Analyse
Læsetid: 4 min.

Børn kan godt tåle barsk kunst

Børn føler sig også ensomme. Og det er vigtigt, at kunst for børn også tager denne dybe følelse alvorligt–og følelsen af at være anderledes og udenfor. Sådan som det netop sker i Den Jyske Opera og Limfjordsteatrets børneopera ’For enden af tunnellen’
Børn føler sig også ensomme. Og det er vigtigt, at kunst for børn også tager denne dybe følelse alvorligt–og følelsen af at være anderledes og udenfor. Sådan som det netop sker i Den Jyske Opera og Limfjordsteatrets børneopera ’For enden af tunnellen’

Mia Mottelson

Kultur
14. august 2015

Børn skal blive i godt humør af kunst. Det har i hvert fald været en af pointerne i kølvandet på Copenhagen Opera Festival, hvor børneoperaen For enden af tunnellen spillede på Takkelloftet. Operaanmelderen Thomas Michelsen mente forarget i Politiken, at det var »direkte mavepinefremkaldende« at overvære forestillingen, som han kalder »en fejltagelse«.

»Børn kan godt tåle tragedier,« skrev han. Men som børnebogsanmelderen Steffen Larsen har bemærket, er det ikke for børn, »når man slukker for lyset, før det er blevet tændt.«

Her må man lige trække vejret som voksen. Kunst må gerne berøre de dybeste følelser i tilskueren–også i barnetilskueren. Og scenekunst for børn må gerne være grum, så længe barnet ’holdes i hånden’ af værket undervejs. Det er jo derfor, at danske børneteatre omhyggeligt sætter aldersgrænser på forestillingerne. Og det er derfor, vi forældre læser Brødrene Løvehjerte for vores børn. Eller prøver på det, mens tårerne løber …

For enden af tunnellen er dog på ingen måde en mørkeoplevelse. Da jeg oplevede forestillingen, var der tværtimod lutter smilende 8-12 årige børn bagefter–og fascinerede voksne. Ingen sammenbrud, men antagelig nogle interessante samtaler.

For kan man som 8-årig virkelig føle sig så alene, at man ikke engang kan fortælle det til sin mor og sin far? Kan man bilde sig selv ind, at man er udenfor overalt? Hvad sker der, når man hellere bare vil lege med sine fantasivenner? Og helt konkret: Hvorfor er det egentlig flovt ikke at ville holde fødselsdag for sine skolekammerater?

Det er denne slags spørgsmål, som For enden af tunnellen fremkalder hos tilskueren. Denne forestilling var altså ikke mavepinefremkaldende for mig. Den gjorde mig tværtimod opløftet, fordi den tydeligvis er skabt med enorm respekt for børn, både de ’almindelige’ børn og de ’nørdede’ og ’anderledes’. Denne forestilling virkede altså som alt andet end en fejltagelse. Denne forestilling fremstod som en kunstnerisk sejr!

Børn har brug for kunst

Men Thomas Michelsens reaktion viser en tidstypisk frygt for, at kunst for børn skal afsløre verden, som den er. Og måske også en gammeldags forventning om, at kunst for børn helst skal underholde.

Dette børnekunstsyn blev der skubbet alvorligt til, da børnekulturforskeren Beth Juncker udgav sin doktorafhandling Om processen. Det æstetiskes betydning i børns kultur i 2006. Her beskrev hun, at børn har ret til at opleve kunst på kunstens præmisser. Hendes konklusioner om, at kunst for børn ikke bare skal være et pædagogisk hjælpemiddel, men et alternativt møde med verden, har i hvert fald skabt debat rundt om i hele Norden. Sammen med en erkendelse af, at børn har brug for kunstens tilsyneladende nytteløse udtryk.

Dette børnekunstsyn har også præget den danske kulturpolitik. Den forhenværende kulturminister Marianne Jelved var dybt optaget af denne tankegang i strategien Børn og unges møde med kultur fra 2014.

»Kunst og dens æstetik er en sensitiv vej til viden, erkendelse og erfaring,« står der i strategien. »Børn med udfordringer, f.eks. på grund af sociale, familiære eller sundhedsmæssige forhold, risikerer at blive klemt i et skoleliv med stor fokus på faglighed i de klassiske skolefag. Det aktive møde med kunst og kultur giver alle børn en oplevelse af, at der er noget, de kan, og noget, som giver dem mulighed for at indgå i nye relationer med andre børn og voksne.«

Spørgsmålet er derfor, om det er voksne som Thomas Michelsen, der ikke har modet til at se børnenes virkelighed i øjnene–og altså heller ikke kunsten for børnene?

For enden af tunnellen er i hvert fald skabt af garvede børneteaterfolk. Den er instrueret af teaterlederen Gitta Malling–med en tekst af Lasse Popp og musik af Peter Navarro-Alonson og Mozart i glad forening. Og den har fået herlig tunnelscenografi af Christian Q. Clausen og skægge computerspilkostumer af Malene Bjelke. Den er en co-produktion mellem Limfjordsteatret og Den Jyske Opera og spiller på turné–og kommer tilbage til Takkelloftet 20-25. oktober.

Virtuel fantasiverden

Men nej. Forestillingen er ikke en feel-good-historie. Det er derimod en historie om en ensom dreng, der flygter ind i en virtuel fantasiverden, hvor hans tøjdukker bliver levende – og hvor hans forældre dukker op som magtfuld konge og dronning. Samtidig spiller to musikere en virtuel lydverden frem med deres instrumenter–og en eventyrdristig videocollage projiceres op på lærredet for enden af den tunnel, som vi tilskuere er vandret med ind i.

Moderen synges kontant af Lise Bech Bendix med hvasse sidebemærkninger til sønnike, og faderen synges af Thomas Storm, der præcist rammer faderens distance til sønnen, fordi han hele tiden er optaget af sin mobiltelefon.

Sønnen selv spilles forrygende af skuespillersangeren Olivia F.F.J. Borgels–med runde øjne og en frygt for verden i sine spinkle skuldre. For hvorfor skændes hans forældre så meget om, hvad der ’vil være godt for ham’, når han nu selv ved, at han kun er helt tryg sammen med sine virtuelle venner?

Det er måske det, der er smertepunktet: Forældres skænderier om barnet–som barnet selvfølgelig kommer til at overhøre. Men denne børneopera er ikke alene om at skildre svære emner for samme målgruppe, altså de 8-12 årige.

Lige et par sammenligninger: Den er lige så tungsindig og dyb som teaterforestillingen Paradis om en bedemand og om umulig kærlighed med De Røde Heste og Teater Refleksion. Den er lige så barsk og konkret som forestillingen Under Haady’s Skjold om børneflygtninge på vej fra Mellemøsten til Danmark, skabt af Teatret Zeppelin. Og den er lige så hverdagsrealistisk og følsom som Mig og Callas af Nørregaards Teater og sangerperformeren Nina Jeppesen, der synger om sin sorg over forældrenes skilsmisse.

»Opera for børn handler nemlig om kvalitet. Ikke om forkrampede forsøg på at presse en voksenanalyse af alvorlige familieproblemer ned over de sagesløse små,« skrev Thomas Michelsen også i sin anmeldelse.

Det er jeg enig med ham i. Bare med den modsatte konklusion: For enden af tunnellen er en begavet forestilling af høj kvalitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her