24 timer på hotel
11:10: Urban House har faktisk ikke nogen reception. Alligevel er der en kø af mennesker dér, hvor det virker naturligt, at receptionen burde være.
De nyankomne gæster forstår ikke, at de automatisk er tjekket ind, og at de får koden til deres sovesale ved en lille computerskærm midt i lokalet. Supervisoren Lykke hjælper dem og fortæller to hollændere, at der heller ikke er noget, der hedder udtjekning. Det foregår også automatisk. Pengene er trukket, og koden holder op med at virke klokken tolv på hjemrejsedagen. Lykke har blå og pink striber i det forreste af sit korte, lyse hår. På Urban House’s hjemmeside er der er en præsentation af de ansatte, som kaldes »The Urban Family«. Her kan man f.eks. se, at Lykke elsker »regnvejr på en varm sommerdag«. En anden er til vafler, og en tredje organiserer sine kogebøger efter farve. Lykke fortæller, at Urban House, som åbnede på Vesterbro i København dette forår, hverken er et hotel eller et vandrehjem, men »et hus«. Hvor værelserne på et hotel typisk er det primære, er værelserne sekundære på Urban House. Typisk sover gæsterne på sovesale, de deles om ét badeværelse, og de skal selv lægge rent sengetøj på. Fokus er på stueetagen, som rummer en tatoo-salon, en cykelbutik, en biograf, en scene og en restaurant, som serverer hotdogs. Man kan både få én med koriander og teriyaki og én med avocado og hummus.
12:50: Tatoo-salonen ‘Wisdomless’ drives af manageren Fabrizio Ghilardi og tatovøren Massimiliano Negus. De er begge fra Rom og kalder sig selv »gentlemen of fortune«. Gentlemen er der ingen tvivl om, at de er. De går i skræddersyet tøj, laksko, har smukt plejede skæg og tager sig opmærksomt af hollænderen Kirsty Klynen, da hun træder ind i salonen for at få tatoveret sit håndled. Hun har to hjerter på sit venstre håndled, og nu vil hun gerne have sit stjernetegn – løven – på højre. Massimiliano Negus retter på sine tunge guldbriller og går i gang med nålen. Imens fortæller Fabrizio Ghilardi om sit forretningskoncept, som snarere er en livsstil. Begge hans arme er tatoverede fra håndled til skjortekant. Den første tatovering lavede han selv med en nål og blæk, fortæller han og peger på venstre overarm, hvor der med lidt gnidrede bogstaver står SPQR – Senatus Populusque Romanus. Senatet og det romerske folk. En forkortelse, der blev brugt mange steder i det gamle Rom.
Nålen er holdt op med at brumme og Kirsty Klynen betragter den nye tatovering.
»Det var ikke så slemt. Jeg kan godt forstå, hvordan man kan blive afhængig af følelsen,« siger hun.
»Det siger du kun, fordi du er høj på adrenalin,« siger Fabrizio Ghilardi. »For os, der har tatoveringer over alt, og hvor det at blive tatoveret er ligeså almindeligt som at køre en tur med bussen, kan smerten føles fucking bad, fordi vi ikke længere har adrenalinen til at dæmpe.«
14:01: De seneste to uger har finnen Jaakko øvet sig på at jonglere med fire bolde. Han bliver bedre, men synes stadig ikke, han er god nok, siger han, mens han leder efter sin ene røde bold, som er trillet ind under en bænk i gården. Der er ikke nogen særlig grund til, at han gerne vil være god til at jonglere, siger han, »men det holder mig beskæftiget, når jeg sidder i parker og begynder at kede mig«.
Jaakko kan nemlig godt lide at sidde i parker. Arbejde er ikke for ham, siger han, så nu blaffer han rundt i verden. Han har hverken penge, mad eller et sted at bo, men tjener til dagen og vejen ved at spille på sin tromme. Han fortæller, at han kan tjene næsten 100 kroner i timen ved at tromme for forbipasserende.
»I nat skal jeg sove her, men i morgen er jeg hjemløs igen,« siger han.
Jaakko er midt i tyverne, går i grønne posebukser, tunika og har lyse dreadlocks. I hans mulepose, som hviler op ad et stoleben, har han et videokamera, som han er ved at optage en film med. Filmen, som skal lægges op på Youtube, er til unge finner, der gerne vil rejse rundt i København, men ingen penge har.
»Jeg anbefaler i filmen, at man tager ud på Christiania og spørger, om man kan sove der, og hvis ikke man kan det, viser jeg, hvor der ligger nogle gode hjemløsehjem, hvor man kan sove,« siger Jaakko og genoptager jongleringen.
15:50: Lykke, som elsker regnvejr på varme sommerdage, fortæller, at noget af det fede ved gæsterne på Urban House er, hvor forskellige de er. Det kan man f.eks. se i fælleskøkkenet, hvor nogle spiser rugbrød, mens andre koger hummere. Lige nu bliver der spist pastaskruer vendt i ketchup og hvidt toastbrød med rejeost.
Finske Jaakko og øver sig i at jonglere.
I biblioteket, som grænser op til fælleskøkkenet, kan man spille pool, læse franske Tintin-tegneserier eller kigge på den udstoppede brune mink, som skuler skeløjet ned fra en hylde i bogreolen. På væggen har Urban House nedskrevet sit manifest. Eller sat ord på sin sjæl, om man vil. Teksten er engelsk, men et par oversatte linjer lyder sådan: »Du er anderledes. Ligesom os. Sammen griner vi af konformitet ... og elsker mangfoldighed,« »kontrast er vores brændstof og vores foretrukne fetich«, »vi går ikke op i mode. Vi går op i stil«, og »vi er ikke fremtiden, vi er nutiden«.
17:07: Bag et forhæng har Urban House på få kvadratmeter indrettet et ’stillerum’. Gulvet er dækket af guldfarvede sækkestole. En ung mand ligger nedsunket i én med musik i ørerne. Lyden er så høj, at man kan høre, at han hører Beyoncé. »Drunk in Love«. I en anden guldfarvet sækkestol ligger Jaakko og sover med benene trukket op under sig.
På dametoilettet står to veninder og diskuterer, hvorfor der mon er aftryk fra skosåler på toiletbrættet. Den ene fortæller, at det er sådan kinesere går på toilettet. »De sætter fødderne på brættet, og så skræver de ned over hullet«. »Det tror jeg ikke på,« siger den anden og tørrer brættet af med toiletpapir.
21:02: Birte og hendes datter Maria trykker koden ind til deres værelse på 1. sal.
Til daglig bor de i Aarhus, men de næste tre dage er de på mor-datter-tur til København. De smider skoene og undskylder, hvis de har sure tæer, for de har gået meget rundt i dag. Først om Sankt Jørgens sø, derefter Peblingesøen og så rundt på Vesterbro. Maria har været i København én gang før og kan huske, at hun var inde og se et klunkehjem, men på hvilket museum kan hun ikke huske. »Større indtryk gjorde det klunkehjem altså heller ikke,« siger hun og smider sig i dobbeltsengen.
I morgen skal de på Christiania, fortæller Birte. Sidst hun var der, var for tolv år siden, så hun er spændt på, om stedet ligner sig selv.
»Jeg forventer nok, at der er mere politi, og at man godt kan mærke, at stedet er mere politisk diskuteret i dag end sidst, jeg var her,« siger hun og sætter sig på kanten af sengen. »Mor, du må altså godt rykke tættere på mig,« siger Maria, »for jeg har set, at du har taget deo på i dag«.
22:30: Ude i »The Green Escape« tænder Lena Himmelreich og hendes ven Felix Tischer en cigaret. Felix Tischer tager en dåseøl ud fra inderlommen af sin sorte jakke. Hans øjne er malet op med eyeliner, og hans hår er langt og sort redt efter en skarpt optrukket midterskilning. I underlæben har han to piercinger, og på fingrene bærer han tykke sølvringe. I Berlin arbejder han som sygeplejerske på en afdeling med ældre urologiske patienter – »noget med tis,« uddyber han.
Han siger, at hans opsigtsvækkende udseende ikke giver ham problemer.
»Mine patienterne har ikke noget imod, at jeg ser sådan ud, for i Berlin går man ikke op i den slags,« siger han.
For et par dage siden købte han og veninden Lena spontant to busbilletter til København til ni euro stykket, og i aften skal de hjem. De har besøgt flere forskellige kirkegårde i København. I dag var de på Assistens på Nørrebro, og det var okay, men meget ordentligt og fyldt med børn og hunde. Senere tog de ud på den jødiske kirkegård på Nørrebro, som de bedre kunne lide.
»Der var mere tilgroet og mindre orden,« siger Lena Himmelreich.
På vej tilbage til Urban House købte de ind til pizza, som de lavede i fælleskøkkenet. Der er ingen ovn, så de puttede den i mikroovnen. Det blev den slatten af, så de bagte den lidt på en stegepande.
»Det blev heller ikke helt godt, så vi spiste bare fyldet,« siger Felix Tischer.
23:40: Foran Urban House står en nigeriansk prostitueret i glimmerstøvler og taler til én af stedets mandlige gæster, som har sat sig på en bænk udenfor. Det er svært at høre, hvad hun siger, men hun tilbyder ham i hvert fald sine »store, bløde meloner« og spørger, om hun må komme med op på hans værelse. Han svarer undvigende noget med, at hun får ham til at tænke på afrikanske appelsintræer. Til sidst bliver han nødt til at afvise hende mere kontant. »Var jeg en dick?,« spørger han hollandske Kirsty Klynen og hendes veninde, da den prostituerede er gået.
Næh, siger de. Han spørger, om pigerne er svenske.
»I ser svenske ud på jeres næser,« siger han. Pigerne ignorerer ham.
Moustafa Shola sidder i biblioteket i en rød polo T-shirt og med solbrillerne oppe i håret. Han er fra Egypten, men har boet i Danmark i fem år, og her foretrækker han at bruge sit mellemnavn Adam.
Han fremviser begejstret en bog om Egypten, som han har fundet i biblioteket.
»Det gør mig stolt at se, at den står her,« siger han.
Til dagligt arbejder han på et laboratorium på Hillerød Sygehus, men i aften er han her for at mødes med Tatjana Zaksek fra Slovenien – »det eneste land i verden, der har ordet ‘love’ i sit navn,« siger hun og skriver ‘Slovenia’ på en blok og tegner et hjerte over o’et. De har skrevet sammen online og aftalt at mødes her over et par drinks, mens hun alligevel er på sightseeing i København.
»Men det er ikke en date,« siger Adam, mens Tatjana er på toilettet. »I hvert fald ikke indtil videre,« siger han.
Han viser billeder af Hassan Sharbatly-moskeen i Cairo, som hans onkel har tegnet. »I dag bor min onkel også i Danmark og har fået et brev fra dronningen på grund af sine evner som arkitekt.«
Inden for er folk gået i baren. Her kan man få flaskeøl med Urban Houses eget logo på eller bestille cocktails med navne som ‘Vesterbronx’, ‘Urban passion’ og ‘Friend Keeper’. Halv to begynder folk at gå tilbage til deres værelser, og hotellet bliver stille.
07:32: »Oh my God, Ornette Coldman is dead« lyder det ude fra gangen. Den amerikanske jazzsaxofonist er død i løbet af natten. Og Jan Magnussen er ude af Le Mans, før 24 timersløbet overhovedet er begyndt.
10.03: En ældre, engelsktalende kvinde med gråt hår og 80’er farvet joggingsæt sidder med sin morgenmadsbakke foran sig nede i lobbyen. Foruden et rundstykke har hun taget tre blommer, en masse cherrytomater og nogle små radiser uden top med ned til bordet. Hun spiser dem ikke, men fylder dem i papkrus.
Hun sidder sammen med en jævnaldrende kvinde og taler lavmælt.
»Jeg vil ikke tale om det,« siger hun pludseligt med hævet stemme. »Det er fyrre år siden, og jeg har ikke styr på detaljerne. Jeg ved slet ikke nok om det til at gide diskutere det med dig,« siger hun endnu højere.
»Men du behøver kun vide meget lidt for at kunne tale om det,« siger den anden kvinde.
Bordet bag kvinderne er holdt op med at tale sammen og lytter i stedet til kvinderne.
»Måske fik hun en abort for fyrre år siden?« hvisker en mand til kvinden over for ham.
»Eller måske var hendes far nazist?« prøver han.
»Eller også er det noget helt andet,« siger kvinden. »Pas dig selv«.
10:57: Nye gæster tjekker ind, og andre tjekker ud. Der er igen kø ved receptionen, som egentligt ikke er en reception. Brenda – som ifølge hjemmesiden elsker at synge – svarer på spørgsmål om, hvordan man kommer til Nyhavn, og hvordan man lejer en af husets cykler.
