Læsetid: 11 min.

The gold man is boarding

Under overfarten forlod han restauranten to gange. En gang for at tisse og en anden gang for at trække frisk luft på dækket. Han kiggede på havet, og det indgav ham den samme følelse, som han altid fik, når han så det: En blanding af ro og frygt
Under overfarten forlod han restauranten to gange. En gang for at tisse og en anden gang for at trække frisk luft på dækket. Han kiggede på havet, og det indgav ham den samme følelse, som han altid fik, når han så det: En blanding af ro og frygt

iBureauet/Mia Mottelson

18. juli 2015

– Tredje del –

Flyvedrømme foregår et sted på Sydsjælland. Torben ringer på hos Gunnar for at sælge ham et luftfoto af hans hus. Ved et uheld skyder Gunnars datter Torben i benet med en salonriffel. Ved Cafeteriet ved Fjorden parkerer den polske trucker Wladimir sin lastbil, han mener at kunne høre bankelyde inde fra containeren, han transporterer.

˜

Wladimir fik brændstoffet stjålet om natten på en rasteplads i det sydlige Tyskland, og hele vejen op gennem Stauland fantaserede han om at fange dieseltyvene og tæve dem. Voldsfantasierne var et udslag af stressen. Desuden havde han fiflet med cabotagereglerne igen, fordi vognmanden pressede ham, og det gav ham altid ekstra dårlige nerver. Da han skypede med sin kone den aften, havde han lyst til at sige til hende, at han tænkte på at sige op, at han ikke kunne holde det ud mere, at han ville prøve at få et arbejde i Polen. Det var en lille måned siden, han sidst havde været hjemme, og de sidste tre år syntes han, at børnene var blevet fremmede for ham. Når han endelig var hos familien, følte han sig som et spøgelse i lejligheden og kunne gribe sig selv i at ville tilbage i førerhuset, og når han sad i førerhuset, var han ved at græde af desperation, fordi hans liv var noget, der foregik et andet sted uden ham.

Han fik det halve i løn af en dansk chauffør, og de hadede ham for det. Han kunne mærke aggressionen og hadet på rastepladserne, på færgen, selv på motorvejen syntes lastbilerne med de skandinaviske og tyske chauffører at udstråle foragt og afsky; de små chikanerier, chauffører der satte farten op og ikke vil lade ham overhale, sendte ham onde blikke. Han sagde til sig selv, at han var paranoid, men blev så standset af en patruljevogn, der lige forinden lod en chauffør med svensk nationalitet passere. Politibetjentenes insinuerende og nedladende optræden. Han hadede efterhånden også samtalerne med hjemmet. Han hørte ingen anerkendelse af sin opofring fra Lidia, kun klynken over, han ikke var hjemme. Salt i såret. Alt det havde han lyst til at sige, men vreden var for stor, han var bange for, det ville eksplodere, og han gad ikke, at solen skulle gå ned over endnu et skænderi, så det blev ved de sædvanlige trætte kommentarer, og så skulle børnene puttes. Lige inden de afsluttede samtalen, overvejede han at bede hende om at ringe, når børnene sov. Han havde brug for nogen at tale med, han var bange for, han var ved at blive sindssyg. Det føltes, som om hans indvolde åd hinanden inde i bugen. Og så bankelydene inde fra containeren. Der var noget galt, men spørgsmålet var, om det var ham eller containeren, der var noget galt med.

Efter samtalen sad han ubevægelig i lang tid med telefonen i hånden. Han tog en tandstikker fra den lille æske til højre for rattet og tyggede på den og ville ønske, at det var en cigaret. Så lagde han den fra sig på instrumentbrættet og skruede låget af en tyve milliliters Kuemmerling og hældte indholdet i halsen. Han mærkede varmen fra alkoholen brede sig i maven og trillede den lille firkantede flaske i sin hånd, mens han stirrede ud ad vinduet. Landskabet virkede alt for fladt, vejen alt for lige, og der var alt for meget himmel. En personbil nærmede sig og forsvandt igen. Så en til fra den anden retning. Herefter kom en lastbil til syne. Det var Jerzys røde Scania R500.

˜

Torben satte billedet i rammen og holdt det op, så Gunnar kunne betragte det.

»Det skal op med det samme,« sagde Gunnar og forlod rummet og kom tilbage med en værktøjskasse, som han satte på sofabordet. Han rodede indholdet ud på bordet og fandt en hammer og et søm, der forekom Torben alt for stort.

»Det her skulle kunne gøre det,« sagde han, og gik hen mod væggen med hammeren hævet i den højre hånd og sømmet i den venstre.

Han holdt sømmet, som om det var en dartpil, han ville kaste. Med det samme spidsen af sømmet ramte væggen, knaldede han det i med to hårde slag, mens han råbte vupti for hvert slag: »Vupti! Vupti!«

Så lagde han hammeren fra sig på bordet, hvor fjernsynet stadig viste tegnefilm uden lyd, og gik over mod trappen.

»Jeg går lige op og tager tøj på. Du bør blive til aftensmad. Det er det mindste, jeg kan gøre, efter vi har skudt dig. Give et måltid mad, inden du kører.«

»Det er virkelig ikke nødvendigt.«

»Pjat, jeg bikser noget sammen i en ruf. Jeg insisterer.«

Drengen kom gående ned ad trappen.

»Hej Magnus,« sagde Torben til ham. Torben var god til navne, men dårlig til at snakke med børn.

Magnus svarede ikke, men styrede hen mod værktøjskassen, hvis indhold lå på bordet. Han tog en papegøjetang og satte sig på gulvet og begyndte at maltraktere bordbenet med den.

»Hov, det duer ikke. Kan du lade være med det.«

Drengen ignorerede Torben og fortsatte. Tog fat om bordbenet med tangen og klemte til og drejede, så malingen blev skrællet af og træet kom til syne.

»Kan du lade være med det,« sagde Torben igen.

Gunnar kunne åbenbart høre dem oppe på førstesalen og råbte ned:

»Stop Magnus! Hvad laver han? Hallo?«

»Han har fat om benet med en tang. Altså bordbenet,« råbte Torben tilbage.

»Stop, for helvede,« råbte Gunnar, og så i et lavere stemmeleje: »Emma, gå ned og stop ham. Jo, kom nu, af sted med dig. Kan du komme af sted med dig.«

Der dryssede splinter fra bordbenet ned på gulvet. Torben gik hen og tog fat i tangen. Magnus slap ikke sit greb, men begyndte i stedet at skrige. Torben var ikke klar over, at børn kunne være så stærke, tangen var umulig at vriste fra ham. Der var noget abeagtigt over det: Umælenheden og styrken – og så det skrigeri. Emma kom sjoskende ned ad trappen. I stedet for at hjælpe tog hun fjernbetjeningen og satte sig på gulvet og skruede op for fjernsynet. Torben opgav og slap tangen. Skrigeriet stoppede, men Magnus begyndte nu at hamre tangen ind i kanten af bordpladen, så den efterlod dybe hakker. Da Torben tog fat i tangen igen, spilede Magnus øjnene op, så de blev helt runde, og genoptog skrigeriet. Emma skruede endnu højere op for fjernsynet, så de infantile tegneseriestemmer begyndte at kratte i diskanten.

Der lød en serie af høje bankelyde oppe fra overetagen. Torben slap tangen og Magnus blev stille. Bankelydene mundede ud i et højt rabalder, som om noget faldt til jorden, og en støvsky kom rullende ned ad trapperne og bredte sig i stuen. Gunnar kom efter med en mukkert i hånden. Han havde stadig bare fødder, men var iklædt skovmandsskjorte og cowboybukser. Han var dækket af puds.

»Arkitekten må have spist lort. Der er noget helt galt med plantegningen i det her hus, man har det som en rotte i en labyrint. Et par velanbragte hug med den her, så er der lys og luft. Den væg har irriteret mig i årevis.«

Han råbte for at overdøve fjernsynet. Så stillede han mukkerten fra sig for foden af trappen, børstede pudset af sig og gik hen og tog fjernbetjeningen fra Emma og skruede ned for lyden.

»Nu kan vi høre, hvad vi tænker igen ... Lys, luft og ro, det er sgu en menneskeret.«

»Ja, det var velgørende.«

»Og Magnus, du holder op med det der.«

Magnus kravlede ind under bordet og fortsatte med at skrue på bordbenet, nu en smule mindre voldsomt.

Det ringede på døren.

»Hvad nu,« sagde Gunnar, og gik over for at åbne.

Torben kunne se dem fra hvor han stod. En pæreformet kvinde klædt i lilla og skråt bag hende en ranglet mand med et langt, flettet fuldskæg.

»Du har glemt vores aftale igen,« sagde kvinden.

»Aftale?«

»Du skulle have afleveret Emma og Magnus. Vi skal til vikingetræf i morgen tidlig.«

Manden tog ordet:

»Det er ren konfliktoptrapning, det du laver, Gunnar. Ikke at tage telefonen eller noget.«

Torben følte sig ilde berørt og trak ud af syne, ind i et hjørne af stuen.

Kvinden kaldte på børnene. Emma kom af sig selv, men Gunnar måtte indfange Magnus. Han vristede papegøjetangen fra ham ved at blive ved med at vride den rundt.

»Jeg havde lavet bøf med løg, til I skulle komme, men nu er det jo blevet koldt,« sagde manden, mens Gunnar klædte børnene på.

»Det er det med at holde aftaler,« sagde kvinden.

Torben prøvede ikke at lytte, gav sig til at kigge intenst på flyfotoet, der hang på væggen. Foroverbøjet med hænderne på ryggen, som en gæst på et museum. Så smækkede døren, og Gunnar kom ind i stuen igen. En bil startede ude i indkørslen og kørte væk.

»Jeg skal vist også til at hjem nu.«

»Pjat, jeg giver aftensmad nede ved fjorden.«

˜

Anker Vest tænkte, at tingene snart ville kollapse helt. Det var startet med, at han havde indrettet kælderen til overlevelse. Konserves og pulvermad, alt muligt langtidsholdbart. Antibiotika og anden medicin. Derefter havde han installeret et våbenskab med et jagtgevær og en revolver, som han havde skaffet illegalt. Nu kunne de forsvare sig selv og deres ejendom. Det interesserede ikke hans kone, hun havde haven, og han havde sin kælder.

Han tænkte også meget på sin opsparing. Han var begyndt at læse mere og mere om økonomi på nettet og så foredrag på youtube, og hans tiltro til det monetære system blev mindre og mindre, pengetrykningen var ude af kontrol, det var gået galt, da man forlod guldstandarden. Udover pengene i pensionsselskabet havde han en opsparing stående i banken, og det var begyndt at bekymre ham, at den blev ædt op af inflation. Han havde overvejet obligationer og aktier, men hvis det hele kollapsede, ville pengene være tabt uanset hvad.

Han havde så besluttet at købe guld. Gulds værdi var over det lange løb konstant, det kunne man se op gennem historien. Civilisationer var kommet og gået, møntfod var blevet opløst, men guldet bestod. Der var selskaber, der tilbød at opbevare guldet, så det hele kunne ordnes over internettet, men han ville have sit i huset. Han havde installeret et pengeskab ved siden af våbenskabet i kælderen.

Han tænkte på arveskat, og det forekom ham urimeligt, at de penge, han havde betalt skat af én gang, da han tjente dem, skulle beskattes endnu engang, når hans søn skulle arve dem. Men hvis sønnen blot arvede koden til pengeskabet, og staten ikke vidste, han havde guldet, så ... voila. Myndighederne skulle ikke vide noget, han ville ikke have købet registreret, og derfor besluttede han at køre til Schweiz og hente det. Han havde overvejet at gøre det over flere gange, hvis nu han skulle blive taget i tolden, men besluttede sig til sidst for at fragte det hele på én gang.

Hos Echtgeld AG i Giswil købte han seksten tohundreoghalvtreds-grams guldbarrer. Han transporterede dem i en attachémappe. Da guldet blev overdraget til ham, opdagede han, at låsen til mappen ikke virkede. Til gengæld havde han taget et par håndjern med og lænkede mappen fast til sit håndled. Han overnattede på et hotel i Giswil og blev på værelset om aftenen. Guldet bredte han ud på sengen og lod det ligge der, mens han drak to whisky fra minibaren og prøvede ikke at tænke på, hvad de kostede. Næste morgen kørte han nordpå. Han havde glædet sig til turen længe, men da han endelig var på vej hjem, føltes det ikke, som han havde drømt om. Han havde mærket det allerede hos Echtgeld, da han tog håndjernene frem og låste tasken fast, blikket kvinden sendte ham. Det var ikke, fordi det ikke var en vild fornemmelse at mærke vægten af de fire kilo guld, det var bare ikke helt, som han havde forestillet sig. Der manglede et eller andet, der var noget almindeligt over det, noget uglamourrøst. Han nød ikke guldet helt så meget, som han havde håbet.

På motorvejen tog han headset på og ringede til konen.

»Jeg er på vej hjem med guldet,« sagde han.

»Pas nu på, skat,« sagde hun.

Men formaningen havde ærgret ham. Der var en bekymret undertone, ikke for guldet, men for ham, for at han skulle klovne i det. Det var hendes sædvanlige ’pas nu på, skat’, som hun også brugte, når han skulle rense plæneklipperens rotorblade eller op på en stige. Pas nu på, skat. Det fik ham til at føle sig så umandig. Det ærgrede ham, og han havde afsluttet samtalen lidt studst. Han havde håbet, at en telefonsamtale ville hjælpe ham med at se sig selv udefra ligesom på en film, men hun havde saboteret det.

Det havde også været muligt at købe barrer på et halvt og et helt kilo, men han havde valgt dem, der vejede et kvart. Han sagde til sin kone, at der så var en større fleksibilitet: Man kunne altid sælge en mindre del af guldet. Men en dybereliggende grund, som han ikke havde nævnt, var, at der ikke var nogen fornøjelse ved at tælle fire eller otte guldbarrer. Men seksten guldbarrer, der var han oppe i noget, der kunne nærme sig en vis tælleglæde. Han så for sig, hvordan han om aftenen gik ned i kælderen og satte sig med en whisky og betragtede sit forråd af dåsemad. Tog sine våben frem og smurte dem. Hvordan han drejede koden til pengeskabet og åbnede døren og talte guldet, der ulmede i halvmørket.

Han oplevede ikke noget usædvanligt på køreturen. Han syntes Schweiz var smuk, motorvejen gennem Tyskland fandt han kedelig. Han stoppede to gange. Den ene gang gik han på McDonald’s, den anden gang fyldte han tanken op og drak en kop kaffe. Begge gange havde han kufferten lænket fast til det venstre håndled, hvilket havde gjort det svært at spise burgeren. Der var ingen, der syntes at bemærke ham, han følte sig usynlig som sædvanlig. Det burde være en god ting, men alligevel mærkede han en skuffelse. Mens han ventede en halv time på Rødby-Puttgarden-færgen, besluttede han sig for at lade kufferten blive i bilen under overfarten, lænket fast i bagagerummet. Det var for besværligt at spise med den, og han var sulten igen, ville ofre penge på all inclusive-buffeten. Da han blev vinket om bord og kørte ind i færgens bug, sagde han til sig selv: The gold man is boarding.

Under overfarten forlod han restauranten to gange. En gang for at tisse og en anden gang for at trække frisk luft på dækket. Han kiggede på havet, og det indgav ham den samme følelse, som han altid fik, når han så det: En blanding af ro og frygt.

Færgetrækket gik langsomt i opløsning på motorvejen. Der var stadig den der fornemmelse af uforløsthed, han ville gerne trække rejsen lidt ud, så han besluttede sig for at stoppe en sidste gang og drikke en kop kaffe på Cafeteriet ved Fjorden, når han kom så langt. Lige nu var han et sted på Lolland. Udenfor kabinen gled landskabet forbi i en smeltende bevægelse. På en mark stod et tårn af høballer beklædt med vindflænset plastik. I rabatten hakkede en krage i et overkørt dyr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu