En sport for den ene procent

Når der i denne weekend spilles finaler i Wimbledon, kan vinderne hos både damer og herrer ikke bare se frem til royale kindkys og håndtryk, men også flere præmiepenge end nogensinde før. Cirka 19,5 millioner kroner er der til hver af de to vindere af singlerækkerne, og i det hele taget er det en god forretning at være med på græsset i London. Roberta Vinci spillede kun i 66 minutter, før hun var slået ud af første runde, men ikke desto mindre pakkede italieneren godt 300.000 kroner i tasken for sine anstrengelser.

Det beløb kunne finansiere det første år af tenniskarrieren for danske Søren Hess-Olesen, der samtidig med Wimbledon-finalerne starter tilværelsen som tennisspiller på fuld tid i et noget mindre glamourøst hjørne af sporten ved en såkaldt Futures-turnering i Portugal. Søren Hess-Olesen får ikke penge, men skal derimod betale cirka 250 kroner for bare at deltage i kvalifikationen i Portugal, og kommer han med i hovedturneringen, men taber i første runde, er præmiepengene 600 kroner. Portugal-turen kan med andre ord let blive en underskudsforretning, for fly, hotel og ophold skal betales af egen lomme. I alt påregner Søren Hess-Olesen, at hans første halve år som tennisspiller på fuld tid vil koste op mod 150.000 kroner.

Livet under eliten

Dermed bliver den 24-årige danske landsholdsspiller en del af den store underskov af tennisspillere under verdenseliten, som rejser verden rundt i jagten på tennisdrømmen under stramme økonomiske kår. Mange af dem har svært ved at tjene penge nok, og kløften mellem rige og fattige tennisspillere er i de senere år vokset.

I det internationale tennisforbund, ITF, er der voksende opmærksomhed mod problemstillingen, og i en nylig undersøgelse af økonomien i tennis regnede forbundet sig frem til, at top en procent af spillerne hos herrerne vinder 60 procent af præmiepengene. Hos kvinderne vinder top en procent 51 procent af pengene. Og mens pengene i Grand Slam-turneringerne vokser betydeligt hvert år, så er præmiepengene på Challenger Touren (typisk for spillere mellem nr. 100-500 i verden) faldet med 25 procent, justeret for inflation, i de seneste fem år.

Endnu færre penge er der i de Futures-turneringer, hvor Søren Hess-Olesen nu skal forsøge at score ranglistepoint. I de seneste fire år har Søren Hess-Olesen – sideløbende med sine økonomistudier – spillet college-tennis på University of Texas, og det har han gjort med succes. I foråret toppede han den landsdækkende amerikanske college-rangliste, og inden bacheloren kom i hus, nappede Søren Hess-Olesen amerikansk college-tennis’ mest prestigefulde doubletitel. Nu er tennisstipendiet i Texas udløbet, og Søren Hess-Olesen skal for egen regning afprøve, hvor langt talentet rækker. Planen er at spille 10 turneringer på flere kontinenter resten af året og træne i Texas mellem turneringerne. Og samtidig skal Aarhus-knægten på jagt efter støttekroner.

»Jeg håber at kunne skaffe nogle sponsorer, så det hele går nogenlunde i nul, men jeg er klar på at spille med underskud i starten. Jeg giver mig selv to år, hvor jeg ikke lader økonomien styre for meget, men derefter vil det være svært for mig at blive ved med at køre med underskud,« siger Søren Hess-Olesen.

Og der er også brug for at hente store beløb. Den årlige gennemsnitsudgift for en mandlig professionel tennisspiller var i 2013 på godt en kvart million kroner. Dermed skulle man være nummer 336 på verdensranglisten for bare at tjene præmiepenge nok til at gå i nul. På kvindesiden skulle man være nummer 251. Spillere lavere placeret end dette var og er afhængige af en god opsparing eller en sponsor, og så er der ikke engang medregnet penge til en træner i beløbene ovenfor.

Anderledes end i fodbold

Der er naturligvis mange andre sportsgrene, hvor aktørerne under den absolutte verdenselite skal kæmpe hårdt for at få karrieren til at løbe rundt, men forskellen er, at tennis målt på både antallet af udøvere og økonomi er en af verdens største sportsgrene. Det afspejler sig i toppen, hvor Roger Federer og Novak Djokovic er blandt verdens bedst betalte sportsfolk, og syv af de ti bedst betalte kvindelige sportsudøvere i verden er tennisspillere. Men pengene bliver i toppen. Hvor mandlige fodbold- eller basketballspillere, der befinder sig et sted mellem nummer 300-400 i verden, er millionærer, så har tennisspillere med en tilsvarende rangering økonomiske kvaler.

En mand, der har haft det økonomiske pres inde på livet, og nu er på den anden side af det, Søren Hess Olesen skal i gang med, er Rasmus Nørby. Han er tidligere danmarksmester i double og for hold, og fra 2002 til 2009 turnerede Rasmus Nørby verden rundt på skrabede hoteller som en del af det internationale tenniscirkus. Nørbys højeste rangering var som nummer 538, og i løbet af karrieren tjente han omkring en kvart million kroner i præmiepenge. Selv på et stramt budget kostede karrieren imidlertid 200.000 kroner om året, så den blev holdt i live af sponsorer, tilskud fra Dansk Tennis Forbund for at spille Davis Cup, og fra honorarer fra holdkampe i Tyskland om sommeren. Men til sidst blev det for svært.

»Jeg stoppede ikke på grund af manglende lyst, men fordi det økonomisk blev for svært at få alt til at løbe rundt. Det sidste år var også tyndt resultatmæssigt,« siger Rasmus Nørby.

Kampen for ranglistepoint og dermed adgang til turneringer med flere præmiepenge tog en del mentale kræfter.

»Rangliste-racet var indimellem umenneskelig barskt, og nogle uger var jeg nervøs for, hvordan jeg ville klare mig, og om jeg kunne tjene penge nok. Det var et pres,« siger Rasmus Nørby.

I dag arbejder Rasmus Nørby som Chef for uddannelse og talentudvikling i Dansk Tennis Forbund, og han tilskynder på den ene side de unge danske talenter til at jagte tennisdrømmene. På den anden side understreger han over for talenterne, at succes på den professionelle tennisscene kun er muligt qua et solidt økonomisk rygstød, ydmyghed og en enorm dedikation.

»Top 100 kan sammenlignes lidt med at spille fodbold i en af de største europæiske klubber, og bare at komme i top 300 i verden er rigtig flot. I Dansk Tennis Forbund kan vi hjælpe spillerne et stykke ad vejen med træning og rejser, men skal en spiller gå hele vejen kræver det massiv hjælp fra egen klub, forældre og ikke mindst sponsorer,« siger Rasmus Nørby.

Længere til top 100

I dag tager det i gennemsnit et år længere for en spiller at komme fra sin første rangering til top 100, end det gjorde for 15 år siden, og en af forklaringerne er formentlig, at det er blevet endnu vanskeligere at gå det sidste stykke, og mange giver op på halvvejen. Det er først omkring top 200, at de fleste spillere har råd til en træner på fuld tid, og det giver dem en klar konkurrencefordel i forhold til spillerne rangeret lige under. Og der er ikke udsigt til, at millionerne fra den øverste procent kommer til at dryppe på det rejsende tennisproletariat. Godt nok vil det internationale tennisforbund øge præmiepengene på Futures-niveau en anelse, men det er peanuts i forhold til de opskrivninger, der er udsigt til ved de store ATP-turneringer. Frem til 2018 stiger præmiepengene, justeret for inflation, med 50 procent ved ATP 1000 (Masters)-turneringerne. I dag er de samlede præmiepenge ved de turneringer mellem 15-35 millioner kroner.

De fleste af de penge går til mange af de samme spillere, som i denne uge spiller slutkampene i Wimbledon, alt imens Søren Hess-Olesen og andre håbefulde spillere kæmper for en ugeløn i Portugal. De er spillere på et godt sportsligt niveau, men få eller ingen af dem vil formentlig nogensinde spille på Centre Court i London.

Et mål eller bare en drøm?

Men sportsdrømme bliver ikke formet i regneark, og Søren Hess-Olesen er klar til at give den alt, hvad han har. Det første halve år går ud på at samle erfaringer, og i løbet af et til to år håber han at nå et niveau, så han er automatisk er kvalificeret til Challenger-turneringerne, der er niveauet under grand slam, og ATP-turneringer. Lykkes det, nærmer han sig en platform, hvor penge vil være en knap så stor bekymring. Men det er ikke pengene, der driver Søren Hess-Olesen, selvom han godt ved, at manglen på dem kan være det, der stopper ham. Ikke at han tænker på det.

»Jeg er tennisspiller. Det er det, jeg gør. Kan jeg i løbet af nogle år stryge i top 200, kommer jeg med i kvalifikationen i Grand Slam-regi, og måske spiller jeg mig en dag ind i hovedturneringen i Wimbledon. Jeg ved ikke, om det er mest realistisk at kalde det et mål eller bare en drøm, men det er det, der motiverer mig.«