Læsetid: 9 min.

Hvad lærte vi af borgerkrigen i Bosnien?

20 år efter Srebrenica-massakren er der en tung lære at tage med videre. Nemlig at rammen er sat for implementering af væbnede konflikter, når identitetspolitikken bliver den centrale politiske mobiliseringsbasis, og multikulturen skal administreres i praksis
Ofre for Srebrenica-massakren stedes til hvile under en kollektivt begravelsesseance efter at være blevet dna-identificeret fra en massegrav. 20 år efter massakren på de ca. 8.000 muslimske indbyggere, er den stadig et kontroversielt emne.

Amel Emric

11. juli 2015

Det er tyve år siden, at de bosnisk-serbiske styrker under general Ratko Mladic påbegyndte massakren på de bosniske muslimer i Srebrenica.

Det var kulminationen på de grusomheder, som havde kendetegnet landet siden krigsudbruddet den 4. april 1992. Men der skulle gå tre år før det internationale samfund med USA i spidsen kort efter Srebrenica greb ind og næsten øjeblikkeligt standsede volden.

Imens var vi dagligt vidne til, at alle skeletterne fra Anden Verdenskrig væltede ud af skabene med etnisk had, fordrivelser, mordkampagner og koncentrationslejre. Som om man i et hjørne af kontinentet havde besluttet sig for at genopføre forbrydelsen og tragedien. Og med os alle sammen som lammede og uforstående tilskuere.

Vi erindrer desperationen hos den bosniske udenrigsminister Haris Silajdžić, der ind i kameraerne fra de internationale TV-stationer råbte: »I optager et folkemord, og I gør ingenting!«

Det store spørgsmål for os dengang var naturligvis: Hvordan kunne hele den arv og viden, der med FN-ideologien, med menneskerettigheder og med vidnesbyrdlitteraturen fra KZ-lejrene om, at alt dette aldrig kunne ske igen, forsvinde fra den ene dag til den anden?

De europæiske lande var splittede og lammede, og man nøjedes med at sende magtesløse forhandlere til regionen, som i realiteten ingenting kunne udrette – og måske heller ikke var tiltænkt at skulle gøre det? Der bredte sig et indtryk af, at man havde den opfattelse, at konflikten ’måtte brænde ud af sig selv’.

Den franske præsident Mitterrand talte om, at det ikke nyttede noget »at føje krig til krig«, underforstået at en mulig intervention til fordel for den forfulgte civilbefolkning i realiteten ikke kunne lade sig gøre.

Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger skrev en bog om, at der simpelthen ikke var midler nok i verden til at standse krigens vanvid, der af ham blev betragtet som en uforklarlig sygdom hos alle krigens parter – selv den enkelte bosnier. Bedst ville det være at oprette et sikkerhedsbælte – et cordon sanitaire – og vente på at krigen brændte ud (ifølge Med udsigt til Borgerkrigen).

I Danmark kunne man læse ledere i Dagbladet Information, hvor man advarede mod at gribe ind over for Serbiens åbenlyse bistand til de bosniske serberes folkemordsvold mod civile muslimer. For så ville man tage parti, og det var udtryk for »kulturimperialisme«.

Sådanne synspunkter forekommer måske ubegribelige i dag. Med til billedet hører også, at Milosevic-styret i Serbien, der havde overtaget magten i den jugoslaviske politistat, nominelt var socialistisk. Det forlenede det på dele af venstrefløjen med legitimitet. SF stod som parti for en ’neutralistisk’ holdning, hvor man argumenterede for ikke at gribe ind. Også dette kan forekomme uforståeligt i dag.

En af vores serbiske venner, som vi lærte at kende under vores arbejde med at afdække årsagerne til konflikten, og som havde arbejdet i oppositionen til Milosevic-styret, satte meget præcist ord på den oplevelse, man blev ramt af i løbet af de tre år, hvor de etniske udrensninger fandt sted.

Som serber var han vidne til, hvordan det alt sammen skete i hans navn, i Serbiens navn, i serbernes navn, og hvordan han følgelig på en måde blev kidnappet af Milosevic-styrets forbryderiske dagsorden. I Europa uden for Serbien var vi vidner til, hvordan man registrerede folkemordsvolden dag efter dag, men intet foretog sig for at standse den. Det var den dagsorden, som vi blev kidnappet af.

Kidnappet af en sag

Den internationale domstol i Haag har i de forgangne tyve år kortlagt mange af de enkelte forbrydelser, der blev begået i løbet af disse tre år, konflikten varede. Mange af de skyldige har fået deres sag for og er blevet dømt, de enkelte hændelsesforløb er blevet beskrevet, og krigen er sandsynligvis den mest velbeskrevne i verdenshistorien.

