Læsetid 8 min.

Ingen må tro, de er ’de gode’

Folk, der hævder at bekæmpe fascismen, kan være lige så fascistiske som alle andre, siger journalist og debattør Søren K. Villemoes, der de kommende måneder er redaktør på Weekendavisens litteraturtillæg. Information har talt med ham om litteratur, den gode smag, krænkelse, venstrefløjens blinde pletter og arven fra faderen
’Når der pludselig er konsensus om, at noget er rigtigt eller forkert, breder der sig en konformisme, og så vil jeg altid holde med dissidenten. Nærmest pr. automatik,‘ siger journalist og debattør Søren K. Villemoes.

’Når der pludselig er konsensus om, at noget er rigtigt eller forkert, breder der sig en konformisme, og så vil jeg altid holde med dissidenten. Nærmest pr. automatik,‘ siger journalist og debattør Søren K. Villemoes.

Sigrid Nygaard
1. august 2015

Før Søren K. Villemoes vidste noget som helst om politik og samfundsforhold, vidste han, at folk kan »flippe helt ud«, hvis de får noget at vide, som ikke passer ind i deres verdensbillede. At folk, der hævder at være de gode, de ordentlige og de rigtige, kan vise sig at være lige så onde og modbydelige som andre mennesker.

I barndomshjemmet på Vesterbro i København blev han opdraget til altid at tænke selvstændigt og kritisk. Man måtte aldrig bøje sig for repressive fællesskaber, der pålagde en nogen form for konventionel tankegang. Det var det vigtigste.

Den 33-årige skribent og statskundskaber er i dag nok mest kendt som en ekstraordinært aktiv facebookdebattør – og for at have byrettens ord for at måtte kalde 11. september-skeptikeren Niels Harritt en »tosse«.

Det var også på Facebook, at Søren K. Villemoes forleden annoncerede, at han de kommende måneder er redaktør på Weekendavisens litteraturtillæg. Information møder ham på Blågårdsgade nær hans hjem. Han har altid boet på stenbroen og boede også på Nørrebro, da Ungdomshuset på Jagtvej endnu var aktivt.

For nyligt har han offentligt kritiseret den politiske korrekthed og en krænkelseskultur i vækst, og det var netop i Ungdomshuset, han første gang oplevede det, han kalder et safe space. Der blev udøvet en slags ekstrem politisk korrekthed, husker han, hvor man måtte gøre, hvad man ville, så længe man ikke sagde noget, der kunne fortolkes racistisk, sexistisk eller homofobisk. Det var den politiske korrekthed, som han ellers stort set kun havde oplevet engang i 1990’erne, hvor han fortalte sin mor om en mand, der var »fed«, og fik at vide, at manden ikke var »fed«, men »overvægtig«.

»Men vi talte jo om det samme. Det var newspeak, hvor man erstatter ord med andre og alligevel taler om det samme. Nu har jeg set, hvordan den måde at tale på, der før ellers næsten kun eksisterede i Ungdomshuset, har spredt sig til resten af samfundet,« siger han og tilføjer, at det er fint nok at have et safe space i Ungdomshuset. Problemet opstår, når det begynder at brede sig i det offentlige rum.

Koderne

Han taler engageret om, hvordan han altid har lært, at politisk korrekthed er åndssvagt. Han er vokset op med Robert Crumb-tegneserier og gangsterrap, og som barn sad han ofte med sin far og så splatterfilm. Det lå i dna’en, at de forstadsmødre, der klagede over farlig musik, var til grin. De havde ikke fattet noget. Litteraturen og kunsten måtte altid være så fri som muligt, for ellers kunne den ikke udfolde sig, som den ville.

De koder, der altid har været i samfundet, for hvad der er det gode og det smukke, blev for ikke mange år siden opstillet af præster og højskoleforstandere. I dag – mener han – er det i høj grad folk, der hævder at tale på de svages vegne, som står bag:

»Før skulle man beskytte samfundet mod pornografien, fordi den fornedrede alt, men i dag skal man gøre det, fordi porno undertrykker kvinder. Man vil det samme som før, men argumentet er, at man gør det for de undertryktes skyld. Det vidner om, at der er sket en magtforskydning, og at der i dag er folk, der kan hævde en form for magt på baggrund af, at de er svage. Svaghed kan i dag være en kilde til magt.«

Det er langt hen ad vejen venstrefløjen, der har overtaget forstadsmødrenes frygt, mener Søren K. Villemoes, som selv hverken betragter sig som venstre- eller højreorienteret.

»En af mine venner formulerede det engang meget godt, hvor vi sad til en gadefest på Baldersgade og kiggede på de unge aktivister. Han sagde, at han var kultursocialist. Ligesom man kan være kulturjøde – stadig en del af det jødiske fællesskab, men uden at tro helt på det der jødedoms-noget. Så jeg er nok kultursocialist. Jeg trives helt klart bedst i venstreorienterede miljøer.«

Den gode smag

Men på venstrefløjen trives den gode smag, og Søren K. Villemoes bryder sig ikke om smag. Det er noget, middelklassen går alt for meget op i, siger han.

Fænomenet guilty pleasure har kun kunnet opstå, fordi der eksisterer parallelæstetiske økonomier, ligesom i Sovjet, hvor der er en godkendt statslig økonomi og en sort bagvedliggende økonomi.

»Du har ting, du står ved, at du nyder, og så har du hele dit hemmelige æstetiske forbrug, som gemmer sig et sted i mørket, og som du åbenbart skal skamme dig over. Den slags, synes jeg, er helt åndssvagt.«

Han holder en pause.

»Forstå mig ret. Der findes god og dårlig litteratur; der findes uæstetisk, grim og smuk litteratur. Den gode smag er, når man begynder at indrette ting, inden man overhovedet lytter eller læser. Så har man forudfattede ideer. Dem kan man aldrig se sig helt fri for, men som udgangspunkt er det noget, man skal modvirke.« På et overordnet plan mener Søren K. Villemoes ikke, at litteratur har »verdens største betydning«.

»Men for middelklassen, især den urbane middelklasse, har litteraturen en enorm indflydelse. Ikke fordi folk sidder og læser en masse bøger, som så har stor indflydelse på deres liv, men fordi litteraturen ofte er et sted, der afføder en masse debatter og måder at tænke om verden på.

»Bare se den der Mette Høeg-debat,« siger han med henvisning til litteraturforskeren Mette Høegs indlæg i Weekendavisen om kvindelige forfatteres dominans i dansk litteratur, der skabte vild virak i foråret.

»En debat om nogle bøger, som nærmest ingen i debatten havde læst – altså ud over en meget lille kreds af mennesker – men som alligevel kunne optage meget større kredse. Alle mulige, som overhovedet ikke interesserer sig for nutidig dansk skønlitteratur, syntes pludselig, den var interessant.«

– Dig selv inklusive?

»Jeg vil gerne indrømme, at nutidig dansk skønlitteratur ikke er noget af det, der optager mig mest. Så ja, det er mig selv inklusive.«

Krænkelsen

Egentlig hidsede han sig slet ikke op over litteraturforskerens indlæg. Men det gjorde han over reaktionerne.

»Hele det danske litteraturmiljø opførte sig som en lille, lukket villavej, der pludselig var nødt til at forholde sig til en kritisk offentlighed.

Det klarede den ikke særlig godt, og det minder mig om små konforme kredse, som pludselig får besøg af en person, som ikke har været igennem indvielsesriterne. Det vidnede om, at der var noget i det miljø, som godt kunne trænge til noget frisk luft.«

– Men hvorfor blandede du dig, hvis du var uinteresseret i indlæggets indhold?

»Fordi jeg ikke kan lide sådan nogle stemninger. Når der pludselig er konsensus om, at noget er rigtigt eller forkert, breder der sig en konformisme, og så vil jeg altid holde med dissidenten. Nærmest pr. automatik. Der var jo en stemning af krænkelse. Der var nogle, der følte, at de var blevet udsat for en uretfærdighed, fordi nogle fremlagde en litteraturkritik, hvilket jeg synes, er dybt absurd.«

– Er du nogensinde selv blevet krænket?

»Det er ikke noget, jeg kan huske. Men sikkert. Jeg har ikke noget imod, at man bliver krænket. Problemet er, når man kræver, at andre skal censurere sig selv, fordi man er krænket.

Altså, jeg bliver sådan set krænket, hver gang jeg møder folk, der siger virkelig dumme ting. Men jeg kræver ikke, at de skal holde op med at sige ting, der er krænkende dumme. Tolerance er at kunne overkomme sin krænkelse.«

– Er du ikke bare så privilegeret, at du ikke kan begribe krænkelse?

»Nej, det synes jeg, er noget sludder. Man kan ikke bede folk om at følge nogle regler, som de ikke kan forstå, fordi de er privilegerede. Så nedbryder man hele ideen om en borgerlig offentlighed, og så skal alle agere i nogle små felter, som nogle har placeret dem i. Det er da fordomsfuldt.

Det er også et underligt fokus på, hvem der fremsætter argumenterne – i stedet for selve argumenterne. I stedet for at spørge: ’Hvad har han at sige?’, spørger man: ’Hvem siger det?’«

Hykleriet

Søren K. Villemoes var otte år gammel, da hans far, journalisten Lars Villemoes, begyndte at skrive om Blekingegadebanden i Information.

Artiklerne, som bl.a. Peter Øvig Knudsen siden har anerkendt og kaldt »banebrydende journalistisk arbejde«, udløste dengang voldsom kritik fra især venstrefløjen, og i en årrække anklagede landets fremmeste professorer, jurister, forlagsredaktører og journalister ham offentligt for at være utroværdig og uhæderlig.

»Min far blev nærmest drevet ud af en venstrefløj, der ikke kunne tåle at høre de ubehageligheder, der viste sig at være sande,« siger han.

Hykleriet fortsatte for øjnene af drengen de følgende år. Søren K. Villemoes husker, at hans far på et tidspunkt i begyndelsen af 1990’erne havde skrevet kritisk om Antifascistisk Aktion i Weekendavisen, og pludselig stod en gruppe antifascistiske aktivister foran familiens dør og råbte, at han var en svindler, og at han snart ville hænge og dingle.

På et andet tidspunkt var der nogen, der havde skrevet »DØ NAZI« på familiens hoveddør.

»Jeg kunne jo se, at folk, der hævder at bekæmpe fascismen, kan være lige så fascistiske som alle andre,« siger han. »Det, tror jeg klart, har haft størst indflydelse på mig: Ingen må tro, at de er ’de gode’. Man skal ikke tro, at bare fordi man er i et fællesskab, hvor alle er enige om nogle ting, så er dét det rigtige. Det er det ikke nødvendigvis. Man skal passe på med at ekskludere folk med henvisning til, at de ikke passer ind, for så er det jo ofte en selv, der er røvhullet. Især hvis man gør det med magt.«

– Har du selv magt?

»Man har altid en eller anden form for kulturel magt, hvis man har adgang til spalter og bliver interviewet af journalister.«

– Hvordan er du bevidst om den magt?

»Jeg ved ikke, hvor bevidst jeg er, men man skal være bevidst om det. Man skal ikke bruge magten til at gå for hårdt i kødet på folk, der er svagere end en selv.

Jo mere indflydelse man har, jo større er ens ansvar for at være sandfærdig, oprigtig og fair.«

– Er du altid det, når du debatterer?

»Ja, det vil jeg sige. Jeg prøver altid at være fair og oprigtig. Ingen kan eksistere uden løgne, men der må være en grænse. Det er jordens største kliché at sige, at man gerne vil være fritænker, men nogle gange må man bare være en kliché.«

– Betragter du dig selv som magtkritiker eller magthaver?

»De ting hænger sammen. Hvis du kritiserer magten, må det være, fordi du mener, der er en bedre måde at gøre tingene på. Og hvis man havde muligheden for at gøre tingene anderledes, skulle man så ikke gøre det?«

– Har du altid tænkt, at du skulle være journalist og debattør?

»Lige siden jeg gik på universitetet, ville jeg gerne være en, der skrev analyser, og som havde meninger. Men man kan jo ikke bare hoppe rundt og mene ting, uden at man også laver noget seriøst arbejde og er en seriøs journalist. Og så måtte jeg jo blive det.«

– Hvad har din far betydet i forhold til det?

»Det er svært at sige. Tit er det tilfældighedernes spil, men nogle gange er det da underligt at tænke over, hvor tæt på træet man falder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jeg forstår ikke det med den fantastiske dækning af Blekingebanden. Det fik mig til at begynde som Informationslæser, hvad jeg er fortsat med at være siden.

Brugerbillede for Henning Kjær
Henning Kjær

Efter at have læst interviewet forstår jeg helt ærligt ikke hvad manden mener. Han vil holde med dissidenten men kalder alligevel Harritz en tosse. Han siger "jeg bliver sådan set krænket, hver gang jeg møder folk, der siger virkelig dumme ting", men når de velformulerede i medierne har den opfattelse at de ofte føler sig krænket, så trænger de til at blive reelt krænket og få noget livserfaring. Komme ud af deres boble, og ud i verden.