Læsetid: 8 min.

Aktivismen avler både tomater og globale bevægelser

Lysten til at engagere sig aktivt både på lokalt og globalt plan er stigende. Men er borgerengagementet en del af velfærdsstatens udvikling eller dens afvikling?
Cafe Venligbo i Enghaveparken, Zainab med sin datter Hevda på ni måneder er flygtet fra Syrien og har boet i Danmark i et år og en måned. I øjeblikket bor de på Frederiksberg. Her snakker de med Ida Toft, som er frivillig arrangementskoordinator i Cafe Venligbo.

Jakob Dall

5. august 2015

På Nørrebro dyrker de urbane haver. I Vendsyssel kalder aktive borgere sig Venligboerne, når de byder flygtninge velkommen, og på kort tid har bevægelsen spredt sig i et net af underafdelinger i de danske byer og videre til Ungarn og Tyskland. I Folketinget sidder de nu i et parti, der minder om en aktivistisk græsrodsorganisation. På verdensplan besætter de offentlige pladser.

Overalt vokser tendensen til ikke bare at brokke sig, men bidrage. Det så vi tydeligt i dagene efter sommerens folketingsvalg, mener Nadja Pass, der siden 2010 har arbejdet med samfundslaboratoriet Borgerlyst, hvor hun understøtter og udvikler projekter, hvor folk kan bruge deres handlekraft.

»I timerne efter valget var mange fra venstrefløjen først og fremmest forargede på Facebook og i færd med at forlade landet, men så skete der noget,« observerer Nadja Pass:

»Hurtigt begyndte de i stedet at sige: ’Jeg rejser ikke, jeg bliver og kæmper’. De vil selv forsøge at forandre noget på den måde, som de nu kan. Jeg tror, de har spurgt sig selv: ’Var det så bare det? Og så er det sådan, det er de næste fire år?’ – og fundet den tanke uacceptabel. Det er altså noget nyt. At man selv er indstillet på at bidrage til forandring og finde en anden vej end den normale.«

Aktivismen tager mange former, men borgernes aktive engagement i samfundet er stigende. Det siger forsker i sociale bevægelser Lasse Lindekilde, lektor ved Aarhus Universitet, som er på et forskningsophold i Californien, mens vi taler sammen. Herfra kan han se bølgerne:

»Forskning i sociale bevægelser har ofte peget på, at politiske protester og aktivisme kommer i bølger. I 2011 kårede Time Magazine ’aktivisten’ som årets person. Det var på baggrund af Occupy, Los Indignados, Det Arabiske Forår og så videre. Jeg mener klart, at 2010-2011 var starten på en ny protestbølge, som har avlet en masse aktivisme, som stadig ses på tværs af Europa og i andre dele af verden i dag,« siger han.

Der er mange forskelle på aktivismen. Fra månedlange besættelser af offentlige pladser og små lokale initiativer, som f.eks. projektet Tagtomat, der handler om noget så simpelt som at det er muligt at dyrke sine egne grøntsager alle steder – også på taget af et cykelskur i en baggård på Nørrebro.

Men deres udspring har mange ligheder. Sådan oplever Nadja Pass det.

»Vi så meget tydeligt med finanskrisen, at de gamle metoder ikke dur længere. Vi må finde på nogle nye. Og når folk så samtidig ser, at politikere og andre beslutningstagere er handlingslammede, når det gælder så store udfordringer som finanskrise og klimaforandringer, så føler mange et behov for at gøre noget selv. Men det afgørende er, at det skal gøres på en anden måde end vi plejer.«

Men det er ikke kun for den gode sags skyld, at folk engagerer sig, påpeger Lasse Lindekilde i al stilfærdighed. »Utilfredshed og en vilje til at gøre noget er sjældent nok til at få folk ’på gaden’. Det kræver ofte en række forhold. Her peger forskningen for eksempel på betydningen af sekundære goder ved engagementet og aktivismen. Folk får selv noget ud af at hjælpe andre. Det kan være venskaber, en oplevelse af at gøre en forskel, selvidentitet osv.«

Særlig selvforståelsen er central, forklarer Lasse Lindekilde. Aktivismen skal være pakket ind på en måde, som er i overensstemmelse med de tanker, du har gjort dig om din medvirken og det, du medvirker i.

»Den måde, hvorpå utilfredsheden og problemer italesættes, er en faktor. Eksempelvis er det afgørende, at dit engagement frames som nødvendigt og noget der nytter. Om det så er flygtninge i Nordjylland eller økologi i København, så kan det være afgørende for engagement at vise – sprogligt og i praksis – at man kan gøre en forskel. Noget af Alternativets succes kan tilskrives deres evne til gøre dette.«

Uanset bevæggrundene oplever Nadja Pass en tilstrømning, hun ikke havde forudset. Og hun er overrasket over, hvor mange projekter, der er opstået sideløbende med Borgerlyst i de seneste fem år.

»Vi er jo langt fra de eneste. Der er små og store projekter, der får kanaliseret almindelige menneskers handlekraft på en måde, så det flytter noget. Der ligger så meget uudnyttet potentiale her,« konstaterer hun

Støtte kan kvæle initiativ

I 2012 offentliggjorde Mandag Morgen en stor rapport med titlen Den Aktive Borger. Men her handler aktivismen ikke om kapitalismekritik eller klimaforandringer. Det handler om at aktivere borgerne gennem selvbetjening, selvhjælp og samarbejde med velfærdsstatens systemer.

I indledningen til Mandag Morgens rapport hedder det:

»Det vigtigste svar på velfærdssamfundets udfordringer er borgerne. Deres indsats og engagement er ikke bare en forudsætning for at bringe velfærden frelst gennem en lang periode med økonomisk smalhals, færre hænder og stigende forventninger fra forvænte velfærdsborgere. De bærer også kimen til en ny velfærdstænkning.« Der er altså også andre, der har fået øje på det uudnyttede potentiale, som Nadja Pass taler om. Spørgsmålet er så om denne form for aktivisme er en del af velfærdsstatens udvikling eller afvikling? Er den slags hattedameri ikke Liberal Alliances våde drøm? Lasse Lindekilde mener ikke, at der er tale om et enten-eller, snarere om et både-og.

»Timingen af denne opblomstring i aktivisme og lokalt borgerengagement hænger sammen med nedskæringer i velfærdsstaten og en tiltagende oplevelse blandt mange af, at systemet ikke slår til på en række områder: At der ikke gøres nok for de svageste, for naturen, for vores børn osv. På den anden side tror jeg ikke, at ret mange af de moderne aktivister, drømmer om at afvikle velfærdssamfundet. De vil snarere udvikle det. Og i det projekt skaber det lokale engagement og aktivisme en række supplementer til systemets ydelser, som så på sigt har det med at blive institutionaliserede og opslugt af systemet. Det er der masser af historiske eksempler på: dele af miljøbevægelsen og arbejderbevægelsen osv.«

I forbindelse med arbejdet i Borgerlyst er Nadja Pass også stødt på en del projekter, der fungerer som et supplement til ydelser, der varetages af velfærdsstaten.

»Vi har ikke midlerne til at opretholde den velfærdsstat, vi kender. Det ved vi godt. Og de fleste har et lille overskud engang imellem – hvorfor ikke bruge det overskud, så for eksempel de ansatte i institutioner kan bruge deres tid på det allervigtigste? Det handler bestemt ikke om, at borgerne ønsker at afvikle velfærdsstaten. Tværtimod vil de gerne bevare den, som vi kender den.«

Men i arbejdet med Borgerlyst ser Nadja Pass, hvordan samarbejdet med systemer kan være med til at kvæle initiativ. På Borgerlysts hjemmeside bryster de sig ligefrem af at have skabt succesen uden at have søgt støtte en eneste gang.

»Risikoen ved at søge støtte eller samarbejde er, at du kan komme ind i nogle rammer, hvor andre forsøger at påvirke eller bearbejde dit projekt i en retning, der passer ind i deres fundatser, men måske ikke ind i din vision. Det kan være meget ødelæggende. Hvis drivkraften skal bevares, skal projektet være agilt,« siger hun med et ord fra projektledelse: »Det vil sige, at der skal være mulighed for, at man hurtigt kan ændre planer, hvis lysten driver dig i en anden retning. Det er svært, hvis du skal have et system med.«

Af Mandag Morgens rapport fremgår det også, at selv systemet er opmærksom på systemernes indbyggede risiko for at systematisere, som Lasse Lindekilde og Nadja Pass peger på.

Anders Kjærulff er direktør for kultur og sundhed i Holstebro Kommune, hvor man arbejder en del med borgerengagement. Han siger: »Den store udfordring er at undgå at institutotionalisere det fri medborgerinitiativ. For når vi institutionaliserer, kvæler vi ofte initiativet.«

Foreningsdanmark

Hvis lysten til at arbejde frivilligt virkelig er så stor derude, betyder det så, at foreningsdanmark oplever en renæssance? Har bestyrelserne travlt ved lamineringsmaskinerne, hvor de udsteder medlemskort til nye engagerede medlemmer? Nej, det har de ikke.

»Heldigvis findes den gode gamle foreningstradition stadig, men de mennesker, vi taler om her er ofte folk, der ikke kunne rummes i det gamle system,« forklarer Nadja Pass.

Du kender det sikkert selv: Du er mødt glad og engageret op til et forældre- eller borgermøde, men når ordstyreren når ned til punktet 'valg af bestyrelsesmedlemmer', så begynder håndfladerne at blive svedige, og dit blik leder efter knaster i loftet.

»De fleste knækker halsen på at engagere sig i foreningslivet, netop på grund af den form, det foregår i. Mange vil gerne bidrage men har ikke lyst til at være bestyrelsesmedlemmer eller sidde i lange møder. Hvis projekterne skal være levedygtige, skal der være mulighed for at engagere sig på forskellige niveauer.«

Men hvad gør det så ved deltagerdemokratiet? Er det ikke derfor, den form er opstået?

»Det er min erfaring, at det ikke er alt, der har godt af at følge demokratiske processer. Det kan være med til at dræbe den oprindelige drivkraft, hvis man skaber et rum, hvor alt kan diskuteres. Mange synes også, det er en befrielse, at der er nogen, der går forrest og så kan man følge efter og bidrage med det, man nu kan,« siger Nadja Pass.

Ét er at gå rundt og være forarget eller frustreret. Noget andet er at finde ud af, hvor man skal placere al den energi. Forskningen peger på en tredje faktor, når det gælder udviklingen fra social indignation til social bevægelse. Det handler om ressourcer. De skal være til stede, fortæller Lasse Lindekilde:

»Det handler om: Organisatoriske ressourcer, hvis der skal skabes en infrastruktur, humane ressourcer som entreprenørskab, lederevner og en kritisk masse og så en form for materialle ressourcer som tid og overskud. Hvis man skal transformere utilfredshed til aktivisme og engagement, så skal man bruge det.«

Både Lasse Lindekilde og Nadja Pass mener, at dette blot er begyndelsen på en tid, hvor flere og flere borgere vil involvere sig i stort og småt. Både af nødvendighed og lyst. Men ikke mindst fordi borgerne nu er begyndt at se perspektiv i det og se mulighederne for at engagere sig.