Serbiske, muslimske og kroatiske krigsforbrydere er blevet sendt til afsoning rundt om i Europa. Det drejer sig om militært personnel, om militsledere og lokale politikere, der alle var engageret i konkrete forbrydelser mod enkeltpersoner et sted i Bosnien i løbet af krigen. Men krigens arkitekter er aldrig blevet anklaget i Haag. Alle de ideologer, historikere, religiøse ledere, intellektuelle og forfattere, der leverede brændstoffet til krigen i form af politiske programmer. Alle krigens fortællingsleverandører.

Men dem kunne der ellers være god grund til at lytte til for at forstå det mysterium, som krigen i Bosnien fremstod som, da den rasede i begyndelsen af halvfemserne. Det var nogle af dem, vi opsøgte, da vi begyndte vores kortlægning af konfliktens årsager i Hadets anatomi og Krigens scenografi.

Vi interesserede os især for motivationer på den serbiske og bosniske side – og talte med fortællingsleverandører af mange slags på de to sider.

Der er ingen tvivl om, at serberne stod for de fleste forbrydelser – man var bedst forberedt, man havde hele den jugoslaviske hær og jugoslaviens efterretningsvæsen, og man havde en tradition for serbisk nationalisme centreret i Det Serbiske Akademi for Kunst og Videnskab, som gik helt tilbage til 1800-tallet.

Her sad figurer som romanforfatteren Dobrica Cosić, filosoffen Mihajlo Marković, historikerne Vasilije Krestić og Milorad Ekmecić blandt de serbiske nationalister (Vi besøgte dem alle sammen).

På den bosnisk-muslimske side var der også dystre skikkelser – præsident Alija Izetbegović spillede måske rollen som demokrat på den internationale scene, men han var reelt en islamist, der drømte om et islamisk diktatur, og omkring ham stod en gruppe af endnu mere radikale islamister som fx. Adnan Jahić og Hasan Cengić. Ingen grund til illusioner.

I den eskalerende vold og etniske udrensning fra foråret 1992 gik det imidlertid hurtigt i glemmebogen, at disse serbiske og bosniske figurer faktisk få år før var begyndt som allierede. Bosniske serbere, muslimer og kroater dannede alle sammen etnisk-nationalistiske grupper, da kommunistpartiets magt begyndte at vakle – og disse grupper allierede sig for at gøre en ende på kommunistpartiets evne til at holde nationalismen i skak.

De var kun alt for enige om, at den nye dagsorden skulle være etnisk – og meget tyder på, at de reelt også mere eller mindre uudtalt var enige om, at der skulle foregå en geografisk deling af Bosnien efter etniske skillelinjer. Hvad de ikke var enige om, var naturligvis hvor, disse skillelinjer skulle gå i terrænet – hvilket heller ikke var let at afgøre, for der var mange kommuner i Bosnien, hvor der ikke var noget klart flertal af nogen af de tre grupper.

Det giver anledning til den gyseligste mistanke: Det ser ud, som om centrale dele af de tre etniske partier også var enige om, at krigen var den eneste måde, man kunne gennemføre den nødvendige etniske udrensning på, så man kunne afskaffe ideen om ét Bosnien for alle borgere.

I begyndelsen troede mange, at krigen ville være ovre efter uger eller få måneder, og man så kunne gå videre – en serbisk del kunne slutte sig til Serbien, en kroatisk del til Kroatien, og en muslimsk del kunne blive en bosniakisk stat i Centralbosnien.

Gruppe uden stemme

Hvad vi også blev klar over i vores samtaler med bosniske og serbiske intellektuelle, var, at de tre krigsførende etniske parters relative enighed havde efterladt en meget stor gruppe uden stemme: de kosmopolitiske bosniere på alle tre sider – en gruppe, som var mindre synlig, fordi den ikke havde noget simpelt etnisk-religiøst flag at føre sig frem under.

Folk, der ikke anså deres etniske baggrund for særlig politisk relevant, personer i blandede ægteskaber, ateister og vantroende. Mennesker, der anså statsborgerskab i en politisk liberal stat for mere afgørende end etniske eller religiøse tilhørsforhold. Personer, der måske oven i købet anså klassetilhørsforhold for vigtigere end etnisk tilknytning. Deres verden gik under med den etniske krig.

Og selvom Daytonaftalen i 1995 skaffede fred, cementerede den reelt landets etniske deling i en serbisk del i Republika Srpska mod nord og øst klos op ad Serbien og mod syd og vest den såkaldte Føderation med Muslimer og Kroater.

Det, vi nåede frem til i vores undersøgelser, var derfor, at Bosnien reelt var et forfejlet multikulturalistisk eksperiment, der endte i en væbnet konflikt. For hård multikulturalisme betyder reelt apartheid, deling efter kulturel og religiøs identitet.

I Titos Bosnien havde man allerede forsøgt at bearbejde den etniske forskellighed med metoder, der senere blev teoretiseret af vestlig multikulturalisme. Man havde kvoter til offentlige stillinger, så folk ikke blev ansat efter evner, talent og erfaring, men efter hvilken gruppes tur det var til at få et embede. Man havde radikal hate-speech lovgivning, hvor man ikke måtte sige noget kritisk om de andre etniske grupper – man kunne få mange års fængsel for at fortælle en ukorrekt vits.

