Læsetid: 16 min.

Oprørets tid

Journalist og forfatter Ejvind Larsen fortæller om, hvordan han selv var med til at starte ungdomsoprøret i Danmark, og om hvordan det lykkedes ham at gøre en borgerlig NATO-venlig avis til venstreprogressiv avis, som bliver forum for kvindefrigørelse, seksuel frigørelse og antiautoritær tænkning
’Den mærkelige 68-fornemmelse, jeg hverken har kendt før eller siden, men som summede, ikke bare for ørerne, men i smagsløgene, næseborene, hele kroppen’ skriver Ejvind Larsen om studenteroprøret i 1968.
27. juli 2015

– Kapitel 4 –

»Også du, Brutus!« Han sagde dog ikke ’min søn’, og der var trods alt et glimt i øjet, da Københavns Universitets rector magnificus, Mogens Fog, med stålhård stemme ålede mig oppe fra podiet for øjnene af universitetsverdenens elite.

Tiden var sidst på formiddagen den 21. marts 1968, stedet var Orchidé-Terrassen i Rødovre, anledningen var en stillingtagen til en betænkning om ny organisation af universiteterne. Årsagen til Fogs udhængning af mig til tørre var min artikel »Er danske studenter for sløve til at gøre oprør mod systemet?«, som Information havde bragt dagen før.

For der var aldeles ingen grund til, at danske studenter skulle gøre oprør, for alle var såmænd allerede indstillede på at give de ikkeprofessorale lærere noget mere indflydelse, og studenternes ene repræsentant i hvert af de rådende organer kunne muligvis opnå stemmeret, hvad de eksisterende studenterorganer jo er yderst tilfredse med, og nede på rækkerne nikkede i takt Danske Studerendes Fællesråds hoveder så voldsomt, at de var lige ved at trille af.

»Det skuffer mig, at De, Ejvind Larsen, som en anden Ekstra Blads-journalist vil nedlade Dem til det. Det ligger langt under Deres niveau. Også du, Brutus,« sluttede Mogens Fog. Dog med et lille smil i mundvigen. Og så erklærede formanden for Akademikernes Samarbejdsudvalg mødet for hævet,»da forskelligt var indtruffet«.

Studenteroprøret

»Hvad er der sket?« råbte jeg efter Zacchi (formand for Danske Studerendes Fællesråd) på vej ud af Terrassen, hvor palmerne svajede, og springvandene plaskede. »De gør oprør derinde. ’Studenter­oprør’! Din skid!« Heldigvis var en af de mere menige studenter ankommet i en skramlet Citroën 2CV, og i den pressede seks-syv af os sig ind oven på hinanden og rasede af sted ad Roskildevejen.

’Oprør? Hvaffor oprør? Hvor? Hvordan? Hvem?’ Zacchi vidste ikke andet, end at der foregik en masse ovre i Studiegården, slagord på væggene, rock og beat og højt­talere. Hvad fanden jeg havde med det at gøre, ville jeg vide. Jeg aner ikke spor. »Hvorfor helvede har du så skrevet den artikel, mand? Netop i går?«

Så indtraf det. Den mærkelige 68-fornemmelse, jeg hverken har kendt før eller siden, men som summede, ikke bare for ørerne, men i smagsløgene, næseborene, hele kroppen. Den blev delt af tusinder, hundrede tusinder, måske millioner – hele kloden rundt.

Vi anede knap nok hinandens eksistens, og så samstemte vi alligevel hele tiden. Så i Warszawa, så i San Francisco, så i Reykjavik, så Peking, så på mit kontor på Dagbladet Information i Store Kongensgade, så i Studiegården ved Frue Plads. Hvad drev os og drev os sammen?

En UFO hængende over jorden, udsættende den for samme elektriske stråling mens den i løbet af et døgn havde drejet sig en omgang? Eller var det en mystisk katalysator, der i vidt forskellige tøser og fyre, gule, sorte, hvide og røde, forenede legems­væsker til nye kemiske forbindelser med eksplosive potentialer?

