Læsetid 6 min.

Kropspositiv aktivist: ’Vi er nødt til at anerkende, at alle kroppe er gode’

Vi halter bagefter i Danmark, når det kommer til tykke menneskers rettigheder, mener kropsaktivist Andrea Storgaard Brok. Hun kæmper for, at vi skal lægge mindre betydning i den krop, vi møder, og mere i det menneske, der gemmer sig inde i kroppen
’Selv om mange ikke tror det, oplever jeg, at det er dagligdag for mange overvægtige, at de bliver udsat for fysisk eller psykisk vold,’ fortæller Andrea Storgaard Brok, der er kropspositiv aktivist, og som flere gange har været udsat for overfald, fordi hendes krop skiller sig ud fra normen.

’Selv om mange ikke tror det, oplever jeg, at det er dagligdag for mange overvægtige, at de bliver udsat for fysisk eller psykisk vold,’ fortæller Andrea Storgaard Brok, der er kropspositiv aktivist, og som flere gange har været udsat for overfald, fordi hendes krop skiller sig ud fra normen.

Sigrid Nygaard
25. juli 2015

Forleden gik Andrea Storgaard Brok ind i en tøjbutik og tog det største par bukser, hun kunne finde, med sig ind i prøverummet. Bagefter trak hun gardinet til side, så ekspedienten kunne se, at hun ikke kunne hive dem op over knæene.

Besøget i tøjbutikken er et eksempel på Andrea Storgaard Broks aktivisme, og det er langtfra første gang, at hun gør pinligt berørte ekspedienter opmærksom på, at tykke mennesker ikke kan klemme sig ned i det tøj, butikkerne har på hylderne. 23-årige Andrea Storgaard Brok er en del af en spirende global bevægelse, der kalder sig kropspositive aktivister, og som kæmper for alle kroppes rettigheder.

»Klæder skaber magt, og det skal tykke mennesker ikke udelukkes fra,« siger Andrea Storgaard Brok, der understreger, at hun ikke kæmper for flere forbrugsmuligheder, men for lige forbrugsmuligheder.

Og det er der god grund til at kæmpe for, mener Andrea Storgaard Brok. For vores samfund er gennemsyret af et kropshad mod kroppe, der falder uden for normerne.  

»Når den tykke krop er så marginaliseret, som den er, hænger det sammen med ideen om, at fedme er selvforskyldt. ’Du kan jo bare gøre noget ved det’ er en antagelse, som tykke bliver mødt med igen og igen, men sådan er det ikke. Det kræver et stort overskud at tabe sig, og det har langtfra alle, ligesom der er dem, som slet ikke har lyst til at tabe sig,« siger hun og kritiserer antagelsen om, at ’tyk’ og ’sund’ er modsætninger. Ifølge Andrea Storgaard Brok burde det være selvfølgeligt, at man også kan være usund, selv om man er tynd, og at tykke mennesker sagtens kan leve sundt.

Læs også: ’Hvis man er tyk og holder af sin krop er man straks aktivist’

Andrea Storgaard Brok er over­bevist om, at vi langtfra kender omfanget af hate crimes mod tykke mennesker. Selv har hun mødt mange, der ikke anmelder, at de har været udsat for fysiske eller verbale overfald, fordi de ikke har lyst til at gå igennem den skyld og skam, det kan medføre at skulle fortælle om sine oplevelser til politiet.  

»Selvom mange ikke tror det, oplever jeg, at det er dagligdag for mange overvægtige, at de bliver udsat for fysisk eller psykisk vold,« fortæller Andrea Storgaard Brok, der flere gange har været udsat for overfald, fordi hendes krop skiller sig ud fra normen. Blandt andet har hun oplevet, at nogle fyre smed en flaske efter hende, fordi hun ikke fjerner sit hår under armene.

’Safe space’ for tykke

For et par år siden startede Andrea Storgaard Brok en gruppe på Facebook, der skal styrke både tykke og andre mennesker, hvis krop falder uden for de gængse normer, til at få et positivt syn på deres krop.

»På nettet kan du møde andre med samme erfaringer som dig eller få gode råde af nogle, der har stået i en lignende situation,« siger hun om gruppen, der fungerer som et såkaldt safe space. Her skal man kunne fortælle om sine oplevelser uden at blive kaldt grimme ting.

»Vi modererer kraftigt, og man får ikke lov til at være med, hvis man taler dårligt om andre. For hvis vi skal fat shaming til livs og nå ud med budskabet om, at man ikke skal skamme sig, fordi man er tyk eller på anden måde ikke lever op til kropsidealerne, er vi nødt til at tale ordentligt til hinanden. Ellers tør de mennesker, det går ud over, ikke melde sig på banen,« siger Andrea Storgaard Brok, der bruger et dæknavn på Facebook, fordi hun var træt af alle de overfusninger og grimme mails, som hendes aktivisme på nettet medførte. Ud over nettet, hvor meget fedmeaktivisme i dag finder sted, foregår en stor del af Andrea Storgaard Broks kropspositive aktivisme på tomandshånd. For hende handler det om hele tiden at tale med andre mennesker og fortælle dem om, hvad det vil sige at være kropspositiv.

