Læsetid: 15 min.

’Det danske folk har moralsk godt af at hjælpe’

Ejvind Larsen fortæller her om, hvordan han som ung journalist interviewede statsminister Viggo Kampmann. Det blev et afgørende interview, hvori udviklingsbistanden blev introduceret og kunstfonddebatten sparket i gang. Og så viste det, at for meget Kierkegaard-læsning kan få en socialdemokrat til at forholde sig skamløst etisk til politik
’Efter bondens, arbejderens og kvindens frigørelse forekommer det mig, at man må gøre sig klart, at den afgørende kamp nu finder sted på det menneskelige plan om en demokratisk livsindstilling, der altså er andet og mere end et politisk system,’ sagde Viggo Kampmann.

’Efter bondens, arbejderens og kvindens frigørelse forekommer det mig, at man må gøre sig klart, at den afgørende kamp nu finder sted på det menneskelige plan om en demokratisk livsindstilling, der altså er andet og mere end et politisk system,’ sagde Viggo Kampmann.

Mogens Berger

24. juli 2015

– KAPITEL 3 –

Forsommeren 1960. I Kristeligt Dagblad læste jeg, at landets daværende socialdemokratiske statsminister, Viggo Kampmann, i anledning af sin tilstundende 50-års fødselsdag i Himmeltidende betroede, at han ikke alene ejede Søren Kierkegaards Samlede Skrifter, men også havde læst dem. Det var satans! Læst Kierkegaards værker fra bind I til XV. Det måtte han være den første statsminister i Danmarkshistorien, der havde gjort. En sensation som Kristeligt Dagblad slet ikke fik det ud af, som den forekom mig at være værd.

Inde på bladet, Information, hvis skolemedarbejder jeg var ved at blive, spurgte jeg om tilladelse til at prøve at få et interview med selveste statsministeren. Det skulle omhandle, hvordan han, der for at opnå den politiske magt og de økonomiske resultater igen og igen måtte gå på kompromis med det rigtige, så forholdt sig til Kierkegaards absolutte fordring om at gøre Guds vilje fuldt og helt. Chefredaktøren Erik Seidenfaden – Børge Outze blandede sig aldrig i den slags – og vores førende Christiansborg-medarbejder Anker Randsholt blev foreholdt ideen. Jeg fik tilladelse. På betingelse af at jeg alene holdt mig til Kierkegaard og ikke generede ham med importreguleringen, trekantsregeringens skærmydsler og det kommende folketingsvalg, for det havde jeg absolut ikke forstand på. Og jeg skulle ikke gøre Information til grin.

Interviewet

Interviewet fandt sted i Statsministeriet, kladden, som han fik forelagt to dage efter, ville han løbe igennem i sit hjem på Luganovej ude på Amager, hvor jeg så kunne hente den. Den morgen glemmer jeg aldrig, et par af statsministerens piger løb rundt i stuerne, som om det var et ganske almindeligt fortravlet middelklassehjem. Kampmann havde godkendt hele referatet af vores samtale med kun et par små, ubetydelige forbedringer.

Læs også: Ungdommens røst

Information bragte det i weekendavisen 25.-26. juni 1960 under overskriften »Jeg interesserer mig faktisk ikke så voldsomt meget for politik – samtale med Viggo Kampmann om kultur, religion, moral og Danmarks stilling i verden«. Det sidste havde jeg jo ganske vist lovet ikke at komme ind på, men det gjorde Kampmann, da jeg stillede følgende spørgsmål:

»Da De både er Kierkegaard-læser og nationaløkonom og statistiker, må Kierkegaards ord om, at en etisk forpligtelse ikke må udtømmes ved nogen form for sandsynlighedsberegning, men kun ved at påtage sig ansvarets yderste konsekvens, angå Dem i dobbelt forstand?«

Han begyndte at le:

»I politik gør vi ofte ikke det, Kierkegaard siger. Vi overvejer i stedet for, hvordan vi får mindst kval ud af en afgørelse. Der består unægtelig en konflikt, og det er farligt, hvis man ikke længere er klar over, når man gør forkert. Politikere tager naturligvis også fejl, men jeg tror, at det i høj grad skyldes det politiske livs form, at man bestandig skal foregøgle befolkningen, at politikere altid gør det rigtige.«

Jeg hævdede, at dette ’gøgleri’ kunne forklare ungdommens svigtende politiske interesse.

»Jamen, unge interesserer sig jo for politik. I hvert fald udenrigspolitik,« indvendte Kampmann.

Så er det da mærkeligt, at Danmark er så valen i udenrigspolitik, replicerede jeg. Hvor? ville statsministeren vide. I Algier-spørgsmålet, hævdede jeg, for på det tidspunkt befandt Algeriet sig i en blodig frigørelseskamp mod kolonimagten Frankrig. Her var det virkelig forbundet med risiko at tage stilling. Helt anderledes nemt havde det været at tage stilling mod Sovjetunionen, da ungarerne i 1956 rejste sig mod det stalinistiske diktatur.

»De to situationer kan ikke sammenlignes,« svarede Kampmann. »Algier-spørgsmålet er af betydelig mere kompliceret karakter, end Ungarn-krisen var. Unge, der ikke er blevet viklet ind i interessemodsætninger, har en udpræget retfærdighedssans, som de gang på gang føler krænket. De føler, at de ældre er blevet sløvet over for kravet om retfærdighed, og måske har de til tider ret. Hvem undgår at blive støvere med årene? Alligevel må de unge, der med ungdommens naturlige ret går ud fra, at der er én rigtig løsning i ethvert tilfælde, efterhånden forstå, at vi som regel må vælge mellem en række muligheder.«

U-landene

Et problems komplicerede karakter kan naturligvis vanskeliggøre et klart standpunkt, indrømmede jeg. Men mobiliserede i samme åndedrag Kierkegaard og den absolutte fordring igen med ordene: Ofte har man indtryk af, at vanskelighederne bruges som undskyldning for helt at undgå at tage stilling.

Og så kom scoopet. Det første af tre:

»Det er i så fald galt (slet ikke at tage stilling),« svarede Kampmann. »Men jeg kan i den forbindelse oplyse, at vi i et årstid har arbejdet med et af de centrale spørgsmål i verdenspolitikken, nemlig de fattige og teknisk tilbagestående landes situation. Deres forhold er undersøgt grundigt, og en redegørelse vil blive udsendt herom.«

Dansk u-landshjælp, som vi kender den i dag, blev dermed introduceret for første gang og blev derfor den del af interviewet, der i første omgang gik den øvrige presse rundt. Dog uden at bemærke den inspiration fra Kierkegaards absolutte fordring, som han på en måde direkte vedkendte sig med ordene:

»Jeg mener, at beløbet, vi skal give, skal være så stort, at det vækker politisk diskussion. Vi kan ikke nøjes med at ofre nogle få millioner kroner, som alle kan acceptere med det samme.«

Læs også: Politisk vækkelse

Lille Larsen sad i det høje Statsministerium og klamrede sig til stolen, for den var han ved at falde ned af. Rejse sig og omfavne regeringschefen kunne han ikke, så der var ikke andet at gøre end at skjule bevægelsen under den sædvanlige maske af kynisme. Hvorfor skal vi overhovedet hjælpe de lande? spurgte jeg.

»Jeg kan give mange grunde,« lød svaret. »En af dem er den fredsmæssige begrundelse. De store ændringer i levefoden forskellige steder på Jorden truer selve freden. Men det er ikke det afgørende for mig. Det er derimod truslen fra den materialisme, man møder alle vegne. I Vest taler man om fjernsyn og biler, mens folk i Østen ligger og dør på gaderne. Dette virker kort og godt uhyggeligt på mig.«

Nu klamrede jeg mig til kuglepennen. Da stolen under mig helt var forsvundet. Men det skulle blive værre. Eller bedre. For toppolitikeren fortsatte:

»Desuden vil det danske folk moralsk formodentlig have godt af at hjælpe, og derfor skal hjælpen være af en størrelsesorden, der vækker den enkelte af hans sløvhed.«

Så kunne jeg ikke mere: Sad jeg ikke over for en socialdemokrat? Hvad havde Kierkegaard dog ikke gjort ved ham? Manden forholdt sig jo skamløst etisk til politik! Gudskelov føjede Kampmann en rigtig snusfornuftig, socialdemokratisk betragtning til, så jeg kunne komme ned på jorden og få trukket vejret:

»Vi har så høj en levestandard, som for øvrigt de sidste to år er steget med 15 pct., at selv om vi skulle stige en procent mindre, end vi ellers ville have gjort, kan det ikke anfægte mig. Der er jo ikke engang tale om nedsættelse af vores levefod.«

Alligevel var skaden eller miraklet jo sket: Politik drives åbenbart også af andet end relative beregninger, økonomiske egeninteresser og magtbegær. Noget, der havde at gøre med den kraft, som jeg i et Mands Minde-foredrag kaldte poesi og i et andet for den gud, der forhindrer, at nogen som helst gudsforestilling kan bruges til at slå andre i hovedet med. Var Kampmann da poet? Eller Tidehvervsmand?

Politik og poesi

Og så kom interviewets andet scoop.

»Jeg interesserer mig faktisk ikke så voldsomt meget for politik i snæver forstand,« sagde statsministeren. »Det er måske lidt hårdt sagt, men jeg betragter ikke politik som det eneste saliggørende her i tilværelsen.«

Folketingspolitik var for ham en mindre del af det politiske arbejde, fortalte han, mens den direkte kontakt med befolkningen gennem Socialdemokratiets egne organisationer, på højskoler og lignende var af mindst lige så stor betydning.

»Men foruden denne kontakt har jeg altid forsøgt at lære af litteraturen. Ikke alene den samfundsvidenskabelige, men også og i høj grad skønlitteraturen og nu i de senere år filosofi, for at sige det fint. Hos min bror, forfatteren Leck Fischer, mødte jeg i mine unge dage en række yngre danske forfattere, men i de senere år har jeg ikke i samme grad som i min ungdom kunnet overkomme at følge den yngre danske litteratur så godt, som jeg gerne ville. Folk som Martin A. Hansen og H.C. Branner har jeg dog læst,« sagde Kampmann og tilføjede:

»Det sker imidlertid ofte, når jeg læser udenlandske blade, at jeg dumper ned på kultursiderne. Det politiske får man i reglen hurtigt overstået, da der ofte står det samme mere eller mindre fordrejet. Kultursiderne er ligesom lidt mere solide, og så tager det ene det andet med sig. Jeg træffer bestandig på navne som Proust, Joyce, Musil, Hermann Broch og andre og har så selv anskaffet mig deres bøger. Det har været morsomt at opdage, at nøjagtig de samme folk, som jeg selv er optaget af, også beskæftiger Løgstrup og Villy Sørensen, hvis bøger Den etiske fordring og Digtere og dæmoner jeg har læst med interesse.«

Sådan sagde Danmarks statsminister for 53 år siden. Gud ved, hvad Danmarks tidligere statsminister ville sige, hvis hun blev spurgt om sit forhold til den etiske fordring og digtere og dæmoner? Og hendes efterfølger, Lars Løkke Rasmussen, mon han også dumper ned på The Times’ kultursider for at læse om Proust?

Altid under vejs!

På spørgsmålet om, hvorvidt vi med det nuværende demokrati har nået menneskehedens mål, svarede Socialdemokratiets daværende formand nej.

»Vi er altid undervejs! Nogle betragter blot demokratiet som et parlamentarisk system eller et krav om, at man skal vise mindretallet hensyn. Men efter bondens, arbejderens og kvindens frigørelse forekommer det mig, at man må gøre sig klart, at den afgørende kamp nu finder sted på det menneskelige plan om en demokratisk livsindstilling, der altså er andet og mere end et politisk system. Og en sådan livsindstilling kan ikke begrundes med materielle hensyn.«

Således sagde Socialdemokratiets daværende formand i juni 1960. Og behovet for en demokratisk livsindstilling begrundes ikke med hensyn til den økonomiske vækst. Mærkeligt nok. For i 1960 var den materielle levestandard for bønder, arbejdere og kvinder under halvdelen af den nuværende. Alligevel sagde den socialdemokratiske statsminister for 53 år siden det stik modsatte: En demokratisk livsindstilling kan ikke begrundes med materielle hensyn.

Her burde vores 24-årige interviewer selvfølgelig have spurgt hårdt og kontant, hvad andet der ellers er meningen med det moderne projekt end øget magt over naturen, øgede materielle investeringer og øget forbrug? Men dertil var Informations skolemedarbejder alt for befippet. Det var jo som at læse Thorkild Bjørnvig fra samme år: »Sindet lever og fyldes af det, som vi ikke udøver magt over, men er grebet af: det elskede frie menneske, den frie natur, dyr, træer, stjerner.« At dyrkelsen af den demokratiske frihed kommer af den livskraft, der netop ikke har med magt at gøre. Og jeg syntes også, min tolkende kortslutning af poesi og politik blev bekræftet af Kampmanns afsluttende bemærkninger:

»Jeg er fuldstændig klar over, at vi ikke længere kan samle folk alene til de traditionelle politiske drøftelser, men hvis man i stedet kom til at forstå, at politik og demokrati er noget langt videre, tror jeg, at der er håb om fornyet aktivitet. Det drejer sig om at gøre de selvstyrende organer egnet til at styre sig selv ...«

»Og forslaget om at indføre den fri ordning, vi kender fra kirken, på skolens område, således at forældrene frit kan vælge den skole, de vil sende deres børn i, tiltaler mig på en måde. Skal folk selv vælge deres børns skole, vil de nok i højere grad interessere sig for disse spørgsmål, og når først barnet er sat i skole, vil forældrene være interesserede i, om de har valgt rigtigt. Sådanne valg sætter sving i gemytterne og tankerne, hvis der er nogen. I hvert fald i gemytterne.«

Grundtvig og Kold kunne næppe have sagt det bedre, da de i sin tid indledte deres friskolebevægelse. En vurdering, som dog ikke var Kampmanns dengang, men er min kommentar i dag. Derimod er følgende ordret hans ord:

»Velfærdsstaten får ofte skyld for meget, som er en simpel følge af den tekniske udvikling. Og er man utilfreds med den, eller nogle af dens følger, så må vi fortælle, at det er her, folk skal gøre oprør. I det oprør er der i høj grad brug for andre end politikere. Et af mine hovedproblemer er derfor også, hvordan vi får fjernet det eksisterende skel mellem politik og kultur.«

Hermed er vi nået frem til tredje scoop. Det, som på forunderlig vis skulle gå hen og få den længste levetid. Kampmann og interviewet sluttede:

»Vi har i høj grad behov for vejledning. Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på kærlig og forstående måde, ville meget være vundet! De kan naturligvis trække sig tilbage, men må så være klar over, at regeret bliver der alligevel.«

Det blev bevinget. Den dag i dag citeres det, stadig ikke så sjældent: Men regeret bliver der alligevel. At det er blevet et bevinget ord har sin underlige historie, som nu skal fortælles.

Louisiana-Krogerup-mødet

Bjørn Poulsen, grundlægger sammen med Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel i 1948 af det litterære, kulturkritiske tidsskrift Heretica, havde i 58 foreslået Knud W. Jensen, at han ikke alene anvendte sit nyåbnede Louisiana til kunst, men også til at invitere politikere, erhvervs- og organisationsledere sammen med forskere, kunstnere og kulturskribenter, for skønt de ofte debatterer de samme emner i medierne, mødes de dog kun sjældent til en ordentlig samtale. Nu spurgte jeg Kampmann, om han kunne tænke sig at prøve sådan en idé i praksis. Det kunne han, men om vi også kunne finde et tidspunkt, alle kunne, måtte tiden jo vise.

Jeg skulle på sommerferie i Skovgården på Mols hos Bjørn Poulsen og hans familie, hvor jeg var blevet optaget som en slags adoptivsøn, fordi min egen biologiske far var død nogle år forinden, og Bjørn og hans kone Ellinor havde tre små dejlige døtre, men manglede en dreng. Da jeg på scooter kom kørende til Skovgården ved Begtrup Vig, havde Bjørn skabt et shakespearesk drama på grundlag af Kampmann-interviewet og et essay af Heretica- digteren Ole Sarvig, trykt i tidsskriftet Vindrosen, under titlen ...

»Symbol og symptom« og med erklæringen: »Vi er landet på en fremmed klode. Vi er arveløse. Vi er sået som frø af ukendt art.« Shakespeare Poulsens drama indledtes da med replikskiftet: Poeten efter to verdenskrige på mindre end et halvt århundred, ført af verdens mest avancerede nationer og med en atomkrig hængende over hovederne, siger: ’Vi er sået som frø af ukendt art’. ’Regeret bliver der alligevel’, svarer politikeren.

Med hjælp fra digteren, Gyldendal-direktøren og–på det tidspunkt–Knud W. Jensens nærmeste ven Ole Wivel og endelig tilslutning fra statsministeren fik Bjørn og jeg etableret og inviteret til Louisiana-Krogerup-mødet den 30. september til den 2. oktober 1960. Krogerup Højskole havde på det tidspunkt Harald Engberg-Petersen som forstander, og han var fyr og flamme for at yde sit og sin højskoles bidrag til gennemførelse af ideen.

Villy Sørensens oplæg til en diskussion med Kampmann om åndshøvdinge og magthavere kunne året efter læses i ændret skikkelse som afsnittet »Åndsarbejdernes ’forræderi’ eller angsten for ånden« i Sørensens bog Hverken–eller (hverken amerikansk kapitalist eller sovjetisk socialist, hverken fornægter af naturvidenskabens eksakte konstateringer af rationelle forhold eller kunstens erkendelser af irrationelle begivenheder). K.E. Løgstrups oplæg: »Politisk ledelse og massehensyn« findes i hans essaysamling Kunst og etik fra også året efter. Thorkild Bjørnvigs om »Ligegyldighedens frihed–Skribenten i velfærdsstaten« blev trykt i Begyndelsen kort tid efter. Bjørn Poulsens shakespearske drama opførtes i hans værk Ideernes krise i åndsliv og politik, som Gyldendal først udsendte som årets julebog siden som selvstændig publikation i flere oplag.

Mærkelige alliancer

Lidenskabelige sammenstød opstod der flere af på mødet: Tidehvervsmanden og senere medgrundlægger af partiet Liberalt Centrum, dr.teol. Børge Diderichsen tørnede sammen med grundtvigianeren og det inkarnerede medlem af Det radikale Venstre K. Helveg Petersen over ’Den Blå Betænkning’, som Helveg havde hovedansvaret for, og som skulle lempe den revolutionerende Folkeskolereform af 1958 igennem til virkeliggørelse og derved ophæve det århundredlange skel mellem de begavede og socialt privilegerede i eksamensmellemskolen og de dumme og økonomisk uprivilegerede i den såkaldte fri mellem. Diderichsen angreb forestillingen om, at man kan omdanne alle børn til lykkelige, harmoniske mennesker ved at give dem en musisk undervisning og sætte dem i meningsfyldte situationer. »Kunne tankerne i ’Den Blå Betænkning’ realiseres til sidste tøddel, var der grund til at bede: Gud bevare vore børn!,« sagde han.

Helveg Petersen derimod mente, at lærer- og lærebogstyranniet dræber børnenes glæde ved at nedsætte deres mulighed for overhovedet at tilegne sig et stof. Det var sandelig ikke blot af hensyn til lykken, at Helveg havde præget Den blå, det var faktisk også for at gøre indlæringen mere effektiv.

»Hvorfor i alverden har de børn ikke krav på en skole, en sand folkeskole, der også tager hensyn til dem? Hvorfor skal de tvinges ind i en tradition, de på forhånd er dømt til at lide nederlag i?«

Så skete det mærkelige, at Arbejdsgiverforeningens direktør, Arne Lund, pludselig trådte op til forsvar for–Helveg! Mod liberalisten! Med henvisning til erhvervslivets behov. For også de dumme havde erhvervslivet brug for, og derfor skulle de helst have en skole, der gjorde dem mindre dumme. Og så skete det endnu mærkeligere, at netop Dansk Arbejdsgiverforening fik glødende tilslutning fra de tilstedeværende yngre politikere fra–Socialdemokratiet!

Og så skete det allermærkeligste, at Socialdemokratiets kulturelle oldermand, digteren og senere Danmarks første kulturminister Julius Bomholt erklærede, at nu forstod han ikke noget længere:

»Hele mit politiske arbejde og medlemskab af Socialdemokratiet har jeg helliget ét: Kampen for at ændre samfundet, så det passer til mennesket. Nu kommer I og siger, at det er mennesket, der skal tilpasses samfundet eller erhvervslivet, men det kan aldrig være skolens opgave, og det kan aldrig,« sluttede Bomholt, »være Socialdemokratiets opgave«.

Jeg var enig med Bomholdt, som var uenig med Arne Lund, som var enig med Helveg, som var uenig med Diderichsen. Betød det så, at Bomholt og jeg var enig med Diderichsen? Det kunne ikke passe, men hvad passede så? Og så gik jeg i seng. Men Bjørn stak hovedet ind ad døren, rullede med øjnene og hviskede med fingeren for munden, at Orwells 1984 var alt for sent sat:

»Vi har allerede de politikere og organisationsfolk, der skal til for at afskaffe demokratiet og gennemføre teknokratiet på erhvervslivets rent økonomiske såkaldte saglige betingelser. Andre betingelser vil efterhånden dø ud.«

Kunsten

Næste morgen kom det til en kort, hård meningsudveksling mellem Villy Sørensen og den radikale, erklæret grundtvigske undervisningsminister, Jørgen Jørgensen, om politikernes forpligtelser over for kunsten.

»Det kan ikke være vores opgave at vurdere, hvad der er godt eller skidt,« sagde ministeren. »Vi skal tværtimod stille åndslivet så frit som muligt og overlade til folk selv at vælge, hvad de kan lide.«

»Politikerne kan ikke løbe fra deres eget vurderingsgrundlag,« argumenterede digteren. »Alt er ikke lige gyldigt, selv ikke i et demokrati, for så bliver alt ligegyldigt. Og det er jo netop ikke ligegyldigt, om vi har diktatur eller demokrati. Derfor kan det heller ikke være ligegyldigt, om vi har bedøvende underholdningsindustri eller kunst.«

»Skal politikerne nu til at bekæmpe nogle former for åndelig udfoldelse og fremme andre?« spurgte Jørgensen opbragt. »Det er jo stalinisme!«

»Jeg forlanger ikke, at politikerne selv skal sidde og tage stilling til hver eneste kunstner og hvert enkelt kunstværk,« replicerede Sørensen bidende. »Men politikerne må vælge nogle mennesker, hvis kunstneriske vurderingsevner de har tillid til. Politikerne må have mod til at vedkende sig, at der er forskel på godt og skidt.«

Sørensen vandt. Kampmann oprettede efter valget et Kulturministerium, siden efterfulgt af Kunstfonden. Vi fik et sekretariat for teknisk samarbejde med udviklingslandene, i dag et helt ministerium med Danida. Kampmann støttede det nystiftede Danske Akademi og bevilgede pengene til den største af dets litterære priser. Siden også til en nordisk litteraturpris. Til allersidst, men da var Kampmann for længst trådt tilbage som statsminister, K. Helveg Petersens ’Betænkning 517, En kulturpolitisk redegørelse’. Det blev et møde, der satte sine spor helt op til i dag, mødet på Krogerup-Louisiana. Oven på interviewet i 1960.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Schou
  • Bernhard Drag
  • Olav Storm Jensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Peter Nørgaard
  • Philip B. Johnsen
  • Maria Francisca Torrezão
Poul Schou, Bernhard Drag, Olav Storm Jensen, Niels-Simon Larsen, Peter Nørgaard, Philip B. Johnsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nørgaard

Hvis Thorning og Løkke går rundt og pruster, efter - muligvis - at have tænkt over dette Kapitel 3, kan det være - udover Proust - at de også går på biblioteket for at låne Skjoldborgs "En Stridsmand" og Aakjærs "Vredens Børn", med mindre de to romaner ikke står i deres reoler.

Blandt andre romaner og andre højskole- og arbejdspladssamtaler - udover de ved voksdugene - gav disse to romaner et pust til andelsbevægelsen - en stille revolution - der er blevet overtaget af magthavere i kæmpekoncerner bakket op af rødgrøds partiledere.

Hvor er de digitale samtaler i dag - og yngre danske digtere, filmfolk med flere - når det gælder at skelne mellem godt og skidt, som Villy Sørensen afslutter Kapitel 3 med..?

Søren Peter Langkjær Bojsen, Bernhard Drag, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Peter: Ja, det må du nok spørge om (lad os lige tage Pontoppidan med i forbifarten).
Jeg tror ikke, de diskussioner findes, som vi fisker efter. Dels kan kun få se formålet med dem og dels er der ikke tid til dem. Dvs. man har ikke brug for dem. De er ikke til noget. Det, der betyder noget, er, om man kan stille tingene helt firkantet op, lægge en slagplan og fortælle, hvordan livet ser ud, når målet er nået. Både du og jeg ønsker nok de diskussioner, hvor der er tid til dem, man sidder nogenlunde behageligt og kan kigge ud af vinduet i nogle sekunder uden der straks er en, der tager over.
Jeg tænker tit på, om jeg har noget at give til dem, der er yngre end mig. Det har jeg, men det er så min mening. Man kan ikke sige til nogen: "Hør!", for så vil de ikke. Man skal kunne sige noget, de ikke kan lade være med at lytte efter. Hvem kan så det i dag?

Ejvind prøver, og andre gør også i denne sommer.

(PS: Jeg er væk den næste uge).

Søren Peter Langkjær Bojsen, Ejvind Larsen og Peter Nørgaard anbefalede denne kommentar
Ole Falstoft

'Vi har allerede de politikere og organisationsfolk, der skal til for at afskaffe demokratiet og gennemføre teknokratiet på erhvervslivets rent økonomiske såkaldte saglige betingelser. Andre betingelser vil efterhånden dø ud'
Jamen er vi ikke netop kommet der til i dag? 'Nødvendighedens politik' bliver jo netop præsenteret, som en eneste teknokratiske og rigtige løsning der findes - det forsøger man at i alt fald at bilde os ind. M.a.o. politikken er død, og politikernes opgave er blot at gennemføre de rigtige løsninger. Politikkens død er demokratiets død . Vi vælger må genopfinde politikken og demokratiet

Søren Peter Langkjær Bojsen, Philip B. Johnsen, Anne Eriksen, Niels-Simon Larsen, Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen og Peter Nørgaard anbefalede denne kommentar
Peter Nørgaard

Jow Niels-Simon, historien - og historierne - går op og ned. Spring står på spring, med mellemrum. Som i Henrik Pontoppidans bog, de seks noveller i "Fra hytterne", der kan læses på nettet. God tur.

Niels-Simon Larsen

@Ole: Nødvendigt, åh, ja, og nu skal jeg lige have fat i nazikortet (dog ikke for at sende dig det).
For mange mennesker i Tyskland var det nødvendigt at gå ind i DNSAP. Der var meget, der var nødvendigt i den forbindelse.
Det er nødvendigt at sejle, sagde romerne, og det er klart, når der er et hav.
Når vi lever i et demokrati, er der en masse nødvendige ting, man må gøre, men når politikerne bruger ordet, får det en klang af manipulation.
I går var der en, der skrev om landbrugets udvikling til blokvognslandbrug. Jord og bygninger bliver 'overtaget', migrerende arbejdssjak tager til og fra og økonomien styres udefra. Når det vil ske, så er det, fordi det er 'nødvendigt'. Man kan også sige, at det er nødvendigt at smatte Danmark ud. Vi er ikke til noget. Vi ser det bl.a. med Metrobyggeriet. Hvor mange bor her? Nej, vi kan ikke lave disse højt specialiserede opgaver selv. Så kunne vi lade være. Ja. Engang lavede vi tog i Randers. Det duede ikke. Så fik vi IC4 tog fra Italien. De duede slet ikke, men det smagte mere af fugl. Vi var med på beatet.
Man ser nu, at alle byer laves af de samme globale firmaer med de samme ideer, der jonglerer med arbejdsstyrken, som de vil. Vi har ikke brug for os selv mere. Vi kan ikke tillade os at gøre brug af os selv. Jeg ser for mig en ny slavehær, der ikke hører til nogen steder. Derhjemme er der en ynkelig samling af forsumpede mennesker. Det er nødvendigt, at det er sådan.

Hvor skal oprøret komme fra? Vi ved jo, at vi har det for godt til at gå foran. Det er meget mærkeligt at se denne form for salamitaktik udfolde sig. Det er nødvendigt, at vi bliver hakket i småstykker og det accepterer vi. Nå, ikk'? Hvem rokker med ørerne?

Michael Kongstad Nielsen

Det forekommer mig, at den menneskelige plan om en demokratisk livsindstilling på det menneskelige plan, som Viggo Kampmann taler om i 1960, var begyndelsen til, hvad så i horisonten. Alt det, man med ét ord kunne kalde "ungdomsoprøret". Kampmann var en af de nye intellektuelle, der allerede var fremme under H. C. Hansen og Hans Hedtoft. Ovenpå 50-ernes efterkrigstid med FN og NATO og dansk økonomisk opblomstring, trådte vi ind i 60-erne under en social liberal regering (1. S-RV-RFB) og (2. S-RV) med Kampmann i spidsen, der nærmest naturnødvendigt måtte ende med slut-60ernes oprør. J. O. Krag stod som en anden intellektuel klar i kulissen og banede vejen for "det røde kabinet". Men den demokratisk livsindstilling, Kampmann plæderede for, må have været den selvsamme, som socialdemokraterne senere fortrød:
- universitetsfrihed,
- kunstnerisk frihed,
- seksuel frihed og yderligere kvindefrigørelse
- miljøfrihed og nej tak til atomkraft,
- økonomisk demokrati
- med mere.

Jeg tror endvidere, at den Kampmannske demokratisk livsindstilling lå i sammenstødsfare med den senere indmelding i EU (EF), som Krag fik lokket os til. Den tids socialdemokrater lå og vippede mellem (kunstnerisk) frihed og drømme på den ene side, og benhård kapitallogik på den anden. Vor tids socialdemokrater har droppet det første.

Søren Peter Langkjær Bojsen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Maria Francisca Torrezão

”Vi vælgere må genopfinde politikken og demokratiet” (Ole Falstoft). Det har lange udsigter, så længe vi bliver ved med at fastslå, at alt det onde vi stemmer for, det gør vi, fordi det er noget politikerne prøver at bilde os ind (Ole Falstoft) eller lokker os til (Michael Kongstad Nielsen).
Kierkegaard har ret, når han siger at demokrati er ”den mest tyranniske regeringsform”, fordi det ”forpligter enhver til positiv deltagelse” (se Ejvind Larsens kap. 2). I et ægte demokrati kan vi ikke nøjes med at blive lokket til noget, men skal derimod tage ansvar for, at vi enten lader os lokke eller selv står ved de beslutninger, der bliver truffet. Er vi ikke tilfreds med verdensgangen, er det ikke nok at brokke os over det; vi må selv gennem ”positiv deltagelse” arbejde for at det bliver anderledes.
Derfor: ægte demokrati ville rent ud sagt være en plage uden lige og Ejvind Larsens krav om ”en ny bordopstilling” (se kap. 2) må dermed konsekvent kastes på møddingen; men accepten af en utildækket teknokratur ville være en hån mod det ”oplyste”, ”frie” moderne menneske. Der er således ikke andet at gøre end at holde masken og grundfæste fortællingen om et (eventyrligt) demokrati med ”kejseren” på den én side og ”folket” på den anden, hvor folkets illusion om frihed uden ansvar og tro på egen formåen opretholdes. Vælgerne vil nødigt tvinges til at indrømme, at de nye klæder ikke er kejserens alene, men også folkets.
Men gør vi ikke det (indrømmer), kan vi umuligt ”genopfinde politikken og demokratiet”. Når man lader sig lokke til at stemme Ja (Michael Kongstad Nielsen) til at gå ind i EF/EU for at spare 3 kroner og 8 øre på 500g kaffe, har man selvsagt ikke meget krav på bestemmelsesret og netop EF valget i 1972 er, for sådan én som mig - en udefrakommende fra en anden galakse, som sikkert har misforstået det hele - meget symptomatisk for, hvorfor det er gået sådan, som det er gået. For da stod man i egen selvforståelse imellem et Ja for fordelagtig husholdning eller et Ja for nationalromantik, ikke storslået romantik, der vil noget, med natlige vandringer på kirkegården, men romantik, når det er værst, med to lys på et bord og husk at låse døren, der er ikke nogen, der må komme ind og forstyrre idyllen.
Og ikke tale om, fra ”venstrefløjen”s side, at gå ind og, igennem ”positiv deltagelse”, arbejde for en inkluderende EU; nej man vælger at spille rasmus modsat, fordi det er så meget nemmere, at være imod noget, frem for at være med i noget og for noget på en anderledes måde; så behøver vi ikke at deltage positivt, men kan nøjes med at brokke os.
Vi kan ikke blive ved med at skælde ud på de ”magtsyge” uden samtidig at takke ”folket” for både den usolidariske EU vi har fået (ikke mindst over for 3. verdens landene) og den almene sindstilstand i kongeriget, p.t. repræsenteret i skikkelsen af en (først kvindelig) folketingsformand fra et FOLKEparti, som klogeligt har lyttet til folkets røst og formået at forene husholdning og Biedermeier romantisme i enhver tænkelig kombination. Det er nemlig blevet op til ”folket” at afgøre, hvilken kombination det foretrækker (”Du ved, hvad vi står for”). Der er frit valg på alle hylder og det er vores ansvar.

Peter Nørgaard

F O R en - mulig - vision og F O R brugbare bud på en helt anden menneskelig og økonomisk indretning af gode - og morsommere - liv, KAN tænkes (og gøres virkelig) såfremt der læres af den oprindelige andelsbevægelse - der var en stille revolution - i forsøget på at skabe en helt - ja, helt - ny andelsbevægelse uden partiindflydelse og magtliderlige mennesker. Ikke som en dogmatisk løsning, men som ét led i en proces der kan vise - og viste - reelle andre veje end al dette konkurrencestatshalløj og kapitalfondsfis.

Mere eller mindre gode atomiserede og ofte flyvske samtaler i diverse tråde, blandt andet her i avisen, kan - enige eller ej - få mere substans og samtidig gøres brugbare, hvis der for eksempel laves et ANDELSTORV på Information.dk. De findes jo allerede, andelstorvene, i det små - og i det atomiserede - både her i landet med bl.a boformer, småbutikker, økologiske landbrug etc. - og de findes i andre lande - atomiserede.

Søg artiklen "Hvad er det bedste ved Danmark? Lønnen!". Læs de cirka 100 indlæg i samtalen, og deltag om tid og lyst melder sig. Specielt fra den 14. juli kl. 9 begynder denne forsøgsvise ikke-atomiserede samtale - med side hop ind imellem.

God løwerdag fra Himmerland i sommerregn.

Michael Kongstad Nielsen

Maria Francisca Torrezão:
jeg er meget enig i dine betragtninger om demokratiet, at det er noget, vi selv er ansvarlige for, og må tage på os og anerkende resultatet af, eller gennem positiv deltagelse arbejde på at ændre.

Jeg mente lidt "skælmsk", at Krag fik lokket os ind. Det var selvfølgelig vores egen beslutning, læg ikke så meget i det.

Nu viste det sig jo først, hvad vi havde begivet os ud på, i løbet af 1980-erne. Markedet blev til Unionen. Demokratiet blev brugt igen, men da sagde armen nej. Nej sagde danskerne i 1992. Og satte dermed unionen i stå. Året efter indgik de fleste partier (undtagen Fremskridtspartiet) det såkaldt nationale kompromis, og vi fik de geniale fire forbehold.

Dem har vi levet af og på siden, skønt de er under stadig beskydning, for demokratiets resultater er jo ikke statiske. Jeg er stor tilhænger af dem, men ser dem slet ikke som Biedermeier romantisme og slå for døren. Jeg ser dem som friholdelse for ensretning, friholdelse fra kulturel og administrativ tvang, en ny slags enevælde.

Forbeholdene kommer så at sige Kejserens nye Klæder i forkøbet, for nu behøver folket ikke vente på, at skræddernes bedrag bliver opdaget, (han har jo ikke noget på), nej, det så vi allerede tidligt, og var ikke bange for af den grund at blive anset for dumme , eller bare ikke at du i vores embeder.