Eller var det én stor, global jazzjam- og samsession med saxofonister, janitsharer, pianister, bassister, trompetister og vokalister, der aldrig havde mødt hinanden og nu kendte hinandens temaer, variationer, riffs, breaks, soloer og tekster, som om de altid havde gjort det? Uvirkeligt. Det var, hvad det var.

Og så stod virkeligheden der alligevel. Lige foran 2CV’en på Bispetorvet. Oppe på det kondemnerede baghus’ høje, store ellers tomme gavl over Studiegården var malet med kæmpe sorte bogstaver ’BRYD PROFESSORVÆLDET MEDBESTEMMELSE NU!’ »Hvem har lavet det her?« spurgte jeg. Carl Weltzer, søn af en af de Kierkegaard-kyndige og i ordets bedste forstand næsten Indre Missionsk fromme præster, jeg kendte lidt til fra min Tidehverv-tilværelse, forklarede.

»Vi er de psykologistuderende. Det har været forberedt længe og meget fortroligt. Hvor fanden vidste du det fra?« Det vidste jeg da heller ikke, forsikrede jeg. Overhovedet ikke. Men et mærkeligt sammentræf er det jo. Det ligner næsten en tanke.

»Din artikel kom os meget på tværs,« bed han mig af. »Vi var lige ved at udsætte det hele, men mødet i AS (Akademikernes Samarbejdsudvalg) skulle jo holdes i dag. Hvorfor skrev du så den artikel?«

»Ja, hvorfor laver I det her?« gensvarede jeg.

»Læs, hvad du selv har skrevet,« lød forklaringen. Så var jeg så klog. Jeg fik dog ud af ham, at det kunne blive til hvad som helst: go-in, sit-in, flere demonstrationer, flere happenings, måske til sidst universitetsbesættelse af i hvert fald Psykologisk Laboratorium (som instituttet hed dengang), hvis ikke snart de professorer gav sig i forhold til kravene: Kun en tredjedel af pladserne i de styrende organer til professorerne. En tredjedel til de ikkeprofessorale lærere, docenterne, lektorerne, adjunkterne og det absolut nederste proletariat, der jo laver en stor del af arbejdet, undervisningsassistenterne. Og så en tredjedel til studenterne med fuld tale- OG stemmeret, kom kravet efterhånden til at lyde.

Men dagsordnen var også som Rudi Dutschkes i Vesttyskland: Afsløring af de ideologiske, som oftest borgerlige, hensigter i al ellers påstået objektiv videnskab bortset fra måske den allermest strenge, eksakt efterkontrollerbare naturvidenskab. For som du råber i skoven (økonomien, juraen, samfundsvidenskaben, sociologien, historien, litteraturen, kunsten, religionen), får du svar.

Mødet med Marx

På vej tilbage på avisen for at skrive reportage, så jeg Outzes vinduer ud til Landgreven blive tændt. Hvad ville han mon tænke? På dengang i 1943, da han grundlagde den illegale Information og gik under jorden? Eller den 4. maj ’45, da Information blev en legal avis? Noget nyt, der gør alt det kendte mere eller mindre uvirkeligt? De studenter talte jo også om at vælte både det kapitalistiske system og det stalinistiske. For Marx var modstander af begge, hævdede de.

Men var der noget, Outze ikke var, så var det marxist. Kunne jeg blive det? Konservativ som jeg jo var med min martin-a-hansenske kritik af det moderne fremskridt, der i forgudelsen af den naturvidenskabelig/teknologiske magt over og det pengeøkonomiske forbrug af naturen tilsidesætter den grundlæggende taknemmelighed over livskraften. Eller hvad nu skal kaldes, hvad ingen kan påberåbe sig, slet ikke som sin egen fortjeneste. Som derved netop fundamentalt gør os alle lige og forbinder os i et indbyrdes frit fællesskab. Der på dansk var blevet til noget med andelsselskaber for produktion og forbrug, kooperationer, fri- og højskoler, valg- og frimenigheder, andelsboliger og andre andelsbevægelser.

Egentlig vidste jeg ikke meget andet om Marx, end hvad jeg havde kunnet læse mig til i Villy Sørensens udvalg fra 1962 af Marx’ ungdomsskrifter Økonomi og Filosofi. Men det værk havde jeg så også kastet mig intenst over, da de lidenskabelige og stadig mere forbitrede stridigheder i Socialistisk Folkeparti i 1967 om den såkaldte indefrosne dyrtidspension ikke alene havde ført til SF’s dramatiske sprængning og begyndelsen til Venstresocialisternes parti­dannelse, men lige så dramatisk havde bragt den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag og hans ’røde kabinet’ med SF’erne Aksel Larsen og Gert Petersen, Danmarks første arbejderflertal nogensinde, i mindretal.

Grundet de senere VS’eres urea­listiske, rabiat-idealistiske, venstreorienterede forræderi, som det blev kaldt. Med det resultat, at det udskrevne folketingsvalg 23. januar 1968 førte den radikale Hilmar Baunsgaard og hans borgerlige RKV-regering til sejr med et historisk mandattal på 27 til Baunsgaard.

Hvad kunne dog få folk som Preben Wilhjelm, Erik Sigs­gaard, Andreas Jørgensen, Pia Dam, Inge Eriksen, Knud Vilby til at give anarkistisk fanden i arbejderflertal og regeringsmagt til fordel for i første omgang en borgerlig regering – med mere eller mindre henvisning til denne – i min oprindelige, grundtvigske, martin-a-hansenske, informationske verden – rædselsfuldt totalitære Karl Marx?  
Jeg gik op og skrev reportagen. Fik dagen efter lov at skrive lederen. Outze fyrede mig ikke. Endnu.

Grundtvigianer og marxist

Glemmer aldrig den tidlige martsdag, jeg ringede til Villy Sørensen og bekendte, at nu kunne jeg som tidehvervsmand af den gamle skole, før Søren Krarup perverterede det hele, og som trofast kirkegænger i den grundtvigske valgmenighed i Vartov, godt have med Marx at gøre. Det skyldtes to og et halvt citat fra Sørensens bog.

Den tredje Feuerbach-tese, hvor Marx skriver: »Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene« (og altså ikke af en eller anden determinerende gud eller naturlov, indskyder jeg, for at gøre pointen klar), »og at opdrageren (altså) selv må opdrages,« konkluderer Marx. På den måde var Marx altså – sensationelt nok – ikke materialist. Idealist i platonsk-hegelsk forstand var han dog heller ikke. Han var vel et praktisk geni, som Bjørn Poulsen kaldte Grundtvig.

De åndelige omstændigheder er afhængige af de materielle betingelser, og de materielle forhold er bestemt af åndelige påvirkninger. Hvad kommer så først: materien eller ånden? Ja, al ånd er i sidste instans afhængig af de biologiske materier, molekyler, atomer, subatomare størrelser, der skal være tilstede, for at musik overhovedet kan lyde og nydes. Men hvad kommer så først, for en sand, ikkemekanistisk, ikkedeterministisk, åndsbekræftende materialist? Hønen eller ægget?

Svaret er ligetil: De kommer først begge. For en høne kommer af et æg og et æg af en høne, så vel kan den aristoteliske logiks kausallogiske progression om, at alt har en årsag, som fører til et mål og resultat, bruges til mange ting, men ikke til at udtømme tilværelsens grundlæggende karakter af feedback slynger, økologiske vekselvirkninger og reciprokke fødekæder. Af at være hverken dualistisk (ånd og materie som hinandens modsætninger) eller monistisk (ånd og materie som et og det samme), ja, ikke engang dialektisk (tese, antitese, syntese, for der er slet ingen eviggyldige synteser), men af at være slet og ret dialogisk.

Bag eller over dialogen er der – intet. Men der er, at der kan opstå samtale, som dialog hedder på dansk. Hvordan det så kan la’ sig gi’ sig, er der ingen ord for, men kald det da bare naturen eller Gud eller poesien eller eros eller brugsens Cirkel-kaffe, der, når den er klar, overbeviser Benny om, at livet er ikke det værste, man har, words, words, words er og bliver det.

For at opdrageren virkelig kan ændre de materielle omstændigheder og ikke bare gentage dem mekanisk, slavisk, mere eller mindre ubevidst, må opdrageren selv bevidstgøres. I bevidst refleksion af de foreliggende materielle omstændigheder som de fremstår til forskel fra, hvad de kunne have været på godt og ondt, og i bevidst refleksion af refleksion selv. Således udsættes opdrageren for – opdragelse. Oplysning, som det hedder hos Grundtvig. Ideologikritik, som studenteroprørerne siden kaldte det.

Det halve citat lyder: »Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium. At ophæve religionen som folkets illusorisk lykke er at fordre folkets virkelige lykke. Fordringen om at opgive illusionerne om sin tilstand er fordringen om at opgive en tilstand, som har illusioner behov. Kritikken af religionen rummer altså i kim kritikken af den jammerdal, hvis helgenglorie religionen er.«

I betragtning af at det Tidehverv, jeg var oplært hos, insisterede på, at kristendom i hvert fald ikke har noget som helst med religion at gøre, for religion har fanden skabt til opfyldelse af menneskers gudsfornægtende selvtilfredsstillelse, kunne jeg naturligvis intet have at indvende mod Marx’s påvisning af, at religion er folkets opium og åndløse tilstandes åndsindhold.

Når det kun var og er et halvt citat, skyldes det spørgsmålet, om det da virkelig skulle kunne være muligt at fylde tilstandene her på Jorden med så meget ånd, at religion bliver komplet overflødig?

Foreløbig er det jo i hvert fald ikke lykkedes, på det seneste snarere tværtimod. Folk synes igen at blive mere og mere religiøse, om end ikke altid i kirkelig forstand. Hvad også Habermas i Tyskland har reflekteret en del over på det seneste. Men dermed er jeg inde på en kritik, der sjovt nok ikke alene rammer Marx, men også Tidehverv og en stor del af hele den gængse teologi i den danske folkekirke i dag.

Lad det nu ligge. Det fulde og hele, andet – om man vil: tredje – citat, lyder:
»Shakespeare fremhæver (i den tragiske komedie Timon i Athen) især to egenskaber ved pengene. 1) De er den synlige guddom, forvandlingen af alle menneskelige og naturlige egenskaber til deres modsætning, den almene forveksling og fordrejelse af tingene; de forener umuligheder. 2) De er menneskenes og nationernes almene skøge, deres almene kobler. ... De er menneskehedens formåen gjort fremmed for den selv. … Den, som kan købe tapperhed, er tapper, er han end fej. Da pengene ikke byttes med en bestemt kvalitet, med en bestemt ting, med bestemte menneskelige væsenskræfter, men (kan) byttes med hele den menneskelige og naturlige objektive verden, så bytter de altså – set fra ejermandens synspunkt – alle egenskaber med hinanden, også indbyrdes modstridende egenskaber og genstande; de betyder foreningen af umulig­heder, de tvinger modsigelserne til at kysses. Forudsæt (der­imod) mennesket som menneske og dets forhold til verden som et menneskeligt forhold, så kan du kun udveksle kærlighed med kærlighed, tillid med tillid etc. Hvis du vil nyde kunsten, må du være et kunstnerisk dannet menneske; hvis du vil udøve indflydelse på andre mennesker, så må du være et virkeligt inspirerende og stimulerende menneske, som virker på andre mennesker. Hvert af dine forhold til mennesket og naturen må være et bestemt udtryk for dit virkelige, individuelle liv og må svare til genstanden for din vilje. Hvis du elsker, uden at din kærlighed besvares, hvis din kærlighed som sådan ikke skaber genkærlighed, hvis du ikke i kraft af dit livsudtryk som elskende menneske gør dig selv til det elskede menneske, så er din kærlighed afmægtig, så er den en ulykke.«

Er det marxisme, er jeg vel allerede som tidehvervsk grundtvigianer en slags marxist, betroede jeg Villy Sørensen.

»Nåe, er du det?« kommenterede han blidt. »Jamen, det skyldes jo din egen bog.«

»Nåe, synes du det?’ Nu lød han næsten medlidende. Derved blev det: En antiautoritær socialisme er jo en contradictio in adjecto i praksis, en afsindig selvmodsigelse; det måtte der komme en andelsbevægelse ud af. Noget, der hverken var kapitalistisk eller kommunistisk i sovjetisk forstand, knap nok socialdemokratisk, noget helt fjerde.

Og jeg begyndte at spække nogle af mine studenteroprørske ledere med Grundtvig-citater, for nok kunne de psykologistuderende på Frue Plads og Daniel Cohn-Bendit i Paris og Rudi Dutschke på Freie Universität i Vestberlin lange ud efter professorerne og den sorte skole, nærmest professorliderlige virkede de, når Grundtvig virkelig tog fat på sit oprør mod det:

»Ligeså hovedløse som hjerteløse skolevæsen, med deraf flydende hjertekulde, hjerneforstoppelse, hjernebetændelse, sløvhed, dorskhed, trælle­sind, glimmersyge og al folkelig og menneskelig elendighed.«

For »nu er det noget, desværre blandt os aldeles nyt, jeg har for øje, en oplysningsanstalt nemlig (Grundtvig var og blev jo en svoren tilhænger af det moderne oplysningsprojekt), hvorved folket efterhånden vågnede til selvbevidsthed, og hvor lederne lærte ligeså meget af ungdommen, som dem af den, en sådan levende vekselvirkning og indbyrdes undervisning. Hvorved der lagdes bro over det svælgende dyb, som hierarki, aristokrati, latineri og honet ambition har befæstet mellem hele folket på den ene, og dets ledere og lærere, med en håndfuld såkaldte dannede og oplyste, på den anden side.

Dette svælgende dyb, hvori ellers snart hele det borgerlige selskab (samfund) og al rolig, historisk fremadskridende udvikling måtte gå til grunde.« Plovbæsteflid og hestehukommelse, romersk afretning og tyranni, fladt og ensformigt som en kålgård på Amager, utålelig dødt og kedsommeligt, hukommelsesmaskiner, åndsfortærende er nogle af Grundtvigs ’studenteroprørske’ karakteristika af skole- og universitetssystemet. Er det det, den nuværende regering og det altovervejende folketingsflertal i dag ønsker det tilbageført til? I hvert fald ønsker Grundtvig modsat, at det for fremtiden må være de studerende selv, der bestemmer studiernes indhold og mål.

Gode tider

Det gik rigtig godt, Informations oplag begyndte at stige for første gang i et par årtier. Kritikken af Vietnam-krigen og USA blev mere og mere skarp. Det samme gjorde kritikken af de kolossale uligheder i økonomi, uddannelse og boligforhold i det socialdemokratiske velfærdsparadis herhjemme. Så blev jeg en dag kaldt op til Outze.

»Hvad er det, du gør med min avis? Meget kan jeg finde mig i, jeres fri homo, fri hash og fri porno. Og jeres dyrkelse af rock og rul, beat og pop – og pjat. Men socialisme, det finder jeg mig altså ikke i!«

Når Outze blev ophidset, talte han syngende fynsk.

En af de gamle modstandsfolk har ringet og skældt ud over min leder i dag, tænkte jeg. Outze havde faktisk et par år forinden forsvaret vore dækning af porno, homo og hash med den begrundelse, at den ihærdige journalist Nils Ufer havde slæbt sin feltseng med ind på redaktionen for at kunne kæmpe for friheden dag og nat. Information er til for dem, der ikke har andre steder at gå hen, når de kæmper mod undertrykkelse, havde Outze sagt.

»Åh, det er bare noget,  de kalder det. Socialisme og marxisme og maoisme, og jeg ved ikke hvad,« forklarede jeg i døråbningen. »Så gør jeg det også, for så bliver de så glade, vores nye læsere. Men jeg har jo sagt, at Grundtvig er bedre.«

»Hvad betyder det så, socialisme?« ville han vide.

»Det betyder, at folk skal have lov at sige, hvad de mener, uden straks at frygte, at de bliver fyret.«

»Jamen, hvad helvede, det er jo det, jeg altid har kæmpet for.«

»Det er derfor, jeg gør det med din avis, som jeg gør.«

»Nå, men så skrub af. Men alt det der med alle jeres ismer, det kan jeg altså ikke hitte ud af og heller ikke holde ud. Forsvind.«

Virkeligheden atter virkelig

Det blev bedre og bedre. Oplaget også. Outze sammenlignede tre år efter i Nato-avisen, Information, Stars and Stripes med hagekorset. Da det efter Daniel Ellsbergs og New York Times’ offentliggørelse af Pentagon-­papirerne kom frem, at USA selv havde svindlet det set up, hvoraf det skulle fremgå, at Nordvietnam overfaldt Sydvietnam og USA og givet Kennedy et påskud til at bombe Hanoi. Sammenligningen af de to flag medførte en grufuld mængde abonnementsopsigelser. Som et halvt år efter var overgået af tre gange flere nytegnede abonnenter.

Hjemme i USA havde afroamerikanerne fundet sammen i borgerretsbevægelsen og nægtede nu at rejse sig op for hvide i busserne og i anden halvdel af 60’erne opstod organisationer som Black Panther Party og knyttede de berømte næver under De Olympiske Lege i Mexico. Herhjemme bredte studenteroprøret sig til Århus og de grundtvigske højskoler. Mogens Fogs eget kontor blev et par år efter besat og hans cigarer røget, hans portvin drukket, men da først Fog havde sundet sig ude på Orchidé-Terrassen, var han hovedsageligt på studenternes side resten af oprørsårene.

Finn Ejnar Madsen erobrede ikke alene talerstolen fra ham ved universitetets årsfest det herrens år ’68, han skabte med fotografiet af sig og Fog selv på talerstolen det danske studenteroprørs ikon til evig tid. Ole Zacchi bakkede det alt sammen op med begejstrede resolutioner fra Danske Studerendes Fællesråd. Psykologaktionens resultater hine marts- og aprildage blev efterhånden udbredt til hele universitetet og kom til at danne grundlag for den styrelseslov, der siden kom til at gælde for alle landets universiteter.

Et euforisk sommermøde på Ryslinge Højskole fandt sted lige oven på maj-oprøret i Paris, der i et par dage fordrev selveste general de Gaulle til hans franske forlægning i Vesttyskland og gjorde det med gigantiske massedemonstrationer af studenter og arbejdere på én gang under parolerne: Fantasien til magten, Spring kammerat, den gamle verden er efter dig, Under stenbroen strandbredden, Under asfalten vokser græsset, Vær realist, kræv det umulige.

I Information anmeldte jeg Herbert Marcuse under overskriften: »Revolutionens mål: Den erotiske civilisation«. Make love, not war.

20. august var det hele forbi. Tropper og kampvogne fra Sovjet, Bulgarien, Polen, Ungarn og Østtyskland rykkede ind og knuste det pragske forår og Alexander Dubčeks drøm om en socialisme med menneskeligt ansigt. Ufoen forsvandt, katalysatoren virkede ikke mere, jazz jamberne gik hver til sit. Da var Martin Luther King allerede blevet myrdet den 4. april.

Under en demonstration mod det iranske shahpars besøg i Berlin i 1967 var den 26-årige student Benno Ohnesorg blevet dræbt af politiet. Og 11. april i det herrens 68-år blev Rudi Dutschke ramt af tre skud i hovedet af en 18-årige højreekstremist Josef Bachmann. Dutschke fik omfattende hjerneskader og døde i 1979 af eftervirkningerne af attentatet.

Var blevet virkelig igen.

Eller var det stadig muligt at leve, som var der en fremtid og et håb? Ja, der var – virkelig – noget rigtig godt og noget helt nyt at vente på. De første, der mødte op til protestdemonstration foran den sovjetiske ambassade i København, da socialisternes massakre i Prag den 20. august blev kendt, var ikke de konservative eller Venstres Ungdom. Men Venstresocialisterne med Erik Sigsgaard i spidsen. Resten må I vente til næste gang at høre mere om.

Dette er en redigeret udgave. Læs den fulde version her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Peter Nørgaard
Robert Ørsted-Jensen, Michael Kongstad Nielsen, Maria Francisca Torrezão og Peter Nørgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Betinget anbefaling

Grundtvig var og blev jo en svoren tilhænger af det moderne oplysningsprojekt - skriver Ejvind Larsen – godt nok her henvist til en parentes – men udsagnets sandhedsværdi er velsagtens betinget af, at ’børnene’ mødte op henne i hans kirke hver søndag i åbningstiden … ;-)

Det fremtræder som en tvivlsom og historisk vovet melding, bringer man f.eks. Grundtvigs fejde med H.C. Ørsted i oplysende erindring og præstens indædte kritik af naturvidenskab, som noget ’fanden’ har skabt – lukket ud fra dette kvindagtige religiøse univers – eller hvad med Kierkegaards karakteristik af fænomenet og deres indbyrdes fejde – manden var noget af en slagsbror, selvom han da kunne sætte pæne vers sammen og stort set have forstand på hvad som helst, men desværre siden har mødt alt for stor opmærksomhed blandt disse magelige danskere, der ikke skulle nyde noget af Kierkegaards strenge patrist-religiøsitet eller Ørsteds for almuen og for det dannede herskabs uforståelige tilgang til opdagelser inden for naturvidenskaben - som lever videre i bedste velgående og nedadgående spiral i den dansk pigeskole …

Man kunne argumentere for, at denne énsidige læggen øre til en prælat med en énsidig, og i modstrid med det hele oplysningsprojekt, og savlende matrist-religiøsitet har skygget over videnskabsmanden – hvis konsekvens vi stadig kæmper med i dag – se bare på Folkeskolens misrøgt af naturfagene - 'ræk mig en brækspand' …

Ellers godt forsøgt, Ejvind Larsen, men de mange ord skygger over dine imponatorbudskaber, hvor alt for mange fremtræder dunkelt tænkte (men det er nok mest Sørensens skyld!) - og som du selv noterer - kun Ord, Ord, Ord … ;-)

ulrik mortensen, Robert Ørsted-Jensen, Peter Nørgaard og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Ejvind Larsen

Selv tak Jan (Weis): Betinget anbefaling ;-)

Men ellers godt ord igen – smurt ind i imponade...

Resten argumenterer jeg for i bl.a. bøgerne »Grundtvig – og noget om Marx« (1974) og »Det levende ord« (1983), hvad dog ikke skal skille os ad. For når også Danmarks største proletarforfatter, Martin Andersen Nexø, tillod sig at være så stor en beundrer af Grundtvig, som han var, er det nok fordi andelsbevægelsens pionerer omkring 1900 havde ret, da de erklærede, at den står (dengang stod) i et uforsonligt modsætningsforhold til kapitalisme uden på nogen måde at forgude det bureaukratiske statsdirigereri eller direkte partityranni , der ofte kaldes socialisme/kommunisme .

Så: Tak for kampen (der bestemt ikke overstået)
Ejvind (Larsen)

Britt Kristensen, Michael Kongstad Nielsen, ulrik mortensen, Robert Ørsted-Jensen, Peter Nørgaard og Jan Weis anbefalede denne kommentar

Selv tak, Ejvind

Du husker sikkert også bogen Fremtidens Videnskab. En debatbog om Grundtvigs videnskabssyn og vor tid - fra 1983 - bl.a. med bidrag fra Jesper Hoffmeyer og Niels I. Meyer - en bog jeg aldrig blev færdig med - måske er det på tide med et gensyn uden forudfattede fordomme om den 'Store Grundtvig' og alt det imponerende han kunne divertere nationen med ... ;-)

Han er jo aldrig blevet udsat for en 'kritisk analyse' - pillet ned fra sin piedestal - ud over en psykiatrisk diagose - det har ellers været gjort med mange andre 'dinosaurusser' - selv Einstein er blevet udsat for denne sunde kur i oplysningens tjeneste ...

Ejvind Larsen, Robert Ørsted-Jensen og Peter Nørgaard anbefalede denne kommentar
Maria Francisca Torrezão

Jeg synes, man bliver nødt til at skelne imellem ’hvorfor oplysning’ og ’hvordan oplysning’ (herunder: hvad skal oplyses og hvem skal oplyses af hvem).
Hvis man tænker på ’hvorfor’, så var Grundtvig ”en svoren tilhænger af det moderne oplysningsprojekt” og han var, hvad jeg efterhånden mener, burde kendetegne den sande revolutionær: ikke én der tager magten, men derimod én der afgiver den. Han var selv tilhænger af enevælden, men indså nødvendigheden af, gennem folkeoplysning, at bane vejen for folkestyret. Hvordan man bedst motiverer folk til at engagere sig og søge oplysning, er nok ikke noget, man nogensinde entydigt kan eller bør besvare og det kunne Grundtvig og Ørsted heller ikke blive enige om. Men det ideelle mål med folkeoplysning burde i sidste ende være et samfund, hvor folket kan styre sig og hvor alle indsigtsfulde mennesker er villige til at give magten fra sig, frem for at tage den.

Peter Nørgaard, Michael Kongstad Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Demokrat Grundtvig?

Man er nok ikke helt på den gale side, hvis man antager, at den form for ’oplysning’ Grundtvig viede sine mange kræfter på var en ’oplysning’ under religionens faner, altså et rent fremmedgørelsesprojekt set med nutidens øjne – men det så de mærkeligt nok ikke i ’68-oprørets hede …

ulrik mortensen

Striden mellem Grundtvig og Ørsted er glimrende beskrevet af Erland Jessen i artiklen:
http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/grs/article/viewFile/14920/12914
På side 57 (afsnittet om tro og viden), kan man læse, at Grundtvig ikke brød sig om kemi, astronomi og matematik: "For disse efter Grundtvigs mening ensidige videnskaber syntes kristendommen at stå i vejen, ligesom enhver følelse for religionens fundamentale sandheder hos deres udøvere syntes udryddet." ...

Oplysning og 'oplysning' er forskellige ting

Noget af det første, som de oprindelige oplysningsfilosoffer tog fat i, var netop religionskritikken, hvor de ikke lagde fingrene imellem - naturligvis under behørig respekt for censuren ...

Ingen af dem ville vel have henregnet en Grundtvig til deres kreds, selvom mange i eftertiden mener, han gik ind for 'oplysningsideen' - så var det en betinget affære i korsets tegn mest henvendt til og beregnet på almuens mentale 'røgt og pleje' ...

Michael Kongstad Nielsen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Man tog nok Grundtvig til sig i mangel af bedre. Han havde en vis alder, uden dog at være en Holberg, der virkede under den virkelige oplysnings tid, og han udstrålede empati for almuen, ville den alt godt, han stemte således imod forringelsen af juni-grundloven i 1860-erne, hvor man ville indføre et Landsting ved siden af Folketinget, altså et to-kammer system, med begrænset valgbarhed blandt de højest beskattede til Landstinget. Det kaldte Grundtvig for "pengemagtens dominans".

Godt ord igen, Ejvind

Som teologen Hal Koch, der ikke efter eget udsagn kunne henregnes til grundtvigianerne, skrev i sin bog om Grundtvig i 1944, hvor vanskeligt det er for udenforstående – navnlig for byboere (sic!) - at forstå den grundtvigske tale …

Her vil Ejvind Larsen sikkert nedlægge en protest, han er jo selv et levende bevis på det modsatte – for som han skriver ’et sted’: Grundtvig kan ikke erstatte Marx. Marx er mere relevant for arbejdere og funktionærer i dag end Grundtvig kan være. … Kan arbejdere og funktionærer bruge noget som helst af det i dag?

Man kan tilføje naturvidenskabeligt skolede kandidater og folk med fornuften i behold – og svaret må blive klart benægtende – tiden er løbet fra den grundtvigske ’revolution’, men den lever alligevel videre i bedste velgående i visse miljøer - Alt for ofte bliver Grundvig og hans Indsats et Særeje for en bestemt Kreds (Hal Koch).

At Grundtvig ud over at mobbe naturvidenskaberne også frakendte oplysningsfilosoffen Kants filosofi nogen berettigelse, selv om virkeligheden var, at Kant gjorde moralen uafhængig af både al religiøs og teoretisk begrundelse og gjorde sagen til en almenmenneskelig a priori medfødt ’mavefornemmelse’, for det kunne da kun ’kødhoveder’ tro på …

’Et sted’: -
Ejvind Larsen: Grundtvig – og noget om Marx. Kredsen, 1972.
PS: Hæftet faldt bare ud af reolen – havde helt glemt at det eksisterede under Grundtvig-samlingen … ;-)