Interview
Læsetid: 9 min.

’Manden er sejlet agterud’

Peter Land tager udgangspunkt i egen utilstrækkelighed og skrøbelighed og bruger det til at lave kunst og fortællinger om mandens rolle i det postindustrielle samfund. Det gør han for at få manden til at definere en ny rolle for sig selv, der kan hamle op med kvinderne
’ Der går ikke en dag, hvor jeg ikke forsøger at fange en blind vinkel hos mig selv og gøre den til genstand for en eller anden form for analyse. Det gør jeg ikke kun i forhold til arbejdet, men også på det helt almenmenneskelige plan,’ siger kunstneren Peter Land

’ Der går ikke en dag, hvor jeg ikke forsøger at fange en blind vinkel hos mig selv og gøre den til genstand for en eller anden form for analyse. Det gør jeg ikke kun i forhold til arbejdet, men også på det helt almenmenneskelige plan,’ siger kunstneren Peter Land

Kultur
14. juli 2015

Vi er langt fra fitnesscentrenes perfektionerede mandekroppe og selvdisciplin. Dyrkelsen af kroppen er lige så selvoptaget som den i fitnesscentrene, men forskellen er, at i værkerne her bliver betragtningen af mandekroppen ikke brugt indad som selvtilfredsstillelse foran et spejl, men som et større spejl til at undersøge manderollen i dagens samfund. Manden, der bliver undersøgt, udstillet og blotlagt i al sin sårbarhed tilhører kunstneren Peter Land. Han undersøger sig selv i sine værker, og han er lige nu aktuel med en stor retrospektiv udstilling, »Psykosomatisk«, på Den Frie Udstillingsbygning i København.

I et tidligt videoværk i udstillingen danser en 20 år yngre udgave af Peter Land beruset og nøgen rundt i sin egen stue. Han er lidt for tyk og ikke specielt graciøs i sine bevægelser, men ærlig og påtrængende. Det er svært at sige andet, end at han er den perfekte fremstilling af den kiksede mand.

Jeg møder kunstneren Peter Land en mandag, hvor hans udstilling holder lukket for publikum. Derfor tager han imod som vært, mens jeg er gæsten. Det passer meget godt, for hele det ene rum i udstillingen er indrettet med møblerne fra Peter Lands egen dagligstue. Derfor kan vi i bogstavelig forstand sætte os i hans sofa midt i værket Selvportræt, og jeg kan spørge værten, hvorfor udstillingen hedder »Psykosomatisk«.

»Det psykosomatiske har jo noget med sygdom at gøre, med smerter, som ikke er der, men som kan være reelle nok. Titlen er en reference til at kigge indad, til den positive selvoptagethed, som også er udgangspunkt for værkerne på udstillingen. Det handler om at finde fejl i sig selv, finde sygdommene i sig selv. Det er meget en respons til meget af det, der foregår i værkerne, som stammer fra selvanalyse. Jeg gør meget ud af at være opmærksom på mine egne uheldige sider. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke forsøger at fange en blind vinkel hos mig selv og gøre den til genstand for en eller anden form for analyse. Det gør jeg ikke kun i forhold til arbejdet, men også på det helt almenmenneskelige plan. Jeg ser det som en form for mental gymnastik, som gør, at man garderer sig mod vanetænkning, fordomme med videre, som vi alle har liggende i os, og som man lige så godt kan tage i opstarten – eller også kan man vælge at give los, og så er det, vi ender i racisme og misogyni.«

Peter Land taler om, at selv om han ikke er del af et traditionelt arbejdsmarked, så har han fornemmet et skift i samfundet. Folk taler anderledes til hinanden og opfatter hinanden anderledes end for 20 år siden. På mange arbejdspladser, siger han, har man godt nok en flad struktur, men nedenunder gemmer sig stadig tydelige magtstrukturer, og MU-samtalerne har deres egen stressende selvdisciplin.

Undertitlen på udstillingen er »Gør det ondt, når du ler?«. Ifølge Peter Land rummer titlen en social reference.

»Hvor det i 1970’erne hed, at alt er samfundets skyld, så lever vi nu i en tid, hvor det er o.k. at vende alting indad. Det er næsten for o.k., for hvis du har problemer, så skal du til coach, i terapi, se på, om der er noget galt i dig selv. Det er så o.k. i dag, at det næsten er blevet uudholdeligt.«

Samfundskritisk

Vi har bevæget os ind i et andet rum og hen til et helt nyt værk, Slået hjem, skabt til udstillingen. En voksfigur forestillende selvsamme Peter Land placeret som en hjemløs i en papkasse, krummet i en lang cirkel af flyttekasser skubbet ind i hinanden som et stort ludospil. I værkets anden ende stikker voksfigurens fødder ud. Værket er en tydelig modpol til videoen, hvor han danser nøgen. I løbet af de 20 år har Peter Land bevæget sig fra ren selvanalyse til at bruge sig selv i et værk, der også rummer en direkte samfundskritik.

»Ja, mine nye værker er langt mere sociopolitisk henvisende end de tidligere. Der ligger en skjult kritik og en henvendelse i papkasseværket: mand, der sover i papkasse, hjemløse, ludospillet, tabe i et spil og være havnet i den situation, deri ligger en åbenlys kommentar.«

Værket er placeret sammen med et andet værk, Jeg er her ikke, hvor fire mænd bag hver deres forhæng ikke vil være ved, at de er til stede.

»Det handler om at gemme sig væk, skjule sig for den virkelighed, der omgiver en. Det handler om, hvad tiggere og hjemløse gør ved mig. Jeg bliver ramt af en skyldfølelse, som jeg helst vil slippe igen. Det er også symptom på immunisering. Det er blevet mere hverdagsligt med hjemløse, jeg kan lettere gå forbi dem, uden at føle mig specielt mærket af det, og det synes jeg er bekymrende.«

Et tilbagevendende tema i Peter Lands værker er optagethed af manden, fokus på manderollen og den kiksede mand.

»Da jeg lavede nøgenvideoen, var kropskultur lige kommet på banen. Det var meget fremme med fitness og at få styr på krop og liv. Det er ikke gået over, men er bare accelereret. Jeg ser det som et forsøg på at skjule sig, gemme sig bag en facade af selvkontrol. Det er nok det, jeg prøver at kommentere på med mig selv som eksempel. Jeg har ikke den perfekte krop, har lidt for meget mave, har ikke perfekt styr på mit liv. Det betyder noget socialt, om vi tør stå ved os selv, om vi tør møde hinanden, som vi er, fremfor at tale med et projiceret billede af den anden. Jeg ønsker for en kort stund at give den besøgende på udstillingen fornemmelsen af, at når jeg kan vise, hvor kikset jeg kan være, så kan vedkommende også godt tillade sig at slappe lidt mere af.«

Hvor det i 1970’erne hed, at alt er samfundets skyld, så lever vi nu i en tid, hvor det er o.k. at vende alting indad. Det er næsten for o.k., for hvis du har problemer, så skal du til coach, i terapi, se på, om der er noget galt i dig selv. Det er så o.k. i dag, at det næsten er blevet uudholdeligt.

I en større sammenhæng handler det for tabermanden også om at indtage nyt terræn og definere en helt ny rolle.

»Jeg tænker meget i forhold til den udvikling, som kvinderne har gennemgået siden 1960’erne, hvor de har haft en frugtbar diskussion og har formået at redefinere deres rolle, og hvor manden ærlig talt er ved at være sejlet agterud. Mens kvinderne har brugt tid på redefinere sig selv, har mændene ladet stå til, og det gør, at på nogle stræk er mænd blevet stakkels og har ikke noget at komme med i forhold til det, kvinderne har gjort. Det er vigtigt, at vi får fat i en maskulin debat på samme måde, som vi har haft en feminin debat i de seneste 30 år. Den er også så småt ved at komme i gang, men der skal virkelig arbejdes på sagen, før vi er på niveau med kvinderne.«

– Så du stiller dig i front?

»Jeg ser det ikke som en kamp, i hvert fald ikke mod kvinderne. Jeg ser det mere som en kamp, mellem mændene indbyrdes. Igen apropos selvanalysen, så er det en kamp man er nødt til at tage med sig selv.«

– Hvad skal manden gøre?

»Det er et stort spørgsmål. Jeg ville ønske, jeg bare kunne sige hvad, men det kan jeg ikke. Jeg kan kun sige, at vi hver især er nødt til at tage diskussionen.«

Det absurde og groteske

I et andet af Peter Lands nye værker gror pølser i urtepotter op ad en blomsterstang som en ironisk-optimistisk kommentar til fødevare- og klimakrisen. Peter Land kommunikerer ret direkte i sin kunst med en række temaer, som er enkle at afkode.

»Pølserne er på mange måder en kommentar til den katastrofestemning, der hersker lige nu; klimaet, de gigantiske flygtningestrømme og finanskrisen. Jeg kan føle mig meget overvældet af de meget forskellige signaler, der sendes fra forskelligt hold. Igen er jeg nødt til at fastholde for mig selv, at det nok skal gå altsammen. Værkerne er sådan nogle kriseværker, og dette er ressourcekrisen eller fødevarekrisen og et svar på spørgsmålet om, hvordan skal vi skabe fødevarer nok til hele klodens befolkning.«

Peter Land har en oprindelig fascination af det absurde teater. Der er elementer af noget teatralsk ved hans måde at lave kunst på. Han peger selv på dramatikerne Samuel Beckett og Eunesco. Inden for billedkunsten er han især inspireret af Dada og fluxus og hele den antikunstneriske bevægelse, hvor kunsten undergraves gennem humor og absurditeter. Et af Lands mest kendte værker er manden i nattøj med grotesk lange arme og ben. Land fortæller, at han er direkte inspireret af det øjeblik, når man er lige ved at falde i søvn og halvvejs drømmer, at man falder ud over en kant og så vågner med et spjæt.

»Jeg har forsøgt at fange det konkrete tab af kontrol. Tab af kontrol har ligget som et stabilt tema i mine værker. Jeg er også inspireret af tegneserien Lille Nemo i Drømmeland fra 1906, der handler om en lille dreng, der lægges i seng, og hvor vi ser, hvad han drømmer. Det er totalt surrealistisk. Men der er ikke et bestemt sted, hvor jeg henter input, men forskellige steder, således også eksempelvis i Alice i Eventyrland

– Hvad søger du i de groteske, forvrængede former?

»Jeg tror ikke, der er mening at finde. Mit arbejde antager mere form af spørgsmål. Jeg siger, kunne det tænkes, eller måske er det sådan? Det med at sige, at jeg har afdækket en dybere mening, kan jeg ikke. Eller det kan kunsten ikke. Kunsten er god til at stille spørgsmål, men elendig til at komme med svar.«

– Er der et element af tilfredsstillelse eller katharsis forbundet med dit arbejde?

»I selve arbejdet finder jeg en form for mening, men ikke på et personligt plan. Hvis jeg skal være lidt ond ved mig selv, så kan man måske sige, at jeg glemmer det meningsløse, mens jeg arbejder med det i kunstnerisk form. Det giver respit for en stund. Jeg kan også mærke, at når jeg er færdig med et værk eller udstilling, så får jeg en downer. Jeg er mest lykkelig, når jeg udkaster nye ideer.«

– Bruger du kunst som værn mod eget tab af kontrol?

»Nej, ikke værn. Tværtimod satser du, når du laver kunst, og det kan så gå galt eller godt. Der er mere et element af kontroltab ved at lave kunst.«

Det autofiktive værk

Midt i udstillingens centrale rum har Peter Land som sagt samlet hele sin dagligstue i form af sofa, spisebord, planter, reoler med bøger og forskelligt nips i værket, der hedder Selvportræt. Det har den effekt, at man faktisk kan tage plads midt i værket og spørge kunstneren, hvad han har gang i her?