Læs også: Synes du også, at det er den tykkes egen skyld?

»Hvis nogen siger: ’Ej, det er da en farlig kage den der’, så spørger jeg, hvorfor den er farlig. En kage kan jo på ingen måde være farlig,« siger Andrea Storgaard Brok og opfordrer til, at vi bliver mere opmærksomme på, hvordan vi taler til hinanden.

»Ligesom vi er bevidste om ikke at bruge n-ordet, skal vi også være bevidste om, hvordan vi taler om tykke mennesker. Fede idiot og tykke idiot bliver brugt uden omtanke. Det bliver ikke tillagt nogen særlig betydning, men for tykke mennesker betyder det altså noget,« slår Andrea Storgaard Brok fast. Hun har svært ved at forstå kritikken af den politiske korrekthed. For hende er det ikke et spørgsmål, om man skal rense hele sit ordforråd, men ligesom de fleste er enige om ikke at gå rundt og sige ’bøsserøv’ hele tiden, bør man ikke bruge ’fede’ og ’tykke’ som skældsord.

Ikke sparke på de andre

Samtidig er det vigtigt for Andrea Storgaard Brok at pointere, at kropsaktivisterne tager afstand fra fetichister. For kropspositivisterne handler det eksempelvis ikke om, at »den store numse« skal gøres til noget særligt.

»Vi er imod den her kommercialiserede tilgang til kroppe. Det er akkurat lige så kropshadsk at mene, at store numser er noget særligt, som at sige, at tynde kroppe er det eneste rigtige,« siger hun og henviser til den ikkeultratynde amerikanske sanger Meghan Trainor, der flere gange har været ude og skælde ud på »skinny bitches« og anklage dem for at være tynde.

»Vi skal ikke sparke på de tynde, det her er ikke en positioneringskrig. Det er det værste, man kan gøre, for så bliver det en dem og os-retorik. Vi er nødt til at holde sammen i stedet for at tale hinanden ned,« siger Andrea Storgaard Brok, der mener, at det generelt er anderledes at være tyk i Danmark end i USA og England. Det hænger sammen med, at vi generelt er bedre stillede, og at det primært er de priviligeredes ret at gå på slankekur. Derfor er det yderligere et tabu i Danmark, hvis du er tyk.

»Du skal have penge og mentalt overskud for at gå på slankekur. Det har underklassen ikke nødvendigvis, derfor er det også et klassespørgsmål det her. Det store fokus på helse, spelt og økologi har også været med til at marginalisere den tykke krop,« siger Andrea Storgaard Brok og påpeger en generel tendens i vores samfund til, at tykke mennesker »ikke kan gøre noget rigtigt«. »Går du i fitness, bliver du grinet af, og hvis du ikke gør, bliver der råbt efter dig på gaden, at du er dum og doven,« siger hun og tilføjer, at de strømninger, der får os til at hade vores kroppe, er så stærke, at ingen måske nogensinde bliver 100 procent glade for deres krop.  

»Det er jeg heller ikke, og det kommer jeg nok heller ikke til at være,« siger Andrea Storgaard Brok og understreger, at man kan tage sine forholdsregler, så selvhadet ikke får lov at vokse. Man kan lade være med at læse dameblade og prøve at undgå reklamer, men derudover er det vigtigste, at man hele tiden forsøger at dekonstruere mediebilledet af underdanige kvinder, hvis kroppe er retoucheret tilstrækkeligt til at leve op til det heterosexistiske skønhedsideal. Derudover skal man lade være med at påtale, at en person er tyk. For fat shaming får også legitimitet i kraft af ideen om, at man hjælper den tykke ved at ved at kommentere personens vægt.

»Jeg køber ikke den her med, at man siger til den tykke, at personen er tyk for personens egen skyld. Det er ikke det, der er på spil. Man siger det for at positionere sin egen magt. For at fremhæve sig selv.«

Fedmeudskamning

En fed amerikansk supermodel tager modelbranchen med storm. Hjemmesiden Reddit har forbudt undersider med fedmehad. Kropspositivistiske aktivister tager kampen op imod stigmatiseringen af den overvægtige krop. Der sker med andre ord noget med synet på den fede krop.

Men der er stadig lang vej igen, for mobning af fede mennesker, også kaldet ’fat shaming’ – fedmeudskamning, er meget udbredt.

Samtidig er synet på den tykke krop baseret på standhaftige myter og forfejlede forestillinger om sundhed og om, hvem der har ansvaret. Information sætter i denne serie fokus på fat shaming og kropspositivistisk aktivisme.

Seneste artikler

  • ’Har I aldrig set en tyk pige i undertøj før?’

    31. juli 2015
    Med over 800.000 følgere på Instagram, over en million Facebook-likes og en stjernemodelkontrakt har verdens første supermodel i supersværvægt lagt en bombe under hele modeindustrien
  • Hvem bærer ansvaret for fedtet?

