Læsetid: 5 min.

Den store familiefest

Efter et døgn – og sin unge alder til trods – føler Informations udsendte sig efterhånden som en af de ældre på Roskilde Festival. Men det kan man ikke sige til en 47-årig mand, der har været her uden afbrydelser de seneste 30 år
Brian Rocatis er 47 og har været på Roskilde de seneste 30 år. Og tidligere tiders festivalbånd flagrer som trofæer fra hans hue. I år er han dog flyttet i den del af campingpladsen for de gamle, der hedder Silent & Clean, hvor der ikke er så meget fest og ballade om natten.

Daniel Hjorth

2. juli 2015

Er jeg blevet for gammel til Roskilde? tænkte jeg klokken halv et i nat.

Jeg stod og godnattissede op ad det byggepladshegn, der hvert år i begyndelsen af juli omkranser det meste af dyrskuepladsen, og som for mange er blevet et slags ikon i ikonet Roskilde Festival.

Da jeg tissede, befandt jeg mig et sted mellem det levende og larmende G-område – hvor især unge natteravne med imposante musikanlæg og gamle festivalræve med slidte læderjakker holder til – og det mere afdæmpede J-område, der også er kendt som Silent and Clean.

10 timer forinden var jeg lige ankommet med toget. Jeg mødte den lille gruppe venner, der de seneste år mere eller mindre fast har gjort det ud for min familie i uge 27. De havde allerede været her et par dage, eftersom det er nødvendigt at være her, når pladsen åbner, hvis man vil være sikker på, at ens lejr ligger et godt sted. Så de var godt visne.

Vi begyndte med at blande store gin & tonics og spille kort ved badesøen. Klokken 17 var vi inviteret til roséfest; en flok nordsjællandske drenge havde fået sponseret deres lejr af nogen, der producerer rosévin, så hver dag klokken 17 inviterer Camp Rosé alle til fest.

På hvert sit rosafarvede kvadratiske træbord stod de så og hældte den ene karton vin efter den anden i forbipasserende glas eller munde.

O-Zones »Dragostea Din TEI« pumpede ud af de store højttalere. En af de unge charlataner var iført motorcykelhjelm, de andre havde slikket hår. Knæstrømper og Ralph Lauren-skjorter. Alt i rosévinens nuancer. Herfra gik det slag i slag med det ene, åbenlyse formål at blive fuld. Vennegruppen, der vekslede mellem løbende at blive mindre og større, væltede rundt mellem barduner og pavilloner. Råbte og skreg og så lykkelige ud på de mange billeder, der blev uploadet på Instagram.

Men nu stod jeg så altså der og dryppede af, mens de småeksistentielle tanker opstod. For efter blot et halvt døgn i urinstøvet og larmen var jeg underligt træt i hele kroppen – og selv om de mange gæster ligner mig meget, følte jeg mig underligt fremmedgjort af deres energi. Jeg traskede tilbage til lejren, der lå øde hen – bortset fra vores nabo, Brian Rocatis, der sad og drak en stille øl.

»Kan man blive for gammel til Roskilde,« spurgte jeg ham.

»Det tror jeg ikke,« lo han.

»Ellers var det jo nok sket for mig nu.«

Jeg er 27 år gammel, og i år er det 8. gang, jeg er på Roskilde Festival.

Silent and Clean

Brian Rocatis er 47 og har været her de seneste 30 år. Der var lige et år, hvor han kørte hjem, fordi han havde brækket benet, men ellers har han været her og boet her hver gang de sidste 30 år.

Min egen far er 56, stærkt engageret i musiklivet og har været på Skanderborg, Midtfyn, Spot og de fleste andre danske festivaler med respekt for sig selv. Men aldrig Roskilde.

I år har jeg givet ham en lørdagsbillet i farsdaggave, men efter nattens eskapader er jeg blevet bekymret for, om det er helt forsvarligt at sende en så forholdsvis gammel Roskilde-jomfru af sted.

I 2010 indførte festivalen Silent & Clean, som er et område på campingpladsen, hvor man skal rydde op og slukke for musikken om natten. Området er efterhånden blevet ret populært for folk, der er gamle eller føler sig gamle, og mine venner og jeg har boet her de seneste tre år.

Men Brian Rocatis og hans venner har ikke boet her før, fortæller han, da jeg møder ham om morgenen. De plejer at bo ovre i Vest.

»Det har været fedt, men det er gået fuldstændig amok med de der anlæg. Selv i forhold til sidste år synes jeg, det er eksploderet. Så en i lejren foreslog, at vi skulle flytte herop, og jeg sagde: ’Hvor gamle er vi lige blevet?’ Men her er fandme rart,« fortæller han.

Brian Rocatis er en glad it-udvikler med solcreme smurt ud i hele ansigtet. Selv om han kun er 47, er han et omvandrende leksikon og en slags lokalhistoriker, når det gælder festivalen. Og han har bemærket, at festen er begyndt at fylde mere end musikken:

»Går du derned, er det fuldstændig Las Vegas,« siger han og peger mod G og griner hjerteligt. Han forklarer, hvordan man for ikke mange år siden var heldig, hvis bare én i lejren havde en ghettoblaster. Ellers havde folk guitar med.

Men det er ikke kun lydniveauet, der har ændret sig:

»Dengang var der jo ikke boder ude på campingpladsen. Så i dagene før musikken skulle man til Roskilde og købe øl, og da fandtes ikke dåsebajere, så det var noget med at købe en kasse, binde livremmen om den og slæbe den hele vejen nede fra byen.«

De gamle røvhuller

Overordnet føler Brian Rocatis ikke, at publikum har forandret sig. Det er stadig »unge, dumme mennesker«, som han siger, og det er lige så tosset, som det altid har været. Og selv om Paul McCartney er årets absolutte hovednavn, og at det sidste år var The Rolling Stones, kan han ikke forstå de kritikere, der taler om, at festivalen skulle lefle for et ældre publikum.

»Der har altid været gammel musik. Og altså, der er altid nogen, der siger: ’Hvad skal vi med de gamle røvhuller?’, men der kommer jo alligevel til at stå 60.000 mennesker derude og have det fedt.«

Brian Rocatis var 17 på sin første festival, og dengang var han blandt de yngste.

»Jeg kan se med mine egne øjne, at der er mange, der er yngre i dag. Men det har jo også noget med forholdene at gøre – dengang var det ikke helt så barmhjertigt. Du kan få varme bade lige dernede,« siger han og peger i retning mod en af festivalens mange badestationer.

»Dengang var der et koldt bad, that’s it.«

Jeg fortæller ham, at min far skal af sted. Det er han glad for, siger han:

»Det er jo bare en fed uge, hvor man kan opføre sig, som man vil – og især se på andre, der opfører sig, som de vil. Og det skal din far glæde sig til. Selv om noget af det fede ved festivalen er, at den altid ligner sig selv, bliver jeg til stadighed imponeret over for folks opfindsomhed og ukuelighed.«

Men efter 30 år har Brian Rocatis ikke let ved at pege på en oplevelse, der rager særligt frem:

»Generelt er det jo sådan, at de oplevelser, der er store, er det, fordi de sker sammen med noget andet. I 1991, hvor det pissede ned, havde vi Volmer med i lejren, som havde benet i gips, og der var mudder over det hele, og det der gips måtte ikke blive vådt. Og da vi sad nede i lejren, hørte vi lige pludselig, at Sisters of Mercy var gået på tidligere. Det var dem, vi var kommet efter, så vi måtte slæbe ham derned. Det var frygteligt, men det er noget af det, vi griner mest af i dag,« siger han og skraldgriner.

»Det er jo ikke musikken som sådan, man husker, det er mere omstændighederne.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Elmelund
Peter Elmelund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu