Interview
Læsetid: 2 min.

’Børnene er vigtige på Louisiana’

Christian Lund 
 Leder af Louisiana Literature

Christoffer Regild

Kultur
21. august 2015

I går begyndte Louisiana Literature med et bredt udvalg af de bedste forfattere fra ind- og udland, men hvorfor er der kun én børnebogsforfatter? Festivalens leder giver svar på tiltale.

– Hvorfor har I kun én børnebogsforfatter på programmet?

»Louisiana Literature er en litteraturfestival primært for læsere af voksenlitteratur. Men børnelitteraturen er vigtig, fordi børnene er vigtige på Louisiana. En hel fløj i museet er dedikeret til børnene, og fra begyndelsen tænkte vi, at det var vigtigt, at der var børnelitteratur. Man kan jo også spørge: Hvorfor har I prioriteret børnene, når det er en voksenlitteraturfestival? Men jeg synes, der skal være noget til dem også, og derfor har vi én med hvert år.«

– Så børnelitteraturen er med for at underholde børnene?

»Ja, det er jo de fremtidige læsere, og dem vil vi selvfølgelig også appellere til. Men børnearrangementet er bestemt også populært blandt voksne. Da Rune T. Kidde optrådte for børnene i 2013, stod der mindst lige så mange voksne og skraldgrinede. Det er jo skønt, når alderen bliver ophævet.«

– Resten af programmet er smalt, ambitiøst og progressivt. Kim Fupz Aakeson er vores mest kendte børnebogsforfatter. Stiller I andre krav til børnelitteraturen?

»Nej. Det handler om, at forfatterne skriver godt. Det gør Kim Fupz Aakeson, og derfor er han med. Det er udvælgelseskriteriet.«

– Kan du nævne nogle nye, interessante børnelitterære navne?

»Jeg kan nævne nogle af dem, der har været heroppe. Flemming Quist Møller, Shane Brox, Rune T. Kidde. Sidste år havde vi Line Knutzon og Peter Frödin, som kom og fortalte og sang, og vi har haft Louis Jensen. Han skriver i feltet, hvor det kan være svært at vurdere, om det er for børn eller voksne. Det kan være for alle, ligesom eventyr både er for børn og voksne. Hvert år har vi været glade for de børnebogsforfattere, vi har haft, og det har publikum også.«

– Der har altid været et tæt bånd mellem Louisiana og litteraturen. Føler Louisiana ikke samme ansvar over for børnelitteratur?

»Man kan sige, at Louisianas børnehus ikke er det, der fylder allermest heroppe. Vi har dem repræsenteret – og det har vi også på festivalen. Hvis det skulle fylde mere, skulle det være på bekostning af andre arrangementer og forfattere, og så ville du ringe og spørge: Hvorfor har I skruet ned for det?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her