Baggrund
Læsetid: 7 min.

En sejr for videnskaben

Christopher Froome pumper mod en stensikker sejr i Tour de France
Christopher Froome er ikke den mest elskede (sandsynlige) Tour-vinder, men hans videnskabelige tilgang til sin sport adskiller sig ikke det store fra en elsket legende som Fausto Coppis tilgang.

Pete Goding

Kultur
18. juli 2015

Man kan ikke ligefrem påstå, at 30-årige Christopher Froome er, som cykelryttere er flest. Han er ikke vokset op på kontinentet, har ikke forfædre der enten var storladne grimpeurs eller sammenbidte brostensbaroner. I stedet er han født i Kenya og kørte sine første cykelløb i Sydafrika. Han blev rekrutteret som et råt talent og fristede siden en vældig anonym tilværelse hos henholdsvis Barloworld og Sky i de første år af sin professionelle karriere.

Og ud af det blå blev han så nummer to i Vuelta a Espana i 2011. Og Froome havde sikkert også hentet de sidste 13 sekunder på spanske Juan José Cobo, hvis ikke han skulle have ventet på den bakkenbartede Captain Wiggins. Men selvom Froome er lidt af en fremmed fugl i cykelfeltet, er de færreste overraskede over, at han nu er på vej ind i den tredje uge af Tour de France iført den gule trøje. For siden gennembruddet for små fire år siden har han været en etapeløbsrytter i absolut verdensklasse. Det er måden, som er kommet bag på de fleste.

Da løbsdirektør Christian Prudhomme afslørede 2015-ruten sidste efterår, blotlagde han samtidig en dristig plan. Den første uge af løbet skulle være et koncentrat af forårskalenderens strabadser. To etaper med potentiale for den sidevindskørsel, som ofte har afgjort marts måneds prestigefyldte etapeløb Paris-Nice. Tredje etape skulle slutte op ad Mur de Huy fra Fleche Wallone, og fjerde etape bød på seks brostenspavéer fra Flandern Rundt.

Og som hilsen til de cykelgale bretonere smed Prudhomme også lige Mur de Bretagne med i puljen.

Froome snød skeptikerne

Der var med andre ord lagt op til en uge, hvor albuer, positionskampe og balance var i højsædet. Ikke ligefrem Froomes kop te. Terrænet blev spået som særligt vanskeligt for ham sammenlignet med de tre andre storfavoritter: Alberto Contador, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali. Froome er et wattfænomen, men han kan ikke altid skjule sin opvækst i lande uden de store traditioner, at han stadig er lidt uskolet. Ikke lige så hårdfør, mindre sikker på cyklen og til tider ukomfortabel i det noget anarkistiske felt.

Det sagde man i hvert fald. Lige indtil Sky-kaptajnen havde brugt den første uge til reelt at afgøre Tour de France.

I alliance med Contador og Tinkoff-Saxo fik han parkeret Nibali og Quintana i sidevinden på anden etape, og dagen efter brugte Froome Mur de Huy til en energiudladning, som distancerede alle andre favoritter til den samlede sejr. Og han var endda lige ved at stjæle sejren fra puncheuren Joaquim Rodríguez.

Men Froomes største triumf i første uge kom måske på fjerde etapes brosten. Sidste år styrtede han i et nervøst og positionskæmpende felt på vej mod brostene og måtte udgå. I år var han begunstiget af tørvejret, men havde alligevel svært ved at holde sig fremme på de første pavéer og var af flere omgange ved at blive sat i Nibalis stædige angreb. Men den kenyanskfødte brite kørte sig op, viste stort overskud på de sidste brostensstykker og kunne ved målstregen notere sig status quo mellem de fire største favoritter.

Holdtidskørslen brugte Froome til at lægge yderligere sekunder i banken i forhold til de tre andre storfavoritter. Ved foden af Pyrenæerne på 10. etape var regnebrættet derfor noget deprimerende læsning for britens mange modstandere. Sky-kaptajnen var i gult og havde 1:03 ned til Contador, 1:59 til Quintana og 2:22 til Nibali.

På papiret var amerikanske Tejay Van Garderen efter en fejlfri første uge derfor pludselig førsteudfordrer til Froome, blot 12 sekunder efter den gule trøje. Han havde konstant holdt sig fremme og kunne endda notere sig en kneben, men mentalt vigtig sejr med sit BMC-mandskab på holdtidskørslen, hvor de tog sejren med et sekund foran Sky.

Det fik Froome nu hurtigt gjort kål på med en god gang spin. På hviledagen inden årets første bjergetape udnævnte Froome frejdigt Tejay til sin største konkurrent, og det var øjensynligt mere, end amerikaneren kunne håndtere. Dagen efter var sidste års samlede femmer langt fra at kunne følge briten, og han tabte 2:30 til Froome. Men BMC-kaptajnen kunne efterfølgende trøste sig med, at han langt fra var den eneste, der måtte inkassere et nederlag på årets første bjergetape.

Dræbte al spænding

De første 150 kilometer rummede kun et par ubetydelige knolde, men de sidste 15.3 kilometer op mod mål bød på den relativt ukendte, men barske La Pierre-Saint-Martin. Quintanas Movistar-mandskab satte sig frem og lagde ud i et hæsblæsende tempo i bunden af stigningen, hvor procenterne var stejlest. Luksusløjtnant Valverde blev sendt afsted i en række skinangreb, som han sluttede med at trække ud til højre for frontgruppen for at se de andre an. Nibali var sat for længst, holdkammeraten Quintana var et stenansigt som altid, og Froome stirrede selvfølgelig ned i sin watt-måler. Contador var anderledes interessant at betragte. Når spanieren er bedst, står han oprejst i sadlen og vrikker koket, men i dag sad han ned, skar ansigtet i et anstrengt smil og trak hovedet i hurtige ryk ned mod skulderen. Som skulle han bare af med smerten på én eller anden måde. Og kort efter var han sat. Ligesom alle de franske håb som Peraud, Bardet, Pinot og Barguil.

