jo haft masser af materiale at gå til. Det har tydeligvis ikke hjulpet, så det er bestemt ikke noget argument for at smække fotos af ofrene på Utøa på avisforsiderne og nettet.

Niels Duus Nielsen, Per Torbensen, Felix Austin og Per Meinertsen anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Herdis Weins,

Jeg er ikke sikker på, at der så meget billeddokumentation af jødeudryddelserne. Der findes mest beretninger, som kan afvises eller billeder af døde mennesker, som kan være hvem som helst. Mig bekendt er der ikke billeder af selve udryddelsen. Dokumentation er vigtig af hensyn til den fremtidige historieforskning. Jeg taler ikke om at smække fotos af ofrene på avisforsiderne.

Herdis Weins

Jo Frank Hansen - der er en hel del fotos af folk, der bliver skudt på kanten af massegrave. De har sjovt nok alle jødestjerner på. Nazisterne var grundige, så også det dokumenterede de.
Og så er der både masser af film og fotos taget af de allierede, da de nåede til lejrene.

Jakob Silberbrandt, Niels Duus Nielsen, Per Torbensen og Felix Austin anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Sommetider tror jeg at sharing af lemlæstelser og massakrer er blandt tidens unges populæreste hobbyer ....
men det er uvirkeligt og rådner hoveder mere end afklarer ret meget - det er fint at der er en fotograf der har knipset og har fået en prisbelønning for ulejligheden, men det er ikke så offentligt debatmæssigt interessant.

Frank Hansen - Er det selve udryddelsen - øjeblikket i gaskammeret - du savner materiale om? Det findes - led og du skal finde. Der er beretninger om, at det, der foregik i gaskamrene blev optaget og senere vist for det 3. riges højeste dignitarer. Det fortælles også, at selve for hønseavleren (dvs. Himler) var det så voldsomt, at han brækkede sig.

Den svenske dokumentarist Erwin Leisner fandt materiale, der viste forløbet før, under og efter.
Og sikkert flere andre kilder.

Prøv af Google ham.

Frank Hansen

Arne Lund,

det er nyt for mig. Det vil jeg bruge overfor dem, som hævder, at det hele er en and opfundet af den jødiske lobby.

Klaus Brusgaard

Vel viser disse billeder en rædselsgerning men skulle vi heller ikke "se" napalm ofrene fra Vietnam, folkedrabet i Rawanda eller intifadaen i Palestina? De viser alle hvor rædselsfulde mennesker kan behandle hinanden og i denne stedse mindre verden er der altid risiko for at nogen vil blive personligt berørt.

Henrik Brøndum

Der er jo billeder. Det modbydelige ved denne artikel er at den prøver at lave en historie ud af at der ikke er nogen billeder fra norske fotografer. Det næste bliver nok at det er problem at der ikke er nogen billeder fra kvindelige fotografer, eller muslimske fotografer, eller handicappede fotografer ...

Hvis man vil finde tilfælde hvor nutidens presse har svigtet, er der faktisk masser af reele eksempler.

Alle ved hvad der skete i Utøya. Men de fleste er faktisk lykkeligt uvidende om hvad der skete i Fallujah.
Hvis Information ønsker at tage hul på oversete emner, kan de passende google:
Fallujah the hidden massacre
Fallujah birth defects

Jakob Silberbrandt og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

(For øvrigt syntes jeg ikke der som sådan er noget galt med artiklen som sådan. Det virker lidt bare perifært, lidt som at spekulere over skimmesvamp mens lejligheden står i flammer)

Grethe Preisler

Den 22. juli 2011 siden gik en indtil da i medierne ukendt lyshåret og blåøjet nordmand forklædt som politibetjent og bevæbnet med et automatgevær i land på Utøya og skød og dræbte 69 ubevæbnede - for flertallets vedkommende purunge - deltagere i en fredelig politisk sommerlejr arrangeret af de norske socialdemokraters ungdomsafdeling.

En svensk paparazzo var den første på pletten med sit dyre professionelle kamera med telelinse for at dokumentere resultatet af den senere herostratisk berømte massemorders forsøg på at opnå den status som politisk geni og hærfører, som hans venner og medspillere på den yderste norske højrefløj i cyberspace ikke ville give ham.

Da arten og omfanget af blodbadet på Utøya gik op for medlemmerne af det norske pressekorps, undlod selv de værste norske tabloid-blade at bruge paparazzoens billeder af mordofrene som blikfang til noget af det, de siden har fundet anledning til at skrive om sagen. Af hensyn til galningens ofre og deres pårørende, og vel også af hensyn til de overlevende efter massakren, der stadig er traumatiserede af det mareridt, de var fanget i, før det norske politi langt om længe nåede frem til øen og afvæbnede og arresterede den gale massemorder i fastelavnskostumet, der overgav sig uden kamp til sine imaginære kollegaer.

Indtil for nylig har Information også holdt sig for god til at videreformidle Niclas Hammerströms præmierede fotokunst af de døde teenagere på Utøya, men de tider er forbi.
Nu er der jo også gået fire år siden han fik dem i kassen, og noget skal der jo fyldes i spalterne i agurketiden.

En paparazzo er en paparazzo er en paparazzo. Eller er han?

Thomas Faisst

De fotos og videoer, som jeg antager at politiet har taget, er vel gode kilder til historiebøgerne, men jeg tror altid, at det er godt, at der eksisterer fotografiske kilder, som ikke repræsentere statens "syn på sagen".

Arne Lund, jeg har set Erwin Leisner Mein Kampf. Så vidt jeg har set var der ikke nogle af de ting du omtaler i den. Hvor har du det fra at der skulle eksistere noget sådant materiale?

Grethe Preisler

Jeg tror der er nogen, der forveksler Claude Lanzmanns 9 timer lange tv-dokumentar 'Shoah' fra 1985 med Steven Spielbergs (kommercielle) tv-serie 'Holocaust' i fire afsnit fra 1978, hvori bl.a. Maryl Streep medvirkede i en hovedrolle.

Herdis Weins

Grethe Preisler - øh, der er da ikke nogen her i tråden, der henviser til hverken Shoah eller Holocaust. Det vi henviser til er begivenheder filmet under krigen og i krigens sidste dag, filmet på stedet af tyskerne selv og de allierede.

Grethe Preisler

Herdis Weins,

Det jeg erindrer tydeligst fra Claude Lanzmanns sobre, men uafrystelige dokumentar Shoah, som mange overser til fordel for mere kommercielle film og tv-serier om de tyske nazisters Endlösung der Judenfrage, er hans interviews med de dengang endnu levende og stort set ustraffede medlemme af bødlernes "coalition of the willing" i Det tredje Riges dødsfabrikker.

Hvor de som Der Führers ydmyge undersåtter bare havde aftjent deres værnepligt for Das Grosse Vaterland som pæne respektable bureaukrater med rene negle og stivet flip. Efter at der Führers militære tropper (der havde slået verden med beundring og forbavselse) havde renset området for jøder og andre underlødige medlemmer af den menneskelige race, som det ikke var umagen værd at holde liv i.

Og jo - de dokumenterede skam også deres nyttige arbejde i fædrelandets tjeneste v.hj. film og fotografier. Ordnung muss sein - og der er ingen undskyldning for at slække på ordensreglementet, bare fordi man er i krig.

Herdis Weins

Grethe Preisler - ja, Shoah glemmer man aldrig ! Og netop disse "pæne" mennesker, der jo bare gjorde deres pligt er det , der virkeligt får en til at miste troen på menneskeheden. Ondskab ved man , hvad er. Det kan man kæmpe imod. Men medløberene og "die Schreibtischtäter" dte er de værste. Og i virkeligheden kender vi dem i alle systemer - læreren,lægen , sygeplejersken, sagsbehandleren, der skal opretteholde regler, de i bund og grund er imod, ja som de nogle gange kan se gør skade. Men de gør det !
I øvrigt er noget af det grummeste, jeg nogensinde har set på TV, er den tyske TV-produktion "Die Wannseekonferenz" fra 1984. Den er lavet ud fra protokollerne fra konferencen, den er i og for sig ikke særlig dramatisk rent dramaturgisk. Men for fanden - man er helt ødelagt bagefter, netop fordi
den i al sin enkelthedviser et menneskesyn og et monstrøst system langt, langt bedre end nok så mage dramatiske scener gør. Den kan ses på youtube (med engelske undertitler), hvis man har nerver til det.

Per Torbensen, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Erik Daugaard

Hvis det var min datter der skulle i avisen på den måde, ville jeg sætte pris på at blive spurgt forinden - og have vetoret imod det.

Hvad jeg ville svare, ved jeg ikke.
Måske at hele verden burde se dem.
Måske at billederne skulle destrueres.
Måske at chefredaktørens børn også burde skydes.
Måske at jeg vha. utallige timer hos en psykolog var kommet videre, og slet ikke ønskede at forholde mig til spørgsmålet.

Det er svært at forestille sig hvordan man selv ville reagere, men hvis ikke de pårørende har noget at skulle have sagt i denne sag, så har pressen et kæmpemæssigt etisk problem.....men det er jo heller ikke ligefrem "breaking news", at journalist-standens primære funktion idag er, at være stedfortrædende blodsugere for alle os andre vampyrer, der dagligt indtager en solid dosis blod, tårer og udslukte øjne, uden så meget som at overveje hvad fanden det egentlig skal gøre godt for.

Nyhedshensynet i de norske medier, var en misforståelse af hensynet til den og det indhold som forbrydelsen repræsenterede.

Forbrydelsen blev Norges landesorg, men aldrig synlig for alle, ligeledes blev den heller ikke synlig i forholdet mellem landes borgere, og de forældre der mistede en under forbrydelsen.

- Norske medier svigtede totalt den rædselsfulde dag!