Hun står i sort blondeundertøj. Hun er badet i lyset fra blitzen. Og hun kigger ind i kameraet med et selvsikkert blik. Tess Holliday er på mange måder en helt almindelig model. Men på ét punkt adskiller hun sig fra de fleste af sine kolleger. Hun vejer nemlig i nærheden af 130 kilo.
Tidligere på året skrev hun kontrakt med modelfirmaet Milk Model Management, hvilket gjorde hende til den første plus size-model på et mainstream modelbureau. Dermed skrev hun sig samtidig ind i en ny tendens, for der sker noget på ’fedmefeltet’ for tiden:
»Især i USA er der de seneste 10-15 år sket rigtig meget inden for det man kunne kalde kropspositivistisk aktivisme og inden for den del af kropsforskningen, som beskæftiger sig med fede kroppe – også kaldet fat studies – og jeg tror, at det bliver et kæmpestort felt inden for en overskuelig fremtid,« siger Camilla Bruun Eriksen, som forsker i populærkulturens fortællinger om den fede krop ved Syddansk Universitet.
Og der er flere eksempler: Først er der historien om ’Dancing Man’ – den tykke britiske mand, som blev hånet på de sociale medier, fordi han dansede til en koncert, men som efterfølgende fik moralsk opbakning fra andre Twitter-brugere, der endte med at afholde en fest i Los Angeles til ære for ham. En lang række berømtheder bakkede op om at gå imod ’fedmeudskamningen’ under devisen om, at alle har ret til at danse – uanset størrelse.
Fedme er et svaghedstegn
Senere tog The Guardian fat på fedmeudskamningen, da de i maj udsendte en video, hvor de stillede spørgsmålet »er fedmeudskamning den sidste accepterede form for diskrimination?« Og senest har websitet Reddit.com – som ellers er kendetegnet ved at tillade sine brugere at diskutere så godt som alting – forbudt en række fora, hvor brugerne på meget grov vis udlevede deres ’fedmehad.’ Men der er lang vej igen. For fedmehad er stadig udbredt, og det ligger meget dybt i vores kultur at være skeptiske over for den fede figur:
»I populærkulturen projiceres samfundets bekymringspunkter ofte over på den tykke figur, som dermed forbindes med noget farligt, der kræver kontrol og overvågning. Med det usunde og ulevedygtige. Med mangel på vilje og disciplin. Med skyld og skam. Og med frygten for det faktum at man måske kan få brug for hjælp en dag,« siger Camilla Bruun Eriksen.
»Den fede figur forstås som altid allerede syg, og fortællingerne om den, placerer den derfor ofte med et ben solidt plantet i graven. Alle disse ting er med til at forme vores opfattelse af kroppen, fordi kulturen ligesom informerer vores virkelighed og dagligdag. Dermed er disse fortællinger sandsynligvis også med til at påvirke vores opfattelse af, hvordan vi samfundsmæssigt bør forholde os til og behandle tykke kroppe.«
Birgit Petersson, der er forsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, har beskæftiget sig med fedme siden 1980’erne. Hun bakker op om sin kollegas synspunkt:
»Der sker meget for tiden, men modviljen imod overvægtige ligger så dybt indlejret i vores samfund, at den er svær at gøre op med,« siger hun og understreger, at modviljen ofte stammer fra højeste sted:
»Når sundhedsmyndighederne for eksempel siger, at fedme er en belastning for samfundet, så gør man automatisk overvægtige og fede til jaget vildt. Og når der samtidig ikke er love imod diskrimination på baggrund af fedme, så legitimerer man på en måde fedmehad, sådan at det også bliver socialt acceptabelt. I øvrigt er der jo også samfundsaktører – fødevareindustrierne og slankeindustrierne – som tjener penge på fedme og derfor spekulerer i at gøre folk fede. Det er også med til at komplicere feltet.« Hun understreger, at modviljen imod fede faktisk er særligt udbredt i Danmark: »Jeg mener, at vi er vældigt fordømmende. Hvis du bare går til Tyskland, har du ikke nær den samme fordømmelse af overvægtige, som du har her. Måske er det fordi, at vi ikke har så mange fede.«
Ligestilling
Historisk har den fede figur ikke altid været stigmatiseret, forklarer Birgit Petersson. På barokke malerier ser man således en mængde buttede figurer, som de centrale aktører i billedet. Men i vores tid har vi genoptaget det oldgræske skønhedsideal, hvor man efterstræber det veltrænede og slanke, siger hun.
Hun tror, at en af årsagerne til, at der igen begynder at ske noget med synet på den fede krop, er, at flere og flere forskere påviser, at det ikke giver mening at skyde skylden på den tykke person.
Det undrer hende dog meget, at det først er nu, man for alvor begynder at få øjnene op for det faktum.
»Det har været rigeligt dokumenteret i mange år, at det altså ikke bare er den enkelte, der ’spiser som et svin’, eller hvad man nu kan finde på at sige. Man kan selvfølgelig helt personligt stå med nogle problemer, hvis man er meget overvægtig, men det er nogle mere grundlæggende problemer i vores samfund – hvor fødevareindustrien er en af de helt store syndere – som er med til at skabe de tilstande. Det handler ikke bare om, hvorvidt man bevæger sig eller ej, og det budskab, tror jeg altså så småt, at man er ved at forstå i visse kredse, selv om det stadig går langsomt,« siger hun og påpeger, at den øgede aktivitet på fedmefeltet måske også handler om, at næsten halvdelen af befolkningen i USA er overvægtige eller fede, og at fede derfor i endnu mindre grad end tidligere er en minoritet, der er til at overse.
Der er dog stadig meget at kæmpe for. For på trods af, at der har været flere bevægelser, der kæmpede for fede menneskers rettigheder siden 1960’erne – blandt andet The fat acceptance movement – og selv om der altså måske sker mere end nogensinde inden for feltet, har diskrimination på baggrund af fedme stadig en uheldig særstatus i de fleste vestlige samfund. I lande som England, Danmark og de fleste stater i USA er der for eksempel ingen love imod at diskriminere på baggrund af fedme, mens borgere er beskyttet imod diskrimination på en lang række andre områder. Loven ’Equality Act 2010’ beskytter for eksempel britiske borgere imod diskrimination på baggrund af alder, køn, race, handicap, religion eller tro, seksuel orientering, civilstatus, graviditet eller kønsskifte. Men der står intet om fedme.
Og det på trods af, at forskningen helt tilbage fra 1980’erne har kunnet påvise, at det er forfejlet at bebrejde den enkelte person for at blive fed, som Birgit Petersson altså bemærker. Og på trods af at en række forskere fra University College London i 2014 påviste, at udskamning og hetz fra samfundets og fra medborgeres side imod overvægtige og fede ikke er nogen god løsning, fordi det udelukkende fører til mere fedme.
Standhaftig myte
I forbindelse med meget af den fedmeudskamning, som florerer på nettet, hersker en grundlæggende forestilling om, at det at have fedt på kroppen, medfører usundhed, sygdom og død. Både Tess Holliday og en lang række slankere berømtheder bliver således udsat for ’omsorgsfuld’ udskamning, hvor Twitter-brugere beder dem om at tabe sig – for deres egen sundheds skyld. Men denne form for omsorg er ifølge Birgit Petersson baseret på en myte, en fejlslutning, for det er ikke usundt at have fedt på kroppen: »Tværtimod faktisk. Det er langt hen ad vejen godt at have fedt på kroppen. Det er forskerne enige om,« siger Birgit Petersson. »Det betyder selvfølgelig noget, hvor fedtet er placeret på kroppen. Det er for eksempel ikke specielt sundt at have den såkaldte ’bodegamuskel,’ men det er ikke så usundt, som man tidligere har antaget, og hvis du i øvrigt er i form og bruger din krop, så er det altså ikke noget problem. Det bliver først rigtig et problem, hvis du ikke bevæger dig og bare sidder stille og spiser.«
Fejlslutningen skyldes ifølge Birgit Petersson, at skønheds- og sundhedsidealerne er smeltet sammen, sådan at det ideal for skønhed, der handler om, at man skal have en ung og slank krop, er blevet inkorporeret i sundhedsidealerne. »På den måde kommer man til at betragte den tynde krop som den sunde krop, men faktisk kan det være decideret usundt at være tynd.«
Usikker fremtid
Selv om der altså findes eksempler, der peger på en positiv udvikling i forholdet til synet på fede kroppe, er der dog mange andre eksempler, der trækker i den modsatte retning og stigmatiserer den fede krop yderligere, mener Camilla Bruun Eriksen, der efter eget udsagn anlægger et paranoidt syn på bevægelserne.
»Der er sket en enorm intensivering i forhold til at disciplinere sin egen krop korrekt,« siger hun.
»I 1990’erne kunne man leve op til langt de fleste skønhedsidealer ved at have en slank krop. Men nu er det ikke nok bare at være slank. Nu skal man også have en veltrænet og muskuløs krop. Den skal være hård og nærmest fremstå uigennemtrængelig. Og det ideal er selvfølgelig med til at gøre den fede krop til en endnu mere ’forkert’ størrelse, fordi den omvendt fremstilles som ukontrollerbar i sin form og størrelse og som alt for blød og derfor gennemtrængelig og svag.« Hun mener altså, at der sker mange ting på området. Men hun synes ofte, at udviklingen går et skridt frem og to tilbage, når man kigger på mainstreambilledet.
»Altså, jeg synes, at det er meget få af disse begivenheder, der reelt set udfordrer synet på og forestillingerne om den fede figur,« siger hun.
»Tag Tess Holliday som eksempel. Det er jo rigtigt nok, at hun er blevet model, selv om hun er betydeligt større end gennemsnittet, men hun er ikke desto mindre blevet gjort fed ’på den rigtige måde.’ På sine modelbilleder har hun for eksempel ikke længere appelsinhud, og hun har aldrig haft tre dobbelthager. Til gengæld har hun store bryster og balder. Så grænserne er måske flyttet lidt inden for modelbranchen – sikkert fordi det langt om længe er gået op for modebranchen, at der er penge at tjene på den tykke krop – men det er stadig mere eller mindre de samme rammer og skønhedsidealer, man opererer indenfor.«
Camilla Bruun Eriksen mener derfor, at man er nødt til at sætte ind på et langt mere grundlæggende niveau.
»Hvis målet reelt er at ændre noget i forhold til synet på den tykke krop og begrænse den diskrimination, som ofte følger med i kølvandet, så er vi nødt til at forholde os kritisk til den måde, vi traditionelt set har forstået kroppen på.
Vi må simpelthen nuancere billedet af kroppen og begynde at stille et kritisk spørgsmålstegn ved for eksempel den måde, vi forventes at disciplinere og tage ansvar for vores kroppe på i sundhedens navn.
Vi er med andre ord nødt til at få blik for, at kroppen, både den tykke og den slanke, er langt mere end bare en fysisk, biologisk størrelse.«
Fedmeudskamning
En fed amerikansk supermodel tager modelbranchen med storm. Hjemmesiden Reddit har forbudt undersider med fedmehad. Kropspositivistiske aktivister tager kampen op imod stigmatiseringen af den overvægtige krop. Der sker med andre ord noget med synet på den fede krop.
Men der er stadig lang vej igen, for mobning af fede mennesker, også kaldet ’fat shaming’ – fedmeudskamning, er meget udbredt.
Samtidig er synet på den tykke krop baseret på standhaftige myter og forfejlede forestillinger om sundhed og om, hvem der har ansvaret. Information sætter i denne serie fokus på fat shaming og kropspositivistisk aktivisme.
Seneste artikler
’Har I aldrig set en tyk pige i undertøj før?’
31. juli 2015Med over 800.000 følgere på Instagram, over en million Facebook-likes og en stjernemodelkontrakt har verdens første supermodel i supersværvægt lagt en bombe under hele modeindustrienHvem bærer ansvaret for fedtet?