Quintanas angreb udeblev også. Han havde rigeligt at gøre med at holde sig væk fra det røde felt, da Froome angreb mellem syv og otte kilometer fra mål. Med armene karakteristisk formet i trekanter og Armstrong-høj kadence skabte han hurtigt et voldsomt hul, som aldrig blev lukket igen.

Quintana var den mindst sårede af de slagne og tabte kun godt et minut, men måtte alligevel lide den bet at blive overhalet af Froomes hjælper Richie Porte få meter fra stregen.

Resten af favoritterne tabte adskillige minutter. I dagene efter fulgte to nye slag i Pyrenæerne, men de to etaper skabte ikke forskydning af betydning mellem favoritterne.

Froomes dominans har forudsigeligt fået kritikerne ud af busken: Han er for kedelig, videnskabelig, kvæler spændingen og er sikkert dopet, lyder det fra meningsmænd og eksperter på sociale medier. Kritikken er ikke nødvendigvis rimelig.

Froome møder kritik

Det er muligt, det fremstår en smule kønsløst, at Froome er så pedantisk med sin wattmåler. Men der er intet nyt i, at cykelsportens aktører løbende optimerer deres præstationer via nye erkendelser fra videnskaben. Alene cyklens opfindelse er resultatet af den teknologiske revolution i det 19. århundrede, og de første cykelløb blev kørt i en medicinsk guldalder, hvor de færreste satte spørgsmålstegn ved præstationsfremmende stoffer som stryknin, heroin og kokain. Bloddoping var lovligt i mange år og blev benyttet, fordi en række videnskabsfolk opdagede, det øgede iltoptagelsen. Optimering af nedkørsler og fremstilling af optimale enkelstartscykler og hjelme kræver detaljeret indsigt i de fysiske love.

Og så havde alle cykelromantikeres yndling – Fausto Coppi – også en ekstremt videnskabelig tilgang til sin sport. Han levede som en asket, brugte medicinske præparater meget metodisk og menes at være én af de første til at eksperimentere med det, vi i dag kalder intervaltræning. Cykling og videnskaben er med andre ord tæt forbundne og har altid været det. Derfor er kritikken af Froomes watt-fokus en smule besynderlig.

Til gengæld er det svært at afvise, at Froome er dopet, for cykelsportens dopinghistorik har lært publikum at være skeptisk. Men diskussionen er omvendt også en smule formålsløs. Nettet koger over i mere eller mindre pålidelige beregninger foretaget af udefrakommende, som på baggrund af en række antagelser konkluderer. Ja, konkluderer hvad? At præstationerne er mistænkelige, men ikke decideret menneskeligt umulige, hvis Froome er et fysisk unikum og toptrænet. Aha.

Froome kalder selv disse øvelser for »pseudovidenskabelige«, og det er vanskeligt at tillægge dem for megen vægt. Følger man beregningernes logik, tyder alt på, at Froome kører væsentligt langsommere end gennemdopede folk som Pantani, Riis og Armstrong. Men det udelukker ikke mikrodoseringer. Langt fra.

Det stiller ikke Froomes sag bedre, at hans data fra magtdemonstration på Mount Ventoux i 2013 er blevet lækket og afslører, at hans puls ikke steg i 30 sekunder, hvor han producerede en monstrøs mængde watt. Men hvad skal vi lægge i det? Lægen Mike Puchowicz fra universitetet i Arizona skriver på veloclinic.tumblr, at Froome allerede i minutterne forinden kan have udsat kroppen for så stor en belastning, at han muligvis havde ramt sin makspuls, da han startede forceringen. Derfor steg den ikke i de 30 sekunder. Er det en troværdig forklaring? Måske. Det er i hvert fald svært at se datalækket som en rygende pistol.

Til gengæld er det svært at være uenig i, at Froomes dominans lægger en dæmper på spændingen om, hvem der kommer til Paris i gult. Og noget tyder på, at Froomes suverænitet har fået paralyseret konkurrenterne fuldstændigt. Den teknisk krævende nedkørsel fra Port de Lers på torsdagens 12. etape tog Froome således kalveknæet og med bremsen i bund. Alligevel udnyttede en stærk nedkører som Contador ikke de tydelige svaghedstegn, men ventede pænt i feltet, indtil de ramte Plateau De Beille, hvor hans og andre udfordreres skinangreb uden bund slet ikke var nok til at ryste Froome.

Der tegner sig derfor et billede af et podium bestående af Froome, Quintana og Tejay Van Garderen, inden vi rammer alperne. Jokeren er Contador, som kan vælge at køre konservativt og dermed sandsynligvis overhale den amerikanske BMC-kaptajn. Men spanieren samler ikke på tredjepladser. Froomes største rival de senere år leder altid efter alternative måder at stjæle tid på og sætter gerne storladne angreb ind for at række ud efter den gule trøje. Også når han selv risikerer at betale en høj pris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Gundestrup Schou

Touren har været ekstremt kedelig de sidste mange år. Første mand som er i gult efter de første rigtige bjergetaper vinder. Om det så er videnskabelig tilgang til sporten eller til dopingen kan så diskuteres.