Maria Francisca Torrezão

@Michael: Jeg er glad for, at få at vide, at du er enig i mine betragtninger om demokratiet og at du var lidt ”skælmsk”, men der er nok en del andre, der desværre mener, at de bliver ”lokket” og det var det, jeg vil pointere.

Maastricht-traktaten blev nedstemt med et knebent flertal (50,7%). Man kan derfor ikke konkludere, at alle danskere var imod unionen og vedtagelsen af det nationale kompromis (med de fire forbehold) blev i realiteten et ja til EU.
Spørgsmålet er bare om de fire forbehold er geniale eller bare kejserens nye klæder om igen: Et unionsborgerskab udelukker ikke det nationale statsborgerskab og dermed har forbeholdet ingen praksis betydning. Danmark sagde nej til euroen, men fører en fastkurspolitik over for euroen. Danmark er ikke en del af den fælles forsvarspolitik, men vælger at følge en militaristiskpolitik sammen med USA/NATO. Retsforbeholdet betyder bl.a. at Danmark (på trods af at være indforstået med Dublinsystemet) ikke er med i samarbejdet omkring asylpolitikken og kan derfor fralægge sig det fælles ansvar.
Derimod har Danmark ingen forbehold over for at modtage den megen omdiskuterede EU-landbrugsstøtte, som er med til at modarbejde landbrugsudviklingen i u-landene; eller, som en del af EU, at tilslutte sig Verdensbankens reformkrav om liberalisering af de afrikanske lands økonomier, som betingelse for disse landes mulighed for at få adgang til udviklingsbistand; eller, sammen med EU, at indgå i Økonomiske Partnerskabsaftaler med afrikanske lande; aftaler som i praksis mest gavner Danmarks/europæiske interesser.
Efter min mening er de fire forbehold ikke de rigtige forbehold og man skal ikke lave forbehold, bare for at markere, at man principielt er imod enevælden og ikke vil underlægges alt, hvad unionens flertal bestemmer; især hvis man samtidig, som en del af den selv samme union, er med til at føre en enevældig politik over for andre lande.

Michael Kongstad Nielsen

Maria: - sikken en svada! Her kommer endnu en:
Jeg er selv meget uenig i Danmarks faktiske politik overfor EU, og det skyldes blandt andet, at de ledende politikere ikke tager befolkningens skepsis alvorligt, men leder landet som om vi var fuldgyldige medlemmer, uden forbehold. Politikerne hader forbeholdene og vil helst ignorere dem, hvilket jo ikke er særlig demokratisk.

Alternativet er at sende dem til ny folkeafstemning. Det gjorde man med euroforbeholdet den 28. september 2000, hvor danskerne stemte nej til dets afskaffelse (53,2 % imod, 46,8 % for). Det skulle dog ikke afholde de ledende politikere fra at lure på endnu en mulighed, for det måtte jo være en fejl. Planerne blev dog skrinlagt efter franskmændenes, hollændernes og irernes nej til Forfatningstraktaten og senere på grund af euroens krise. Efter Grækenland ser det ud til, at eurosamarbejdet skal strammes endnu mere, så yderligere suverænitet skal afgives til teknokraterne i Bruxelles, og de øverste stats- og regeringschefer. Det vil næppe give danskerne appetit på mere euromedlemsskab.

Med hensyn til forsvars- og retsforbeholdet så er de - ligesom euro-forbeholdet - af meget vigtig principiel art, idet de bevarer kompetencen suverænt i Danmark, men vi har mulighed for at indgå aftaler med EU, hvis vi og de vil.

Forsvarsforbeholdet er vigtigt, fordi det tager brodden ud af en evt. yderligere forsvarsforpligtelse. Der fremsættes jævnligt forslag om et tættere forsvarssamarbejde i EU, en EU-hær, eller en fælles kommando og styrke til indsættelse i brændpunkter med eller uden FN-mandat. F. eks. udtalte Angela Merkel i marts 2007 til ugebladet Bild: "Vi er nødt til at bevæge os tættere på en fælles europæisk hær i de kommende år."

Tysklands daværende udenrigsminister Guido Westerwelle støttede i en tale på München Security Conference i februar 2010 tanken om en permanent EU-hær. "Det langsigtede mål er oprettelsen af en europæisk hær under fuld parlamentarisk kontrol. EU må leve op til sin politiske rolle som en global aktør...".

Det kan nok være, at verden har "globale aktører" nok på det militære område.

Retsforbeholdet skal til folkeafstemning indenfor et år, er det vist.
Det vigtigste her er efter min mening, at vi holder os fri af det overstatslige politisamarbejde Europol. Det er ikke betryggende, i disse overvågningstider, at overlade kompetence til en europæisk politimyndighed, der kan overvåge uden retskendelser og foranstalte politiaktioner på dansk grund, nej, lad os beholde politimyndigheden suverænt i Danmark. Derfor kan vi godt samarbejde med Europol, som også schweizisk og norsk politi gør. Desuden samarbejder vi i forvejen med Interpol.

Maria Francisca Torrezão

@Michael: Fred være med forbeholdene, det var dig selv, der bragte dem på banen. Jeg påpeger blot, at der er meget i EU, man burde være forbeholden over for og at der er noget, der er vigtigere end noget andet. Det er et spørgsmål om prioritering og du er selvfølgelig i din fulde ret til at prioritere, som du gør.