Læsetid: 6 min.

Alle grænser bliver flydende

Hvor er de transkønnede karakterer i dansk litteratur? Og hvad laver de, når de er der? Mads Ananda Lodahl har læst alle danske romaner med centrale transkønnede karakterer. Der er fire. Sådan cirka
Hvor er de transkønnede karakterer i dansk litteratur? Og hvad laver de, når de er der? Mads Ananda Lodahl har læst alle danske romaner med centrale transkønnede karakterer. Der er fire. Sådan cirka

iBureauet/Mia Mottelson

20. juli 2015

Da jeg lavede research til denne artikel, bad jeg nogle tusinde mennesker på Facebook (hvoraf måske halvdelen var transpersoner) om at nævne romaner af danske forfattere med centrale transkønnede karakterer.

Adskillige akademikere hævdede, at man kunne »læse det transkønnede ind« hos både Herman Bang, Karen Blixen og H.C. Andersen, men jeg var altså på udkig efter bøger, hvor man ikke skulle »læse noget ind«, og jeg fandt sammenlagt tolv bøger.

De fleste af dem var desværre ikke romaner, men selvbiografier, der alle fulgte den samme formel: Beskrivelse af forældrene og barndommen, smertelig erkendelse af »at føle sig fanget i den forkerte krop«, senere udpenslende beskrivelser af det, nogle kalder bottom surgery, og til sidst en beskrivelse af det gode liv hinsides skalpellen.

Litterært set kedeligt og forudsigeligt, men uden tvivl vigtigt for andre transpersoner og dermed berettiget vil jeg sige. Den seneste af disse biografier, Forklædt som mand – da far blev mor, følger også ovennævnte formel. På omslaget præsenteres bogen på en måde, som mange transpersoner nok vil opleve som krænkende. Forfatteren Michelle Klæstrup er trans-kvinde, men ordet ’MAND’ står med fede typer, næsten som en fornærmelse, på både forside og bogryg. Bag på bogen beskrives Klæstrup som både ’han’ og ’hun’, der er et billede af hende, fra før hun transitionerede, og sensationsprægede beskrivelser af operation og kønsdele bruges som salgsgimmick på flapperne.

Jeg ved ikke, hvordan Klæstrup har det med det, men det er alt sammen i direkte modstrid med de fleste transkønnedes generelle ønsker om etikette.

Den første kønsskifteoperation

Den mest kendte af de danske trans-selvbiografier er Lili Elbes Fra mand til kvinde – Lili Elbes bekendelser, der grundlagde genren. Elbe fik som den første i verden en såkaldt kønsskifteoperation i Tyskland i 1930, og et filmhold fra Hollywood var i foråret i København for at optage scener til en film om hende, som forventes i biografen til efteråret.

Filmen hedder The Danish Girl, selv om Elbe, der boede i Paris, skriver om sig selv, at hun »er pariserinde, og hvis det ikke er en nationalitet, så har jeg ingen«.

Bogen er interessant, fordi den både har en jegfortæller, men samtidig fortæller i tredjeperson om både en kvinde og en mand, som om de er tre separate personer. I virkeligheden er både jeg’et, kvinden, manden og forfatteren én og samme person.

De detaljerede beskrivelser af operationerne må være blevet føjet til genren senere, for hos Elbe er de fuldstændigt udeladt.

I stedet får operationerne et præg af magi, da Elbe vågner op efter den første operation, som læserne ikke ved, hvad går ud på, og pludselig har fået en kvindes stemme, sind og endda en håndskrift, der komplementeres af en læge med ordene: »Det kunne ingen mand have skrevet«.

I dag ville bogen nok blive kaldt autofiktion, og selv om jeg ikke har talt den med som en roman, kunne jeg måske godt have gjort det.

Måske kan man slet ikke genreopdele bøger så skarpt i virkeligheden, for hvornår er noget overhovedet en roman? Alle grænser bliver flydende.

Et meget lille udvalg

Jeg endte med sølle fire danske romaner med centrale, transkønnede karakterer. Thomas Holcks Hamskifte, Alex Zichaus Ubehagets Soundtrack, Cecilie Rosdahls Pink og Ina Bruhns Min Fucking Familie.

Hvis jeg havde efterspurgt romaner med heteroseksuelle, ciskønnede mænd i hovedrollen havde forholdet nok været omvendt: Jeg kunne have spurgt fire personer og fået anbefalet tusindvis af bøger, og nok er transpersoner en minoritet, men næppe i det størrelsesforhold.

I Hamskifte skaber Holck en jeg-fortæller, som møder transmanden Alex i en sydfransk by i 1980’erne. Alex, der vistnok er bygget over forfatteren, fortæller jeg’et, som er forfatter, sin livshistorie, og der er ingen anden handling i bogen, end at de to mødes og taler sammen.

Men det lille greb med at placere forfatterens livshistorie i en fiktiv karakter og det smukke, beskrivende sprog, der måske er lidt vel smukt til en troværdig dialog, giver alligevel bogen en følelse af et litterært og fiktivt rum, der hæver den over den personbundne selvbiografi. Med Ubehagets Soundtrack bliver translitteraturen ifølge queerteoretiker Dag Heede for alvor litterær, eftersom den bevæger sig ud af den gamle formel og beskriver en transidentitet, som er problemfyldt, og ikke fortæller en lineær, triviel historie om lykken på den anden side af operationen.

I Ubehaget er det hele kompliceret: kønnet, samfundet, selvet. I en prolog skriver Zichau, at han skrev tekster i sit gamle punkband, der var så kryptiske, at de »kunne tydes på alverdens måder«.

Desværre er sproget og fortælleforholdet i Ubehaget stadig alt for kompliceret til min smag, og jeg ville ønske, at Zichau havde lagt sig endnu længere væk fra det kryptiske sprog, så historien og refleksionerne kunne stå tydeligere frem.

I Pink er Rosdahl, der ikke selv er transkønnet, gået journalistisk til værks og har interviewet en række transkvinder og bygget sin roman op over deres erfaringer og historier.

Vi følger jeg-fortælleren, som lever et småkedeligt liv som tændlæge og familiefar med et ønske om at blive kvinde.

Vi følger hele spring-ud-processen, konflikterne med familien, jeg’ets (lesbiske) kærlighedsforhold til en anden kvinde, og vi kommer med til Thailand, hvor vi traditionen tro ikke spares for detaljerne.

Pink fra 2014 er den første danske roman om en transkvinde, hvis man ikke tæller Lili Elbe med.

Hvis man leder længe nok

Min fucking familie er en ungdomsroman og klart en af mine favoritter på listen. Jegfortælleren er den 15-årige transdreng Christoffer fra en rig familie med masser af vold, misbrug og ondskab, og romanen er befolket af et enormt og usympatisk persongalleri.

Det hele er beskrevet med en kynisme, der vækker mindelser om Martin Kongstad, og selv om Christoffer og hans transkønnethed står i midten af det hele, fylder det ikke ret meget i historien. Gennem bogen får vi præsenteret en lang række forklaringer på, hvorfor han er transkønnet, og alle forklaringerne får lov til at stå som ligeværdige ved siden af hinanden, men romanen handler mest om Christoffers familie, og det er altså dejligt, når bøger med queerpersoner også kan handle om andet end queerhed.

Jeg læste også Leonora Christina Skovs gotiske roman Silhuet af en synder, men hvis man definerer en transperson som en, der »er uvenner med sit biologiske køn«, som Teit Ritzau gør det i forordet til Lili Elbes bekendelser, er der kun en lille, transkønnet birolle i bogen, selv om nogle, blandt andre Skov selv, også ’læser’ fortælleren som trans.

Det var i øvrigt en fantastisk bog med masser af queerkarakterer, og selv om jeg ikke har talt den med som en roman med en central, transkønnet karakter, kunne jeg måske godt have gjort det, for hvad vil det overhovedet sige at være trans?

Måske kan man ikke sætte så skarpe skel op mellem dem, der er, og dem, der ikke er?

Jeg læste Niviaq Korneliussens Homo Sapienne. Jeg var ikke så imponeret over bogen, men hun kommer i hvert fald omkring hele LGBT-pailletten med både flere lesbiske, en bøsse, en biseksuel og en transkønnet karakter.

Så er spørgsmålet selvfølgelig, om Korneliussen er en dansk forfatter, når hun er fra Grønland, og her ligger en diskussion af Danmark som et af de få lande i verden, der stadig har kolonier, og af spørgsmålet om, hvornår man bliver enten tvunget til eller nægtet at være dansker. Og hvad vil det overhovedet sige at være dansker? Lili Elbe mente jo selv, hun var pariserinde, selv om hun stod som en dansk mand i papirerne. Alle grænser bliver flydende.

Der er en transmand i Naja Marie Aidts novelle »Sår« fra samlingen Bavian, og der sniger sig forskellige transelementer ud og ind af for eksempel Bjørn Rasmussens og Tomas Lagermand Lundmes forfatterskaber, men nu er vi altså også ude i det helt store detektivarbejde. Og så kan der selvfølgelig være bøger, jeg ikke har hørt om. Jeg håber det.

Men det var det. Der er ikke mere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ORANGE IS THE NEW BLACK har Sophia Burset.

HIT & MISS følger en transkønnet lejemorder, der opdager at hun har en søn. (kan ses på Amerikansk Netflix via Hola-plugin)

I filmen WILD ZERO opdager den nyforelskede Ace at hans pige har en penis. Det er han dybt rystet over. Men ud af det blå materialiserer der sig en rockstjerne, som deklamerer: "ACE! Love has no borders, nationalities or genders! DO IT!"
Elsker den scene!

... Så jeg er stødt på transkønnede karakterer inden for filmmediet. Men jeg kan faktisk ikke nævne nogle bøger - heller ikke uden for det danske marked. Er det virkelig muligt at filmmediet, der typisk anses for underlødig kassetænkning, er længere fremme i skoene?