Læsetid: 8 min.

Tavshedens lov

Hvordan har det været muligt at opretholde tavsheden om doping i cykelsporten i så mange år? ’Alle vidste det, ingen undersøgte det,’ siger en af de journalister, der dækkede Tour de France i 90’erne. Andre siger, at de hørte mange rygter, men at de aldrig så beviser
»Riis var blevet et ikon derhjemme, og det var der jo ikke nogen, der ønskede at pille ved,« siger Kurt Lassen, forhenværende sportsjournalist

»Riis var blevet et ikon derhjemme, og det var der jo ikke nogen, der ønskede at pille ved,« siger Kurt Lassen, forhenværende sportsjournalist

24. juli 2015

Sportsjournalisterne. Det er i høj grad deres skyld, at der har været så meget tavshed om doping i cykelsporten i så mange år, påstod den tidligere professionelle cykelrytter Michael Rasmussen for nylig i Information: »Hvorfor det ikke er kommet videre – det kan jeg også selv have svært ved at forstå. Det handler vel om, at journalisterne også har været en del af hele cirkusset,« sagde han.

Men ifølge TV 2’s cykelekspert Henrik Jul Hansen, der har dækket Tour de France for flere medier gennem årene, er Michael Rasmussens udsagn noget sludder:

»Jeg ved ikke, hvilke sportsjournalister der skulle være fuldt vidende om, hvad der foregik. Jeg var det i hvert fald ikke,« siger journalisten.

Læs også: Froome er ren

En anden sportsjournalist, der i 90’erne og 00’erne har dækket cykelsport for Ritzau, Berlingske og Ekstra Bladet, er nuværende formand for Journalistforbundet, Lars Werge. Også han afviser at have været en del af »hele cirkusset«:

»Jeg kan jo kun tale for mit eget vedkommende, men nej, jeg var ikke fuldt vidende om, hvad der foregik. Jeg har ikke været vidne til noget, som jeg ikke har forsøgt at efterprøve, og det tror jeg egentlig gælder generelt for den danske skare af sportsjournalister fra den periode,« siger han og bakkes op af journalisten Kurt Lassen, hvis første Tour de France var i 1998 for Berlingske:

»Den almindelige ’væg til væg’-sportsjournalist havde ikke nogen anelse om, hvad der foregik i maskinrummet i forhold til doping,« siger han. »Der var masser af mistanke og anekdoter og historier i miljøet, men fokus var der ikke før 1998.«

– Men hvis der var mistanke og rygter, hvorfor var der så ikke redaktionelt fokus?

»Riis var blevet et ikon derhjemme, og det var der jo ikke nogen, der ønskede at pille ved. Heller ikke selv om man begyndte at tale om ’den hvide tornado’, han sad med skummet om munden, og Gewiss kørte som sindssyge,« siger Kurt Lassen.

– Føler du, I har svigtet?

»Ja, jeg synes, medierne har svigtet i den forstand, at de ikke er gået all-in i forhold til at kanalisere redaktionelle kræfter på den dagsorden. Man har opretholdt fascinationsfaktoren, fordi det er godt stof. Ja, både DR og TV 2 og de fleste aviser har brugt ressourcer på dopingdelen, men det er mere som et nødvendigt onde parallelt med det sportslige, end det har været fuldt og kulegravende.«

The show must go on

I 1995 var journalist Lasse Ellegaard i Frankrig for at dække Tour de France for Ekstra Bladet. Dagen efter enkeltstarten i Seraing, hvor Bjarne Riis overraskede alle og blev nummer to, kun 12 sekunder efter den regerende vinder og enkelstartsspecialist, Miguel Indurain, var det hviledag.

Læs også: En sejr for videnskaben

Ellegaard brugte det første af dagen på at interviewe en dansk idrætsfysiolog, som vurderede, at det, Riis havde præsteret på enkeltstarten, ikke var fysisk muligt. Simpelthen. Senere på hviledagen afholdt Bjarne Riis pressemøde, og da Ellegaard fik ordet, citerede han idrætsfysiologen og bad om en kommentar. Det svar, han fik, var rungende tavshed. Ikke kun fra Riis og hans stab, men også fra alle journalisterne.

»Jeg havde virkelig pruttet ved middagsbordet – alene ved at citere en forsker,« siger Lasse Ellegaard, der i dag er journalist på Information. På det tidspunkt, i 1995, havde han dækket cykelsport i en årrække, men det var hans første Tour de France. Og den oplevelse, han fik på hviledagen, var, at ingen ønskede at bevæge sig for langt ind i den suppedas, for hvis man gjorde det, ville man miste sine kilder. Man ville blive persona non grata kollegialt.

»Alle vidste det, ingen sagde noget. The show must go on,« siger Lasse Ellegaard.

Journalisterne Niels Christian Jung og Olav Skaaning Andersen har afsløret doping i cykelsporten og har for deres arbejde været nomineret til blandt andet Cavlingprisen. De startede deres udforskning af området i 1995 og valgte at arbejde til bunds, indtil de i 1999 fremlagde deres første resultater fra mange års rejser med tv-dokumentarerne Tavshedens Pris og Danskerlægen og bogen Doping på landevejen.

»Jeg kan godt huske tiden i 1995,« siger Niels Christian Jung.

»Riis var på mange måder en superstjerne i Danmark og måske en, som pressen havde en vis ærefrygt over for. Jeg oplevede selv, at hvis man var ude at spise om aftenen, så gik snakken: Kunne det være rigtigt, at Riis kunne køre så stærkt, og var der ikke noget med nogle italienske læger? Men jeg vil stadig sige, at folk gjorde, hvad de kunne. Og altså, her i Touren er det egentlig de samme mekanismer, der gør sig gældende, som hvis du dækker en anden international begivenhed. Fodbold-VM, et topmøde eller Tour de France: Du skal virkelig have forberedt dig godt og grundigt,« siger han og tilføjer, at det kan være svært at trænge til bunds i doping i cykelsporten, som vi netop har set med Anti Doping Danmarks undersøgelse. Han understreger, at han selvfølgelig hørte mange rygter i årenes løb:

»Men som i enhver type journalistik er der lang vej fra at høre nogle ting til at fremlægge dem. I hvert fald i min verden.«

Journalist Lars Werge, der dækkede Tour de France i 90’erne, husker, hvordan der pludselig faldt ’en masse tanker, indicier og beskyldninger på plads’, da Festina-skandalen eksploderede i 1998. Her ses løbets senere vinder, Marco Pantani, under rytternes strejke mod presse, politi og løbsledelse i skandaleåret.

Peter Dejong

Appelsinjuice

Tre ryttere fra det italienske hold Gewiss-Ballan endte på podiet i 1994-udgaven af forårsklassikeren La Flèche Wallonne: De kom i mål som nummer et, to og tre. Trioen kørte ganske enkelt fra feltet, formåede at øge afstanden og forblive i et af cykelhistoriens mest besynderlige udbrud indtil målstregen.

Efterfølgende spurgte den franske avis L’Équipe holdets læge, Michele Ferrari, om hans ryttere havde brugt epo, hvilket han afviste, men han sagde, at han ikke så noget problem i stoffet: »Epo er ikke farligt, så længe man ikke misbruger det. Det er også farligt at drikke 10 liter appelsinjuice.«

Det blev en udødelig anekdote, men alligevel var det først i 1998, at dopingdiskussionen eksploderede i medierne. Festina-holdets soignør Willy Woet blev tre dage før årets Tour stoppet af franske toldere med bilen fuld af epo, væksthormon, testosteron og amfetamin. Ni dage senere blev holdet udelukket fra Touren. Næsten alle ryttere havde positive dopingprøver, og Lars Werge husker, hvordan der pludselig faldt en masse tanker, indicier og beskyldninger på plads. Hvordan der ligesom var et ’før’ og et ’efter’ 1998.

Han mener dog ikke, at hans stand har været naiv eller har svigtet:

»Det, man skal være opmærksom på, er, at det jo er journalister, der har skrevet om 1994 og 1998. Det er ikke sådan, at historierne er blevet holdt tilbage. Der har nok været nogle journalister – blandt de udenlandske – som gerne har villet stå på god fod eller har haft en misforstået tilgang til tingene, men jeg husker bestemt ikke, at de danske sportsjournalister har haft en eller anden form for kammeratskab med sportsfolkene om at holde sådan nogle ting hemmelige.«

Naiviteten

Kurt Lassens første Tour var skandaleåret 1998, og dengang var han stadig hovedsageligt at betragte som en ’sportsfan-baseret’ journalist, som han siger. Han levede i rusen fra Riis’ sejr i 1996:

»Det var begejstring og fortælling, vi levede på. Fortællingen i cykelsporten var fed at skrive på, og der var vild fokus oven i, fordi Riis havde tryllebundet nationen.«

I Danmark var journalisterne ellers ikke helt fremmede over for doping. Kim Andersen var flere gange blevet testet positiv for doping, men det var nærmest blevet dækket på noteplan i aviserne.

»Vi kendte til omertaen – til Tavshedens Lov – men vi dyrkede den anden historie.«

Senere i 1998 kom også Bo Hamburger og hans hold, TVM, i doping-modvind. Kurt Lassen fortæller, hvordan han interviewede Hamburger i Sydfrankrig og stillede et spørgsmål om sagen, hvortil rytteren vendte sig i sadlen og sagde: »Husk nu, vi er i samme båd«.

»Så ja,« siger Kurt Lassen, »selvfølgelig dyrkede man de personlige relationer journalister og ryttere imellem.«

Alle de interviewede journalister mener dog, at sportsjournalistikken i dag er blevet bedre og mere kritisk.

»Det er rigtigt, at sportsjournalistikken i sin natur måske ikke har noget ønske om at være afslørende, men i de sidste 15-20 år synes jeg, journalistikken er blevet mere tydelig i sportsjournalistikken,« siger Lars Werge og peger blandt andet på nylige afsløringer af mellemhandlere i fodbold og korruption i FIFA.

Lasse Ellegaard giver ham ret, men fastholder, at mange journalister – også danske – har holdt på viden om doping:

»Jeg ved jo ikke, hvad alle journalisterne vidste, men jeg ved, at mange vidste det. Selvfølgelig gjorde de det. Men de gik aldrig ind i det og undersøgte det, så de vidste det ikke i detaljer. Man skal huske på, at hele det her cirkus er og var en verden for sig selv med særregler. Og en af særreglerne er, at hvad folk gør for at fremme præstationerne, er deres egen sag.«

Det store problem – medgiver han – var, at der ikke var beviser: Der manglede troværdige beviser eller en rygende pistol, siger han og vender tilbage til pressemødet for 20 år siden:

»Jeg researchede et indicium frem ved at tale med en forsker, men jeg kunne mærke, at der ikke var nogen, der havde lyst til at tale om det. Min oplevelse var, at det blev fortiet. For normalt er det sådan, at hvis du stiller et uartigt spørgsmål, så er der bagefter nogen, der siger: ’Det var godt, du sagde noget’. Det var der ikke noget af dengang. Der var en stemning af, at det ikke skulle spille en rolle,« siger Lasse Ellegaard.

Henrik Jul Hansen kan godt huske enkeltstarten i 1995, men ikke pressemødet. Han fastholder også ikke at have haft konkret viden om doping:

»Det er klart, at der var mistanker, men de var meget ukonkrete, for de drejede sig ikke om bestemte ryttere. Det var ikke sådan, at journalisterne vidste, hvad der foregik.«

– Men hvordan var kulturen blandt journalisterne? Talte man med læger, søgte man aktindsigt?

»Overhovedet ikke. Jeg har fulgt cykelløbet, og så har jeg sandsynligvis vendt det døve øre og det blinde øje til. Jeg har ikke været undersøgende journalist på dopingområdet. Det lod jeg være op til andre, det skulle ikke ødelægge mit cykelløb. Jeg har valgt at være naiv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Det handler, som det meste andet i en industri og i en moderne konkurrence-enhedsånd
om penge.
Pressens, cykelrytternes, dopingudviklernes, sponsorernes, reklamernes, publikums...
Penge.

David Zennaro, Jens Jørn Pedersen, Ejvind Larsen, erik mørk thomsen, Tue Romanow, Espen Bøgh, Kim Øverup, Bodil Waldstrøm og Per Jongberg anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Hvordan kan man som en voksen person være forundret over at det kunne holdes skjult for offentligheden.
Når vi kan læse om MPer i det engelske parliament har haft en rigtig grim sag gemt, omkring voldtægt af børn. Og at en mellemstor by også i england har der været organiseret voldtægter af piger uden at politiet har løftet et øjenbryn. Begge i årevis.
Så når så grelle sager kan være skjult og få lov at udvikle sig, så skal voksne mennesker ikke være forundret over at noget som doping kan være holdt ude af deres bevidsthed.

Thomas Rasmussen

"Det var begejstring og fortælling, vi levede på."

Vi lader den lige stå et øjeblik.

Politiske journalister er også begejstret for deres emner, men det betyder ikke, at de lægger sig fladt ned. Skal man ikke være kritisk som sportsjournalist?

Steffen Gliese

man fornemmer børnenes skuffelse over, at tryllekunsten viste sig bare at være behændighed.
Men selvfølgelig er det ikke dopingen, der bringer rytterne i mål, den er kun en hjælp til en i forvejen gennemanalyseret træningsstrategi.
Hemmelighedskræmmeriet har dræbt folk, der pga. tabuet ikke har kunnet søge hjælp hos kompetente mennesker. Men i sig selv er det da betydeligt mere interessant og brugbart for menneskeheden at finde ud af, hvordan denne kemi kan påvirke menneskers fysik - ikke blot med henblik på hurtige fysiske resultater, men også på sygdomsbehandling og meget andet.
Og hvis disse stoffer kan LETTE folks fysiske belastning, vil det være fantastisk. Denne perverse trang til at se folk lide for en opgave, der er fuldkommen blottet for betydning eller højere mål kan jeg virkelig ikke andet end foragte for dens misantropi.

Egon Maltzon

Alle vidste det, og det var kun et spørgsmål om at slippe så billigt ud af det som muligt.

Steffen Jørgensen

Også Billie Holiday, Charlie Parker, Chet Baker, John Coltrane m.fl. dopede sig. Det gjorde de for at blive bedre. Jeg har selv oplevet Dexter Gordon i Jazzhus Montmartre kanonskæv. Han spillede vidunderligt.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Og sjovt nok - mens Information opsøger flere sportjournalister og problematiserer deres manglende dækning af dopingstoffet, mens der fremsættes en teori om, at man holdt mund, fordi Riis var et stort og populært navn i Danmark - så undlader Information at nævne Jørgen Leth, kommer ikke med nogen spørgsmål om emnet til ham.
Måske er der andre, store og populære navne i Danmark?

Ole Meyer, Peter Nørgaard, Bo Carlsen, Benny Jensen, erik mørk thomsen, Claus Nielsen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Tommy Gundestrup Schou

Giv nu bare det doping fri. Så bliver det endelig spændende at se Tour de France igen med indlagt ekstra drama, når cykelrytterne dratter om til højre og venstre.

Sascha Olinsson, Per Torbensen, erik mørk thomsen, Markus Hornum-Stenz, Jens Jørn Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Det triste er, at de unge mennesker, der har sat livet på spil nu skal straffes, selv om det rettelig er ledelsen, der har svigtet og skulle straffes.

Kurt Loftkjær

Ansvarets placering

Doping har med sikkerhed ødelagt min oplevelse af professionelt cykelløb. Mange synes at have ansvaret for det skred, der er i holdningen til doping. Årtiers journalistisk tavshed eller ligegyldighed om et fænomen alle tilsyneladende implicerrede i kendte har kastet en skygge iver afviklingen af løbene og ikke mindst resultaterne.

For ikke så lang tid siden var der en redaktionel leder af et af de landsdækkende TV-programmer, som udtrykte sin positive holdning til Bjarne Riis indtræden som TV-kommentator ved cykelløb.

Derfor kan det jo ikke forbavse nogen, at der aldrig er sket noget afgørende for på TV- medierne for afdække skyggesiden af cykelsporten, hvor nye uskyldige unge mænd løbende inddrages som aktive og med risiko for at blive trukket ned i et efter min mening umoralsk morads.

År efter år sidder de samme journalister og aktive og pensionerede cykelrytter og klapper hinanden på ryggen og hylder et hyklerisk skuespil, som måske grundliggende er en kemisk konkurrence.

Hvis det forlorende show skal ophøre, må der ryddes op i toppen af redaktionerne. Dårlig ledelse synes at være det største problem. Hvis man virkelig vil andet end hyggesnakke om cykelskurkene, må man sikre en rotation af journalister, så de ikke bliver en del af showet.

Vi kender problematikken fra det at være journalist for længe på Christiansborg. Her er der en udpræget risiko for at blive ét med politikerne og miste overblikket til ulempe for de læsere man ønsker at sælge en avis til.

Hvis pressen skal leve op til et minimum af seriøsitet, bør der ryddes op.

David Zennaro, Peter Nørgaard, Bo Carlsen og Peter Wulff anbefalede denne kommentar

Selvrenselsen for mange af sportsjournalisterne udstiller dem nærmest som nyttige "mennesker" i hele Tour de France cirkusset.

Hvo der er penge, mange penge endda, vil der helt naturligt også være "efterstræbere" efter nogle af disse penge, i alle led.

Den naivitet der udstilles under dække af interesse for sporten, harmonerer ikke med den sportsånd som mange journalister eller gerne hylder, og hvor "renhed" indgår i konkurrencens ånd, om den "en bedste mand må vinde", lukker man bekvemt øjnene for og skjuler sig bag, for at beholde facaden udadtil og overfor sig selv som "ren som sne" alene interesseret i sporten, hvilket også gør det bekvemt at vende ryggen til virkeligheden, og frikende sig selv som hæderlig journalist.

Fortidens koryfæer, før doping overhovedet kom på tale, taler vi ikke om, de var jo "rene" trøster man sig en smule ved, ligesom vi ser dem være de mest kritiske over nutiden vindere, men også Tour ledelsen "hygger" sig med den tid, som aldrig blev afsløret, og næppe bliver det grundet tavsheden og uvisheden, - men mon det også er sandheden?

De frelste som gladelig intet vidste, siger de da selv, er utroværdige journalister helt på linje med "cirkusartisterne" i Tour de France, som siden er blevet taget for doping, for naivitet kan de dårligt påkalde sig, de forsøger efter bedste evne blot at distancere sig fra problemet, og hvis vi tror dem bliver de så glade, - men så bliver det os der hopper med ind i cirkusset lokket af deres, " ikke helt så sande", forklaring for deres "uskyldighed"!

erik mørk thomsen

At der bruges doping, er jeg ligeglad med, men jeg over skatten skal betale til journalister, der ikke kan deres job, gør mig sur.
Og det med, at journalister ikke gør deres job, men kun kysser magthaverne bagi, og skriver, hvad de, magthaverne vil have frem, ses desværre over alt.

Mark Strøm, Espen Bøgh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

En kort monolog:

" Jeg har taget doping,
Jeg har løjet,
ja, jeg har løjet
om migselv som rytter
og som holdejer,

ja, jeg har løjet ,

men hold kæft
hvor har jeg tjent mange penge,
og dem er ingen, der får igen.

Jeg vil lyve , hvis jeg ikke synes,
at det var det hele værd. "

(Men det siger jeg jo ikke højt.)

David Zennaro, Peter Nørgaard, Bo Carlsen, Espen Bøgh og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Steffen Jørgensen - forskellen på sportsfolk og musikere/skuespillere kunstnere af alle arter, der doper sig er, at de sidste er relativt åbne omkring dem. I sporten der imod har det hele tiden heddet, at store præstationer udelukkende skyldes talent kombineret med rigtig kost og masser af træning. Yah, rigth ...

Mark Strøm, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Jørgensen

Herdis Weins, ingen er åbne omkring indtagelse af ulovlige stoffer. Dexter Gordon kom til København, fordi han havde mistet sit NYC cabaret card (tilladelse til at optræde) pga. en heroindom, som sendte ham en tid i fængsel.

Herdis Weins

Steffen Jørgensen - der er fandens til forskel på tidligere og i dag - og USA og DK, både dengang og nu. Det VAR kendt, at der i bla. jazzmiljøet blev indtaget andet og mere end lyse øl. Det samme gør sig gældende i mange kreative miljøer i dag - og når folk offentligt bekender, de benytter sig af diverse stimulanser, har det heldigvis ingen konsekvenser. Det er nemlig kun salget af stofferne, der er forbudt. Musik-, film- og andre kreative miljøer har aldrig påstået, de levede af kærnemælk alene.
I sporten derimod kolporerer man stadigt myten om, at alt kun skyldes kost og træning. DET er den store og helt umoralske - forskel.

Steffen Jørgensen, Steffen Gliese og Sven Elming anbefalede denne kommentar
peter hansen

Selvfølgelig vidste journalisterne det, men sport er jo skuespil for folket.
Vi har set flere eksempler på den samme art uhellige alliance i politik, mellem journalister og politikeres spindoktorer hvor politik bliver til skuespil for folket og det der serveres for læserne/seerne er et afstemt skyggespil som tjener begge parters interesser (journalisterne og politikerne). At borgernes interesser ikke tilgodeses og at borgerne i grunden betaler showet er et paradoks, som der til dels er samtykke omkring.
Var det Jack Nicholson som i en filmscene råbte "You cant handle the truth" i hovedet på Tom Cruise? De fleste borgere vil faktsik helst forsætte skyggespillet, bevare illusionerne og forblive underholdt.

Mark Strøm, Espen Bøgh, Steffen Gliese, erik mørk thomsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Det er meget simpelt: jo hurtigere de køre desto flere penge kommer der fra, tv rettigheder og sponsorer som fodre til cirkusset. Og når A.S.O. U.C.I. eller I.O.C. skummer fløden på det, ja så drypper det nok også lidt på journalisterne.

Jens Jørn Pedersen

Det, man i sporten har en ledelse til, er at tingene foregår på en ordentlig måde!
Som praktisk udøver er fokus rettet imod at præstere. Så må man stole på, at organisatorerne tager ansvar. Desværre ser detud til, at de ikke har taget ansvaret alvorlig!

Steffen Jørgensen

Herdis Weins, du har ikke helt ret. Man har altid - som peter hansen anfører - vidst, at rytterne under Tour de France og andre store løb indtager div. stimulerende stoffer.

Freddy Andersen

Tour Déjà Vu 2015.
Its almost FIX and finished, vi only need the last shot up the mountain and pop the cork, at Paris.

My question is now, when are they going to give an award to the best team doctor, they have bin amazing again this year.

And they need some kind of recognition fore an outstanding performance, and fore there ability for always being ahead, they are the true heroes.

Have a nice trip the rest of the day.

Åh nej, alle disse eksperter("selvudnævnte, af de medier de optræder i"), og uden anden uddannelse end deres passion for cykelløb, som nogle af dem endog har kørt, men reelt bare er cykelnørder.

Og så den selvforståelse af især TV2 "eksperter" for ikke at have haft nogen mistanke om doping, hvilket er det rene vrøvl fra ende til anden.

Allerede tilbage ved olympiaden i 1960(så vidt jeg husker) hvor en dansk cykelrytter på "uforklarlig vis" døde, og man allerede dengang talte i medierne om doping, så kan det ikke være noget helt nyt der kun strækker sig tilbage til omkring 1995, som noget helt nyt og aldeles utænkeligt.

De er ikke mere eksperter end min bare "ræv", næ, lad os kalde dem det de er, "sælgere" for det produkt der hedder Tour de France og de andre løb, og det er seerne der reelt er produktet, - for jo flere seere des bedre betaling for de reklamer der bringes under udsendelserne.

Selv vinderen forleden og et par dage tidligere, Bardet sender ens tanker naturligt på tvivlens rand om doping eller anden form for ikke ren kørsel.

"Han havde blot studeret nedkørslen på Google om morgenen inden etapen(?)", og slår alt og alle andre nedkørselsspecialister med over 30 sekunder(?), - eller også kendte han ruten og havde kørt den flere gange før?

Og så gør han det hele to gange, - fantastisk utroværdigt for så ung en rytter på en helt ny rute.

Det er da en sød historie, "at studere ruten på Google om morgenen", og så kende den som sin egen bukselomme, - men den stinker af romantisering hele vejen hen til banken.

Her er et link til historien fra Rom 1960:
http://www.academia.dk/Blog/tag/knud-enemark-jensen/

Tavshedens lov er guld, talt er sølv, nutidens "retfærdighed" state med bronze.

Man få jo heller ikke den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Til at indrømme et massivt misbrug af kokani og amfetamin.

@ Mark Vindahl Strøm

Jeg ville nok have valgt at pege på børnehjemsbørnenes helt utålelige forhold i fortiden under statens, eller satans, beskyttende vinger.

Espen Bøgh

Det cykler lidt væk fra emnet, og dog.
Ja det er utroligt de ikke også brugte det hvid snit på børne, når de voksne fik det.

Og ja Espen jeg tag selv doping (THC'er CBD'er eller bare hamp) fordi det hjælper i mod de oplysningmilder, og tungmetaller som har smadret mit nervebanesystem fra fosterstadie.
For det danske stålvalseværk og staten er godt nok tavse på det punkt.

(I 1961 forbød FN den medicin, mens opium også kendt som morfin og nazi-metadon mm. bliver udleveret i stor stil af FN staterne)

Peter Tagesen.
"I dag er det gennemført videnskab"

Sød illusion du har om SKY, discovery har også dokumentar som påstod, at Armstrong bruget gennemført videnskab, og han er heller aldrig nogen sinde blevet teste positiv.

Peter Tagesen

Ja hvis de ikke er dømt eller har indrømme, så er de vel uskyldige. Jeg finder nu bare deres troværdighed, på samme lave punkt som en politikers.