27. juli 2015Hvis det ikke er argument nok, at det at droppe hadet til fede mennesker, vil være det mest humane, må det, at alt tyder på, at det vil være til stor gavn for vores samfund, være et argument, som de fleste bør kunne tilslutte sigKropspositiv aktivist: ’Vi er nødt til at anerkende, at alle kroppe er gode’
25. juli 2015Vi halter bagefter i Danmark, når det kommer til tykke menneskers rettigheder, mener kropsaktivist Andrea Storgaard Brok. Hun kæmper for, at vi skal lægge mindre betydning i den krop, vi møder, og mere i det menneske, der gemmer sig inde i kroppen
Som en, der i denne vinter virkelig har lagt mig ud - jeg tog 'spis brød til' lidt for alvorligt - skal man ikke være blind for det, der følger med i form af stadig mindre lyst til fysisk aktivitet, manglende seksuelt fokus, dårligere hukommelse og andet, som man lige skal kæmpe lidt med.
Problemet er og bliver dog dogmatikken, som f.eks. skjuler, at det klæder nogle mennesker at være store og andre slet ikke. At ikke nødvendigvis er særlig sundt at overbelaste sin krop med fysisk træning i det omfang, det sker. Og alt muligt andet.
Danskerne har jo i høj grad lagt deres madvaner om, det betyder også noget - til gengæld giver vores flade land ikke mange af de fysiske udfordringer folk i Tyskland eller det øvrige Norden mange steder har.
Det hele afspejler en af de dårligste vaner i dansk kultur for nærværende, som gør alle mennesker syge på en eller anden måde, som forpester arbejdslivet og sluger en masse energi: interessen for, hvad andre gør. Den er til langt større fare for folkesundheden end fedme, der ikke nødvendigvis betyder en dyt.
Synes du også, at det er den tykkes egen skyld, spørges der i overskriften. Nej, Foie gras-gåsen er til en start undskyldt, men derudover at ansvaret altså oftes ens eget.
I sideteksten hvor brugen af ord som fedme og overvægt stigmatiseres i et forsøg på at løse fedme problemerne med sundhed, samfundsøkonomi og miljø, er en blindgyde. Det er pokkers ærgelig for den fede og dennes livskvalitet at man hverken kan trylle eller tale fedtet af kroppen, men at mentaltræning, selvdisciplin og hård træning er den eneste farbare vej.
På den lange bane skal fedmepedimien bekæmpes i skolen, hvor børn og forældre tidligt bliver involveret, fordi kimen til fedme oftes bliver plantet i barndommen. Alt andet vil være et svigt.
Det største problem er den uvidenhed om hvorfor mennesker bliver overvægtige, som præger debatten - også her på denne tråd, hvor der desværre stadig er nogle, der tror, at det kun drejer sig om at spise mindre og røre sig mere.
Der mangler i den grad videnskabelige udmeldinger i "prime time" medier om hvilke faktorer, der rent faktisk medfører overvægt. "Maren i Kæret" tror stadig at overvægtige blot er dovne og grådige sofakartofler - "Maren i Kæret" følger nemlig ikke med i sidste nye videnskabelige facts, fordi "Maren i Kæret" engang for længe siden har besluttet at "sådan er det" baseret på tidligere tiders "jorden er flad".
Der er jo både tale om genetiske faktorer, fysiologiske faktorer, psykologiske faktorer, misinformation i forhold til kostråd fra eksperter gennem mange år, og ikke mindst den massive påvirkning med dårlige fødevarer som stammer fra fødevareindustrien.
Når man så samtidig kigger på hvordan fag som idræt blev beskåret groft i folkeskolerne fra 1980'erne og frem, så har det også spillet ind. Ligesom det faktum, at folk i dag er nødt til at pendle længere og længere til arbejde.
De hormonmæssige skadevirkninger af diverse kemiske tilsætningsstoffer i legetøj, møbler, tæpper og pesticider i vand og mad har også haft indvirkning i at nogle mennesker er mere sårbare hormonalt overfor disse påvirkninger.
Så er der samtidig tarmfloraen som pga. antibiotikaforbruget gennem de sidste 70 år er blevet ødelagt og ændret, således at det kan medvirke til overvægt.
Sidst og ikke mindst er der den stigende stress i samfundet - stress pga. for mange krav, eller pga. manglende kontrol over økonomi og liv - som får kortisolindholdet i kroppen til at optage flere kalorier.
Det ville klæde medierne seriøst at lade "Maren i Kæret" få oplevelsen af at "jorden faktisk er rund"...
Kom lige til at tænke på, at der også er undersøgelser, der viser, at børn født af mennesker, der har oplevet hungersnød, faktisk har kraftigt forøget risiko for at udvikle overvægt. Der er dermed også tale om evolutionsmæssigt betinget overvægt, som herefter kan gå i arv i generationer.
Jeg henviser til hollandske undersøgelser af børn født af gravide kvinder under 2. verdenskrig, som sultede.
Der fødes i øvrigt overvægtige spædbørn, ligesom der er overvægtige spædbørn der kun er blevet ammet.
Jeg har her til morgen kommet i tanke om at jeg alligevel tilhører en udskammet minoritet.
Jeg tilstår det her: jeg er skaldet !
Må vi så ikke bede om en lang artikel som kræver at der vedtages love mod diskriminering af skaldede personer ?
Renoir var glad for penslen når en tyk, glad person gjorde sig til foran ham, det kom der iøjenfaldende udtryk ud af.
Man snakker ikke så meget om de solariebrune personer som går i fitness, det er nok fordi der ikke er noget indhold.
@Lilli Wendt
Må jeg anbefale dig at lave 10 minutters field research i det lokale supermarked, hvor du observerer hvad henholdsvis de fede og de slanke ligger på rullebåndet?
Skal vi ikke til at lægge denne usunde interesse i andre menneskers gøren og laden på hylden? Lasternes sum er som bekendt konstant.
Det er både samfundet, der har skabt fedmeepidemien (McDonalds reklamebudget er større end WHOs samlede budget). Det er også samfundet, der har implementeret skylden. Det er det nødt til, for det er det eneste der fungerer, hvis man ikke vil ramme industrien. Befolkningen er nødt til at lede sig selv, og det har været fokus i folkesundhedsindsatsen i hele den vestlige verden, siden Lalonde-rapporten i 1974 tilbød sit 'New perspective' med fokus på forebyggelse gennem livsstilsændringer.
Så længe vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor staten og virksomhedernes interesse er de samme, så vil vi fortsat se de overvægtige som problemet. De koster jo os andre penge. Det er også en del af forklaringen på skamningen. I velfærdsstater har vi mere imod de overvægtige, fordi de ligger samfundet til last.
Men det gør de jo bare ikke, Jeppe Lykke Møller, ikke mere end alle andre. Desuden er ideen om at ligge samfundet til byrde jo ikke reelt andet end nogle tal i et regneark, der ikke reelt redegør for de værdier, der investeres eller vindes.
Egon Maltzon, skaldethed er hos mange et stort hit.
Selvom jeg på mange planer er enig i at der er et generelt uheldig billede i medierne og de sociale medier om de overvægtige. Så syntes jeg at artiklen ligesom modparten fuldstændig glemmer at forholde sig objektivt til tingene. Der er ikke kun forskning der har sandsynliggjort at det ikke er så usundt igen, som først antaget (læg venligst mærke til så usundt igen). Det medierne glemmer er, at dette blot udgøre et aspekt af "fedme"forskningen. Vores kroppe er andet end vores indre organer og de sygdomme der kan opstå i disse. Det er også vores sener, muskler, knogler, led mm. og masser af forskning har altså sandsynliggjort at der kan være en forøget risiko, ved overvægt. Problemet opstår når meningsdanner, journalister og andre skal afkode forskningen, og det ender ofte i enten i en vinkel der er yderst sensationspræget eller ideal og holdnings præget. Men forskningen har aldrig nogen dag kommet ud med noget så bombastisk, som det ofte bliver udtrykt i medierne. Dette kan enten skyldtes at medierne ikke forstår forskningssprog eller er mere interesseret i at skabe en sensation. Hvilket i begge tilfælde ender med en fordrejning af det forskningen rent faktisk viser.
Jeg syntes vi skal være påpasselige med at ende i den modsatte grav. Hvor vi ender med at positiv særbehandle og ikke tør sige og skrive noget for ikke at støde nogen. Vi kommer ikke udenom at der kan være problemer associaeret med overvægt, både samfundsøkonomisk, sundhedsmæssigt, men også på et individuel plan. Ligesåvel som der er det med ryger, folk der er undervægtige o.s.v. Vi bør prøve som det mindste at forholde os objektivt. Problemet er den at nogle har gjort det til underholdning og indtjeningsgrundlag, enten ved nærmest at gøre det til et overdimensioneret problem/ gør nar eller ved at køre folk rundt i en spiral af opfedning og slankekure. Motionscentrene har også tjent styretende på fedmen, selvom meget lidt forskning har kunne bevise en sammenhæng mellem motion og vægttab.
Der er mange ting der spiller ind på fedme, og tror det for mange er svært at forstå. Især i en tid hvor vi bilder os selv ind at vi via egen handling i bedste neoliberale vis er herre over eget liv og handlinger. Problemet er bare at så simpel er verden ikke. Vi er og bliver en del af et en lang række fælleskaber, en del af et miljø og kultur, vi er påvirket af vore gener, og den familie og miljø vi er opvokset i. Vi er også en del af de fortællinger der er af os, både i vores nærmiljø men også på et højere samfundsmæssig plan, og ikke mindst via de fortællinger som vi fortæller om og selv i samarbejde med andre. Der er så mange ting der spiller ind, at det er lettere naivt at tro en mod trend skulle rykke meget ved det.
Martin Lund,
en research på dette giver intet brugeligt svar, da mennesker kan have mange forskellige årsager til deres indkøb.
Mere interessant er Arne Astrups udmelding i sin tid om at "sukker ikke feder", som resulterede i at samtlige dameblade i 1980'erne anbefalede at spise vingummi og lakridskonfekt, hvis der skulle soldes under en slankekur, for det fedede jo ikke. Samtidig har sundhedsstyrelsen gennem mange prædiket brød, gryn, pasta og ris - og dette har medført store insulinsvingninger hos mennesker, der har disposition for overvægt.
Ligeledes interessant er fedtforskrækkelsen, som har medført at fødevareindustrien i stor stil har puttet sukker eller "corn syrop" i diverse fødevarer for at reducere fedtindholdet, og som i stedet har lagt kilovis på bagen blandt overvægtige. Nu ved man at sukker er ekstremt vanedannende og har en kokainlignende effekt i hjernen. Man ved også nu, at fedt ikke feder på samme måde som raffinerede kulhydrater, og at fedt sagtens kan indgå i en slankekur - så ser du en flæskesværsspisende overvægtig, så kan det være 100% i orden rent diætmæssigt.
Så nej, det er ikke nok at kigge på hvad overvægtige lægger på rullebåndet, for det fortæller ikke noget om miljømæssige skadevirkninger, forkerte kostråd, elendige fødevarer fra fødevareindustrien, stress, hungersnød hos mormor, depression hos individet, etc.
Jeg kan anbefale dig til bla. at kigge på www.kostdoktorn.se for at se interessant links til videnskabelige artikler om fedme og overvægt. Jeg kan også fortælle dig, at de eksperter, som ved allermest om fedme og overvægt, ja, de er hamrende ydmyge, for de fortæller, at mange sammenhænge endnu ikke kendes - man ved ikke endnu nok om årsagen.
Så styr lige din frelste tilgang til andre mennesker.
Det er en selvfølge, at slankeindustrien har en interesse i at folk holder sig fede, men forestiller Birgit Petersson sig virkelig, at den også har instrumenterne og magten til det?
For øvrigt: Hvis jeg spiste det, jeg har lyst til, og motionerede lige så lidt, som jeg er tilbøjelig til, så ville jeg have haft et BMI over 30. Så det gør jeg ikke. For min egen og for min partners skyld.
Alle er lige gode, man må ikke nedgøre en bestemt gruppe, for så er man ikke intelligent.
Alle er gode:-)
Christ.
Personen på forsiden af Information er fed. Jeg ville ikke have det godt hvis jeg så sådan ud og jeg er ikke tiltrukket af mennesker der lader hånt om hvad de putter i munden. Og det inkluderer hvad der spises og drikkes, og ellers indtages af stoffer og så videre.
Jeg mener, at har man mulighed derfor, så har man har en pligt til at tage sig nogenlunde godt af sin krop. Nogle kroppe er naturligt mere buttede end andre, der kan være åleslanke lige meget hvad der spises og drikkes.
Selv skal jeg passe på. Og det gør jeg. Jeg har det bedst når jeg er ret slank men for tiden gør den nye hofte det lidt svært at motionere således at kalorieindtaget ikke går over gevind.
Er det folks egen skyld og er de selv ude om det? Det ved folk bedst selv!
Vi fede ved godt vi er fede, det behøver ingen andre at fortælle os. Men der hersker en mærkelig tendens i det her land, at menigmand åbenbart mener det er helt ok at fortælle mig lige direkte op i mit åbne ansigt, at han/hun ikke kan fordrage jeg er fed, kommentere min indkøbskurv, at jeg fylder i landskabet etc etc.
Det har absolut INTET at gøre med vedkommendes bekymring om mig og mit helbred, men udelukkende personen selv. Og ved I hvad, det kan jeg bruge til lige så lidt som de sædvanlige åndsvage kommentarer om, at jeg bare skal spise mindre og bevæge mig mere.
Lilli
Jeg har igennem 25 år forsøgt at hjælpe overvægtige med at tabe sig gennem motion og simple kostråd, så du kan tro jeg er hamrende ydmyg. De håbløse kostvaner og den oftes tilhørende inaktivitet der er årsag til den enkeltes fedme er uhyre svære at bryde, netop fordi disse dårlige vaner oftes kan spores tilbage til barndommen eller skyldes ensomhed og dårligt selvværd
Dengang som nu gælder det rørende simple kostråd - til dem der vil tabe sig - spis varieret og indtag færre kalorier end du forbrænder. Mål og vej om nødvendigt din mad for at holde korrekt fokus. Det er det enste der giver et langvarigt vægttab.
Lad være med at lytte til hvad pop-videnskabsfolkene og damebladene dikterer, de lever netop af de fede menneskers penge.
Hårdt sagt: Inde bag langt de fleste fede er der en slank person der prøver at komme ud. For de, desværre alt for få, som det lykkens at tabe sig markant, og dermed undgå at skulle slæbe rundt på f.eks 50 kg kropsfedt fra morgen til aften, er det en åbenbaring.
Mange slanke personer har svært ved at sætte sig ind i hvilken belastning det er at leve som fed, men netop ved at forstille sig hvordan det ville være, at skulle bære en dødvægt af denne størrelse fra morgen til aften, vil give et indblik.
Derfor bekæmp fedmeepidemien i skolen. Motiver den overvægtig ven eller kollega med en livsstilsændring og giv dem chancen for at opleve det mest vidunderlige mekanisme de nogensinde kommer til at eje i fuld vigør, nemlig - kroppen.
Ca. 80 % af type 2-diabetikere er overvægtige. Mange får derfor af vide af lægen, at de skal ændre livsstil: Spise sundere, dyrke mere motion og tabe sig.
Men main-stream har konstant diskrimineret økologi, og nu hopper de i TTIP, så den amerikansk/mexikanske fedme kommer hid. Jeg synes, det er synd for de stærkt overvægtige.
Diskrimination er på fremmarch i Danmark, ledsaget af en politisk elite der ikke kan lade være med at underkaste sig populismens diktat.
Ej heller Information gør en undtagelse. Nu holder man simpelten de mennesker der ikke har råd til et abonnement væk fra debatten om de emner man skønner at være de mest populære bland læserne.
Meningen? Det handler vel om at presse gratister som mig til enten at købe et abonnement eller forsvinde.
Vel der er kun nogle få dråber man kan presse ud af en citron der allerede er presset tør.
Med de priser Information har behov for at opkræve (jeg vil ikke stille spørgsmålstegn ved nødvendigheden) er det desværre kun den mere affuente middelklasse der har råd til et abonnement. Almindelige lavtlønnede arbejdere, folke- og førtidspensionister, fleksjobbere som mig selv, arbejdsløse og andre medlemmer af paria kasten er simpelthen nødt til at prioritere deres udgifter og her vil et abonnement af Information være en luksus som vi bare ikke har råd til.
Spørgsmålet er: Hvad vil Information opnå ved at lukke debatten for alle andre end abonnenter?
Er det for at presse gratister til at købe et abonnement, så bliver det en fiasko.
Er det for at holde debat platformen ren for alle andre end dem med de gode uddannelser og jobs, de facto en slags social udrensning, så vil det lykkes.
I så fald: Tillykke med succes'en og farvel.
Overvægt er ikke udelukkende et individuelt eller et samfundsmæssigt problem, men begge dele.
Som flere andre har noteret er den generelle samfundsmæssige orden : "Det er den enkelte der selv har kontrollen" det største problem, ligesom den er i andre sammenhænge : Fattigdom, arbejdsløshed, rygning, motion o.a.
Måske er der også den mulighed at det er vores trang til at måle alting i Kroner og ører, der er et medvirkende problem : "Du kan ikke tillade dig at være syg, fed, ryger, psykisk syg, det koster mig for mange skattekroner, det må du selv rode dig ud af" .
Hvem er det så der sætter standarden for hvad vi må, og hvad der er det "rigtige" liv ?
Hvorfor er det lige at producenter bliver ved med at producere skraldemad fyldt med tilsætningstoffer, dårlige sukkerarter o.s.v : Fordi der er penge i lortet.
Jeg synes det er fedt at lave en artikel, der kan benytte dele af sin tråd som belæg for sin påstand.
"Synes du også, at det er den tykkes egen skyld?"
Ja, det gør jeg. Dog vil jeg skifte ordet “skyld” ud med “ansvar”. Samfund har et normativt forbillede af den slanke - ikke-tykke - som foretrukne, og det kan være med til at gøre livet sværere for dem der ikke vil eller ikke magte at leve op til forbilledet, men den enkelte har rig mulighed for at lære sin krop og dens forbrænding at kende og dermed selv sætte præg på deres kropsstørrelse.
Fedme skyldes hverken dovenskab eller overspisning, men meget mere avancerede mekanismer. Social og psykologisk usikkerhed, som for eksempel kan være affødt af en neoliberal velfærdspolitik, spiller en vigtig rolle, siger den internationalt anerkendte fedmeforsker Thorkild I.A. Sørensen
Professor og dr.phil. Anne Løkke: »Det er tydeligt, at der er sket et skift i forhold til den måde, man snakker om de fede på. Det er gået hen og blevet et personlighedstræk at være overvægtig; man har næsten en karakterbrist,«
Martin Lind, jeg synes at du skulle prøve der samme. De fleste rykke er meget mere beviste om hvad de putter i munden end slanke.
Hold nu op hvor er folk uvidende og fordømmende! Jeg er naturvidenskabeligt uddannet og har læst førende forskning på dette område og fakta er flg. 1) den sundeste bmi er ml 25-30, som faktisk svarer til let overvægtig 2) masser af mennesker har diverse hormon sygdomme der gør dem overvægtige eller forhindre dem i at tabe sig 3) det samme gælder for indtag af visse typer af medicin 4) studier viser at genetik spiller en kæmpe rolle mht overvægt 5) masser af forurenende stoffer øger overvægt og skjoldbruskkirtel sygdomme... man taler om en epidimi, mon ikke at der er en sammenhæng? og sidst (af det jeg vælger at skrive her) men ikke mindst 6) de fleste overvægtige er sundere end undervægtig og alligevel forguder vi under vægt og fordømmer overvægt? Spg er i virkeligheden koster overvægtige mere fir samfundet? Og svaret er nej...
Hvad bliver man fed af? Luft? Nej. Mad? Ja.
Lad os tage det som udgangspunkt, og så ikke alle de forklaringer og omsvøb. Man skal jo ikke løbe ind i et helt højskoleophold, hver gang et problem smækkes op på bordet.
Ulandhjælpen beskæres og danskerne bliver federe. Vi har åbenbart ikke råd til at hjælpe andre. Vi har selv behov for maden. Se billederne af udhungrede børn sammen med en fed vesterlænding. Kampen om madskålene, vil overskriften hedde i historiebøgerne.
Det er lige meget, hvem der har skylden. Mennesker lider, hvad enten de er for tykke eller tynde. Vejen hedder middelvejen, og holder man sig ikke på den, straffes man på den ene eller anden måde.
Hvad var konklusionen på artiklen i øvrigt?
Martin Lind, det er først nu jeg ser de anden kommentar til dig har jeg flg spg 1) Hvor mange af dem du har "prøvet" at hjælpe har været enten psykiske elker fysiske syge? 2) tror du ikke at du gør noget forkert når du stigmatiserer dem netop ved at fortælle dem at de går noget forkert? Hvad tror du at det gør ved deres vægt? 3) laver du undersøgelser af både giftstoffer, vitaminer og mineraler samt hormoner af disse mennesker? Hvis ikke, kan du ikke sige en fis udfra dit arbejde... 4) jeg har respekt for at du prøver men godt nok ikke for din fordømmende holdning til overvægtige. .. du er jo netop en af den type, der træder på dem, der forsøger at komme op. Jeg har ofte samtaler med endokrinologer og det er altså meget almindeligt feks at gave autoimmunitet i skjoldbruskkirtelen og ikke at kunne tabe sig et fis uanset om patienten spiser helt ned til 800 kcal.
Peter Hansen,
dit forsøg på at give geografien skyld i folkelig overspisning klæder dig dårligt. Prøv lige at træde et skridt tilbage og læs det som om det var skrevet af en du ikke holder ret meget af, så vil du se at det at bedst er en dårlig undskyldning og projektion for et personligt nederlag.
Der er fandeme ingen mangle på fysiske udfordringer noget som helst sted i verden bortset fra inde i ens eget hoved. De fysiske udfordringer, dem er man nødt til at kreere selv, det er hverken geografien, politikken, supermarkedets varesortiment, eller noget som helst andet der kan diktere dem.
folk der vil tabe sig er nødt til at ændre deres spisevaner, først og fremmest og uanset mængden og viljen til fysisk motion. Mere motion vil hjælpe med at forbrænde de kalorier der ellers kan sætte sig som kropsfedt, men det afgørende er mængden af madindtægt og dens sammensætning. Det har heller ingen betydning om man variere maden eller ej.
Jeg spiser det samme hver eneste dag, bortset fra spontane undtagelser og jeg kan holde min vægt takket være en konsekvent maddisciplin hvor jeg simpelthen ikke spiser andet end de 3 planlagde madtider. Begynder man først med at give efter for den "lille hunger" efter snacks, slik, en banan, osv. er kampen allerede tabt på forhånd. Den mængde nonsens og vrøvl der bliver udbredt af både videnskabsfolk og lægfolk om mad og sundhed er himmelskrigende.
Det lykkedes mig først at få styr på min vægt da jeg kastede alt bort og gik tilbage til de madvaner jeg voksede op med af ren nødvendighed, fordi der ikke var råd til andet, og her har jeg fundet frem til 2 principper:
1) at spise 3 madtider om dagen, hver dag det samme, med ganske få, små variationer om mulig, men ikke nødvendig. Kroppen er en kemisk fabrik som kan fremstille næsten alt af den mad den får, men ikke hvis man ændrer indholdet af maden hver gang. Så kan fordøjelsen simpelthen ikke justeres og kalibreres og bliver ueffektiv. Det burde erkendes med almindelig sund fornuft.
Der er ingen fordel i at have en fordøjelse der er ueffektiv fordi den blive forvirret af konstant skiftende indhold.
En gang imellem skal man tilføje de få elementer som kroppen ikke selv kan fremstille uden videre, dvs. nogle få mineraler og vitaminer, men det er ganske få. Det får jeg typisk ved at spise lidt kød og grønt en gang imellem. Typisk sker det når jeg gæster eller beværter andre.
Der er mange muligheder, jeg siger ikke at alle skal spise som jeg gør. Men at ændre spisevaner således at man spiser mindre end man forbrænder - uden at støtte sig til en bestemt type og mængde motion - er efter min mening absolut afgørende.
Og det andet princip:
Man skal holde sig langt væk fra sukker, bortset fra det sukker som naturligt findes i frugt. (og også der skal mængden holdes til et minimum) Fedt mad gør os ikke fed, medmindre det er i kombination med letfordøjelige kulhydrater som sukker og mel som skal levere den parat-energi der er nødvendig for at kunne fordøje fedt. Det er sukkerlobbyens virke at vi fik en fedt-afgift hvor vi skulle have haft en sukker-afgift, hvis det virkelig var folkesundheden det drejede sig om.
Al motion er velkommen som ekstra skub i balancen. Motion er selvfølgelig vigtig for sundheden generelt, men for vægte er den underordnet. Det er madindtægt - madforbrænding balancen der er afgørende og der skal man simpelthen justere madvanerne indtil man har fundet balancen, som er forskellig for hver person. Justerer man derimod forbrændingen, så er det næppe langtidsholdbart.
Udover at det er svært at holde fast i et bestemt motionsniveau sker også det at kroppen lærer at yde mere med færre kalorier - den bliver mere effektiv for hver dag og det kan sabotere hele planen.
Så skal man justere madindtægten så den bliver en smule mindre end hvad kroppen forbrænder. Kun en smule. Et vægttab på ½ -1 kilo pr uge er optimalt og nemt at holde fast i. Min erfaring er, jo langsommer man taber overvægten, jo bedre er chancerne for at holde fast i det. Små justeringer i stedet for store, dumme spring.
Alle kan. Nogle har brug for hjælp og støtte i processen.
Afsluttende vil jeg sige at jeg slet ikke savner variation i maden. Den får jeg alligevel indimellem og så kan jeg sætte mere pris på oplevelsen end ellers. Jeg har absolut ingen problemer med at spise det samme hver dag og har nu gjort det i snart 3 år. Jeg er handicappet, men ellers kernesundt, bliver ikke syg med de almindelige ting som forkølelse og influenza, føler mig også sund og frisk og sætter pris på hver madtid. Faktisk føler jeg en stor frihed: jeg bliver ikke fristet af de utallige tilbud man ikke kan komme udenom, om man er på en tankstation, på posthuset eller hos Harald Nyborg, alle steder bliver man bombarderet med sukkermad. Det er simpelthen sygt! Og jeg er hamrende glad for at jeg kunne frigøre mig fra dette nonsens.
Og last not least:
Jeg har nu holdt min vægt i 3 år uden anstrengelser eller afsavn og kan ikke se problemer med at fortsætte med det resten af mit liv. Så simpel, i virkeligheden. Det drejer sig om en psykisk frigørelse fra en sygelig madkultur som vi bliver indoktrineret med fra alle kanter.
Curt, du har nok heller ikke de udfordringer som mange har siden du har så et unuanceret synspunkt og du har misforstået artiklen, hvis du tror den handler om geografi...
Maria
Jeg tror ikke jeg forstår hvad du mener jeg skulle prøve.
Under alle omstændigheder så kan luft ikke omdannes til fedt. Det ville ellers være belejligt, og løse en masse af verdens problemer hvis vi kunne producere fedt og hermed skabe energi ud af ingenting.
Martin Lind, det er først nu jeg ser de anden kommentar til dig har jeg flg spg 1) Hvor mange af dem du har "prøvet" at hjælpe har været enten psykiske elker fysiske syge? 2) tror du ikke at du gør noget forkert når du stigmatiserer dem netop ved at fortælle dem at de går noget forkert? Hvad tror du at det gør ved deres vægt? 3) laver du undersøgelser af både giftstoffer, vitaminer og mineraler samt hormoner af disse mennesker? Hvis ikke, kan du ikke sige en fis udfra dit arbejde... 4) jeg har respekt for at du prøver men godt nok ikke for din fordømmende holdning til overvægtige. .. du er jo netop en af den type, der træder på dem, der forsøger at komme op. Jeg har ofte samtaler med endokrinologer og det er altså meget almindeligt feks at gave autoimmunitet i skjoldbruskkirtelen og ikke at kunne tabe sig et fis uanset om patienten spiser helt ned til 800 kcal.
Martin Lind, det er først nu jeg ser de anden kommentar til dig har jeg flg spg 1) Hvor mange af dem du har "prøvet" at hjælpe har været enten psykiske elker fysiske syge? 2) tror du ikke at du gør noget forkert når du stigmatiserer dem netop ved at fortælle dem at de går noget forkert? Hvad tror du at det gør ved deres vægt? 3) laver du undersøgelser af både giftstoffer, vitaminer og mineraler samt hormoner af disse mennesker? Hvis ikke, kan du ikke sige en fis udfra dit arbejde... 4) jeg har respekt for at du prøver men godt nok ikke for din fordømmende holdning til overvægtige. .. du er jo netop en af den type, der træder på dem, der forsøger at komme op. Jeg har ofte samtaler med endokrinologer og det er altså meget almindeligt feks at gave autoimmunitet i skjoldbruskkirtelen og ikke at kunne tabe sig et fis uanset om patienten spiser helt ned til 800 kcal.
Mine anbefalinger af Martin Lund og Niels- Simon Larsen er fejl
Martin Lind, du skriver at man ikke bliver fed af kun luft.. og det er rigtigt, men har du hørt om at man ikke kan udnytte noget af den mad man indtager derfor bliver slap og meget træt, man optager ikke vitaminer mm det eneste man gør er at kanalisere maden direkte i fedt depoterne? Kender du stoffer som T3, leptin mfl. Fortæl mig lige igen hvad det er de gør ved kroppen og fortæl mig så lidt at det kun er mad 8g motion det gør en forskel. Udover det hvad tror du dyr gør? Seasonal fattening? Tror du at en sæl kan få fat i så meget mere mad bare lige sådan? Det hedder hormoner!
Maria
Undskyld, nu forstår jeg hvad du mener jeg skulle prøve. Jo tak, jeg har siddet i kassen i et supermarked og ekspederet 10.000 vis af både tykke og tynde kunder. Tro mig, det er signifikant forskel på indkøbene.
Men, Curt Jensen, det er jo et valg. Du fravælger den daglige glæde, der ligger i planlægningen, tilberedelsen og indtagelsen af et måltid. Jeg ville ikke kunne se et formål med mit liv under de omstændigheder.
Martin, du skal ligge mærke til folks indkøbscenter mere. Tyndfede fylder mere end du regner med i dine generaliserende udtalelser og de er mere usunde end de fleste på 130 kg!
Martin Lund, jeg tror simpelthen ikke på det uanset, hvad du siger og jeg tror, at du har været forudindtaget. Så skulle alle overvægtige jo lyve i undersøgelser
Maria
Mennesket har levet i millioner af år uden fedme har være et problem. Det har udviklet sig til en epidemi i den vestlige verden igennem de sidste 50 år fordi vi har kunne spise os mæt i overmål uden at skulle røre en finger. Det har vores genetik simpelthen ikke kunne nå at omstille os til.
Stop så med at skubbe nogle få svært syge overvægtige foran dig som undskyldning og forklaring på hvorfor kagen feder.
Martin Lund, jeg tror, du skal se nogle flere billeder af de plumpe, midaldrende mennesker, der var normaltudseende tidligere, efter at omsvingene i forbrændingen kommer til lidt oppe i årene. Det nye er tværtimod, at folk underlægger sig et regime for at presse vægten ned og muskelmassen op i en grad, som man ellers kun ser det på pornofilm (og som dér oftest er manipuleret).
Jeg synes, at det er problematisk, at man for at forsvare de fede, siger at overvægt ikke er et problem. Klinisk overvægt og fedme er et symptom på livsstilsproblemer, og er selvfølgelig problematisk for individ, samfund og virksomheder. Der er omkostninger forbundet med livsstilsproblemer i form af lavere produktivitet, øget sygefravær, øget nedslidning, øgede trivselsproblemer osv. Det er altså ikke noget, jeg hiver ud af røven. Det er faktisk påvist. Det er også påvist, at der er samfundsmæssige og organisatoriske gevinster ved en målrettet sundhedsfremmeindsats.
Men betyder det, at det er de overvægtiges skyld, at de er overvægtige, eller at det er rimeligt at skamme dem? Nej! Kunne de have været omkostningsfrie, hvis vi havde en anden økonomisk samfundsmodel? Ja! Havde deres sundhed set anderledes ud, hvis forurening, medicinforbrug, ensomhed, fattigdom osv osv. blev udryddet? Ja, formentlig.
Det nytter bare ikke at stille spørgsmålstegn ved evidensen på området. Det er fordi at der er helt overvældende meget viden om de sociale og økonomiske konsekvenser, at vi finder det problematisk at der er overvægtige.
Og så er der det med valg. Vi træffer valg, men vi gør det ud fra vores ressourcer og viden. Skamning virker på nogle - især de ressourcestærke, men det er en moralsk problematisk strategi.
Nej, Jeppe Lykke Møller, vi har et SAMFUNDSPROBLEM, der går ud på at forsøge at maksimere mennesker for at øge profit. Få dine prioriteringer i orden: vi har ikke mennesker for samfundets skyld, men samfundet for menneskers skyld.
Det er en moralsk problematisk strategi at fæld dom over andre mennesker, som man ikke kender. Der er intet ved fedme, der gør det muligt at drage den slags vidtgående konklusioner.
Nu har jeg så lige kastet et blik på din publikationsliste, Jeppe Lykke Møller, og måske du kan fortælle mig, hvordan vi nogensinde kommer til at konkurrere med lande, der på afgørende punkter ikke kan indfri de krav og forventninger, det danske samfund kan? Det er jo ikke os, der skal løfte 3/4 mia mennesker fra subsistensniveau til blot forsyningssikkerhed.
Overdreven interesse for andres udseende afslører at man selv har et vigtigt issue her.
Uanset hvordan vores krop ser ud er vi smukke hvis vi føler os smukke indeni. Vi føler os smukke indeni hvis vi tager ansvar for os selv.
Det er ikke interessant at der stadig er nogle der tror den fri vilje netop er stærk når vi vælger hvad der skal på rullebåndet og spises selvom forskningen viser præcist det modsatte. Lad dem være og lad os få debatten videre nu.
Det interessante er at markøren fed/ikke fed står så afsindig stærk i forhold til andre markører og må skygge for så meget andet. Hvis den markør fyldte meget mindre hvad ville vi så i stedet fokusere på? - og hvilken effekt ville det have?
"»Den fede figur forstås som altid allerede syg, og fortællingerne om den, placerer den derfor ofte med et ben solidt plantet i graven."
Jamen det ÉR den jo netop også!
Nej, det er den ikke, Gustav Alexander, tværtimod lader den sig ikke blæste omkuld af den mindste vind.
http://www.b.dk/nationalt/saadan-saa-koebenhavn-k-ud-dengang#slide-13 - det er i øvrigt sådan en god vits, Anne Knudsen (!) kom med engang: at når man tænker på stenaldermad, skal man måske også lige tage med i betragtning, at folk blev i gennemsnit 30 år gamle.
Sider