En nylig begivenhed kan endda være med til at skubbe yderlige på. Det mener Lasse Lindekilde:

»Som en sidste faktor peger forskningen på, at aktivisme udvikles i samspil med den politiske mulighedsstruktur i en given kontekst. Her kan man pege på, at Alternativets politiske succes kan være med til at afføde mere aktivisme. Nu har græsrødderne en stemme på tinge.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Nørgaard
  • Jakob Bonde
  • lars abildgaard
  • Mathias Rasmussen
  • Ejvind Larsen
Peter Nørgaard, Jakob Bonde, lars abildgaard, Mathias Rasmussen og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Se mig !
Jeg er venstreorienteret og er begyndt at dyrke min egen tomat.
Der er squ da ikke noget venstreorienteret over at dyrke sine egne grøntsager !
Det har de fleste af os vist altid gjort.
En dag vil de glædestrålende berette om hvordan de har fanget deres egne fisk.
Men det er jo et glimrende eksempel på hvor verdensfjern unge venstreorienterede er blevet, og jeg venter spændt på at en af dem vil tage patent på andelsbevægelsen, som hun lige har opfundet.

Christian Mondrup

Jo, økologisk landbrug og havebrug er grundlæggende antikapitalistisk og som sådan venstreorienteret. Økologiske byhaver som dem fra Nørrebro hører til denne kategori. Det samme gælder i øvrigt bevægelser som Venligboerne. Bæredygtighed og humanitet er venstreorienterede kærneværdier.

Hvis en befolkning er fattig og skal bruge al sin energi på at skaffe det næste måltid, så er der ikke overskud til "aktivisme".

Aktivisme forudsætter, at nogen har et overskud af tid og energi, som kan bruges til diverse "aktivismer".

Jo højere levestandard og livskvalitet man har i et land, jo bedre chancer har "aktivismen" .

Helene Kristensen

Så kan jeg altså forstå, at da en hel del venstreorienterede i 70'erne kæmpede en brav kamp mod arbejdsgivernes løndumpning ved hjælp af tyrkiske arbejdere - så var venstrefløjens hetz mod tyrkerne altså human og værdibaseret? Og jo, jeg ved en del om planlægningen og udførelsen af het'en, jeg sad nemlig i samme rum som planlæggerne på kollegiet. Præcis denne kamp er omfattet af en udpræget kollektiv glemsomhed og fornægtelse.

Jeg er selv praktisk venstreorienteret, altså jeg kæmper for arbejdernes rettigheder, til dels også en vis bæredygtighed i produktionen (selv om min tro på venstrefløjens vilje til at leve bæredygtigt fik et knæk i 80'erne og 90'erne da de talte og talte om bæredygtighed i produktionen - og købte spansk giftsprøjtet grønt og frugt, (sprøjtet og høstet af underbetalte portugisiske arbejdere) og 5 pap-kyllinger for en 50'er), men du godeste hvor er der dog utrolig meget varm luft over både humanismen og økologien. Det er sq helt fint da, og man taler en masse om det - og det skal da råbes ud med høj og indigneret stemmeføring på facebook, så alle kan forvisse sig om at man bestemt er en af de helt rigtige gode mennesker, men skulle det begynde at indvirke på eget liv, så uha kan man ikke se rumpen for bare støvlesåler. Somme tider kunne man ønske, at der blev set lidt mere indad og råbt mindre udad.

Hvad er aktivisme? Sådan helt konkret betyder det vel at være aktiv omkring noget. Og det kan man vel være om en mulliard ting.

Peter Nørgaard

Kl. 15:44. Hvem, Egon, har en plan for at al aktivisme skal være venstreorienteret..?

Alle der forsøger at være velorienterede OG lette sig fra brokkeriet og deltage i gartneriet, er ofte positive mennesker. Dit indlæg - hvor andelbevægelsen også nævnes - er ikke just positivt. Efter artiklen.: Hvad er det bedste ved Danmark? Lønnen! begynder en samtale den 14. juli kl. 9 sharp, om muligheden for en helt ny andelsbevægelse - world wide, uden politiske partiers indflydelse - en samtale der også handler om, at lære af den oprindelige andelsbevægelse. Alle de indlæg der er skrevet dér, anbefales det at læse - og at deltage i samtalen. For du vil da også gerne bidrage med bud på, hvordan denne herlige Klode kan komme ud af det morads vi dagligt er vidner til, ikke..?

Det er Nadja i artiklen som fortæller at aktivismen er en venstreorienteret reaktion på det seneste folketingsvalg.
Min kommentar gik mest på at Nadja nu ville vise sin aktivisme ved at foretage sig ting som rigtige mennesker altid har gjort rundt omkring hende, men som hun muligvis ikke har haft et blik for.
Som en interessant oplysning kan jeg berette om at kolonihavebevægelsen i DDR var enorm, og nærmest udgjorde en moralsk trussel mod Staten.
Jeg vil derfor gerne slå fast et egenforsyning er antiautoritær, og ikke antikapitalistisk.

Under alle omstændigheder bliver venstrefløjen nød til at finde nye måder at mobilisere på.
Vi er tilbage ved situation arbejderklassen stod i ved begyndelsen af århundredet. Scenen ser blot lidt anderledes ud. Arbejderbevægelsen var trods alt en kulturel og social bevægelse.
Og disse alternetiver bringer trods alt folk sammen og det er i sig selv farligt for de magthavere (eliten) som ønsker os singlet ud, isoleret og i evig konkurrence med hinanden. Det er en af grundstenene i deres neoliberalistiske teorier - det er deres menneskesyn - det egoistiske individ der nøje afstemmer hvad der kan betale sig - og det skulle så føre til en ligevægt hvor alle får hvad de vil have. Nu mangler vi bare at få punkteret myterne og få Nadia fra Borgerlyst til at stille de rigtige spørgsmål - så der ikke går hattedame i projektet: Er det virkelig rigtig at vi ikke har midler til at opretholde velførdsstaten? Mit svar er vi har aldrig været rigere.

Den kulturelle og sociale bevægelse skal nok over tid blive koblet til en artikuleret politisk bevægelse. Det ses tydeligst i sydeuropa. Det kommer helt automatisk med nedskæringerne.

Jeg håber dog blot det bliver inden eliten får solgt flere fælles goder til Goldman Sachs og andre trvivlsomme foretagener og privatiseret velfærden væk til skatteunddragende selskaber. Så kan rejsen tilbage godt blive meeeeget lang eller måske endda blodig.

Magthaverne bruger gæld til at styre med. De har indtil videre haft succes med at omdanne den private gæld som bankerne har haft liggende i form af dårlige værdipapirer i de tyske, franske og engelse banker og vupti med et snuptag eller to lavet dem om til offentlig gæld. Den vil de kræve indfriet, og betalingen skal ske ved nedskæringer i velfærden i de europæiske lande som det er set i Grækenland, Spanien, Porugal osv.

Det er derfor vigtigt at se på hvad gæld egentlig er for en størrelse. Jeg mener f.eks. ikke at lånene som den Europæiske Centralbanken har udstedt til fællesskabet, en bank der i øvrigt bestyres af en tidligere Goldman Sachs mand - Mario Draghi (google ham lige) - og som han har brugt på at opkøbe værdiløse papirer for at komme spekulanterne til hjælp har varetaget befolkningernes interesser i alle disse lande.
Befolkningerne har fået påført en masse gæld uden at have set en eneste krone blive brugt til andet end at fylde spekulanternes og bankdirektørernes lommer. Er det tilfældet er gælden odiøs og skatteyderne i EU skal nægte at betale.

Vi har aldrig været rigere - det er blot de forkerte der fylder lommerne. De fylder lommerne til eget luksusforbrug og til at smøre politikerne med så de kan få nedsat skatten for dem selv. De kobler sig så at sige fra resten.

Og så har vi kun hattedamerne tilbage som oven i købet er dem selv. Det ser så pænt ud på de sociale medier, og de griner hele vejen ned i banken og fryder sig over hvor geniale de er til at iscenesætte sig selv som Robin hooder samtidig med de tager røven på folk og pisser dem op og ned ad ryggen. Velkommen til upstairs- downstairs samfundet - det er faktisk ikke så længe siden vi befandt os i et sådant, små 40 -50 år før jeg blev født.
http://www.nakedcapitalism.com/2015/08/meet-the-hedge-funders-and-billio...
Vi har aldrig været rigere - men vi køber alt for let deres myter og løgne

Peter Nørgaard

Kl. 7:15. Om "egenforsyning" er "antiautoritær" eller om den er "antikapitalistisk", hvor du mener, Egon, at den er antiautoritær, må du gerne uddybe, ligesom du også gerne må fortælle om hvordan kolonihavebevægelsen i DDR, "nærmest udgjorde en moralsk trussel mod Staten." På forhånd tak.

Hvis befolkningerne - hvor det er muligt - kun hypper deres egne kartofler i alle lande, ændrer det jo ikke møj på landenes magteliters - den ene procent - skalten og valten med selvsamme befolkninger.

Kan vi - uden at miste glæden ved også selv at dyrke - lære af den oprindelige andelsbevægelse, i forsøget på - også world wide - at opbygge en helt ny andelsbevægelse, kunne det tænkes at der opstår fællesskaber både økonomisk og menneskeligt. En ny andelsbevægelse kan gøre indhug i verdens magteliters totale dominans, der sammen med statsadministrationerne nærmest gør det umuligt, ja, at dyrke mere end sin egen have.

Den neo-liberale dyrkning af egne "haver", er fællesskab for egoister, men de er vel også antiautoritære..? Men ligesom den gamle liberalisme (der heller ikke er spor liberal), fortsættes i det spor som afløseren af enevælden lagde.

Andelsbevægelsen kan lægge et andet spor - uafhængig af politiske partier - der bygger på fornuftige fællesskaber og gode menneskelige forhold. Om det så kaldes det ene eller andet, er for mig at se, ikke så væsentligt. Lad høre fra Jer, også ovre i "andelstråden" hvor der på side 4 bl.a står seks spørgsmål til videre samtale.

Lise Lotte Rahbek

Hvor er det ærgerligt,
at kommentarsporet allerede er havnet ventreorienteret-kritikken.
Det er da psseligemeget om det er venstreorienteret eller højredrejet at hjælpe sig selv og andre,
og jeg kan ved den søde grød ikke se,
hvad tagtomater har med akrivisme at gøre,
medmindre selvsamme tomater bruges som kasteskyts.

Jeg kan ikke fordrage, når nogen kommenterer kommentatorerne istedet for emnet,
og nu gør jeg det selv.
krajst.

Peter Sterling

Det følgende er ikke en kommentar imod frivilig indsats eller aktivisme, blot nogle strøtanker, et sublement.

"Vi har ikke midlerne til at opretholde den velfærdsstat, vi kender."

Sandheden er at vi ikke har råd til de vildere ferier som middel/overklassen får, samtidigt med at den sidste velfærden bevares for de handicappede, kontanthjælps modtagerne, de ældre osv. Politikerne har i de sidste årtier drænet bunden for penge, for at give skattelettelser og privelegier til dem længere oppe, den udvikling kan ikke fortsætte, det river danmark midt over. Men store dele af den danske befolkning har ladet sig hjernevaske til at tro på Cepos' løgne.

Man må ikke glemme at staten har hijacket begrebet "frivilig hjælp" med det formål at få frivillige til at overtage der hvor staten har skåret ned og med det formål at skære yderligere ned. Et område hvor dette er gået amok, er hvor familien har måtte tage over efter horible nedskæringer, med det resultat at de er gået ned med flaget.

"Det handler bestemt ikke om, at borgerne ønsker at afvikle velfærdsstaten."

Et stort flertal i befolkningen lyver over for sig selv, da de ikke kan se de mennesker i øjnene som nedskæringerne går ud over. Det er sygt at stemme på de partier som skærer ned i velfærden, samtidigt med at man erklærer at man ønsker at bevare den. Samtidigt skal man erkende og indse at velfærden allerede er skåret ned til en udtøret kvist.

Havde du forresten en god ferie? Fik du købt den nye iPhone 6? Eller den nye bil? Ved du at man ikke kan få en trehjulet elknallert mere, fordi det bliver betragtet som et forbrugsgode? Lukker du øjnene, eller er du fuldt inde i de forhold som nedskæringerne medfører. Fik du set endnu et boligprogram på TV, eller dit favorit livsstils program. Sapper du når der en sjælden gang er et socialt program på TV.

Nogle har en hel pyramide hængende over sig som tynger. Tyngden af andres velfærd? Det eneste overskud til aktivisme er nogle få strøtanker.

Lise Lotte Rahbek, Peter Nørgaard og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Hvis byboerne ikke vil flytte på landet, må landet flytte til byen... i form af tagtomater og måske følger ligusterhækken også med. Det virker mere småborgerligt end aktivistisk - som jeg opfatter aktivisme er det noget med at skabe social og politisk forandring, f.eks. ved at etablere sig og sine familiemedlemmer og aktiviteter i provinsen.

Hans K Hansen

»Vi har ikke midlerne til at opretholde den velfærdsstat, vi kender. Det ved vi godt. Og de fleste har et lille overskud engang imellem – hvorfor ikke bruge det overskud, så for eksempel de ansatte i institutioner kan bruge deres tid på det allervigtigste? Det handler bestemt ikke om, at borgerne ønsker at afvikle velfærdsstaten. Tværtimod vil de gerne bevare den, som vi kender den.«

Det vil befolkningen naturligvis. Overordnet skyldes problemet repræsentationen af folkestyret. Det kan ikke hjælpe noget, at en folk virkelighedsfjerne ideologer, med praktisk erhvervserfaring begrænset til et piccoline job i 17 års alderen, og iøvrigt senere teoretiske bachelor uddannelser i økonomi, tror de er i stand til at repræsentere diverse befolkninger.

Det er helt ude i hegnet. Så indlysende logisk at det trodser enhver beskrivelse. Uden erfaring nul forstand, og dermed uden evne til at sidde på beslutningsprocessen.

Der er de penge i kassen der nu engang er. Uanset hvordan man roterer i sine teoretiske universer, så er al politisk prioritering under hensyn til økonomisk realitet. I forbindelse med velfærdsprioritering, gælder fuldstændig samme principper.

Det kan ikke nytte noget, fordi man tror en hel masse på baggrund teoretisk ideologi, så bøjer virkeligheden sig for teorierne. Det kommer bare ikke til at ske. Beklager, men det tangere evnesvaghed.

Så hvad skal pengene bruges til? At redde verden fra sig selv, inklusiv underudviklede religiøse fantastsstaters indbyggere, medregnet politiske protokoller der tillader kriminelle udlændinge statsborgerskab? Okay, nu kan jeg allerede høre nogle mumle; "Det gør man jo heller ikke".

Nå det gør man ikke? Prøv at høre. Hverken Radikale Venstre eller Enhedslisten tænker med hjernen. Socialdemokraterne har mistet evnen til at tænke. Venste dummer sig den ene gang efter den anden, senest Carl Holst, sidst Søren pind, og før ham Løkke.

Imens taler alle om at bevare velfærdsstaten. Problemet er som sagt, ikke befolkningen, men politisk elitisme. Disse teoretikere, alle stort set uden skyggen af erfaring, har ikke overblik til at prioritere pragmatisk.

Helt på spidsen. Skal Danmarks, og EU's skatteydere, fungere som socialkontor for en verden fyldt med religiøse og socialistiske korrupte magthavere? Hvad siger dit "blødende" hjerte? Hvad siger din forstand? Hænger din privat økonomi sammen, eller er du endnu et eksempel på "Luxus fælden's klienter"? Folk uden, ligesom de teoretiske politikere, tror de kan prioritere økonomi uden fem flade mellem ørene?

Lisbeth Stabell

Hvis man husker at penge ikke er en værdi i sig selv, at det er det vi tilsammen skaber, der er værdien, så siger det mig, at med den lyst mange borgere har til forandring hen imod et mere harmonisk og bæredygtigt samfund, kun vil resultere i mere og bedre velfærd end vi har i dag.