»Det er en midtvejskrise, manden der sidder derovre, halvvejs gennem livet, mens han kigger på en tom tallerken og et glas rødvin. Han ser gnaven ud. Han ser slet ikke den pølse, der hænger lige over hans hoved, han kunne sådan set bare række ud efter den, men han får ikke øje på den. Det er igen det med selvanalysen. Jeg prøver at gribe noget i opstarten, analysere det og grine af mig selv i stedet for patetisk at græde over alt det, manden ikke har fået.«

Det er rent faktisk alle Peter Lands personlige ting, der indgår i værket. Det underlige er, at selv om det er hans ting, så fortæller det ikke noget om ham. Værket siger også, at man ikke kan finde ud af noget om en person ved at sidde i en persons sofa og kigge på hans potteplanter. Eller man kunne for egen regning tilføje, at man ikke finder ud af noget om en person ved at besøge vedkommendes profil på Facebook.

– Men hvor kommer overhovedet denne interesse for det selvbiografiske eller autofiktive?

»Det her er jo ikke selvoplevet, jeg har aldrig siddet sådan ved spisebordet eller sovet i papkasser. Det er allegoriske fortællinger. Uanset om man arbejder som jeg, eller som Knausgård skriver Min Kamp, er man i gang med at oversætte noget til noget andet. Det kan godt være, at det er egne oplevelser, man beskriver, men på en måde bliver de også almengyldige, når andre kan spejle sig i det. For mig gælder den strategi, at jeg skal sparke mig selv hen, hvor det gælder. Det skal gøre lidt ondt for at gælde. Det er vigtigt, at kunstneren sætter sig selv på spil, at man investerer sig selv.«

Serie

Robusthed

Seneste artikler

  • Asbjørn vil gøre op med musikkens machomænd

    9. juli 2015
    Den unge danske musiker Asbjørn klædte sig ud som Disney-prinsesserne, da han var lille. Og han har altid haft flest kvindelige rollemodeller. Nu vil han bruge sin position og sine erfaringer til at gøre op med mainstreamkulturens mandeidealer og dermed også med forestillingen om, at robusthed og machokultur hænger uløseligt sammen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bente Petersen

maaske den vestlige "mand" er ved bare at vaere menneske... vi er alle saa forskellige... piger og drenge - maend og kvinder - ogsaa maend er forskellige mand til mand og det er kvinder ogsaa... der er skiftende roller for os alle... og hverisaer maa vi nok finde ud af hvem vi er... og saa leve som vi synes livet skal leves... taenke over tingene og vaelge hvad vi vil .....og saa goere det vi vil... ogsaa hvis det vi vil er "ingenting" ... heldigvis er vi ALLE forskellige...

Anne-Marie Krogsbøll, Gert Selmer Jensen og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar
Felix Austin

Vi skal alle faktisk netop holde op med at søge roller vi kan fylde ud i tiden, som det moderæs det er, tage afstand fra konkurrence og forstillelse, men i stedet turde være os selv.
Erkende os selv, som den vi er og derfra magte at forandre det i os, vi selv og omgivelserne finder uhensigtsmæssige.
Ikke for at lefle for omgivelserne, men i balance med erkendelse for at vi skal få det bedre med os selv og være til værdi for andre.

Egon Maltzon

Måske kan vi langt om længe komme tilbage til den lykkelige tid, da vi ikke partout skulle have (mindst) det samme som alle de andre.
Med socialismen og småborgerligheden kom lighedsmisundelsen, som gnavede i alle som ikke havde samme succes som naboen.
I 70'erne kunne man så meget bekvemt give samfundet skylden, men da det efterhånden gik op for de fleste, at hvis samfundet skulle skabe den type af lighed, ville det blive totalitært, vendte de fleste misundelsen indad, og det er pænt usundt i længden.

Så glæd dig over at det går andre godt, og lev med de begrænsninger som livet nu engang giver.
Det andet giver sq bare dårlig mave og forhøjet blodtryk.

Felix Austin

Egon Maltzon

Socialisme og småborgerlighed er hinandens modpoler

Troels Brøgger

@Felix Austin
Nej de er ikke, de er hinandens forudsætninger. Det totale ligemageri vil automatisk kalde til et oprør, en trang til at være sig selv og være noget andet end de andre. Den ultimative ligusterhæk-egoisme vil få nogen til på et tidspunkt at tænke at det nok kunne være bedre hvis vi samarbejdede til fælles bedste. Jeg er medlem af Enhedslisten fordi jeg ser partiet som en vej hen mod en bedre verden, men jeg ville hade hvis de mest fanatiske ligemagere i mit parti fik magten ! Jeg vil selv bestemme farven på mine sokker fand'me' !

Felix Austin

Troels Brøgger

Du må da jokke bunden ud på dine sokker om du vil, og spraymale dem i alle nuancer du kan finde på.
Men hvis du mener at ligeværdighed eller ligemageri, som du kalder det, så kan det i mine øjne ikke være et problem fordi nogle vil være anderledes, for den respekt for individdet skulle alle gerne have været opdraget til, sådan at alle kunne acceptere forskelligheder.
Problemet opstår kun for de der tror at de ved deres egenart kan gøre sig til mere end deres medborgere og de har selvfølgelig et problem med ligeværdighed.

Ligusterfacismen har bestemt ikke sit udspring i socialismen, men tværtimod i liberalismens konkurrence om og ret til alle de naturens og samfundets goder individdet kan rage til sig og hævde sig på.
Ikke mindst for at hævde sin stand og opstige i klasserne igennem forbrugerismen.

En måde at hævde sig på overfor de man føler sig placeret over. Eller håber på.

En anden måde at hævde sig på, kunne være hvis man kunne føle sig moralsk overlegen i kraft af sit medlemsskab af en lovlig partiforening med holdninger som i bestemte fora var overensstemmende med det forventede flertals holdning.

Men jeg synes da at du har ret i at samarbejde er vejen frem.

Touhami Bennour

I begyndelsen var atomerne. her tales tror jeg om mand som en bestemt human væsen, altså en mand versus en kvinde. Han er mere oprindelig og (primitive) end når man taler om et menneske. Jeg bruger selv atomteori når jeg behandler bevægelsen I mig eller mangel af den samme.Et atom er I samspil med omgivelse og binder sig med andre atomer for at danne et nyt atom, "antropi". Mange ved det ikke fordi det tror de lever I en lukket verden, hvor kommer du fra siger han? og trykker han på knappen. Men atomet er´i bevægelse hele tiden også når der skal findes svar. I modsat fald, uden at tage den teori, så gentager vi den samme historie, gentager fortiden. En mand, to mænd, tre osv. de er altid en mand, de kan danne et kollectiv eller socialtiv uden at møde misundelse eller andre misforståelse. Alle mand er levet af atomer og I et samfund fungerer som en population af atomer, resten er privat og forbliver privat, afhængig af hvad han har lært eller skabt, eller måske af ingenting. det var nogle ideer men det er min rigtig teori.

Vibeke Rasmussen

Åh! Alene dét at Peter Land (også) henter inspiration i Little Nemo … :-)

I øvrigt befriende at læse et portræt/interview, hvor den portrætterede/interviewede selv får lov at beskrive dét – og bestemme hvad – der skal beskrives om ham. Helt uden de desværre efterhånden obligatoriske, floromvundne person- og situationsbeskrivelser af journalisten. Tak for det.

Vibeke Rasmussen

Og hvis nu ellers der havde været en review-funktion, var min kursivering nok stoppet efter 'journalisten'. Men ok, et kursiveret tak, omend utilstræbt, kan jeg nu godt stå inde for. :)

Gert Selmer Jensen

Mange mennesker er egentlig temmelig "kiksede". Det de mangler er at værdsætte det.
Det gør mange andre mennesker.

Gert Selmer Jensen

"Så mænd kan hamle op mod kvinder".??? Hvad er det for noget fordrukkent sludder. De skal da bare hvile i sig selv. Det er vel ikke en "kønskonkurence", eller hvad.!?

Gert Selmer Jensen

med

Torben Nielsen

Et besætningsmedlem er "agterudsejlet" hvis vedkommende ikke når ombord inden afsejling. Det der med at sejle, falde overbord, blive agterudsejlet, er næsten arketypiske træk for nogle mænd med relationer til havet. I drømmene dukker det op i mange sammenhænge.

Gert Selmer Jensen

Vi er vores egen kaptajn.