Læsetid: 11 min.

Og dansk børnelitteratur blev ændret for altid

Cecil Bødkers Silas kom roligt sejlende ind i dansk børnelitteratur i 1967. Og forandrede den for altid. Nu er de tre første bøger om Silas blevet genudgivet. Men de er meget mere end nostalgi. De er pligtlæsning for et samfund, der har mistet sin selvforståelse
1967 er et skelsættende år i dansk børnelitteratur. Det år udkom en lang række bøger som har sat standarden for udgivelser sidenhen, og som stadig bliver læst. Det var tid til at skrive til og om barnet på en ny måde - som et helt menneske. Illustration: Sune Elskær/ Gyldendal

1967 er et skelsættende år i dansk børnelitteratur. Det år udkom en lang række bøger som har sat standarden for udgivelser sidenhen, og som stadig bliver læst. Det var tid til at skrive til og om barnet på en ny måde - som et helt menneske. Illustration: Sune Elskær/ Gyldendal

15. august 2015

Der er noget magisk ved de første linjer af Cecil Bødkers bog om Silas og den sorte hoppe.

»Han kom sejlende nedad floden i en sær lille brednæset båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømmen føre sig som den havde lyst.« Og sådan fortsætter det.

På syv linjer opfordrer bogen os til at glemme alt, hvad vi har lært, om hvordan man kommer sejlende i en båd ned ad en flod, og i stedet bliver Silas til for øjnene af læseren.

For det er et nyt børnesyn, der ligger i den herreløse båd. I 1967 ankom Silas i dansk børnelitteratur som en underlig dreng, som ingen kunne bestemme over. Ingen forældre, ingen voksne, ingen normer, ingen vaner, ingen institutioner, ingen strukturer, ingen mønstre. Der er ingen tidsangivelse.

Vi ved ikke, hvornår historien foregår, men det er i et bondesamfund måske for et par hundrede år siden, men det er faktisk også ligegyldigt. Det første voksne menneske han møder på sin vej, hestehandleren Bartholin, trækker ham igennem et længere krydsforhør, inden han accepterer, at selvom alle mennesker, da ellers har en familie og et efternavn, så er Silas »ikke alle mennesker,« og han har ingen. »Jeg er kun mig selv,« siger Silas.

Cecil Bødker bruger mange sider på at forklare, at Silas ikke er nogens, men kun sin egen. De fleste børn er jo nogens. Defineret af hvem deres forældre er, hvor de kommer fra eller hvilken institution de går i. Men Silas er virkelig kun sig selv: barnet Silas. Og det tænker Bartholin jo nok ikke er så meget.

Men den benhårde hestehandler må chokeret se sin bedste hest blive tæmmet af den underlige dreng, der dermed vinder hesten i et væddemål. Sådan får Silas sin sorte hoppe. Og sådan bliver dansk børnelitteratur ændret for altid.

1967 er et skelsættende år i dansk børnelitteratur. Inden for de tolv måneder udkom en lang række bøger, som har sat standarden for udgivelser sidenhen. Og som stadig læses den dag i dag. Ole Lund Kirkegaard debuterede med Lille Virgil, Flemming Quist Møller udgav Cykelmyggen Egon, Halfdans ABC udkom og det samme gjorde Benny Andersens første historie om Snøvsen.

Indtil da havde pige- og drengeserierne om Jan, Puk og Susy domineret, men de udkom alle for sidste gang i 1964. Det var tid til at skrive til og om barnet på en ny måde. Som et helt menneske og ikke en halvfærdig voksen. En person, der skal tages alvorligt og kun skal udvise respekt overfor autoriteter, der gør sig fortjent til det.

Og få gjorde det så godt som Cecil Bødker. For hendes ærinde var ikke blot at præsentere et nyt billede af barnet. Hun forstod, at skal man kunne acceptere noget nyt, rumme forandring, så er det godt at kende sig selv først.

De voksne

Silas er vokset op i et cirkus, som han flygter fra og rider ind i verden på samme måde, som han kom sejlende ned ad floden. Han tager det hele ganske roligt selv, men bryder det stille vand, som kun en brednæset båd kan gøre det. Han tillader sig at forholde sig kritisk til alt og tager andres respekt for givet, men det er ikke normen i det samfund, han befinder sig i.

