Læsetid: 9 min.

’Mænd er intelligente, så de kan acceptere stærke kvinder’

Mændene har haft 2.000 år i kontroltårnet, men det er ved at være slut nu, mener Yoko Ono
’Jeg er en meget stædig person. Der er altid noget, jeg mener, vi bør gøre,’ siger 82-årige Yoko Ono, der udstiller sin kunst verden over.

Joachim Adrian

10. juli 2015

Hun sidder ved køkkenbordet i Dakota-bygningen og drikker kaffe. Klokken er halv ti om morgenen, og Yoko Ono er lige vågnet fra en urolig nats søvn; hun er oprevet over avantgarde jazzmusikeren Ornette Colemans nylige død. Han var en af hendes samarbejdspartnere, hun har optrådt med ham i Londons Albert Hall i 1968, og hendes debutalbum fra 1970, Plastic Ono Band, indeholder sangen »AOS«, hvori Onos umiskendelige lyd smyger sig uhyggeligt omkring Colemans trompet.

Dengang blev Onos musik og kunst modtaget med spot, uforståenhed og tilmed vrede. Som 82-årig har hun imidlertid fået oprejsning. For tre år siden viste Londons Serpentine Gallery en stor retrospektiv udstilling over hendes virke, og i løbet af de næste 18 måneder skal hun udstille i Frankrig, Japan, Kina, Brasilien og Mexico.

Hendes udstilling »Yoko Ono: One Woman Show 1960-1971«, der vises på New Yorks Museum of Modern Art, er blevet tiljublet af kritikerne og er et hit blandt de besøgende. Åbningsfesten var så overfyldt, at galleriet måtte lukke ned. Alligevel bryder Ono sig ikke om ordet ’oprejsning’.

»Det kommer til at lyde, som om der er en fjende derude, som jeg forsøger at vinde over, men sådan har jeg aldrig tænkt på det,« siger hun. Ono har boet i Dakota-bygningen siden 1973, hvor hun flyttede fra en taglejlighed i West Village til Upper West Side med sin ægtefælle John Lennon. 8. december 1980 blev Lennon skudt i ryggen på klods hold ved indgangen til bygningen, hvilket betyder, at Ono går forbi det sted, han blev dræbt, hver gang hun kommer hjem eller går ud ad døren.

Beatles var femi-pionerer

Selv om det er tidligt på dagen, er Ono elegant påklædt og bærer, som altid, solbriller, der dog er små nok til, at hun kan kigge ud over kanten og skabe øjenkontakt. Den bløde stemme føles velkendt, men som hendes fans vil vide, gemmer der sig en langt mere højlydt og mere gennemtrængende stemme lige under overfladen. Nogle ville måske endda kalde den skræmmende.

Ono ler.

»Skræmmende for mænd,« siger hun.

Men hvorfor er vi så bange for hende?

»I mænd har haft 2.000 år i samfundets kontroltårn, men det er ved at være slut nu.«

Ikke desto mindre mener Ono, at mænd langsomt er ved at vænne sig til tanken om patriarkatets snarlige fald.

»Mænd er intelligente, så de kan sagtens lære at tilpasse sig et samfund, hvor kvinder bliver stærke, og I klarer det faktisk rigtig fint. Hver gang jeg ser et magasin, finder jeg de her billeder af smukke, smukke mænd,« siger Ono.

Hun mener, at The Beatles var pionerer i den udvikling.

»Jeg mener, de var de første, som brugte deres feminine side. Nu har alle populære mandefigurer en feminin side, og jeg tror, at det er rigtig vigtigt for at kunne kommunikere med den store del af befolkningen, som kaldes kvinder.«

Kommunikation med omverdenen har været Onos livslange mission, selv dengang verden reagerede fjendtligt. Hun har vundet Lifetime Achievement-udmærkelsen i avisen Observer for sin aktivisme gennem et halvt århundred, det meste af den uadskillelig fra hendes kunst. Tænk blot på hende og Lennons Bed-In i Amsterdam i 1969 eller billboardplakaten med budskabet: »Krigen er slut! Hvis du ønsker det!« samme år.

»For mig er kunst en måde at vise folk, hvordan de også kunne tænke,« siger Ono. »Nogle mennesker mener, at kunst er noget smukt, som kan sælges, men jeg har altid ment, at det har meget mere at gøre med aktivisme.«

Enkeltheden i hendes kunst er blevet hånet, men er samtidig det, der gør den bredt tilgængelig. Sammen med hendes aktivisme har det givet hende et nyt publikum med hver ny generation. Den tilsyneladende naivitet i hendes fredsaktivisme viser sig i udtryk som »En drøm, du drømmer alene, er kun en drøm. En drøm, I drømmer sammen, er virkelighed« – den mest berømte maxime fra hendes 1962-udgivelse Grapefruit. Den enkelthed har vist sig perfekt til internetæraen og kan let anvendes på Twitter, Facebook og Instagram, hvor Ono har en stor følgerskare.

Hun mener, at alsidigheden i hendes arbejde er en arv fra opvæksten i Japan.

»Jeg tror, æren må tilfalde asiater. Jeg er vokset op med et fantastisk begær og en fantastisk nysgerrighed efter at dykke ned i alle mulige slags verdener.«

Ono blev født i Tokyo i 1933 i en rig familie. Hendes bedstefar var grundlægger af Yasuda Bank.

Hun mener, at hendes ønske om fred blev vækket i Japan under Anden Verdenskrig, mens bomberne regnede ned.

»Verdensfred er meget vigtigt, fordi alternativet er dommedag,« siger hun.

»Jeg var i Japan, da I smed atombomben over Hiroshima, og jeg ved, at det er en meget smertefuld ende. Det vil jeg ikke opleve én gang til.«

Har altid været aktivist

I starten af 1950’erne flyttede hendes familie til New York, hvor Ono mødte sin første mand, musikeren Toshi Ichiyanagi. I løbet af det årti blev hun en del af byens kunstscene. Da hendes første ægteskab gik i opløsning, rejste hun tilbage til Tokyo, hvor hun led af depression. Hendes forældre reagerede ved at sende hende på et psykiatrisk hospital. Hendes amerikanske ven Anthony Cox fik hende ud derfra og blev hendes mand nummer to. Sammen fik de datteren Kyoko i 1963. I forbindelse med deres brud i 1971 vandt Cox forældremyndigheden over Kyoko, og Ono så hende ikke igen før 1998.

I slutningen af 1966 var Ono i London, hvor hun mødte Lennon på Indica Gallery under forberedelserne af en udstilling. De blev et par i 1968, mens Lennon stadig var gift med Cynthia, og Ono blev hurtigt en af verdens mest udskældte kvinder.

Ono mener, at aktivisme kan – og bør – antage mange former, og spændvidden i de sager, hun tager op, er ligeledes bred: verdensfred, naturligvis, men også miljø, våbenkontrol og sociale spørgsmål, heriblandt feminisme og sammekønsægteskab. Hun donerede penge efter den japanske tsunami, indførte ’Yoko Ono Lennon Courage Award for the Arts’ i 2009 og blev desuden udnævnt til den første globale autisme-ambassadør i 2010.

De to værker, Ono selv er mest stolt af, er 2008-installationen Imagine Peace Tower på Island, en søjle af lys, som kan ses flere kilometer væk, og som symboliserer hende og Lennons håb om en ende på globale konflikter, og Courage Award, hvis seneste modtager var Julian Assange.

»En kunstner må have mod, og det tror de fleste mennesker ikke,« siger Ono. »Dette er en æra, hvor folk primært er optaget af underholdning. Folk vil underholdes dagen lang, som dårer. De siger: ’Det er kedeligt, lad os se noget andet.’ Vi er alle blevet konger og dronninger, der forlanger at blive underholdt. Det er en meget sørgelig tilstand.«

Ono siger, at både hun og Lennon var aktivister såvel som kunstnere – også før de mødtes. Hun citerer fra Beatles censurerede ’butcher cover’, 1966-udgivelsen af opsamlingen Yesterday and Today, som viste gruppen i hvide frakker overdækket med råt kød og dukkedele som et eksempel på Lennons kunstneriske og politiske vision:

»Han havde altid en bedre verden som mål, ikke bare at være popstjerne, og sådan var jeg også.«

Som kritikeren Lindsay Zoladz for nylig har påpeget, har Ono lavet interaktiv kunst helt siden 1960’erne og ofte udfordret beskueren til at reagere med hån eller endda vold, for dernæst at opfordre dem til at reflektere over egne reaktioner. Selv tøver Ono aldrig.

»Jeg er en meget stædig person. Der er altid noget, jeg mener, vi bør gøre, og hvis jeg beder folk om at gøre noget bestemt, og så ikke selv følger det, ville jeg være en hykler.«

Netop hykleri er Ono selvfølgelig også blevet beskyldt for. F.eks. af folk, der mener, at det er let at tale om fred og kærlighed, når man er rig. Som f.eks. den amerikanske tv-personlighed Glenne Beck, der gjorde nar af hendes støtte til Occupy Wall Street i 2011, fordi hun selv angiveligt er mere end 500 mio. dollar værd. Den slags preller af på hende. Kritikerne, siger hun, »kan ikke engang beskyldes for at opfordre til handling, som de ikke selv følger, de gør ingenting overhovedet«.

Age-isme

Hun blev dog rystet over reaktionerne på hendes anti-fracking-kampagne, som hun og hendes søn Sean sammen med Susan Sarandon og en gruppe aktivister havde været i gang med op til et midlertidigt forbud mod fracking i staten New York, hvor hun selv ejer et landbrug.

»Det var en virkelig hård tid for mig,« siger Ono om kampagnen.

»At gøre modstand mod en olievirksomhed er ikke noget mange mennesker vil kaste sig ud i. Det er ikke noget, man gør ustraffet. Der skete mange ting sidste år, som var virkelig skræmmende.«

Hun vil ikke fortælle, hvad det var, der skete, kun at hun »var meget heldig – og kom ud af det igen«.

Ono er også optaget af identitetspolitik. For nylig skrev hun et essay på sin hjemmeside med titlen »Don’t Stop Me!«, hvor hun beskyldte sine kritikere for age-isme (de havde sagt, at hun sang falsk, og at de shorts, hun havde på i videoen Bad Dancer, var upassende for en kvinde i 80’erne).

»Jeg var målløs,« siger hun. »Jeg troede, jeg havde besejret racisme, sexisme, og nu var der så age-isme – jeg kunne ikke tro det.«

Hendes løsning var, som altid, at fortsætte. »Jeg ignorerer det der,« siger hun, »træder hen over alle de fordomme og arbejder videre som om intet var hændt.« Snarere end at blive hårdere med årene, siger Ono, at hun altid har været bevidst egensindig.

»Jeg er bange for, at jeg i den forstand er temmelig konservativ,« siger hun og ler. »Jeg holder mig bare til, hvad jeg er. Enhver kunstner eller forfatter, som laver kreativt arbejde, ønsker at række ud over sig selv, og sådan var jeg også engang. Men når jeg ser på mig selv, over de sidste 80 års tid, er der ikke den store forskel.«

Den samme tilgang har vaccineret hende mod vreden fra Beatles-fans, hvoriblandt nogle stadig holder hende ansvarlig for bandets opbrud, selv om Paul McCartney afviste dette i 2012.

Har hun nogensinde følt behov for at få fansene over på sin side?

»Det er dem, der skal vinde mig over,« svarer Ono.

På vej mod fred i verden

Hendes relationer til de overlevende Beatles-medlemmer er varme, siger hun.

»Fra min side er der en utrolig stor kærlighed til dem, eftersom de har gjort noget vigtigt for verden og især for de unge.«

»Jeg ved, at de altid har gjort deres bedste. Og jeg elsker dem virkelig, som var de mine brødre.«

Hun og McCartney har haft deres uoverensstemmelser over årene, ofte om signaturen Lennon/McCartney, som McCartney har det med at skrive omvendt på sine kompositioner.

»Jeg har det, som om vi nærmest er tvunget ind i en boksering sammen, og at det er sådan, folk ser os, men sådan er vi ikke rigtigt,« siger Ono.

Ikke desto mindre forsvarer hun Lennons arv til det sidste. Ikke overraskende blev hun gal, da hun så, at IS-ekstremisten Mohammed Emwazi havde fået kaldenavnet Jihadi John i medierne. Han var medlem af en fire mand høj britisk født terrorcelle, der fik kaldenavnet ’The Beatles’ af de fanger, de terroriserede og siden dræbte.

»Det synes jeg var vældig smagløst,« siger Ono. »Det er derfor, det er vigtigt for mig ikke at være en bænkevarmer. Jeg er nødt til at gøre noget, ellers får den anden side overtaget – folk, som ikke forstår og sætter pris på, hvor smukke ting vi har i denne verden, og som vil ødelægge den. Og jeg vil ikke lade dem ødelægge John eller The Beatles.«

Med så store fjender som IS, er det da for alvor effektivt at »forestille sig fred«? Ono mener ja.

Hun peger på, at i 1971, da ideen om, at hun nogensinde ville udstille på MoMA virkede latterlig, forestillede hun sig selv udstille der, og at hun slap en masse fluer fra et imaginært syltetøjsglas løs i gallerihaven (hun kaldte værket Museum of Modern [F]art). 44 år senere er hun her i virkeligheden.

»Så hvis man beslutter sig for noget,« konkluderer hun, »så kommer det til at ske, selv om det måske tager lidt tid. Jeg bryder mig ikke om ordet ’optimistisk’, fordi det lyder som noget, der ikke er rigtig sandt, men jeg tror faktisk, vi er på vej mod fred i verden.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Nina Trige Andersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

odd bjertnes

2000 år ???
åh de små menneskelige horisonter, men Ono er naturligvis et elskeligt menneske sålænge hun ikke synger duet med at og alle ... eller det er måske en del af det :D
nevermind ... til sagen :
2 ! millioner ! år !
De østrogyne civilisationer holder indtil videre - og har i al den tid holdt stand - i deres termit-og-hvepse-boer, så vidt vides helt uden planer om yderligere fremskridt.

Yoklo Ono fandt John Lennons psykologiske svage punkter og efterfølgende hjernevaskede ham til ukendelighed, det er da rimelig intelligent.
Nu får hun så spalteplads ligesom så mange andre fordi, hun har mange penge:-)

Søren Rehhoff

Hun er en ægte kunstner. Jeg købte nogle cder med hende for nogle år siden. I hver enkelt var der indlagt et kort, hvor de var tildelt hver deres nummer, ligesom når man nummererer litografier, så man kan se de er godkendt af kunstneren. Jeg ved ikke om det er en konceptkunstjoke, men jeg har ihvertfald nogle ægte Yoko Onoer, måske betyder det at de går op i pris hvis jeg sælger dem. Jeg ved ikke hvor meget buddhisme betyder for hende, men der er zen koan-agtigt over noget af det hun laver. Der findes også et klip med hende hvor hun synger en buddhistisk sang "Namyohorengekyo", der betyder noget i retning af, at man fårhvad man ønsker sig uanset om man ved det eller ej.

https://www.youtube.com/watch?v=j9wldR4G58U

Karla F. Fontane

Det er da ingen som kan mene sådan noget alvorligt, vel? "Mændene", hvem var "mændene". Bønderne på marken, eller soldaterne som blev sendt i krig? Hvilke rettigheder havde sådanna "mænd"? Ingen. Både mænd og kvinder blev undertrykt af en såkaldt adel. På et tidspunkt fik mænd lov til at stemme (da vi fik demokrati). Kort efter fik også kvinder stemmeret; her bør påpeges, at det ikke var feministerne som klarede den finurlighed, men kvinder (og især mænd, da de havde magten) som gjorde kunsten. STOP det åndsforladte "Mænd mod Kvinder" som tåbelige feminister propagerer. Kan vi ikke bare leve fredeligt sammen? I moderne tid er det altså mændene som har færre rettigheder end kvinder: skilsmisse, adoptionsrettigheder, voldtægt, uddannelse m.m. Bl.a. har man altid haft en dronning, men aldrig en konge. Det siger da noget om, hvilken retning "retfærdigheden" går.

Vibeke Rasmussen

For nogle år siden blev jeg i forbindelse med en udstilling i Oslo introduceret til – man kan også kalde det 'fik forklaret' – Yoko Onos kunst. Dér gik det op for mig, at hun virkelig har noget på hjerte, at hendes værker giver mening, og at selv om jeg ikke 'forstår' hendes kunst, er der bestemt ingen grund til at fraskrive hende talent.

Jeg forstår stadig ikke umiddelbart hendes kunst og bryder mig stadig ikke umiddelbart om den. Men jeg har ikke desto mindre fået stor respekt for hende som udøvende kunstner.

Og som menneske. Ikke alene har hun den flotte leveregel, at

'Don't attack, don't defend',

men, gennem alle årene med de konstante, og stadige, ofte perfide angreb og anklager der – verdensomspændende! – er blevet hende til del, har hun formået at efterleve den regel. Det er respektindgydende. Og beundringsværdigt.