    27. juli 2015
    Hvis det ikke er argument nok, at det at droppe hadet til fede mennesker, vil være det mest humane, må det, at alt tyder på, at det vil være til stor gavn for vores samfund, være et argument, som de fleste bør kunne tilslutte sig
  • ’Hvis man er tyk og holder af sin krop er man straks aktivist’

    22. juli 2015
    Sofie Hagen er komiker, hun er tyk, og så er hun som kropsaktivist en del af en spirende global bevægelse, der forsøger at ændre vores stereotype forestiling om tykke mennesker som uattraktive og dovne. For vi må væk fra den følelse af skam, som tykke bærer rundt på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David & Pernille Ploug
    David & Pernille Ploug
  • Brugerbillede for Mads Østergaard
    Mads Østergaard
David & Pernille Ploug og Mads Østergaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Aske Wulff Helge
Aske Wulff Helge

Gud hvor er jeg efterhånden træt af, at hver eneste "minoritet" skal stå frem i en svanesang og begræde deres udfordringer her i livet.
Normalt er det til et vist punkt dog udholdeligt, da der ligger en hvis sandhed i, at majoriteten, ofte inddirekte, undertrykker det uforanderlige hos minoriteten. Det er det ikke her, især da der ikke er tale om noget uforanderligt.
Fede mennesker og slanke mennesker er for det første ikke separate grupper, det her er altså hverken holocaust eller apartheid.
Ydermere er direkte forkert, at det kræver tid og penge at tabe sig. Det kræver selvkontrol. Med mindre man selvfølgelig repræsenterer den ekstremt lille del af befolkningen med en metabolisk lidelse. Det er du, der læser dette, IKKE.
Som vores viden omkring den menneskelige appetitregulering udvides, bliver det gradvist tydeligere, at mad kan påvirke hjernen lig vanedannende stoffer. Dette gør det samtidig klarer, at der ikke er nogen mennesker, der af naturen er fede. Der er således tale om et valg, eller i hvert fald et pseudovalg, om et øget energiindtag relativ til forbrug. Et pseudovalg da afhængig kan være svært at bryde, men dog et valg styret af selvkontrol eller manglen på samme.

Vi har altså etableret, at ingen er skabt til at være fede. Herefter kan vi godt blive enige om at fat shaming eksisterer, samt at dette ikke er et positivt faktum. Intet menneske kan tillade sig at enten fysisk eller psykisk overfalde et andet. Dette sker dog for alle der bare falder lidt uden for en opfattet ide om normalitet, ergo alle. Det kan derfor ikke kædes sammen med et samfundsmæssigt syn på fede men snarer en generel diskrimination af "minoriteter". Vi skal derfor ikke afskaffe fat shaming men snarer fedmen i det store hele, hvis vi vil løse de fedes problemer. Her er løsningen igen: Spis mindre, spis bedre.
Endelig vil jeg slutte af med at påpege, at det er direkte modstridende mod den generelle holding i forskningensverdenen på lig med anti-vaccine-holdingen, at fedme ikke skulle være usundt. At påpege at andre levemåder, som megareksi, anoreksi eller bulimi også er usunde, resulterer ikke i at fedme fremstår som et sundt alternativ. Disse lidelser er nemlig ikke fedmens antitese, og det er overtræning for den sags skyld heller ikke. Disse idéer lægger sig op ad argumentum ad absurdium, idet de ikke forholder sig til, at det foretrukne alternativ til fedme er en sund krop ikke en syg.
Vi kan opsummere følgende: Ja, fede kan tabe sig- Ja, det ville løse fat shaming. Nej, fedmens antitese er ikke tilsvarende sygdom.
Endelig vil jeg påpege noget, som ellers vil gå mig på:
At en designer eller en forretning udelukkende fører tøj i visse størrelser, er deres frie valg, som det er fedes valg ikke at passe dem. Man kan, som forbruger, ikke forlange at et produkt fremstilles, man kan blot forlange retten til at købe, hvad der er fremstillet.

Brugerbillede for sascha olinsson
sascha olinsson

Kære Aske

Jeg er i det store og hele enig med dig men jeg vil gerne komme med en lille tilføjelse.
I dagens DK bliver selv en anelse overvægt eller faktisk ligefrem normalvægt anset for fedme. Normen som vi alle bliver pacet frem imod er decideret undervægt og dette skaber en kropskultur som er meget usund.

Jeg vil også gerne indvende at kalorie ind minus fysisk aktivitet = kropsstørrelse, ikke passer for alle. Jeg har alle mine dage kunnet spise præcis hvad og hvor meget det passer mig uden at det har haft nogen indflydelse på min slanke figur. Tilgengæld har jeg venner der er fysisk meget aktive og konstant på vagt overfor hvad de spiser som stadig er i den ende af vores skale som vi ser som overvægtige. Jeg kan absolut ikke forklare hvorfor.

Min konklusion er at det ikke er så ligetil som vi rent umiddelbart tror.

Brugerbillede for sascha olinsson
sascha olinsson

og er det ikke tankevækkende at det åbentbart er mere socialt acceptabelt at have en forretning der hjælper folk i faste forhold med at være utro end at have en butik der sælger tøj til fede mennesker...