Læsetid: 10 min.

Da grækerne kapitulerede: Var det et kup?

Den rå politiske magt satte sig igennem, da eurozonens ledere med Tyskland i spidsen tvang Grækenlands premierminister Alexis Tsipras til overgivelse. Processen har betydet ubodelig skade for tilliden til europrojektet og stemplet Tyskland som ’ulykkebringende hegemon’, siger kritiske iagttagere
En pensionist uden for den græske nationalbank forsøger at få lov til at hæve penge. Fremtidsudsigterne for Grækenlands pensionister, der er blevet hårdt ramt af gældskrisen, ser ikke lysere ud efter aftalen med EU

En pensionist uden for den græske nationalbank forsøger at få lov til at hæve penge. Fremtidsudsigterne for Grækenlands pensionister, der er blevet hårdt ramt af gældskrisen, ser ikke lysere ud efter aftalen med EU

Emilio Morenatti

Kultur
18. juli 2015

Grækenland er sat under administration. Landets regering skal realisere en nedskæringspolitik, som den blev valgt af det græske folk til at bekæmpe. Nye lån vil fastholde nationen i en gældsfælde og kreditorafhængighed, som den ikke har en chance for at slippe ud af. Nationens arvesølv skal sælges for at give kreditorerne nogle af deres penge tilbage, og teknokrater fra Bruxelles skal overvåge hvert et skridt, den græske regering tager.

Chefredaktøren for det ansete tyske dagblad Die Zeit, Josef Joffe, konstaterer – med et udtryk der giver ubehagelige historiske mindelser – at Grækenland nu åbenbart »må underkaste sig en form for besættelsesmagt.«

Det er en græsk tragedie, orkestreret af en tysk finansminister, der vil statuere et eksempel over for andre europartnere, som kunne fristes til at forlade dydens smalle sti.

I disse dage rejses spørgsmålet om, det, der er foregået mellem Grækenland og eurozonen de seneste fem måneder, og som kulminerede på eurotopmødet i søndags med, hvad mødedeltagere over for Financial Times har kaldt »korsfæstelsen« af den græske regeringsleder, Alexis Tsipras – om ikke det kvalificerer til betegnelsen ’kup’. Hvis ikke i folkeretslig forstand, så i politisk og moralsk.

Sadistisk

Det er indtil videre vanskeligt at finde seriøse kommentatorer, der hylder topmødebeslutningen med kravene til Grækenland som konstruktiv eller blot realisabel.

I stedet karakteriseres eurotoppens adfærd og dens pakke af krav som »meget brutal, meget sadistisk« (professor i økonomi James Galbraith), »politisk blackmail« (leder af EuroIntelligence Wolfgang Münchau), »hævngerrig og kortsynet, monstrøs og udemokratisk« (politisk økonom Philippe Legrain), »økonomisk pervers« (professor i økonomi Barry Eichengreen), »katastrofe« (nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz), »hensynsløs, inkompetent« (økonomiredaktør Paul Mason, BBC), »vanvid« (nobelpristager i økonomi Paul Krugman).

Indsigten i, hvad der de seneste fem måneder er foregået i spillet mellem den græske Syriza-regering og dets kreditorer i trojkaen – dvs. EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF) – er hæmmet og farvet af, at kun den ene part har fremlagt sin version af hændelsesforløbet.

Den nu fratrådte græske finansminister, økonomiprofessor Yanis Varoufakis, har i interviews, på pressemøder og på sin blog berettet ret detaljeret om det konfliktfyldte forløb, ligesom en centralt placeret, men anonym græsk forhandler for Syriza-regeringen har givet sin version til det franske magasin Mediapart. Også professor i økonomi James Galbraith, Texas University, har via sine nære kontakter til den græske regering leveret en andenhåndsudlægning af begivenhederne.

På den anden side af forhandlingsbordet er der stort set diplomatisk tavshed om det konkrete forløb, bortset fra en række offentlige vredesytringer om Varoufakis og premierminister Alexis Tsipras som utroværdige.

Hvad Varoufakis har betonet flere gange er, at der siden Syriza-regeringens tiltræden i januar aldrig blev tale om egentlige forhandlinger med trojkaen og eurogruppen. Hvor Syriza vandt regeringsmagten på et løfte til grækerne om at ville genforhandle Grækenlands aftale fra 2012 med trojkaen, fordi denne aftale i praksis undergravede økonomien, så var det fra starten eurogruppens – og primært Tysklands – holdning, at forhandlingerne alene kunne dreje sig om 2012-programmets realisering, ikke om at ændre det.

»I min første uge som finansminister blev jeg opsøgt af Jeroen Dijsselbloem, eurogruppens formand, der præsenterede mig for et barsk valg: Acceptér programmets ’logik’ og drop ethvert krav om gældssanering, eller jeres låneaftale vil bryde sammen,« skriver Varoufakis på sin blog.

I et interview forleden i New Statesman fortæller han, at den tyske finansminister Wolfgang »Schäuble var konsistent hele vejen. Hans synspunkt var ’Jeg diskuterer ikke programmet – det blev accepteret af den tidligere regering, og vi kan umuligt tillade et valg at ændre noget’.«

I fem måneder diskuterede man uden at komme nogen vegne.

»Den anden side nægtede at forhandle (…) der kom absolut ingen forslag om noget som helst fra dem.«

Alt imens kom Grækenland stadig nærmere ’pengemæssig strangulering’, altså en tom statskasse.

»Skriften på væggen var klar: Med mindre vi kapitulerede, ville vi snart løbe ind i kapitalkontrol, halvt lammede pengeautomater, en forlænget banklukning og til sidst: Grexit,« skriver Varoufakis.

Den anonyme græske forhandler beretter tilsvarende, at »institutionerne (i trojkaen, red.) vedvarende afviste reformforslag uden at se på dem.«

»På ethvert tidspunkt søgte de at undergrave den prestige, den græske regering havde opnået under de første måneders drøftelser (…) De skabte en labyrint af pseudoforhandlinger, tid gik til spilde, og den var på deres side. Og hele vejen leverede de negativ propaganda mod Varoufakis. Karaktermord.«

Schäubles dagsorden

Det kan opleves som om, trojkaen og Tyskland fra start har stået fast på ét kategorisk synspunkt: ’En aftale er en aftale. Man skal betale, hvad man skylder – vi vil have vores penge’. Skønt standpunktet er rimeligt og logikken juridisk uangribelig, er faktum samtidig, at man ikke kan klippe håret af en skaldet. Foruden i brede økonomkredse var der langt ind i IMF’s stab en tidlig erkendelse af, at Grækenland med sit skrumpende BNP aldrig ville kunne betale gælden tilbage, og at gældssanering var nødvendig. Den stejle tyske holdning synes derfor at have en dybere forklaring.

»Baseret på måneders forhandling er det min overbevisning, at den tyske finansminister vil have Grækenland presset ud af euroen for at skabe gudsfrygt hos franskmændene og få dem til at acceptere hans model for en disciplineret eurozone,« siger Varoufakis.

Eller omvendt: Hvis Grækenland får eftergivet noget af sin gæld, kan det skabe præcedens for, at også andre slækker på disciplinen og lader gælden løbe løbsk i forventning om, at man såmænd nok skal blive tilgivet. Mareridtet fra 2010, hvor både Grækenland, Irland og Portugal på grund af ukontrollable gældsbyrder måtte have redningspakker, skal bare ikke gentages.

At Wolfgang Schäuble længe kan have næret et ønske om at sætte Grækenland uden for døren, blev sandsynliggjort af den tidligere amerikanske finansminister Timothy Geithner, som i sin bog Stress Test fortæller om et møde i 2012 med sin tyske kollega.

»Han fortalte mig, at der var mange i Europa, som stadig mente, at det var en rimelig – endog ønskelig – strategi at sparke grækerne ud af eurozonen (…) Et Grexit ville være traumatisk nok til at skræmme resten af Europa til at afgive yderligere suverænitet til en stærkere bank- og finanspolitisk union,« skriver Geithner.

Om det aktuelle slutspil med forhandlingssammenbruddet sidst i juni, hvor Tsipras endte med at udskrive folkeafstemning, siger James Galbraith i en samtale på hjemmesiden for Institute for New Economic Thinking, INET:

»Det, der skete den 26. juni var, at Alexis omsider indså, at uanset hvor mange indrømmelser han gjorde, ville han ikke få én fra kreditorerne.«

»Grækerne blev ved med at gøre indrømmelser. De præsenterede et program, og modparten svarede – sådan som man har kunnet læse i pressen – åh nej, det er ikke godt nok. Kom med et andet. Derefter klagede de over, at grækerne ikke var seriøse.«

»Hvad de mente med det, var dette: Når I overgiver jer og erklærer jer enige i det, vi giver jer besked om, så er I seriøse. Ellers ikke.«

Galbraith fortæller, at den græske regerings inderkreds til sidst var nedslidt af det fem måneder lange forløb med eurozonen og trojkaen.

»De indså, at modparten faktisk har magten til at ødelægge den græske økonomi og det græske samfund – hvilket den gør – på en meget brutal, meget sadistisk måde, fordi byrderne falder særlig tungt på pensionerne.«

»Så de kapitulerede og håbede at få et figenblad i form af en gældssanering,« siger Galbraith.

En økonomkollega, der har fulgt processen, professor ved University of California Berkeley, Barry Eichengreen, der også er tidligere seniorrådgiver for IMF, skriver om forløbet på World Economic Forums hjemmeside:

»Tyskland vil have Grækenland til at vælge mellem økonomisk kollaps og at forlade eurozonen. Begge muligheder vil betyder økonomisk katastrofe.«

Han kalder de vilkår, som Schäuble har dikteret grækerne, for »politisk utålelige og økonomisk perverse«, fordi de vil »styrte Grækenland dybere ned i recessionen.«

»Til slut vil aftalen udløse Grexit, enten fordi kreditorerne trækker deres støtte tilbage, når de finanspolitiske mål ikke nås, eller fordi det græske folk gør oprør. At udløse denne udtræden er åbenlyst Tysklands hensigt.«

Udsigt til Grexit

En tredje økonom, Paul Krugman, Princeton University, skriver i New York Times om kravene til Grækenland, at »det tilsyneladende er ment som et tilbud, Grækenland ikke kan acceptere, men ikke desto mindre er det et grotesk forræderi mod alt, hvad det europæiske projekt var tænkt at stå for.«

»Hvem vil nogensinde stole på Tysklands gode hensigter efter dette,« spørger Krugman.

Han er en af dem, der har brugt ordet ’kup’ om forløbet. Det blev også brugt hyppigt onsdag aften i Athen, både på gaden og i parlamentet, hvor man efter maratondebatten endte med at godkende pakken med krav. Også Wolfgang Münchau, medlem af European Council on Foreign Relations og direktør for analysecentret EuroIntelligence, anvender udtrykket ’kup’ om Schäubles forsøg på op til eurotopmødet søndag at skubbe Grækenland ud via et femårigt Grexit.

»Det faktum, at et formelt Grexit kan være afværget p.t., er ikke afgørende. Grexit vil være tilbage på bordet ved den mindste politiske ulykke – og der er stadig en masse, der kan gå galt,« skriver Münchau i Financial Times.

»Tror man virkelig på, at et økonomisk reformprogram, som regeringen ikke har noget politisk mandat til, som eksplicit er blevet afvist ved en folkeafstemning, og som er blevet tvunget igennem ved ren og skær politisk afpresning, at det tænkeligt kan fungere,« spørger analytikeren, der anklager Grækenlands kreditorer for »at have ødelagt eurozonen, som vi kender den, og knust ideen om en monetær union som et skridt mod en demokratisk politisk union.«

Ingen skrupler

Men var det et kup?

Ifølge Den Danske Ordbog er et kup en »overrumplende, ofte udemokratisk og evt. voldelig magtovertagelse«.

Yanis Varoufakis har talt om »den totale mangel på nogen form for demokratiske skrupler« under eurogruppedrøftelserne, og han har endog om søndagens topmøde forleden sagt, at det var »intet mindre end kulminationen på et kup.«

Den unavngivne græske seniorforhandler siger til Mediapart:

»Eurogruppen er ikke et rigtigt demokratisk fungerende organ. De (den græske regering, red.) opdagede det på et meget sent tidspunkt, da de (eurogruppen, red.) ville smide Varoufakis uden for døren efter annonceringen af folkeafstemningen.«

Der tages ikke officielle referater i eurogruppen, som gør det muligt at tjekke mødeforløb eller holde deltagere fast på deres udsagn, pointerer seniorforhandleren.

I Lissabon-traktaten fra 2007 står der i en ganske kort protokol, at ministrene fra landene med den fælles valuta »skal mødes uformelt (…) for at diskutere spørgsmål relateret til det ansvar, de deler med hensyn til den fælles valuta.«

Ikke et ord om formelle kompetencer, beslutningsprocedurer, referatpligt eller andet i eurogruppen – den er i traktatmæssig forstand et uformelt mødeforum, ikke andet.

Den britiske jurist Jeremy Smith, direktør for netværket Policy Research in Macroeconomics (PRIME), har holdt beslutningsgangen op til søndagens eurotopmøde op mod reglerne for Den Europæiske Stabiliseringsmekanisme (ESM), som grækerne den 8. juli formelt ansøgte om et nyt treårigt låneprogram. En sådan ansøgning skal efter ESM-reglerne underkastes en formel vurdering fra EU-Kommissionen og ECB i samarbejde med IMF – dvs. trojkaen – som så skal sendes til ESM’s styrelse, der skal træffe den principielle beslutning om ja eller nej til et låneprogram. Siger styrelsen ja, får EU-Kommissionen i samråd med ECB og IMF til opgave at forhandle med ansøgeren – her Grækenland – om betingelserne for et låneprogram.

ESM’s styrelse består af eurogruppens finansministre, der altså her har en reel beslutningskompetence, men med en anden formel hat på end under eurogruppens uformelle diskussionsmøder.

Vurderingen af den græske ansøgning blev angiveligt produceret af trojkaen – på bare tre dage – men den er ikke offentliggjort, og der blev ifølge Jeremy Smith aldrig holdt det formelle, obligatoriske møde i EMS’ styrelse. I stedet overgik diskussionen om den græske ansøgning direkte til eurogruppens finansministre lørdag og derfra videre til eurogruppe-topmødet søndag. De samme mennesker, men ikke med den juridiske kompetence til at tage beslutninger som ved et formelt møde i ESM-styrelsen.

Ikke desto mindre traf topmødet beslutningerne og specificerede endog direkte flere ting om et eventuelt låneprogram – herunder at »nominelle haircuts (eftergivelser, red.) af gælden ikke kan foretages.«

»Hvad vi har set, er, hvis ikke et faktisk ’kup’, så i hvert fald en øvelse i ulovligt magtmisbrug (…) Rå politik og magt triumferede,« mener Jeremy Smith.

Han påpeger det uopklarede mysterium, at topmødets stillingtagen – herunder dets ’nej’ til gældseftergivelse – angiveligt var baseret på den fælles vurdering fra Kommissionen, ECB og IMF af den græske gældssituation, samtidig med at IMF faktisk havde produceret sin egen vurdering – offentligt kendt siden i tirsdags – som klart sagde, at Grækenlands gældsbyrde ikke kan betales tilbage, og at gældslettelser eller 30 års udsættelse af tilbagebetaling er nødvendig.

IMF-kilder har sagt til Reuters, at IMF-vurderingen var kendt af eurogruppen under topmødet, mens kilder i EU-Kommissionen over for Financial Times giver det indtryk, at man ikke kendte IMF’s påpegning af behovet for gældslettelse.

Forlad kontoret

En hel del er endnu uoplyst om det skæbnesvangre forløb frem mod den græske kapitulation. Hvad der står klart er, at europrojektet har lidt enorm skade og et både indre og ydre tillidstab i kraft af det brutale forløb.

»Der er intet ærværdigt over eurozonen Den er en monstrøs, udemokratisk kreditorfidus,« skriver den politiske økonom Philippe Legrain, London School of Economics, i tidsskriftet Foreign Policy.

Dertil er Tyskland endt som, med Legrains ord, en »ulykkebringende hegemon«.

Hans tyske kollega ved London School of Economics og direktør for konsulentnetværket New Global Strategy, Henning Meyer, kalder det »yderst smertefuldt for mig som tysker.«

»Men jeg er bange for, at Merkels og Schäubles politik er intet mindre end en katastrofe, også for Tyskland (…) Særligt Schäuble er blevet en reel belastning. Han burde pakke sine sager og forlade kontoret øjeblikkeligt,« skriver Meyer i tidsskriftet Social Europe.

Læs også: Habermas: Merkel spiller hasard med Tysklands ry

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Mihail Larsen i forlængelse af Bill Atkins seneste kommentarer.

Men bevares den almindelige græker har også begået fejl, middelklassen og opefter var med på vognen, de var ikke bedre end danskerne i nullerne.

Personlig syntes jeg, at en uvildig økonomisk rådgivning og generel undervisning i privatøkonomi, til borgerne, burde være en vigtig obligatorisk samfundsopgave, en vejledning alle borgere kan modtage, når de bliver f.eks 17 år.

Der er alt for mange borgere, der har fået den fejlagtige opfattelse, at den person, der sidder på den anden side af bordet i banken, er professionel i finansiering og investering, bankrådgivere er ikke rådgivere, men sælgere og fejl i titel, har været skyld i mange, personlige og økonomiske, tragedier igennem årene.

Medansvaret forsvare blot ikke det neo-liberale økonomiske apartheid system EU indføre!

Link fra 2024 det er meget værre i dag:

Det anslås, at omkring 800.000 borgere, står helt uden sygeforsikring.

Spædbørnsdødeligheden steg i perioden 2008-2010 med hele 43 procent:

Den græske stats udgifter til sundhedsvæsnet er blev reduceret fra 4,37 mia. euro i 2010 til 2,88 mia. euro i 2012. Målet for 2014 er at nå ned på 2 mia. euro, og regeringen forhandler med trojkaen om yderligere besparelser.

Gravide grækere uden sygeforsikring skal betale 4.850 kr. for scanninger og prænatale undersøgelser, 9.000 kr. for almindelige fødsler og 10.500 for kejsersnit.

Gebyrerne bliver opkrævet af skattevæsnet, hvis den fødende ikke kan betale.

Fra 2007 til 2012 er antallet af græske børn, som på grund af fattigdom er i fare for fejlernæring og manglende lægekontrol, steget fra 28,2 pct. til 30,4 pct.

I 2011 blev gebyret for almindelige lægebesøg hævet fra ca. 20 kr. til ca. 35 kr.

Der er desuden skjulte gebyrer på tidsbestilling, udstedelse af recepter m.v.

I 2011 blev brugerbetalingen på mange typer medicin hævet med 10 pct.

I begyndelsen af 2014 blev regering nødt til at droppe et planlagt gebyr på indlæggelser på ca. 190 kr. på grund af folkelige protester.

Fra 2007 til 2011 steg antallet af selvmord med 45 procent

»Sygdomme som kræft betragtes ikke som akutte, medmindre du befinder dig i den terminale fase.«

Kilder: The Lancet og Médecins du Monde, Læger Uden Grænsers mf. 2014

Sult i Grækenland 2015
Fra link:
"According to 42,727 questionnaires filled by parents of school students in 23 prefectures of the country:

54% of the families experience food insecurity
21% of the families experience hunger.

Polls 2015

Following these recent complaints by teachers that some children are going to school on an empty stomach, the Prolepsis Institute of Preventive Medicine, Environmental and Occupational Health released on Wednesday, data from a survey that indicates the extent of the problem.

The organization polled pupils at 64 schools in Athens and found that

25% of the children’s families were suffering from hunger
60% were suffering from food insecurity, i.e. they do not get enough food.
In 61 % of cases, one of the two parents had no income at all (salary or pension).
17% of the families have no income at all.
22% of the familes have 3 or more children."

Link: http://www.keeptalkinggreece.com/2015/02/12/poll-25-of-athens-school-chi...

Torben Nielsen, Torben R. Jensen, Erik Pedersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Hvorfor er den sociale ulighed i Grækenland blandt Europas højeste? spørger Mihail Larsen naivt.

Læs ovenfor og indse at Grækenland indtil 1.1. 2015 vat et superkapitalistisk land hvor elitens overforbrug, via et korrumperet og bedragerisk samarbejde mellem elite og Stat, blev transmitteret ud til de lønmodtagere, der betaler deres skat. I et land hvor beboerne på øerne, aktive bygherrer, skibsfart, og turisterhvervende af hensyn til valutaindtjeningen er fritaget for skat er det vel ret svært at opgøre uligheden. Jeg har rejst Grækenland på kryds og tværs i flere omgange i perioden 1974 til 1990 og jeg har ikke oplevet synlig fattigdom eller tiggeri som jeg eksv har oplevet det i Spanien.

Til sidst spørger Mihail Larsen polemisk:

Hvorfor er den statslige forvaltning og retsvæsenet dysfunktionelle?

Kunne man måske få noget dokumentation?

For hvis det er en påpegning af manglende forfølgelse af finanssvindlere, så skal vi blot kigge til Danmark hvor forskellige leaks om skattely ignoreres af skattevæsenet, og den ene bande aktiedyrkere efter den anden forlader retsalene uantastet...

Mihail Larsen

Udenomssnak

Jeg ved ikke. hvorfor Phillip og andre fortæller mig, hvor skrækkeligt, det står til i Grækenland. Det ved jeg faktisk godt i forvejen. Men endnu mere undrer jeg mig over, at det ikke får de samme personer til at indse, at det græske samfund har behov for nogle fundamentale reformer. Det har folkevalgte græske politikere haft mulighed for at gennemføre i mindst de 40 år, der er gået efter oberststyrets afvikling, men undladt at gøre. I stedet har de pantsat landet til udenlandske kreditorer.

Så længe de græske politikere - og det græske folk - ikke vil erkende, at de selv bærer et hovedansvar for tragedien, men i stedet skælder ud på deres kreditorer - som en syg, der ikke vil erkende sin sygdom, men i stedet overfuse lægen - så længe er der ringe udsigt til, at de vedtager reformer, som gør landet økonomisk selvstændigt. I rigtig mange år har de haft mulighederne for på egen hånd og med egne midler at rette op på forholdene, men ikke gjort det. Det er derfor, at det nu er kommet så vidt, at der skal en hestekur til - i al fald, hvis grækerne fremdeles ønsker at være med i EU og euroen og fremover vil have adgang til nye kreditter. Det står dem frit for at lade være.

Grækernes Achilles-hæl er først og fremmest et udueligt skattevæsen, der er tynget af skiftende regeringers behov for at pleje særlige klient-interesser. Effektiviteten er gennemhullet af undtagelser, urørlige privilegier, et kæmpestort sort marked og udbredt korruption. Og en stædig afvisning eller omgåelse af reformer, der kan begrænse disse elendigheder.

http://www.faz.net/aktuell/wirtschaft/eurokrise/griechenland-krise-alexi...

For nogen mennesker er verden monolitisk - som en stålkugle - uden lagdeling, udenfor tid, uden indre kausale sammenhænge.

Torben Nielsen, Niels Duus Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Hvis nogen mener, at Grækenland både selv er skyld i de aktuelle gældsproblemer, og at Grækenland også er i stand til at betale gælden, så giver euro-landenes tilbud og krav til Grækenland god mening. Men holder den ene eller begge de to forudsætninger kun delvist, så kan udspillet fra Euro-gruppen kun opfattes som kreditorernes forsøg på at fravriste grækerne flest mulige værdier inden en bankerot.

Hverken verdens førende økonomer eller IMF tror, at Grækenland kan betale gælden. Den tvivl har været der siden 2010, hvilket også fremgik af sidste uges debat om IMF's forbehold overfor de aktuelle betingelser:
http://www.ibtimes.com/greece-debt-crisis-imf-call-greek-debt-relief-cap...

Euro-landenes tilbud/krav til Grækenland ser da heller ikke ud til at tage hensyn til græsk økonomi fremover, men er en lang liste over mulige kilder til overførsel af penge til kreditorlandene. Det burde især Øst-tyskerne have en del erfaring med efter, at Rusland tilsvarende tømte landet for værdier i kølvandet på den seneste verdenskrig. Det tyske forslag om en midlertidig udtræden af Euroen var på den baggrund en svinestreg, hvor man både ville beholde gælden, bestemme politikken og frasige sig fremtidig risiko.

Gældsproblemet burde dreje sig om at fjerne de fejl, der er i græsk økonomi, at afskrive en del af gælden og give henstand med resten, samt at lave en omfordeling mellem Euro-landene for at modvirke de mekanismer i Euro-samarbejdet, som gør, at pengene havner i Tyskland.

Det er formentlig især det sidste, som de konservative tyske økonomer og andre nyliberalister er imod, fordi det vil være en erkendelse af, at de nyliberale ligevægtsteorier systematisk skævvrider økonomien.

Hardy Hansen og Henrik Herløv Lund skrev en let forståelig artikel om Finanspagten i 2012:
http://www.information.dk/295225

Artiklen fremhæver den manglende udligning af over- og underskud, som det væsentligste problem for de europæiske økonomier, ligesom det og påpeges, at Tyskland høster alle fordelene, medens de europæiske demokratier og befolkninger sættes uden for indflydelse.

Tyskerne er med Finanspagten godt i gang med at underlægge sig Europa, men det er ikke den menige tysker, der nyder godt af den restriktive tyske finanspolitik, som ødelægger økonomien i hele Europa. Det kan endda være tvivlsomt om pengene rent faktisk lander i Tyskland, foreløbig har Merkel dog sikret sig gælden ved at overtage de private bankers udlån.

Torben Nielsen, Erik Pedersen, Bill Atkins og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Mihail Larsen

Først konstaterer du, at jeg ikke skulle have forhold mig til dine synspunkter, og dernæst bruger du resten af dit indlæg på at forholde dig til spørgsmål, som vi ikke har diskuteret.

Du påstår, at

”i disse spørgsmål er jeg på linie med et overvældende flertal af historikere, politologer og økonomer.”

Hvilket er et tomt udsagn, så længe du ikke præciserer nærmere, hvilke spørgsmål det mere præcist drejer sig om. Hvis det handler om effekterne af Trojkaens sparepolitikker, kan vi i alle tilfælde hurtigt konstatere, at dit udsagn ganske enkelt må betegnes som vås.

Jeg er enig i:

"Hvis man ikke vil forholde sig til disse grundlæggende spørgsmål, men alene fokusere på långivernes mulige motiver og interesser, så har man på forhånd invalideret sin analyse. Så har man afskåret sig selv fra en vigtig 'solid faglig viden' og afsløret, at man i virkeligheden ikke er interesseret i at kende de reelle årsager, fordi de er 'ubekvemme'. Den sport kaldes 'fortrængning'.”

Jeg har ikke i indeværende sammenhæng beskæftiget mig med långivernes motiver og interesser, men derimod med effekterne af deres handlinger, og jeg ved ikke, hvorfor du bringer spørgsmålet på bane her.

I alle tilfælde er problemet, at din analyse af disse grundlæggende spørgsmål er akkurat lige så enøjet og misvisende som analyserne hos de, der kun fokuserer på långivernes motiver og interesser. Der er absolut intet i dine skriverier, der tyder på, at du nogen som helst forståelse for de indbyggede problemer i eurozonen, og som i betydeligt omfang har bidraget til at forværre den græske krise – ikke mindst i perioden efter 2010. Det handler om eurozonens grundlæggende funktionsmåde, det handler om de politiske valg, der er blevet truffet inden for denne, det handler om de politiske rammer for de økonomiske politikker osv. Den manglende forståelse – eller i hvert inddragelse - af disse spørgsmål kunne vi måske kalde fortrængning? Med mindre det da er ren uvidenhed.

I modsætning til hvad du åbenbart tror – det er i hvert fald svært at tolke dine indlæg anderledes - er det ingen modsætning mellem at fremhæve dette forhold og så anerkende det græske samfunds dysfunktionelle karakter mht. manglende skatteopkrævning, korruption osv. (om end jeg finder dine forklaringer på disse forhold problematiske og igen alt for meget præget af politisk-moralske fordomme). Det er ikke en enten-eller men derimod et både-og.

Tilsvarende er der heller ingen modsætning mellem at anerkende disse forhold og forholde sig kritisk til den af Trojkaen pålagte ”reformpolitik”, der snarere end at løse det græske samfunds grundlæggende problemer bidrager til at forværre disse. Trojkaens ensidige fokusering på besparelser og budgetbalancer har i denne sammenhæng haft katastrofale effekter – med mindre der blot skal sættes lighedstegn mellem reformer og besparelser.

Jeg påpegede for et par uger siden, hvorledes dit europapolitiske udsyn – eller mangel på samme - åbenbart fik dig til at ”glemme” (eller måske snarere fortrænge?), at der findes en pro-europæisk venstrefløj, der forholder sig kritisk-afvisende til sparepolitikken. Og her har vi tilsyneladende en ny fortrængning:

Der er intet til hinder for at anerkende det græske samfunds dysfunktionelle karakter – jf. også eksempelvis Bill Atkins’ redegørelse for de græske skattereformer i sidste del af 90erne ovenfor – og samtidig forholde sig kritisk til Trojkaens politikker.

Henrik Plaschke

Mihail Larsen

I modsætning til dig har eksempelvis Financial Times’ Tony Barber (20. juli) ingen problemer med at anerkende, at rødderne til Grækenlands aktuelle problemer ikke kun er internt græske, men også forårsaget af kreditorernes politikker. Han forholder sig stærkt kritisk til græsk politik, inkl. Syrizaregeringens, men tilføjer så:

“Yet the 2010 bailout was flawed. Far from laying the groundwork for growth, it sank Greece into a depression so severe that any government would have struggled, in deteriorating social conditions, to stick to a reform project beyond anything in the nation’s experience.”

Det er denne forståelse af sparepolitikkens katastrofale karakter, som glimrer ved sit totale fravær hos dig. Dine analyser er herved intet andet end moralske opstød og ideologi.

http://www.ft.com/intl/cms/s/0/a5072de6-2ec5-11e5-8873-775ba7c2ea3d.html...

Torben R. Jensen

Henrik Plaschkes link kræver vistnok abonnement på FT.
Her er et andet link til artiklen med Toni Barber:
http://gulfnews.com/opinion/thinkers/the-greece-west-love-and-hate-1.155...

Henrik Plaschke

Torben R. Jensen

Tak for denne nyttige tilføjelse vedr. FT.

Men man behøver faktisk ikke at have abonnement på Financial Times for at læse bladets artikler. Bladet kan i øvrigt stærkt anbefales: det er kendetegnet af en saglighed, en åbenhed og en pluralisme, som i høj grad kan savnes i den danske presse.

For at få adgang til en FT-artikel kan man således google artiklen, hvilket kræver en præcis angivelse af forfatter og titel. Det angav jeg beklageligvis ikke (undskyld!), men den følger her: Tony Barber Love and hate between Greece and the west. Denne metode giver ikke ubegrænset adgang, men dog alligevel ganske gode muligheder.

En anden mulighed er at oprette sig selv som bruger på ft.com. Det giver adgang til et vist begrænset antal artikler pr. måned, men det er bedre end ingenting.

Philip B. Johnsen, Frank Jakobsen, Henriette Bøhne og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

www.opendemocracy.net er netop fremkommet en vigtig tekst om Syrizas dilemmaer og EU’s lange march mod en mere solidarisk union. Tekstens forfattere af tre fremtrædende filosoffer: Etienne Balibar (Frankrig), Sandro Mezzadra (Italien) og Frieder Otto Wolf (Tyskland), og de er interessante repræsentanter for den pro-europæiske kritik af sparepolitikken, som er alt for lidt repræsenteret i Danmark, og som tydeligvis forstyrrer Mihail Larsens forenklede verdensbillede.

Erik Pedersen, Torben R. Jensen, Bill Atkins og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Henrik Plaschke
Den fysiske vold, mod de mest økonomisk udsatte i Grækenland, der ligger i EU's magtudøvelse i Grækenland, undervurderes i dette forum, hvor langt plutokratiet vil gå for, at beskytte deres interesser, men meget spændende alligevel, med god beskrivelse af betydningen af den sidste demokratiske græske folkeafstemning 5. Juli 2015.

Piræus vrimler med tiggere og hjemløse, som var man i et uland - eliten har fået fingrene i de fattiges indkomst. Om kort tid er fortiden udvisket og samfundsændringer tillægges Syrizas dårlige ledelse...

....Og anti-hellenisterne og de højreorienterede godter sig.

Niels-Simon Larsen

SKYLD.
Mange artikler handler om, hvem der har skylden. Her er det, om den almindelige græker har en medskyld i det økonomiske kaos. En anden artikel går på, om det er min egen skyld, at jeg er for fed, for stresset, for spillegal, for nærtagende, for ligeglad eller for et eller andet andet.

Engang gik debatten på arv og miljø. Interessant debat.

Hvis man lægger skylden over på nogle andre eller noget andet, så er der ikke meget tilbage (om overhovedet noget) af det enkelte menneske. At bære på skyld eller skal vi sige erkende sit medansvar er noget fundamentalt menneskeligt.
Jeg kan ikke lade være at tænke på, at en af grundene til religion netop er fratagelse af skyld og ansvar. Mennesket er aldrig frit, altid plaget, men at bære denne plage hører med til det at være menneske.
Derfor er jeg tit mistænksom over for dem, der fralægger sig skyld eller opmagasinerer den hos en frelserfigur, levende eller genopstanden eller finder en målgruppe, man kan give skylden.
Jeg kender for resten en, der har oprettet et firma, der pudsigt nok hedder "Vi tager skylden". Man kan bare ringe.

Philip B. Johnsen

Valget i Storbritanien vise vejen, så sig dog fra over for Laissez-faire neoliberalismen, der er begrænsning på udøvelsen af politik, afskaffelse af demokratiet og indførsel af plutokrati, befolkningen vil regering, langsigtede bæredygtige mål, opbygget på fremtidssikret og realistisk politisk vision og politisk, veldefineret strategi for realisering, omfordeling og mindre ulighed ikke diktatur og underkuelse.

Mulighede er der, der bliver mindre vækst, global opvarmning mm. de fysiske rammer tæmmer væksten og folk vil noget andet!

Britiske parlamentsvalg 7. maj 2015.
Det er et valg der på overfladen overrasker, for fattigdommen er vokset meget i denne valg periode, selvom der er skabt mange arbejdspladser, men det er 'working poor' arbejdspladser, ca. en million er dagligt afspist af suppekøkkener i Storbritannien, men tilliden til Labour udeblev alligevel igen, hvorimod det langt mere venstreorienteret skotske SNP, der gik til valg på dette emne, nej til ulighed, fik et jordskredsvalg, men der kunne, som bekendt, ikke stemmes på SNP, uden for Skotland.

Noget kunne tyde på, at mange gamle Labour vælgere, har stemt Det Konservative Parti i protest, fordi der, når det kommer til stykket, ikke er stor forskel på New Labour politikken og Det Konservative Parti politik, begge støtter neoliberalismen. Så hellere Det Konservative Parti politik, der godtnok ikke, får folk ud af fattigdom, mange flere fattige, men trods alt, skaber arbejdspladser og muligvis en lille skattelettelse, til de fattige, der er så heldige, at have et job til sulte løn.

Vi så noget af det samme til valget, hvor ingen der traditionelt høre til på midten, af dansk politik, ønske en højreorienteret uligheds og klimakatestrofe skabende regering, men alt er bedre end, at blive røvrendt, af sine egne (S og R) med samme politik, men uden skattelettelser og alligevel forringet velfærd, så de stemmer DF.

Sig fra over for (S) nok er nok.

Niels-Simon Larsen, hvem taler om personlig skyld (bortset fra hvis nogen har været i ond tro). Jeg er ked af det Niels, jeg kan ikke følge din lommefilosofiske frikendelse af alt og alle, når det er bevist (Piketty) at der implicit i kapitalismen ligger en tendens til akkumulering af formue, produktionskapital, og indkomst hos de ganske få. Samt at kapitalismen som system implicit kræver vækst og konkurrence istedet for ligevægt og samarbejde. Desværre Niels.

PS anti-hellinisterne og de højreorienterede har - hvis du gennemlæser kommentarerne - allerede været ude og give Syrizas ledelse skylden for at Grækenlands fattige skal endnu længere ned i mødet -så den diskussion må du - retfærdigvis - nok finde dig i Niels.

Ret til: anti-hellasnister ...og ned i møjet

Niels-Simon Larsen

@Bill: Socialismen, som du står for, har den akilleshæl, at kapitalisterne også er mennesker. Når vi ikke har fundet ud af at lave 'det gode samfund' endnu, så skyldes det altså disse kapitalister. Det er jo ikke så godt, for det tyder på, at de er for stærke, desværre. Mennesker vil gerne være kapitalister og dermed undertrykke hinanden. Menneskematerialet er for dårligt, og hvem skal gøre noget ved det?

Meget er forsøgt gennem tiden. Da jeg var dreng, var der en bog, der hed, 30 år blandt de vilde. "Og så ville de ikke alligevel", blev der som regel tilføjet. Nej, vi ville ikke det, vi skulle - være selvstændige.
Nogen vil måske spørge mig, hvordan jeg kan leve med det syn på mennesker? Jo, man kan vænne sig til meget. Helt har jeg nu ikke vænnet mig til det endnu. Jeg vil heller ikke støtte noget, der gør tingene værre end de er, og hvad skal man så tage fat i?
Lad os bare være uenige. Det gør ikke noget. På en måde går vi på arbejde begge to, og når vi kommer hjem, tømmer vi lommerne. Det er ikke så godt at komme hjem med tomme lommer og give en sludder for en sladder. Jeg er dog sikker på, at du også fabrikerer noget selv.
(Fra i morgen er Jeg væk nogle dage). God sommer!

Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen
God sommer et par dage, skal være dig vel undt.

Henrik Plaschke

Bill Atkins

Din beskrivelse ovenfor (22. juli - 09:45) af hvornår den græske økonomis faktiske gældssætningsniveau først blev "opdaget", svarer til den gængse fremstilling af dette forhold:

Hvor alvorligt det stod til blev derfor først opdaget, da Pasok kom til magten. Det viste sig at landets budgetunderskud var oppe på 12,7% af BNP…

Men fremstillingen er muligvis ikke korrekt. Ifølge en artikel i det hollandske NRC Handelsblad fremlagde EU-Kommisær Joaquín Almunia allerede den 2. juli, 2009 (Pasok vandt først valget i starten af oktober 2009) et memorandum, hvoraf det fremgik, at situationen for de græsk offentlige finanser var langt mere kritisk end hidtidigt antaget:

The document notes the Greek government had seriously underestimated the impact of the recession. The budget deficit for 2009 was adjusted from 3.7 percent to 5 to 6 percent. The memo said the Greek government had failed to carry out some of the required measures to reduce the deficit and had not supplied all data requested. "Should these trends continue over the year the central government deficit would exceed 10% of GDP, which contrasts with the official annual target for the central government deficit of 5% of GDP," the memo stated.

This means Ecofin already knew the budget deficit for 2009 would be double the amount predicted earlier, and was very aware it might double again.

Men denne opdagelse førte ikke til videre politiske reaktioner fra EU-institutionernes side. Hvorfor ikke?

Why then did it take the European finance ministers months to express their indignation about the matter? In Brussels, speculations abound that the timing of Greek elections played a part in this delayed reaction. Some think Greece’s European partners withheld the incriminating information until after the Greeks went to the ballot box, in a failed attempt to help the conservative government stay in power.

There is no direct evidence to support these rumours, but still, in light of other recent events, the proposition does not seem far-fetched. Germany, which violated European regulations on state aid to the private sector when it bailed out car manufacturer Opel this summer, was only reprimanded by the EU for its bad behaviour after its September elections, which many wanted German prime minister Angela Merkel to win. Did Karamanlis receive similar support from allies in Europe?

Videre hedder det:

The same diplomats confirmed the European statistical agency Eurostat had received data from Athens in 2008 that it found so peculiar it had suggested leaving the pages dedicated to Greece blank. A suggestion rejected by the European Commission.

It turns out conservative finance ministers have been meeting for breakfast before Ecofin summits. According to their spokespeople, these breakfast meetings serve as a means of coordinating political strategy. José Manuel Barroso, chairman of the commission, and Jean-Claude Juncker are both members of the conservative European People’s Party.

Og

The memo circulated in July [dvs. juli 2009] would have been enough for them to open a frontal attack on Greece, but they held back until the socialist Papaconstantinou’s first met with his Ecofin colleagues last October. After that verbal aggression continued right up until last week, when Greece’s prime minister, George Papandreou, presented proposed cutbacks to other EU leaders.

If the rumours are false, and Karamanlis’ Ecofin colleagues were not keeping mum to help him out at the polls, they were either careless or it was Papaconstantinou himself who went public with the information that the budget deficit had doubled.

Jeg er ikke bekendt med andre forsøg på at følge op på denne historie – ud over en reference i en artikel af det tyske Handelsblatts tidligere chefredaktør Bernd Ziesemer: Die kurze Gedächtnis der Angela Merkel, Handelsblattz, 10. maj, 2010. Jeg er selv blevet opmærksom på historien gennem denne artikel.

http://vorige.nrc.nl/international/article2442172.ece/brussels_knew_abou...

Bill Atkins, Philip B. Johnsen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Grethe Preisler

Nu er det ellers lykkedes for mig, at ignorere dit fnisende indlæg d. 18.07 kl. 13:14 i 8 dage - hva' rager det egentlig mig, hva' du griner af - men så alligevel.

Du burde skamme dig over indlægget, som peger direkte tilbage til kampagnen i 1972 om dansk deltagelse i det daværende EF, hvor tyskerhadet florerede.

Det hører ingen steder hjemme at godte sig over chikane af andre mennesker - heller ikke tyskere.

Henrik Plaschke

New York Times har netop bragt en fin artikel af den amerikanske økonom Joseph E. Stiglitz:

http://www.nytimes.com/2015/07/26/opinion/greece-the-sacrificial-lamb.ht...

Grethe Preisler, Bill Atkins, Philip B. Johnsen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Artiklen i NY times støtter IMF's krav om reduktion af gælden, og IMF ser i øjeblikket ud til at være de eneste, som er interesserede i en løsning til gavn for Grækenland.
Beskyldningerne om, at private særinteresser (i og især uden for Grækenland) bliver tilgodeset er nyt.

Niels-Simon Larsen, jeg ser ikke kapitalismen som enkelte personer, men som et selvkørende system uden egentlig styring andet end den styring, der ligger i systemets indre intentioner... og det er så her jeg kan en lang remse af systemfejl - men der er ingen af dem, der omfatter den fabrikant, der forfølger en god ide og organiserer arbejde, også til andre end sig selv...

Sider