Læsetid 6 min.

’Magt og tillid går hånd i hånd’

Som folkeskolelærer udøver Kirsti Pedersen magt mange gange i løbet af en dag, hvilket sker med øje for en demokratisk dannelse og for forholdet mellem individ og fællesskab. For skolelæreren hænger tillid og magt uløseligt sammen
Samfundsfagslæreren Kirsti Pedersen prøvede på et tidspunkt i sin undervisning at spørge eleverne, hvad de ville gøre, hvis hun en dag ikke dukkede op, men ansvaret for undervisningen i stedet var overladt til dem selv. Eleverne svarede, at de ikke ville kunne håndtere et sådan ansvar.

Sigrid Nygaard

11. juli 2015

Eleverne i 8.C på Sjælsøskolen i Birkerød har fordelt sig i syv grupper, som hver især har fået til opgave at præsentere et politisk parti foran klassen. Der arbejdes koncentreret og lavmælt. Det er deres samfundsfagslærer Kirsti Pedersen, som har stillet dem opgaven, og hver fremlæggelse skal berøre partiets politiske ideologi, formand og mærkesager.

»Hvis I alle sammen rejser jer og kigger herop,« siger Kirsti Pedersen ud i klassen og peger først på en stol til venstre for tavlen og dernæst på en nogle par meter derfra til højre for tavlen. »Det her er den yderste venstrefløj, og stolen derovre er den yderste højrefløj. Nu skal en repræsentant fra hvert parti placere sig på det politiske spektrum, og I må ikke tale sammen imens,« tilføjer hun. Der bliver visket, fnist lidt og grublet, mens eleverne finder et ståsted. »Schhhh,« tysser Kirsti Pedersen. Uden for klasseværelset er det danske Folketings politikere i valgkamp, og hun har ryddet årsplanen for samfundsfag til fordel for valget.

»Særligt som samfundsfagslærer er jeg bevidst om min autoritet. Jeg vil på ingen måde virke farvet rent politisk, men det er min opgave at indoktrinere dem til demokratiet og kritisk stillingtagen,« siger hun og fortæller, at temaet ’retssikkerhed’ har måttet vige pladsen for folketingsvalget.

»Jeg giver mig selv beføjelse til at ændre planen, fordi jeg vurderer, at det er vigtigt for fællesskabet,« siger Kirsti Pedersen, der samtidig er klasselærer for 8.C.

Og i dag synes ingen af eleverne at modsætte sig hendes autoritet.

Vi har sat Kirsti Pedersen stævne for at få hendes hjælp til at definere begrebet ‘magt’ med særligt henblik på de indsigter, man har i, hvad magt er, når man selv skal udøve den og overveje den i sin daglige praksis. Sådan som hun for eksempel gør i sit job som lærer i den danske folkeskole.

At være en autoritet og at være autoritær, er to forskellige ting, understreger Kirsti Pedersen. Hun henviser til den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehes tese om, at den moderne lærer skal være en charmerende autoritet.

»Ud fra hans teori er jeg en rejseguide udi i nye vidensverdener, hvilket lyder enormt flot. Reelt betyder det, at jeg bestemmer en retning for undervisningen – en vej – men eleverne skal selv gå hen ad vejen og også gerne stille spørgsmål til retningen undervejs,« forklarer hun. I dagens samfundsfagstime kan retningen ses som en introduktion til det politiske system i Danmark, hvor eleverne selv skal danne sig en holdning til de forskellige partier.

Gensidig tillid

Forholdet mellem fællesskab og individ har Kirsti Pedersen for øje, når hun udøver magt i klasselokalet. Folkeskolens rekrutteringsgrundlag i dag består blandt andet af de omdiskuterede curlingbørn, men som institution afhænger folkeskolen af et stærkt fællesskab.

»Selvfølgelig skal der være plads til stærke individer, men det er utopi at have en folkeskole, hvor hver elev føler sig som den primære opgave. Skal fællesskabet lykkes, er der behov for at se skolen og læreren som en autoritet,« siger hun og understreger, at det derfor er afgørende, at også forældre ser deres barn som del af et klassefællesskab. Uden et stærkt samarbejde mellem forældre og skole kan folkeskolen ikke bestå. Det forhold ville Kirsti Pedersen ønske, at den skolepolitiske debat handlede mere om – i stedet for det efter hendes opfattelse snævre fokus på, hvad skolen og læreren alene kan gøre for at styrke folkeskolen og ændre den omdiskuterede autoritetskrise.

Af samme grund er det en udfordring, hvis forældre eksempelvis vælger fællesskabet fra og efterspørger en individuel læseplan til skituren uden for skoleferien.

»Som nyuddannet lærer øver jeg mig stadig i at mærke efter i forhold til, hvornår jeg kan læne mig op ad min autoritet og sige: ‘Nej, det er en dårlig ide at tage dit barn ud af skolen’,« siger Kirsti Pedersen og tilføjer, at det grundlæggende handler om at have tillid til skolelæreren som en rammesætter med et meningsfuldt mål. For elever såvel som forældre.

»De må have tillid til, at der er et formål med rammen. Og som autoritet må jeg have en klar plan for undervisningen, hvile i den og være tydelig omkring den,« fortæller Kirsti Pedersen, der også har drøftet sin egen position med sine elever.

Som en anden del af undervisningen i demokrati spurgte Kirsti Pedersen en dag 8.C, hvad de ville gøre, hvis de en mandag morgen mødte op til følgende brev: ‘I denne her uge skal I selv gå i skole, for der vil ikke være nogen ledelse eller lærere på skolen.’ Det tænkte eleverne længe over, før de nåede en konklusion:

»Jamen Kirsti, det er jo dig, der finder ud af, hvad vi skal. Vi kan ikke selv finde ud af at planlægge undervisningen, så enten ville vi gå hjem eller blive uvenner over, hvem der skulle bestemme,« gengiver Kirsti Pedersen elevernes reaktion på brevet og understreger, hvordan hendes magt er både et privilegium og en forpligtelse.

Retten til nuet

Både tankeeksperimentet og dagens opgave om at placere sig på det politiske spektrum er i tråd med Kirsti Pedersens vision om »læringsglemsel og uren pædagogik«, som hun kalder det. Sigtet er, at eleverne ikke opfatter, at de lærer. Som dengang hun kaldte til fredagsbøn. 8.C troede de skulle til en almindelig religionstime, men mødte op til et mørkt klasselokale med stearinlys, tæpper på gulvet og tonerne fra en minaret. For at tage del i undervisningen måtte pigerne bære tørklæde. Det kan virke legende, men det handler stadig om forholdet mellem magt og tillid.

»Når vi leger indlæringen, rodfæster den sig på en helt anden måde end traditionel tavleundervisning. Men legen lykkes kun, hvis eleverne stoler på mig og siger ’ja’ til eksempelvis at lege med, også selvom det umiddelbart kan virke grænseoverskridende,« siger Kirsti Pedersen og ærgrer sig over, at skolereformen efterlader liden plads til at lege og glemme. Den nye folkeskole, som blev lovfæstet med folkeskolereformen sidste år lægger vægt på en mere målstyret undervisning, som også kræver af eleverne, at de har en større bevidsthed om egen læring. Reformen medfører blandt andet obligatoriske målsamtaler, hvor eleverne skal forholde sig til egne resultater og egen læringsproces, og herunder hvad der skal til at opnå endnu bedre resultater.

»Metakognitive og præstationsfremmende mål risikerer at forhindre eleverne i at være tilstede i nuet. Ingen kan være overrasket over, at unge mennesker i dag føler sig stressede, når vi hele tiden forlanger af dem, at de skal forholde sig til fremtiden,« siger Kirsti Pedersen, som taler om en »akademisering af folkeskolen«. På den måde oplever hun, at skolereformen har frataget hende magt i forhold til, hvordan hun pædagogisk tilrettelægger sin undervisning.

– Hvordan tilpasser du din autonomi en politisk defineret ramme?

»I al beskedenhed har jeg et af verdens allervigtigste job, så det handler om at finde en balance. Ambitioner, som reformen lægger op til, er vigtige, men jeg holder mig ikke tilbage med at fortælle mine elever, at jeg for eksempel selv ikke anede, hvad jeg ville efter gymnasiet,« siger Kirsti Pedersen som eksempel på den civile ulydighed, som rammerne trods alt tillader.

Magtesløshed

Autoritetskrise eller ej. For Kirsti Pedersen er hendes magt som skolelærer på en gang diffus og allestedsnærværende, og i hendes overvejelser omkring den spiller tilliden til hende selv også ind. Skal hun kunne legitimere sin magt over for eleverne, må hun nødvendigvis kunne legitimere den over for sig selv. Her lægger hun vægt på, at hvor eleverne måske derhjemme er vant til, at en forklaring først er gyldig, når den er forstået og accepteret, så forholder det sig anderledes i skolen.

»Jeg kræver ikke, at de forstår og accepterer den. Her er jeg en autoritet, som kræver, at de som individer må sidestille deres behov af hensyn til fællesskabet,« siger Kristi Pedersen.

Ikke desto mindre beror den gode undervisning på, at eleverne godtager den præmis.

»Og så er vi tilbage til tilliden. I vores position balancerer vi hele tiden med en magtesløshed, for i yderste potens kan eleverne nægte at sige ja til fællesskabet. Og jeg tror ikke, at en sanktion som udelukkelse fra fællesskabet er hensigtsmæssig,« siger hun og tilføjer:

»Tillid og respekt er vores vigtigste værktøjer til at adfærdsregulere, og dem skal man gøre sig fortjent til.«

Magtudredningen

Seneste artikler

  • ’Jeg har smidt skyklapperne’

    8. august 2015
    Videnskabsjournalisten Lone Frank plejer at tale om ’mere viden’ og ’mere kontrol’, men hun er blevet ramt af det, der har allermest magt over tilværelsen: Tilfældet. En tilfældig mutation tog livet af hendes kæreste, og nu taler hun om at anerkende tilfældighedernes magt. Gør vi det, er vi bedre rustet, når de slår os omkuld
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu