Med et minutforbrug i de elektroniske medier, der kan måle sig med vejrudsigter og madprogrammer, og kaskader af spaltemillimeter i printmedierne forekommer det stadig, at ellers velorienterede personer halvt konstaterende spørger, om Syriens præsident Bashar al-Assad er sunni – og om det ikke er sådan, at Iran støtter Islamisk Stat?
Nej, sådan er det ikke, men det skal spørgerne ikke høre for. Selv flittige medieforbrugere har ikke Mellemøstens komplekse religiøse og politiske landskab som indre blueprint, ud over at islam har to hovedspor, sunni og shia. Diverse side- og skiftespor til sekter, doktriner, imamer og deres effekt på etniske, religiøse og politiske trakasserier er en labyrint, som selv nørder kan fare vild i.
Men de er enige om, at Islamisk Stat, der bekender sig til den wahabistiske salafisme (af salaf: oprindelse), statsreligionen i Saudi-Arabien og Qatar, er en kendsgerning af komplekse årsager, som nok så mange radio- og tv-minutter og avisspalter ikke kan gabe over. Så alene derfor er der grund til at kippe med det folkeoplysende flag for den dansk-kurdiske journalist og debattør Deniz B. Serincis bestræbelse på at skabe overblik med bogen Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat.
Serinci gennemgår de historiske og politiske årsager til Islamisk Stats afsæt i al-Qaedas Irak-filial og trækker tråde tilbage til politisk islam i Egypten i 1920’erne, ayatollah Khomeinis islamiske revolution i Iran i 1979, den CIA- og saudistøttede islamiske modstandskamp under Sovjetunionens besættelse af Afghanistan 1979-89 og med relevante henvisninger til islams statsopbygning i 600-tallets Medina, der lagde grunden til det arabiske kalifat, der gik til grunde i 1254 med mongolernes erobring af Bagdad.
Summarisk nyttig
Der redegøres summarisk for de betydelige islamiske teologer, der har leveret tankegodset til Islamisk Stats jihad-ideologi, hvorimod behandlingen af de teologer, der har undsagt IS, er mere grundig. Anskueliggørelsen af de regionale semidemokratier diktaturer, teokratier og monarkier, der hver især mishandler deres religiøse mindretal – i Syrien det sunnitiske flertal, i Irak det sunnitiske mindretal – hjælper læseren til at forstå, hvordan Islamisk Stat i det hele taget har kunnet lade sig gøre. Serinci skildrer den regionale scene så tilpas disciplineret, at alle kan læse med, hvilket i sig selv en kvalitet.
Nogle af hans vurderinger kan diskuteres – f.eks. at de 11 arabiske lande, der formelt deltager i USA-koalitionen mod Islamisk Stat, bidrager til at »afkræfte IS’ fremstilling af, at krigen mod organisationen er en vestlig krig mod Islam«. Denne anmelder tror ikke, at sunnitterne i de 11 lande – og her kan vi tage Tyrkiet med som et 12. – har illusioner om, at krigen er et fælles projekt, men ser den gennem en sekterisk prisme, hvor Vesten allieret med shiitterne tager slæbet – og tabene – med sunnitiske regimer på symbolsk frihjul med mindst mulig praktisk assistance, vel vidende at deres befolkninger er skeptiske. Således har NATO-landet Tyrkiet af en række grunde, der netop i disse dage er til debat, hidtil afvist at bidrage til krigshandlinger. Serinci påpeger korrekt, at Ankara har været lumsk tilfreds med Islamisk Stats angreb på de syriske kurdere i grænseområdet til Tyrkiet, da deres ’enhedsparti’, PYD, er i tæt alliance med det tyrkisk-kurdiske PKK. En anden grund er, at med to millioner syriske flygtninge, hvoraf nogle er IS-medlemmer og -sympatisører, løber Tyrkiet en sikkerhedsrisiko ved at være alt for aktiv i krigen mod Islamisk Stat.
Islamisk Stats tiltrækning er fantasien om en samlende global religiøs-politisk autoritet, der genkendes af alle (sunni)muslimer, men da Serinci i det store og hele betjener sig af vestlige kilder – og han er ikke kræsen, bl.a. citeres Den korte Avis – gør han mindre ud af at gå bag om de perverterede massakrer på ’vantro’, den middelalderlige retspleje (jo ikke kun Islamisk Stats) og den skræk- og afskypraksis, der er organisationens metode af propagandagrunde. Den er detaljeret beskrevet i den radikal-islamistiske teoridannelse, bl.a. i en manual fra 2004, Forvaltning af vildskaben af en vis Abu Bakr Naji, der menes at være identisk med Muhammad Khalil al-Hakaymah, al-Qaeda i Iraks propagandachef der blev dræbt i 2008 i Pakistan. Man savner, at Serinci vover pelsen med nogle bud, der peger frem mod, hvad der skal blive af Islamisk Stat efter ragnarok – eller i det øjeblik, Iran og USA finder fælles fodslag og banker Bagdads sekteriske shiit-styre i Bagdad på plads, så det åbner for reel sunnitisk indflydelse.
Et par mindre kalamiteter
For lige så glimrende Serinci skildrer årsagerne til Islamisk Stat, lige så lidt gør han ud af den overordnede politiske analyse. Det er så heller ikke hans ærinde, men Islamisk Stat har ændret dynamikken i Mellemøsten med destabiliseringen af de Iran-allierede arabiske stater, Syrien og Irak, og i Vesten med den øgede terrortrussel fra hjemvendte Syrien-krigere og lokale IS-sympatisører og den værste flygtningekatastrofe efter Anden Verdenskrig. Alle disse kalamiteter har gjort det pinligt klart, at de aktuelle løsningsmodeller har vist sig utilstrækkelige. IS kan ikke nedkæmpes militært fra luften og ikke besejres på landjorden af kurdiske militser og vankelmodige syriske og irakiske soldater. Koordinering af vestlige luftvåben med iranske landtropper, bistået af lokale styrker, kan gøre den nødvendige forskel, og det er måske netop Barack Obamas bagtanke med hans atompolitiske familiesammenføring for nogle uger siden – men om en sådan alliance har gang på ørkenjorden, afhænger af Teherans vurdering, som vi ret beset ikke ved meget om.
Ligesom vi ikke ved meget om IS, ud over hvad kalif Ibrahim, alias Abu Bakr al-Baghdadi, har valgt at fortælle, og hvad få vidner har oplevet. Alene af den grund er det helt fint, at Serinci har sat sig for at ordne og anskueliggøre kaos, så alle kan læse med. Her og der er mindre fejl og mistolkninger – Hafez al-Assad indledte ikke Baath-diktaturet i Syrien i 1970, men kuppede det fra rivaler i Baath-partiet, og DF’s Søren Espersen er ikke sit partis retspolitiske, men udenrigspolitiske ordfører, ligesom talrige citater af Enhedslistens Nikolaj Villumsen giver indtryk af, at han har afgørende indflydelse på dansk udenrigspolitik. Men det er tilgivelige småtterier i en bog, der med Mogens Lykketofts vending i bagsideteksten giver læseren en »samling af facts og overblik om begivenhederne i regionen«.
Deniz B. Serinci: Terrorens kalifat – et indblik i Islamisk Stat. Frydenlund. 176 sider. 229 kr.