Her regnes han for en snotunge, der umuligt kan eje en hest, så da han ankommer til en lille landsby på sin sorte hoppe, så konfiskerer byens voksne den simpelthen. Det er i mødet med den voksne, vi konfronteres med, hvor ødelæggende et forkvaklet børnesyn kan være. Én af de voksne stjæler ligefrem et barn.

Hun finder et barn, der leger for sig selv på en strand ikke langt fra sin families hus, og så tager hun ham simpelthen. Og spænder ham foran sin bør med sliberedskaber. Så kan han trække afsted med den. Det falder de færreste ind at spørge, hvorfor skærslibersken har et barn som trækæsel, og de, der spørger drengen, får svaret: »Jeg hedder Jonas og hun er min bedstemor.« Og så er det jo bare sådan det er. Så er han jo hendes.

De andre voksne protesterer ikke, og drengen ved ikke, hvordan han selv skal gøre det, eller om han kan. Han er bange for hende, men også bange for at løbe væk fra hende. Bange for at blive forladt. Faktisk hedder han slet ikke Jonas. Han hedder Jef. Hans navn lyder som noget, en hund siger.

Én person undrer sig over behandlingen af Jef. Det er ikke Silas, for han har ikke meget til overs for de, der ikke selv forsøger at ændre på deres situation. Det er Ben-Godik. En dreng fra landsbyen, hvor Silas mister sin hest. Ben-Godik forstår, at det ikke er alle, der har kræfterne til at sige fra eller ser nogen mulighed for det.

Almuen

Mødet med Ben-Godik er mødet med den ufrie. Ben-Godik har et dårligt ben. Det vender faktisk forkert. Så han er den omvendte Silas. Han har ikke haft noget valg. Men vi får snart at vide, at det faktisk ikke har noget med hans ben at gøre. Ben-Godik mistede sin far som barn, og blev dermed familiens mandlige overhoved.

Han måtte ud og tjene til føden til sig selv, sine yngre søskende og sin mor. Han gik bl.a. til smeden og til træskæreren i et forsøg på at få en læreplads, men alle steder blev han afvist. Ikke fordi han ikke er dygtig, og ikke fordi han har et dårligt ben. Nej, fordi Ben-Godiks far var byens kohyrde. Han må overtage hans plads. Hvem skal ellers passe byens køer og hvad bilder han sig egentlig ind?

Hans far var kohyrde, Ben-Godik er kohyrde. Det er almuesamfundets logik. Og det gør Ben-Godik bitter, som det gør mange andre mennesker, der stadig lever under de normer, som det fører med sig. Skønt Ben-Godik er bitter over at være fastlåst i en bestemt rolle, så afslører Cecil Bødker, at han også selv er med til at fastholde andre.

Silas opdager, at Ben-Godik har omgået de voksnes bestemmelser om, hvad han kan og ikke kan, ved at skære træ i smug. I sin lille hule ved komarken gemmer han et helt lager af smukke træting. Silas ved, at der kommer en kobberkræmmer til byen og foreslår ham at sælge trætøjet til ham, så han kan sælge det videre.

Ben-Godik ser undrende på ham og siger: »Han handler da ikke med trætøj«. Det er en mentalitet, det tager generationer at gøre sig fri af.

Det minder mig om et afsnit af komikeren Jan Gintbergs tv-rejse gennem Danmark i programmet Gintberg på kanten. Her er komikeren på besøg på en sennepsfabrik, hvor en mand i kedeldragt roligt står og rører i et stort kar, da Gintberg spørger ham: »Har I egentlig nogensinde overvejet at lave remoulade eller ketchup eller den slags?«. Hvortil manden kaster ham et langsomt blik og ganske køligt siger: »Det er en sennepsfabrik.«

Det handler ikke om, at man nødvendigvis skal have ambitioner, skal vokse, skal udvikle sig. Men hvis vi skal forstå, hvorfor det ikke er lige nemt for alle at gøre det, så har vi brug for, at forfattere som Cecil Bødker viser os, at det faktisk er temmelig grænseoverskridende for de fleste. Det handler ikke bare om at kunne gøre det bedre end sine forældre, det handler om at få lov at gøre det. Af både samfundet og sig selv. Det er en helt anden måde at tænke på.

Det er slet ikke inde i Ben-Godiks overvejelser, at kræmmeren kan sælge trætøj eller i fabriksarbejderens, at sennepsfabrikken kan lave andet end sennep. Det er en sennepsfabrik. Og kræmmeren sælger kobbertøj. Og Ben-Godik er kohyrde.

Det er en stærk samfundsanalyse, som Cecil Bødker stilfærdigt lægger frem i sine bøger om Silas. Hun undgår sin samtids larmende retorik og leverer i stedet et portræt af en mentalitet, som stadig er yderst relevant for at forstå det danske samfund i dag.

Se for eksempel hvordan hun beskriver den mand, der er den eneste i Ben-Godiks landsby, der ikke ligger under for normer og vaner, odderjægeren, og som alligevel er en autoritet og sikrer, at Silas får sin hest tilbage.

»Han var ikke til at tage fejl af, tænkte Silas, hans bevægelser var ikke jordbrugerens men en jægers vagtsomme glidende, og han havde ikke en bondes krumme stødende gang.«

Odderjægeren er fri, men bevidst om sine omgivelser. Han forstår dets mekanismer, men lægger ikke selv under for dem – udnytter dem til i stedet sin egen fordel. Hans blik er ikke rettet ned mod mulden, hvor hans hæle synker i, men løftet op, så han kan bevæge sig over større afstande. Og han glider vagtsomt forbi de andre.

Dannelse

Det er rart at have en at følges med på sin dannelsesrejse. Og faktisk påvirkes Silas mere af rejsefællen Ben-Godik end af de mennesker, han ellers møder på sin færd. Den fritænkende og frigjorte Silas ser gennem Ben-Godik, at ikke alle er ens, men én ting er ens for alle. Selvom ikke alle har samme betydning, er det vigtigt at have betydning.

Da Silas og Ben-Godik har rejst længe, og Silas har reddet dem ud af mange kniber med sin snarrådighed og street wisdom, begynder Ben-Godik at føle sig som et påhæng – som et dårligt ben Silas slæber efter sig.

På stranden finder de drivtømmer, og Ben-Godik samler det undersøgende op. Silas vil forkaste det, da de alligevel ikke kan tænde op. Men så tager han sig i det: »Jeg har brug for en skål, sagde han. Kan du skære mig én?«.

En skål som hesten kan holde med sine tænder og samle penge ind i fra folkemængden, mens Silas gør sine cirkuskunstner på den. Snart sælger Ben-Godik også sine trævarer. Men han skulle ses først, og det var det, Silas gjorde, da han betragtede ham samle drivtømmer op på stranden. Og da han så hans bitterhed i landsbyen og viste ham, at man kan forlade det man kommer fra.

Men Ben-Godik er stadig ikke så fri som Silas. Han føler et ansvar for sin familie. Og han vælger at vende tilbage til dem. Men det er ikke den samme Ben-Godik, landsbyen får igen. Han overtager træskærerens værksted. Han har vundet selvrespekt og dermed landsbyens respekt. Han er et frit menneske, der vælger at tage ansvar for sin familie.

Cecil Bødkers frihedsforståelse er nuanceret. Silas’ frihed i disse tre bøger er ikke den samme som Ben-Godiks, og det er ret afgørende de oprindelige udgivelsesår taget i betragtning. I 1967 var frigørelse målet, frihed var alt, hvad det handlede om, og for nogen betød det, at man også frigjorde sig fra ansvar. Men frihed uden ansvaret blev ensomt for Ben-Godik. Det er fremsynet historiefortælling.

Klasser

Samtlige 14 bind i Cecil Bødkers serie om Silas indeholder samfundsanalyser og etiske problemstillinger. Ben-Godik er i seriens tredje bind Silas fanger et firspand ankommet til et sted, hvor han er tilfreds. Silas er stadig sulten. Og da han tæmmer det løbske firspand for en hovedrig købmand, tager Cecil Bødker os næsten umærkeligt med på en lille rejse op og ned gennem klassesystemet. Mødet med den fine familie gør for første gang Silas usikker.

Købmanden insisterer på, at Silas skal være familiens gæst ved middagsbordet, men for Silas er det næsten umuligt at løfte sin beskidte skindsko ind over dørtærsklen: »Et stort tykt tæppe med dybtfarvede og indviklede mønstre begyndte lige foran hans fødder og det kunne han vel ikke sådan uden videre vade henover.«

Det her er en verden, som Silas slet ikke forstår sig på. Han er bange for at fare vild i mønstrene. Husets tyende synes heller ikke, han har noget at gøre dér. Mens overklassen ser en dreng med muligheder, ser hans ligeværdige en klasseforræder. Silas har indtil nu kunne færdes frit, men ingen er helt frie i klassesamfundet.

Da han tager de riges klæder på, mærker han hvordan underklassen, som han kun har oplevet som optaget af interne fjendskaber og forskellighed, samler sig mod en fælles fjende. Overklassen vil forme ham i deres eget billede, underklassen lader ham ikke slippe. Ingen af stederne er Silas fri.

Noget så simpelt som en opvask kan Cecil Bødker gøre interessant og samfundsanalytisk genial. Over flere sider vasker Silas op sammen med det riges hus kogekone. Og for hver tallerken og for hver bogside bliver læseren klogere på sociale dynamikker. Det er en stor opvask. Det er mange sider. Men det er en fryd for ethvert retfærdighedssøgende barn. Det er Cecil Bødkers læser. Den voksne fralæres de mønstrer og normer, der har tilsidesat retfærdighedssansen, og barnet ser hvorfor tæppet er mønstret, og hvorfor det er så nemt at fare vild i det, hvis man mister sin sans for retfærdighed.

Kirken

Cecil Bødkers historier har ikke bare en skarp samfundsanalytikers årvågenhed, de har også en poets stilfærdighed og respekt for sproget og litteraturens styrke. Sproget skaber virkeligheden hos hende.

Silas møder den største af alle institutioner, da rigmandssønnen Japetus tager ham med ind i et kirkerum. Det eneste sted som Silas viser umiddelbar og instinktiv respekt. Han bliver bange. Og med god grund.

Cecil Bødker lader ham langsomt omslutte af kirkens mægtighed. Hun bruger ord som ’propper sig’ ’sluger’ ’fylder’ og ’trykker’, men Silas bliver fri. For første gang helt fri, da han hører et kirkeorgel.

»Det var fløjter. Hele kirken spillede på fløjter, på mange fløjter på een gang. Lyden kom ud af alle kroge og han kunne høre trækfuglene over de brusende skove og bølgeslaget fra fjerne kyster. Det trykkede ham ned på bænken samtidig med, at det førte ham med sig, og han mærkede ikke mere Japetus eller grebet om armen hvor den andenstadig holdt fast, følte kun hvordan han selv blev spilet ud til at være kirkerum, hvordan han havde det hele inden i sig, søjlerne, loftet og alle figurerne. Han blev hus. Og det var huset der spillede.«

Silas er en gave til et samfund, der har mistet selvforståelsen. Pligtlæsning for de folkevalgte. Og lystlæsning for alle. Udødelige klassikere simpelthen.

Cecil Bødker: ’Silas og den sorte hoppe’, ’Silas og Ben-Godik’, ’Silas fanger et firspand’, Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Søgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Anne Schøtt
  • Anker Nielsen
  • Annie Nilsson
  • Jens Møller
Ulla Søgaard, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Anne Schøtt, Anker Nielsen, Annie Nilsson og Jens Møller anbefalede denne artikel

Kommentarer

Viggo Okholm

Dejligt med en gennemgang af disse bøger, som vist nok næsten alle blev læst højt af mig for bøn og papbørn i firserne. Jeg kan jo håbe de har sat lidt spor Fremragende bøger med bredt indhold.