Læsetid: 7 min.

Under en ufatteligt høj og blå himmel

Den danske filmdiva Asta Nielsen var en funklende stjerne i stumfilmens Tyskland. Nu er hendes sommerhus på øen Hiddensee åbnet som museum over en lykkelig tid, som ’Die Asta’ selv satte et smerteligt punktum for efter nazisternes magtovertagelse
»Asta Nielsen var ikke bare den første filmstjerne. Hun direkte bestemte stumfilmens udvikling og mimik – fra lystspil over dramaer til tragedier. Med en enkelt håndbevægelse kunne hun udløse en hel skala af følelser. Derfor blev hun med rette så stor en stjerne, ikke mindst i Tyskland,« siger Renate Seydel. Billedet er fra filmen Nach dem Gesetz.

»Asta Nielsen var ikke bare den første filmstjerne. Hun direkte bestemte stumfilmens udvikling og mimik – fra lystspil over dramaer til tragedier. Med en enkelt håndbevægelse kunne hun udløse en hel skala af følelser. Derfor blev hun med rette så stor en stjerne, ikke mindst i Tyskland,« siger Renate Seydel. Billedet er fra filmen Nach dem Gesetz.

Ullstein Bild

23. juli 2015

»Under en ufatteligt høj og blå himmel, dyppet i lys og farver, som var mere lysende her, end de andre steder i Norden jeg kender, ligger en smal, primitiv ø som en oase i Østersøen. (...) Intet sted var man så ung, så lykkelig og så fri som på den smukke ø.«

Sådan lød det i længselsfuld datid i stumfilmstjernen Asta Nielsens selvbiografi Den tiende muse fra 1946.

Og det selvom længselsobjektet var så tæt på: 1930’ernes Hiddensee, en kunstnerkoloni en lille times sejlads fra Rügen, hvor Asta Nielsen tilbragte sommermånederne i årene 1928-36.

Det tabte paradis

Trods tiltagende turisme er den danske filmdivas maleriske ord stadig rammende i dag. Efter færgeoverfarten skal man gøre sig usædvanligt umage, hvis man vil støde på den bilfri øs eneste motoriserede trafik i form af en minibus og en ambulance. Cykler og hestevogne er der til gengæld en masse af på Hiddensee.

Mod syd breder øen sig fladt ud, mens nordøen rejser sig i et dramatisk landskab med udsigt over Østersøen hele vejen til Møn.

Men man skal blot fem tohjulede minutter fra færgelejet i hovedbyen Vitte for at opleve Asta Nielsens tabte paradis: sommerhuset Karusel. Et sjovt dynamisk hus af den berlinske arkitekt Max Taut, der efter nænsom restaurering netop er åbnet som et lille museum over henholdsvis arkitektens værker på øen og divaens driverliv i de lykkelige somre.

At Asta Nielsen kastede sin kærlighed på Hiddensee er ganske forståeligt. Dette »Pommerns Capri«, som øen ironifrit kaldes, blev i sommermånederne til en decideret kunstnerkoloni allerede i de første årtier af det 20. århundred. De idylliske fiskerhuse, den mageløse ro og det usædvanlige lys trak ikke bare utallige malere, men også forfattere som Gerhart Hauptmann og tænkere som Albert Einstein.

Også Karusel blev hurtigt til et knudepunkt for kunstnere. Hyppige gæster var skuespillere som Paul Wegener og forfattere som Joachim Ringelnatz. At dømme efter billeder, breve og biografier var tonen frivol, og der var pænt højt til loftet.

Fester vekslede med højtlæsning, kunstdebatter og strandture. For det meste i selskab med den elskede søster Johanne og datteren Jesta, som Asta Nielsen fik allerede som 19-årig – og som hun valgte at opfostre uden faderen til fordel for sin mor og sin søster som »mor nummer to og tre«.

»Her var min lykke fuldkommen,« lød Asta Nielsens egen konklusion om Hiddensee, skrevet med en verdenskrigs afstand. At dømme efter Asta Nielsens generelle oprigtighed og det høje litterære niveau i hendes selvbiografi, var det ikke bare en floskel. Her på halvvejen mellem København, hvor hun var vokset op, og Berlin, der blev centrum for hendes kunstneriske succes og voksenliv, lå skuespillerindens smukkeste somre, der skulle få så brat en ende.

Stjerne i egne studier

Efter nænsom restaurering er den danske filmdiva Asta Nielsens gamle sommerhus med navnet Karusel netop åbnet som et lille museum på den tyske ø Hiddensee. Her ses Asta Nielsen foran Karusel.

Ullstein Bild

Betragtet ud fra Asta Nielsens rødder lå det ikke ligefrem i kortene, at hun skulle blive et af det 20. århundreds største kunstnere i Tyskland. Opvokset i en bitter blanding af fattigdom og sygdom havde hun som barn det ufattelige held at blive optaget som sangtalent i det Kongelige Teater – og her at blive opdaget som skuespiltalent.

I årene som skuespilelev på det kongelige blev hendes søster Johanne den bærende figur, idet hun trodsede morens mishag over Astas skuespilleri og med hårdt arbejde var med til at finansiere, at søsteren kunne teste sit talent.

Talentet bar. Asta blev engageret ved Dagmar Teatret og Det Ny Teater i årene 1902-11, men i frustration over begrænsede roller kastede hun sig i 1910 ud i et filmprojekt med sin kommende ægtefælle Urban Gad som instruktør. Med et budget på 8.000 kroner blev Afgrunden optaget i en fængselsgård i København – filmmediet, der hidtil havde haft et tvivlsomt omdømme, blev pludselig bragt i forbindelse med begrebet kunst.

Ved Afgrundens tyske premiere samme år var Asta Nielsens internationale gennembrud en realitet. Året efter blev hun af et tysk produktionsselskab hyret til at skyde hele 24 film, og i Berlin blev der ligefrem bygget studier særligt til den nye stjerne.

I løbet af de næste årtier skulle Tyskland således udvikle sig til Asta Nielsens ny hjemstavn både personligt og kunstnerisk – i løbet af godt 20 år indspillede hun i alt 74 spillefilm. På højdepunktet havde hendes film cirka 1,5 mio. tilskuere dagligt i filmteatre over hele verden, og før premieren i Berlin måtte hendes filmselskab varsle politiet, som satte ridende politi ind for at sikre ro og orden.

Afsked med sit halve selv

Tyskland var endegyldigt blevet omdrejningspunktet for Asta Nielsens liv, der i årets mørkere måneder bød på hårdt arbejde i Berlin, mens de lyseste dage tilbragtes på øen Hiddensee. Desto større et skæbneslag var 1930’ernes nye tider. »Intet sted var man så ung, så lykkelig og så fri som på den smukke ø. Men ak, alt for hurtigt blev det 1933, og stemningen ændrede sig. De mørkhårede, intellektuelle kunstnertyper blev afløst af kraftige blonde mænd og bredhoftede kvinder med Gretchen-frisure.«

Selv på Hiddensee var oprustningen mærkbar – flylarm plagede den høje himmel, og der blev lagt skinner på tværs af øen til transport af materiel. Efter sommeren 1936 lukkede og slukkede Asta Nielsen sit elskede sommerhus som normalt. Men denne gang for altid.

»Den nye tid havde bidt sig fast i øen. Jeg havde ikke mere at komme efter der,« lyder det retrospektivt sammenbidt i Den tiende muse.

I starten af 1937 forlod Asta Nielsen ligeledes Berlin. En lejlighed i Charlottenburg og Karusel på Hiddensee hørte blot til de jordiske efterladenskaber.

»Jeg længes efter Tyskland, der var blevet mit andet fædreland – alle mine bedste venner har jeg der,« lyder det i et af de udstillede breve på Hiddensee. Frustrationen lyser ud af brevene, men Tyskland er tabt für immer for Asta Nielsen.

En ’nobody’ fra Peter Bangs Vej

Få mennesker kender den kunstneriske og personlige udvikling bag denne ufattelige karriere bedre end den 80-årige germanist Renata Seydel, der har skrevet og redigeret en række biografier og selvbiografier om og af Asta Nielsen. I dag driver hun en boghandel på Hiddensee:

»Asta Nielsen var ikke bare den første filmstjerne,« siger Renate Seydel med et mildt smil og peger mod filmstjernens sommerhus et langt stenkast derfra. »Hun direkte bestemte stumfilmens udvikling og mimik – fra lystspil over dramaer til tragedier. Med en enkelt håndbevægelse kunne hun udløse en hel skala af følelser. Derfor blev hun med rette så stor en stjerne, ikke mindst i Tyskland.«

At tonefilmens indtog nødvendigvis måtte bringe Asta Nielsen på afstand af filmen og Tyskland, tror Renate Seydel ikke på. »Hun lavede kun én tonefilm, Unmögliche Liebe fra 1932. På grund af hendes stil og især hendes danske accent var der mange, der ikke spåede hende nogen chance i den nye films æra i Tyskland. Men den fik faktisk god kritik, og hun havde også flere succesfulde teateroptrædener i Tyskland i starten af 1930’erne.«

Desto mere imponeret er Renate Seydel over Asta Nielsens konsekvente afvisning af et samarbejde med lederne af Det Tredje Rige.

»Hun kunne selvsagt have forliget sig med regimet – Goebbels tilbød endda at grundlægge et filmselskab til Asta Nielsen under hagekorset.

Alligevel forlod hun både venner, karriere og formue her i Tyskland. Og huset derovre,« siger Renata Seydel og peger.

»Tilbage i Danmark blev hun nærmest en nobody, en frue fra Peter Bangs Vej, der havde svært ved at få betydelige roller. Hendes konsekvente facon og retskaffenhed fylder mig stadig med dyb respekt.«

Fra den anden horisont

I de udstillede breve i Karusel bliver det tydeligt, hvor rasende Asta Nielsen var over udviklingen – og over en vens beskrivelse af, hvordan huset langsomt blev overtaget og plyndret for inventar. Først langt inde i Den Kolde Krig blev huset retmæssigt solgt, uden at Asta Nielsen selv havde sat sine ben i hverken Berlin eller på Hiddensee, der nu lå i DDR.

Hvor Asta Nielsen måtte leve med det stærke brud, oplevede øen en overraskende kontinuitet. End ikke det østtyske regime kunne slukke tørsten efter Hiddensee. For DDR-borgerne forblev det et eftertragtet feriested trods de alt for få og nedslidte ferietilbud fra fagforeninger.

Også kunstnerne blev ved med at komme på øen, selvom – eller måske netop fordi – Hiddensee og dens strande på grund af den korte afstand til Danmark var et »særligt sikkerhedsområde«.

»Med Møn i horisonten tilbød Hiddensee et længselsfuldt blik mod verden uden for Jerntæppet,« siger Renate Seydel, der selv fik lov at rejse til Danmark i forbindelse med sine bøger om Asta Nielsen.

For Asta Nielsen skulle perspektivet dog nærmere blive omvendt. Som 88-årig, oplevede hun en stormende forelskelse i kunsthandleren Christian Theede, som hun giftede sig med i 1970. Han havde et sommerhus netop på Møn, hvorfra man i klart vejr kan skimte Hiddensee i Horisonten.

»Asta Nielsen kom aldrig tættere på sit Karusel-hus,« siger Renate Seydel med et beklagende blik.

»Men hun oplevede nok øens største glansperiode kunstnerisk betragtet.«

Den lille udstilling har åbent dagligt kl. 11-16, søndag lukket. Guidet rundgang på tysk tirsdag og torsdag kl. 10 samt lørdag kl. 16. Entre: 2,50 Euro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Nørgaard

Citat fra artiklen.:

"Desto mere imponeret er Renate Seydel over Asta Nielsens konsekvente afvisning af et samarbejde med Det Tredje Rige ... Goebbels tilbød endda at grundlægge et filmselskab til Asta Nielsen under hagekorset".

En konsekvens den danske Magtelite - inklusive ledende partiledere med såkaldte kunstnere på slæb - har med modsatte fortegn overfor diktatorerne i KIna.

Husk Den Himmelske Freds Plads og manden foran tanke.