Men netop disse politikker med alle deres gode intentioner viste sig at sætte grupperne op imod hinanden. Det er næppe mærkeligt, hvis dygtige ansøgere, der ikke får stillingen til fordel for en dårligere kvalificeret ’etnisk’ kandidat, kan blive provokeret til en modvilje over for den pågældende etniske gruppe, og det, at offentlig diskussion af de forskellige gruppers forhold er forbudt, giver anledning til cirkulerende private konspirationsteorier, som i mangel af åben debat kan antage karakter af skjulte, undertrykte ’sandheder’.

De to politikker viser en indbygget modsætning i megen hård multikulti: gruppetilhørsforhold skal være afgørende for politiske rettigheder og muligheder – men samtidig er gruppetilhørsforhold noget, man ikke må eller bør tale om. Det vil sige, at en af de mest grundlæggende politiske strukturer holdes ude af almindelig offentlig debat.

Etno-religiøse småstater

Bosnien var således et eksempel på, at den ’gode tone i debatten’ og mangel på kritik af etnisk politik med ignorering af personers egne kvaliteter i forhold til besættelse af jobs eskalerede til vold, især da grupperne erhvervede hvert deres territorium og i stort omfang kunne ensrette medierne i hvert deres eget område.

Vores konklusion var derfor, at Bosnien markerede en katastrofe udløst af stærk identitetspolitik. Alle de tre krigsførende grupper forestillede sig, at etniske og religiøse karakteristika skulle spille en politisk hovedrolle, ja, at statsborgerskab og politiske rettigheder i deres kommende småstater i stort omfang skulle tildeles efter etno-religiøse kriterier. For os at se var dette identitetspolitik ført ud i livet.

Man kan let sidde på et amerikansk universitet eller være en isoleret forsker i Vesteuropa og forestille sig, at ens egen kulturelle identitet er frygtelig vigtig, rent politisk, og at det er en krænkelse, at statens politik er centreret omkring økonomiske og sociale forhold og ikke tager hensyn til etnisk og religiøs identitet.

Men når identitetspolitikken bliver den centrale politiske mobiliseringsbasis, så er rammen sat for implementeringen af væbnede konflikter i terrænet. Når multikulti bliver til rigtig politik og andet og mere end internt navlepilleri, så ender man som i Bosnien. Oprettelsen af særlige kulturelle rum i terrænet kan kun foregå ved den voldelige uddrivelse af dem, der ikke passer ind.

Srebrenica bevidst afskrevet?

Forbryderne i Srebrenica var ikke kun bosniske serbere – men også en kommandolinje, der gik helt op til toppen af det politiske styre i Beograd, og som handlede efter, hvad man så som det serbiske folks langsigtede interesse i at have ’rensede’ serbiske områder.

Men spørgsmålet er, om de serbiske forbrydere indirekte også blev støttet af, at den bosniske præsident Alija Izetbegovic inde i Sarajevo de facto havde opgivet Srebrenica, havde trukket de bedste kommandører ud og reelt ’solgt’ byen, der ikke kunne blive en del af en kommende sammenhængende muslimsk stat?

I så fald var de indespærrede i Srebrenica ofre for både serbisk og islamistisk identitetspolitik: de var i dobbelt forstand på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Identitetspolitik lever altid af, at der er nogle andre, der har den forkerte identitet, er vantro, hedninge, frafaldne, kulturelt forkerte, og når man forsøger at tegne kort efter identitetspolitiske linjer, så er det skæbnesvangert at være det forkerte sted.

Derfor lærte Srebrenica-massakren os, at dette sted blev der, hvor identitetspolitikken ender, der hvor multikulturalismen bliver til apartheid med udrensning af dem, der ikke passer ind i kulturens og religionens forestilling om, hvem der er plads til i fællesskabet. Det blev udgangspunktet for vores arbejde med kritikken af multikulturalismen i vores næste bøger – Adskillelsens politik og De Anstændige.

Læs også: Læren fra Srebrenica

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Vi skal lige have med, at Srebrenica var et såkaldt FN garanteret område understøttet med udstationerede vestlige tropper fra et Natomedlemsland.

Derfor kunne Alija Izetbegovic tillade sig at trække sine tropper væk fra byen, der i realiteten kun blev forsvaret af de hollandske FN-tropper - med efterfølgende mord på 8.000 mennesker til følge.

Alle ved, at de 8.000 mennesker bestod af mænd og store drenge.
Ingen har tal på de utallige voldtægter på de muslimske kvinder, der fandt sted ved samme lejlighed.

Min egen lære af Srebrenica tragedien er, at FN aldrig - som i a-l-d-r-i-g - skal stå i spidsen for nogen militær operation.

Steffen Gliese

Nu var det jo ligesom serberne, der endnu engang var den aggressive imperialistiske magt i fuld firspring efter satisfaktion for slaget på Solsortesletten.