Læsetid 4 min.

Bygninger som først er interessante, når en kendt person har peget på dem

Kendisser er også borgere i lejlighedsvis berøring med den offentlige sektor. Derfor har de fået til opgave parvis at besøge de vigtigste velfærdsinstitutioner i DR2’s sommerserie ’Sommer i systemet’. Der viser sig at være ret tomt
Filminstruktøren Søren Fauli og rapperen Marwan på politipatrulje på en parkeringsplads.

Filminstruktøren Søren Fauli og rapperen Marwan på politipatrulje på en parkeringsplads.

Fra DR

11. juli 2015

»Hvilke historier fortæller velfærdsinstitutionerne om os, og hvad kan vi selv fortælle om livet som gode samfundsborgere inden for deres rammer?« Det er det udmærkede spørgsmål, Sommer i systemet stiller, men undgår at svare på. To kendte mennesker, der ikke kender hinanden, drysser rundt, udpeger karakteristiske elementer og deler deres erfaringer med den pågældende institution. Det er langtfra alle, der har indgående erfaringer med den type institution, de besøger. Redaktionen bag programmerne må have tænkt, at det var nok at sætte to kendte ansigter ind i en tom bygning og lade dem sige, hvad de ser, og hvad det minder dem om. Det er det ikke, uanset hvor megen umage de stakkels kendte (der udover at passe deres arbejde åbenbart har til opgave at pege på alt, hvad mainstreammedier gerne vil have almindelige ukendte mennesker til at få øje på) gør sig.

Der opstår samme dynamik, som når voksne mennesker, der ellers ikke arbejder sammen, bliver sat til at lave gruppearbejde. Den ene siger et, den anden siger noget andet og måske endda modsat, den første erklærer sig delvist enig, den anden gør det samme. To forskellige udsagn bliver på den måde til en vag konsensus om, at det da godt kan være, man ikke snakker så meget sammen i venteværelset på jobcentret, men det kan også være, at man gør. Ikke et ondt ord om den form for kommunikation, det er bare sådan to mennesker, der ikke kender hinanden så godt, udtrykker imødekommenhed, når de bliver sat til at føre en samtale, de ikke helt ved, hvad de skal med. I nogle af udsendelserne påtager den ene af deltagerne (Søren Fauli) sig samvittighedsfuldt rollerne som interviewer og speaker (»her bliver vi så mødt af en skranke«), som ellers virker alarmerende ubesatte.

Ingen bag skrankerne

Der er virkelig tomt i institutionerne efter lukketid. Ingen mennesker, der passer deres arbejde, og ingen borgere, der benytter sig af dem. Ingen af dem, det egentlig handler om. Hvorfor en hospitalsafdeling og et plejehjemsafsnit står helt tomt, ved man ikke. Det er en mystisk omstændighed på linje med den anonyme arm fra produktionsholdet, der i hver udsendelse rækker deltagerne en stor tung bog med dagens opgaver. De skal tage billeder af en genstand, der siger noget om institutionen, de skal finde på et slogan, diskutere institutionens regler og bryde en af dem efter eget valg. Erik Clausen og Alberte Winding, der besøger et plejehjem, vælger henholdsvis at råbe »Nyd livet!« og hyle et indianerhyl. Filminstruktøren Søren Fauli og rapperen Marwan, der besøger en politistation, låner nøglen til en politibil og sætter sig ind i den. »Åhr, rutineret,« siger Søren Fauli, da Marwan, der har været med til at stjæle biler i sine unge dage, kan finde ud af at betjene den funktion ved bilnøglen, hvor man får bilen til at sige en bløp-lyd, så man bedre kan finde den. De ligner nogle, der har fået at vide, de skal se uartige ud, men ikke har fået forklaret hvorfor. Søren Fauli afprøver det synspunkt, at der er forskel på at være en bleg punker, der selv vælger sin konfrontationskurs med politiet, og på at være en brun ung mand, der bliver mødt med fordomme og mistanke. Marwan, der meget kategorisk tager afstand til sin ungdoms kriminalitet, punkterer den diskussion ved at sige, at han helt klart også ville holde ekstra øje med de unge mænd i grupper, hvis han var politibetjent. Bilen kører ingen steder. De tænder sirenen, fniser, slukker den igen.

Blid konfrontationsterapi

Det kan muligvis dulme nogens opkørte nerver at se to venligtsindede personer gå småsludrende rundt i de institutioner, hvis måde at fungere på betyder så meget for så mange. Måske kan synet af et hospital, en politistation og et jobcenter uden skyggen af de mennesker, der til daglig færdes der, have en afdramatiserende effekt, som en slags meget blid konfrontationsterapi. Det er ganske vist vedkommende at se improskuespilleren Rasmus Søndergaard vise stakken af mapper, der rummer sagsakterne fra hans kones ansøgning om fleksjob. At den historie ikke bliver foldet mere ud kan have at gøre med, at den er smertefuld, privat og ikke hans, men hans kones. Det er ikke så underligt. Det underlige er, at man ikke hellere vil give seerne en førstehåndsfortælling fra en person, der kender institutionen indefra – selvom man muligvis måtte tage til takke med en ukendt. Radioværten Sara Bro og tidligere chefpolitidirektør Per Larsen taler stille og roligt om deres vellykkede kræftbehandlinger, og det er heller ikke ligegyldigt. Men det er ikke hospitalsinstitutionen, man lærer bedre at kende.

Sommer i systemet handler om institutioner, de fleste mennesker allerede har et forhold til, en mening om og interesse for. Alligevel er den et præmieeksempel på ideen om, at almindelige mennesker kun kan se ting, hvis en kendt person peger på dem.

’Sommer i systemet’ sendes på DR2 alle hverdage i juli kl. 22.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu