Læsetid: 9 min.

’Jeg var meget umoden, og så skete det her’

En kræftsygdom i en tidlig alder fik forfatteren Kristian Bang Foss ned på jorden og gjorde ham mere voksen. Selv om han ikke har skrevet direkte om kræften, så kommer den til udtryk på andre måder i hans romaner
’Jeg synes ikke, jeg resignerer. Men jeg har nok en erkendelse af, at jeg ikke kommer til at ændre verden, men jeg er ofte lidt negativ med et lidt sort blik på tingene,’ siger forfatteren Kristian Bang Foss.

’Jeg synes ikke, jeg resignerer. Men jeg har nok en erkendelse af, at jeg ikke kommer til at ændre verden, men jeg er ofte lidt negativ med et lidt sort blik på tingene,’ siger forfatteren Kristian Bang Foss.

20. juli 2015

Han er en af vores store samtidsskildrere, forfatteren Kristian Bang Foss. I centrum af hans samtidsskildringer har han altid mænd, som af den ene eller anden grund har svært ved at holde fast i hverdagen, tøver, afventer og glider ud af den forpligtende sammenhæng, som livet eller et forhold kan være. Det ser man med Anton i romanen Stormen i 99 fra 2008 og med Asger i hans seneste roman Døden kører Audi fra 2012. I begge romaner tegner han lige så meget et portræt af tiden som af den mand, der har svært ved at finde sig helt til rette i den. Også Informations sommerføljeton, som Kristian Bang Foss skriver i år, handler om ensomme, fraskilte mænd undervejs mod en mening.

Den litterære kontrakt forbyder os jo at drage nogen direkte lighed mellem forfatter og hovedperson. Kristian Bang Foss er hverken Anton eller Asger, men litterære figurer kan jo godt låne træk fra forfatteren selv, så derfor har jeg sat forfatteren stævne til en samtale om robuste og skrøbelige mænd – i livet og i litteraturen.

Læs også: Asbjørn vil gøre op med musikkens machomænd

Det lader sig ikke afgøre, om Kristian Bang Foss selv er af den ene eller anden slags. Han er umiddelbart venlig og blid. Vi mødes ved indgangen til Østre Anlæg ved Østerport i København. I Malmøgade, der støder lige op til parken, er han vokset op, så vi befinder os i høj grad i barndommens land. Her løb han rundt med kammeraterne på de stejle skrænter og legede krig med pinde som sværd, skød med snebær mod ænderne fra pusterør lavet af elektrikerrør fra omkringliggende byggepladser, kylede med vandballoner fra høje skrænter mod uskyldige spadserende, mens de forsøgte at undgå parkvagterne.

Eventyrparken

»Men Daltonbrødrene skulle man ikke gøre sig uvenner med, for de gik med knive,« lyder det resolut fra forfatteren.

Opvæksten her har præget Kristian Bang Foss på flere måder.

»Da jeg som dreng læste Ringenes Herre første gang, havde jeg parken her i hovedet. Eksempelvis var Tom Bombadils skov nede ved legepladsen. Jeg oversatte stederne direkte, kunne ikke vride det ud af kontekst. Eventyrromanen kom til at foregå i Østre Anlæg. Det var der så mange bøger, jeg læste på det tidspunkt, der gjorde. Jeg havde ikke fantasi til andet.«

Parken er stadig i dag et paradis for legende børn. Nu er det blot ikke længere så udpræget med pinde som sværd, men med iPhones, som når en flok 13-14-årige drenge leger på det gamle skibsvrag midt i parken. En af drengene har smidt trøjen, han skal lige om lidt gå planken ud, mens en anden gør klar til at filme. »Hvad gør man ikke for et shoot,« udbryder ham med bar overkrop i den kølige, regndisede dag.

Mens fotografen prøver at lokke Kristian Bang Foss til at bestige de stejle, regnvåde skrænter, gennemspiller drengene forskellige scener. Pludselig bryder drengene op, løber i flok hen mod legepladsen, mens en af dem råber: »Vi skal over og lege gladiatorer!« Kristian Bang Foss skal lede grundigt i hukommelsen for at huske episoder, fra han var dreng og selv løb rundt i parken. Han bliver ved med at sige, at han glemmer meget. Det er som om, han bare var og var i nuet; som om der ikke er nogen grund til at bekymre sig. Han fortæller, at han alt i alt var en stille dreng, der ikke brød sig om fodbold og i øvrigt var lidt stille og sær. Han var glad for at gå ture med sin far, der var god til at udpege ting, blomster og planter for ham, ligesom han i weekenderne ofte gik i antikvariater med ham, hvor han selv fik lov at købe tegneserier.

Men grundlæggende er han en glad og tilfreds mand.

»Livet bliver federe og federe, lettere og lettere. Men hvis jeg skal pege på noget, som jeg helt sikkert har fået med mig hjemmefra, er det humoren. Der har altid været meget humor i min familie.«

Inkompetencen

– Du virker meget harmonisk i kraft af din opvækst og sådan i det hele taget?

»Grundlæggende har jeg haft en god opvækst, men jeg ved ikke, om jeg er en harmonisk person. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg har en perfektionisme, som tenderer til det uharmoniske. Hvis jeg begynder at tænke på noget, så kan jeg ikke få det ud af kroppen igen. Jeg har også en stærk fascination af inkompetence, når jeg f.eks. ser den på tv i Gordon Ramsays program, hvor han hjælper nogen med at få en restaurant på fode igen. Den inkompetence dyrker jeg. På det personlige plan ville jeg ønske, jeg var mere easy going, men jeg har svært ved at tolerere, at folk sjusker.

Men hvis jeg ikke havde den perfektionisme, ville jeg på den anden side sikkert have svært ved at få skrevet. Jeg har et sygeligt detaljeblik og finder fejl, hvis noget ikke hænger sammen. Jeg slår ned på inkonsekvensen, og hvis der er en plet på en tallerken, så ser jeg den og forstørrer den, eller hvis der er et lille sort kaffekorn i skummet på en øl. Jeg bruger mentalt meget energi på at scanne ting.«

Hvis man beder Kristian Bang Foss kigge lidt ud over sig selv og egen intolerance, så virker han også overraskende robust og afklaret i forhold til de store udfordringer som klima, der truer vores eksistens. Selvom han ikke umiddelbart kan se nogle svar eller løsninger på de store problemer, så tror han grundlæggende, at man er nødt til at acceptere, at systemet er som det er, og at det ikke lader sig ændre.

»Hvis man skal ændre det, skal det være inden for rammerne af kapitalismen, selvom man kan synes, at kapitalliberalismen er noget lort, er der ikke noget alternativ.«

Men hvordan takler han det på et personligt plan og uden at resignere? »Nogle gange ved at skrive om det. Jeg tror på humor, og der kan ligge humor i detaljen. Jeg synes ikke, jeg resignerer. Men jeg har nok en erkendelse af, at jeg ikke kommer til at ændre verden, men jeg er ofte lidt negativ med et lidt sort blik på tingene.« Men samtidig har forfatteren ikke noget religiøst forhold til litteraturen som noget særligt eller som et særligt privilegeret sted at se verden fra. »Jeg er blevet mere ligeglad med litteratur. Den betyder mindre i verden. Jeg kan godt lide at læse bøger, men jeg kan ikke på samme måde som tidligere hidse mig op over dårlige bøger. De skriver deres, og jeg skriver mit. Og de fleste offentlige debatter om litteratur interesserer mig ikke, hvilket de gjorde engang. Litteratur er bare noget på linje med andre ting, hvor jeg kan være mere optaget af at tage ud at fiske.

Selvfølgelig, når jeg så skriver, kan jeg blive monomant optaget af det. Men jeg er nok blevet mere afslappet i mine bøger. Min første bog var forkrampet, der var spændinger, der ikke blev udløst. Jeg er nået frem til, at hvis andre ikke kan lide det, jeg skriver, så betyder det ikke så meget.«

Som sagt er Kristian Bang Foss’ hovedpersoner alle mænd, og mænd som på forskellig vis har svært ved at slå rigtig rod i livet. Det irriterer ham imidlertid grusomt, når folk læser det, han skriver, som om det er ham. Alligevel er det svært ikke at få øje på et eller andet gennemslag fra hans eget liv i de mandlige figurer, han skaber. Asger er den kyniske type, som lever i tilbagetrukket iagttagelse og ikke fortæller så meget om sig selv. Han bliver ved med at rejse sig op og følge den handicappede Waldemar, som han passer, ud i verden, men uden at han kan svare på, hvor han skal hen. Til sidst forsvinder han ud af fortællingen.

»Det er lidt den rolle mænd har i litteraturen, at de ikke holder fast. Det er Kim Fupz, der har sagt, at mænd i litteraturen går ned efter cigaretter og ikke kommer tilbage igen.«

Anton fra Stormen i 99 træder endnu tydeligere ikke i karakter. Kristian Bang Foss vedkender sig slægtskabet med ham. Der var også lange perioder, hvor han heller ikke vidste, hvad han ville. Han vidste ikke, om han ville skrive, spille musik eller noget helt tredje, og derfor forsumpede han lidt. Det varede lige indtil, han blev optaget på Forfatterskolen.

»Jeg ved ikke, hvorfor disse mandeskikkelser bliver ved med at dukke op, men i virkeligheden er jeg mere optaget af at lave en fortælling, at få strenge til at gå op, holde mange bolde i luften på én gang og få dem til at lande. Men måske kunne jeg godt tænke mig at lave om på kun at skrive om mænd. Faktisk prøver jeg i min nye roman at skrive om en kvindelig hovedperson.«

Sygdom

Mens Kristian Bang Foss har talt om manderoller og sine mandlige hovedpersoner, er vi spadseret fra Østre Anlæg ned gennem Kartoffelrækkerne, har krydset søerne og er nået over til hovedindgangen ved Rigshospitalet. Det er et sted, der betyder meget for ham, og et sted han gerne går ture. Vi kommer også nærmere emnet om det skrøbelige og robuste.

»Jeg sætter en ære i at være en robust person. Jeg vil gerne have robusthed, og man er nødt til at tage sig sammen, når man møder egen inkompetence. Det er noget, jeg søger. Jeg tænker også, at det skrøbelige kommer helt fysisk ind i mine bøger. Den fysiske skrøbelighed, at man kan blive syg, at man kan komme til skade, spiller en vigtigere rolle end den psykologiske.«

– Er det skrøbelige og robuste poler i dig, du forsøger at overkomme?

»Jeg har tendens til at lægge mærke til detaljer, har et blik for små uheld, holder øje med det, der kan gå galt. Ofte ser jeg i trafikken ting, der går galt, før de gør det, og jeg bliver irriteret, når folk ikke kigger sig for. Jeg har stort fokus på, hvad der sker omkring mig og prøver at tænke alt igennem, samtidig med at jeg også selv kan være meget distræt.«

Egen fysisk skrøbelighed fik Kristian Bang Foss at mærke, da han som helt ung fik konstateret testikelkræft. Han var dengang i starten af 20’erne og var lige kommet ind på Forfatterskolen.

»Det var en meget vigtig begivenhed i mit liv, som jeg nødig ville være foruden. Jeg var meget umoden, og så skete det her og gjorde mig mere voksen. Jeg var meget syg her på Rigshospitalet, fik kemoterapi, tabte håret og havde kvalme. Det var modnende, satte tingene i perspektiv, og jeg kom ned på jorden, hvilket var meget godt. Måske kommer mit fokus som forfatter fra sygdommen. Jeg har ikke skrevet direkte om kræft, men det er nok kommet ud på andre måder.«

Da Kristian Bang Foss kom tilbage på Rigshospitalet var det i forbindelse med fødslen af datteren Mona for et år siden. Han var slet ikke sikker på, at han kunne få børn efter kræften, men så blev hans kæreste gravid, og det var det samme som den endelige kur fra sygdommen.

»Nu kan jeg igen godt lide stedet her. Det er det sted, man helst vil være, hvis der sker noget. Nogen tager hånd om en her,« siger han og fortæller, hvordan han i øvrigt er styret af en stærk tillid og videnskabstro.

I forhold til rollen som far, så ser han også her en robusthed.

»Det er ikke populært, hvis man ikke gør sin del. Jeg vil ikke ses som en, der ikke leverer sit. Jeg nyder at være far. Det er robust at levere en stabilitet. Jeg sætter en ære i det, men gør det af kærlighed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu