Baggrund
Læsetid: 8 min.

Vi er alle dyr

Vi masseproducerer svin, så vi kan få bacon på bordet, mens vi taler bekymret om indekattens manglende stimulans. Historisk har vi behandlet kæledyr og produktionsdyr forskelligt, og det eneste konstante i menneskets forhold til dyr er, at måden vi opfatter dem på, er under evig forandring
I 1847 åbnede verdens første zoologiske have for offentligheden. Det var London Zoo, og konceptet spredte sig hurtigt til andre europæiske storbyer. Charles Darwin var som videnskabsmand en del af parken i London, og han fik sandsynligvis inspiration til enkelte af sine teorier ved studier i primatafdelingen. Her er det fodringstid for løver i  London Zoo som tegnet i en engelsk avis i 1871. Illustration: Polfoto
Kultur
23. juli 2015

Kapitel 5

Det er stort set umuligt at slippe uden om dyrene. På pladser og stræder er der duer og måger; i vores tegnefilm er der hunde, løver og dådyr; der er dyreprogrammer i bedste sendetid; tv-kanaler, der kun viser dyr; dyr som legetøj på børneværelserne. For ikke at tale om fluerne.

Egentlig er vores liv så filtret sammen, at man slet ikke kan tale om et modsætningsforhold mellem dyr og mennesker. Mennesket er jo også et dyr.

For historiker Anne Katrine Gjerløff, der har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at forske i menneskets forhold til dyr, giver det ingen mening at diskutere, hvorfor de er vigtige. Det er lidt som at spørge, hvorfor luften er vigtig, mener hun.

Dyrene har altid været i menneskets nærhed og bevidsthed. Men måden, vi opfatter dyr på, er evigt foranderlig. Vi kan se på dyr som vilde dyr, nyttedyr, skadedyr og ikke mindst den helt særlige kategori: kæledyr.

Sådan et har Anne Katrine Gjerløff for nylig anskaffet sig. Hendes to skolebørn ville meget gerne have et kæledyr og efter overvejelser om pels, søvnrytmer og krybdyr faldt valget på en undulat.

Anne Katrine Gjerløffs familie bor nu med undulaten Zeus – opkaldt efter den græske gud og himmelhersker. I går kravlede den op på hendes hånd og spiste fra håndfladen. Historikeren blev helt benovet, og ud af hende røg et: »Åhr, lille Zeus.«

»Rimelig fjollet,« siger hun på sit kontor på AU Library i Emdrup, da hun den følgende dag evaluerer reaktionen.

Efter at have skrevet en ph.d.-afhandling om menneskets udvikling gav Anne Katrine Gjerløff sig til at undersøge danskernes opfattelser af dyr fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet.

Hvis man ser bort fra, at mennesket altså selv er et dyr, begynder historien om vores forhold til dyr længe før 1800-tallet. Uanset hvor langt tilbage i historien man går, er dyrene til stede. Hunden, som ofte går for at være menneskets bedste ven, er det tidligst domesticerede dyr. Den boede sammen med mennesket før både grisen og koen. Faktisk viser et forholdsvis nyt dna-studie fra Turka University i Finland, at hunden levede i Europa for mere end 18.000 år siden.

Den vestlige verdens samliv med dyrene ændrede sig dog ret kraftigt med kristendommen. »Hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden,« siger Gud i skabelsesberetningen i Første Mosebog. Det er i samme bog, at Noa bakser og bøvler med at få et sæt af alle dyrearter om bord på sin ark, da Jorden bliver ramt af en syndflod. Og da Eva står i Edens Have og kigger op på frugterne, som Gud har forbudt hende og Adam at spise, er det en talende slange, som frister hende til at tage en bid.

Frugtspiseriet leder som bekendt til syndefaldet, der for altid ændrede Adam og Evas liv og sendte dem ud af Edens Have. Ud over dødelighed blev Evas straf, at hun skulle føde sine børn i smerte, og at hendes mand skulle herske over hende. Men det gik også ud over ham, for fremover skulle han med besvær skaffe mad, og kun tidsel og ukrudt ville gro af sig selv. Selv slangen blev straffet: Fra den dag skulle den krybe på sin bug og æde støv.

Dyrene kan altså lede os i fordærv. og den måde at betragte dyr på førte til en vis afstandtagen fra dem, og i mange år blev de først og fremmest betragtet som kilder til mad, arbejdsredskaber eller skadedyr – og som levende væsener uden den sjæl, mennesker tænkes at have.

Men det er samtidigt også os – menneskedyrene – som har ansvaret for at passe på dyrene og sikre deres overlevelse, ligesom Noa gjorde på sin ark

En slange om halsen

Men noget skete i 1700-tallet. På det tidspunkt begyndte vi i stigende grad at betragte dyrene som uskyldige skabninger, der ikke burde udsættes for pine og plage. Den nye indstilling vandt frem samtidig med oplysningstidens og romantikkens tanker om familien og borgerligheden.

Nu var dyr ikke alene noget, man havde på en gård, og som udelukkende tjente som fødevarer eller arbejdsredskaber. Nu kunne man også have varme følelser for dem. De blev en del af familien. I stigende grad var det acceptabelt, at katten, der gik og fangede mus i stalden, også kom ind i stuehuset og fik lidt madrester og nussen bag ørerne.

På landet kunne dyrene flyde mellem kategorier som nyttedyr og kæledyr. Modsætningen mellem dyr som kæledyr og dyr som vilde var væk. I byerne, hvor den borgerlige stand allerede begyndte at klumpe sig sammen, lukkede man dyrene ind i hjemmene.

Afstanden mellem naturen og brugsdyrene blev større. Slagtedyrene og kæledyrenes plads i folks bevidsthed blev låst fast og rollerne var ikke så fleksible som på landet.

I 1847 åbnede verdens første zoologiske have for offentligheden. Det var London Zoo, og konceptet spredte sig hurtigt til andre europæiske storbyer. Charles Darwin var som videnskabsmand en del af parken i London, og han fik sandsynligvis inspiration til enkelte af sine teorier ved studier i primatafdelingen.

Det var også i denne periode, at videnskaben om dyr eksploderede. De mange europæiske kolonier forskellige steder i verden bragte nye dyr til kontinentet, og de blev obduceret, tegnet og generelt genstand for stor opmærksomhed.

Darwin præsenterede evolutionsteorien, men han skrev også bøger om, hvordan man kan aflæse følelser i dyr og menneskers ansigtsudtryk og kropssprog. Værkerne underbygger samtidens fornemmelse af, at også dyr har følelser. Selv havde Darwin – der ofte udråbes som alle tiders vigtigste videnskabsmand – hunde gennem hele livet, og han tilbragte megen tid sammen med Nina, Spark, Pincher, Sheila, Polly, Bob, Snow, Pointer og Bran.

Ideen om kæledyr som en fast del af en velfungerende familie blev altså grundlagt for flere hundrede år siden, og den er stadig i dag en fast del af vores forestilling om den perfekte kernefamilie. Villa, Volvo og vovse.

Anne Katrine Gjerløff abonnerer på samme fortælling, og som så mange andre vestlige, moderne forældre tror hun, at det at have dyr kan lære børn vigtige ting. Om ansvar for levende væsner, men også om døden, og når hun i dag træder ind på sine børns værelser, oplever hun, hvordan børnekultur er gennemsyret af dyr. Der er LEGO-dyr, plastikdyr, plysdyr og bøger om dyr. Dyr overalt.

Sammen med sin familie har hun lige været på ferie på Tenerife, og end ikke på et familieresort på De Kanariske Øer slap hun for at forholde sig til dyr. En aften var der slangeshow på hotellet, og hendes søn ville gerne hilse på pytonslangen.

Historikeren og sønnen endte på scenen med slangen om halsen.

»Jeg gider ikke være diskursanalytiker, når jeg står med en slange om halsen på Tenerife,« siger hun om ferien. »Der tager vi da bare dét med.«

Fra Trofast til Troels

Anne Katrine Gjerløff har skrevet bogen Dyrisk og dyrebar – kæledyr i et samfundsvidenskabeligt lys med sociologen Cecilie Agnete Thorslund. Ligesom historikeren er Thorslund optaget af, hvordan kæledyr i højere grad og på nye måder bliver gjort til subjekter og individer mere end objekter. Det ser hun, når dyreejere fejrer deres kæledyrs fødselsdage og giver dem tøj på. Men også, når folk opdrager deres kæledyr ud fra samme principper som børneopdragelse – og opsøger hjælp, når det er svært.

Et andet eksempel på udviklingen er navngivning. Tidligere navngav man for eksempel hunde efter ønskede egenskaber (Trofast) eller efter udseende (Plet), og det var ikke ualmindeligt at give den næste hund i rækken samme navn.

»Nu navngives der i højere grad mere individuelt, og ofte er navnene de samme, som man bruger til børn.«

Hunden går aldrig sin vej

Den udvikling forsker bioetikeren Peter Sandøe i. Efter en forelæsning om dyreetik på Panum Instituttet ved Københavns Universitet hiver han manuskriptet til sin nyskrevne bog op af rygsækken og viser det frem. Bogen, der skal hedde Companion Animals Ethic, er skrevet med to udenlandske kolleger. Han skubber de runde briller på plads på næsen og bladrer om til første kapitel, som han netop har redigeret.

Efter en lang forskerkarriere og 20 år som formand for Det Dyreetiske Råd er han en af de danske forskere, der ved allermest om menneskets forhold til dyr. I forbindelse med arbejdet til bogen har Peter Sandøe brugt forskningsresultater fra psykologer, der har undersøgt ejere af hunde og katte, og vurderet, hvad dyrene betyder i forhold til deres mennesker.

Børn slår alt, fortæller han, men dyr klarer sig også utrolig godt. De opfattes som særdeles trofaste, og de spiller vigtige psykologiske roller på flere områder. Dyr er selvfølgelig dårlige til at sætte reoler op og samle IKEA-skabe, og de er heller ikke gode til at give konstruktiv feedback, men de går næsten aldrig deres vej.

»Mennesker bliver jo skilt hele tiden, men hunden, den bliver der. Den finder sig i at blive taget sig af; man kan give den kærlighed, uden at den bliver træt af det. Dyr trives for det meste i den der konstante hengivenhed. Børn flytter også hjemmefra, men hunden bliver,« siger han.

Peter Sandøe har en ph.d. i filosofi fra Oxford University, og derovre stødte han på arbejdet af moralfilosoffen Peter Singer. Han mødte Singers tilhængere i form af et slæng af dyrerettighedsintellektuelle, og mødet antændte en interesse for dyrs moralske status. Han er bestemt ikke dyrefanatiker, forsikrer han, men gift med en dyrlæge, som har tre hunde og en kat. Adam, Holger, Olga og katten Bon Jovi.

Ikke desto mindre er han stærkt optaget af dyr, og han holder især af at fundere over det »bizarre forhold«, mennesket har til forskellige grupper af dyr, såsom landbrugsdyr, zoodyr og kæledyr. Fælles for menneskets omgang med de forskellige typer af dyr er, at vi blander os i deres reproduktion: Landbrugsdyr lader man formere sig big time, mens hunde i stigende grad bliver kastreret og steriliseret. Der er stor opmærksomhed på de dyreetiske problemer i forhold til landbrugsdyrene, men meget mindre i forhold til familiedyrene, og det undrer Peter Sandøe

»Når der er tale om landbrugsdyr, er der udbredt forargelse over, hvordan dyrene manipuleres til at tjene menneskelige formål, men når det drejer sig om familiedyr, synes man, det er meget naturligt,« siger han.

Ifølge Peter Sandøe hænger det sammen med, at mange ikke længere betragter kæledyrene som dyr med krav på et naturligt liv. De er en del af familien. Men landbrugsdyrene opfatter vi som stakkels dyr, der på grund af landbrugets krav bliver forhindret i at leve et naturligt liv. Hvis vores forhold til dyrene skulle være sammenhængende, burde vi derfor bestræbe os på at se alle dyr som dyr, mener han.

»Jo mere man kan det, jo bedre. Det har altid været min grundholdning.«

Serie

Det dyre liv

Danskerne bruger flere og flere penge på dyr – og bevæger sig samtidig længere og længere væk fra naturen.

I denne føljeton går Information tæt på dyrene og deres ejere. På dyrehospitalet såvel som i Zoo, svinestalden og historiebøgerne. Hele føljetonen kan læses i dens opbrudte form og som single på information.dk, når alle artiklerne har været bragt.

Seneste artikler

  • Det dyre liv

    8. august 2015
    Danskerne bruger flere og flere penge på dyr – og bevæger sig samtidig længere og længere væk fra naturen. I denne fortælling går Information tæt på dyrene og deres ejere. På dyrehospitalet såvel som i Zoo, svinestalden og historiebøgerne
  • ’Aldrig mere Thor og Balder’

    27. juli 2015
    Dyrevelfærd er blevet en hektisk politisk kampplads, der i første omgang var en venstrefløjssag, men som Dansk Folkeparti i lang tid har haft patent på. Altså lige indtil Dan Jørgensen blev fødevareminister
  • Intet kød på bordet uden død

    21. juli 2015
    Kæledyr fylder mere og mere i danskernes bevidsthed, og færre oplever, hvordan kødet egentlig når fra stalden til køledisken. Hos svinefarmerne Dorte og Hans Wildenschild forstår man godt, hvor sentimentaliteten om dyrene kommer fra, men det holder dem ikke fra at blive frustrerede over det, de mener, er folks fordomme
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her