Baggrund
Læsetid: 6 min.

Dengang en rapper havde flere pistoler end stylister

Dr. Dre har gang på gang lovet en ny plade. Nu kom den endelig efter 16 år, og den er fremragende, fyldt med ambivalent selvforelskelse. Alt imens rapper Future om selvhad, mens Tink sidder langt væk fra de voksne mænds desillusion og drømmer om ægte kærlighed. Hvem er tættest på sandheden?
Kultur
14. august 2015
Dr. Dre har gang på gang lovet en ny plade. Nu kom den endelig efter 16 år, og den er fremragende, fyldt med ambivalent selvforelskelse. Alt imens rapper Future om selvhad, mens Tink sidder langt væk fra de voksne mænds desillusion og drømmer om ægte kærlighed. Hvem er tættest på sandheden?

Universal Music

Compton er ikke en hvilken som helst by. »The Black American Dream,« kaldes den på introen til Dr. Dres nye plade, hvor byens triste historie ridses op: »Pst, this is about where I’m from,« hvisler han.

Beliggende syd for Los Angeles, Californien, blev den i 1950’erne og 1960’erne symbol på et nyt håb for det sorte Amerika, da de første afroamerikanske familier flyttede dertil efter højesterets forbud mod raceekskluderende boligområder. Men efter at byen i en længere periode havde været hjemsted for afroamerikansk middelklasse, begyndte desillusionen af drømmen. Specielt med udbredelsen af crack i USA i 1980’erne havde den notorisk høje mordrater og blev kendt som arnestedet for berygtede og frygtede bander som Crips og Bloods, der stadig huserer.

Middelklassen begyndte at forlade området og dermed forsvandt en stor del af skatteindtægterne også. Fra at være et næsten rent afroamerikansk samfund udgør afroamerikanere i dag blot en tredjedel af byens befolkning. Alligevel var 60 procent af stedets mordofre i 2014 sorte.

Dommer Dre

I slutningen af 80’erne var Dr. Dre selv med til at gøre byen berygtet, da han med gruppen N.W.A. (Niggas Wid Attitudes) satte fart i den kontroversielle gangsta rap med pladen Straight Outta Compton. Dengang rappede de fem hip hoppere om forbrydelser i ghettoen såvel som i politiet med voldsfikserede, men humoristiske tekster som den provokerende »Fuck Tha Police«, hvor de gennemspiller en retssag, der ender med en omvending af rollerne, så anklageren dømmes af dommer Dre.

Men tingene har ændret sig. Problemerne er der stadig, men perspektiverne har ændret sig: »…back in the day when I was a fucking youngster, man / Shit, I was still saying ’fuck the police’ / Born and raised in the belly of the beast / I had a dream that we was at peace / But I was so wrong… so wrong«. På interessant vis præsenterer Dre en desillusion af både ungdommens vrede og håb.

Kort inden lyder linjen: »That was back when a rapper needed guns way more than a stylist«. Fortællingen om vejen fra pistoler til stylister, om at have klaret sig, om at komme ud af slummen og til tops er allestedsnærværende. Den repræsenterer en anden »black american dream,« som i det hele taget gennemsyrer hip hop i dag. »Came from the bottom of this bitch / And made it out of that shit and that’s why we / On top of this motherfucking world« rapper han om sig selv som drivkraft for succesen. Fortællingens legitimitet er selvsagt knyttet til arbejde og arbejds- etik: »Rich as fuck, but guess what, I’m back to work.«

Dem, der ikke overlevede

Samtidig med at teksterne handler om, hvor enestående han er, fokuserer de ofte på den pris, andre har måtte betale for hans fremgang. Dres historie er fyldt med ambivalens: På den ene side skal andre gøre ham efter, på den anden side er det umuligt pga. hans unikke talent. På den ene side har han klaret sig egenhændigt, på den anden side er det alle dem, der aldrig blev rige, eller som ikke overlevede, der har betalt den største pris. Det er denne ambivalens, der gør hans tekster interessante.

Pladen er i øvrigt proppet med en lang række gæsterappere, herunder de yngre King Mez, Justus og Kendrick Lamar, samt gamle drenge som Snoop Dogg og Eminem. Det er Dr. Dres fortjeneste, at de hver især leverer deres topniveau. Deres flow er så forskellige, at resultatet bliver en fascinerende flerstemmighed, hvor især Lamar brænder igennem som fremtidens fyrtårn, både hvad angår rytme og refleksionsniveau. Det er ham, der sørger for, at blikket når hele vejen rundt, når rapperne har set længe nok på sig selv, deres fortid og fællesskab, og han så vender sig mod det hvide publikum med ordene: »With or without the diamonds though, to you I’m just another nigga«.

Produktionerne er tætte og opfindsomme. De er mindre lalleglade end Snoops seneste 1970’er-eskapader, men har masser af poppet spændstighed med gode strofer, riffs og blidhed. Samtidig har de lidt af den californiske tendens til trompet og klaver, der er vokset frem de seneste år. Hvis Compton skulle blive Dr. Dres sidste plade, så har han efterladt sig et temmelig genialt testamente.

Linje – pause – linje – pause

I lyset af Compton er det pludselig svært at hive begejstringen helt i vejret for et andet hypet hip hop-album: Futures tredje plade Dirty Sprite 2. Den fortælleglade, heftige flerstemmighed hos Dre står i stærk kontrast til Futures livstrætte, stof-prægede ensomhed. Bevares, der er også masser af selvforherligelse, men den leveres med en tristesse og træt ligegyldighed, der får den til at visne. Future leder forgæves efter et formål med penge, sex, arbejde, status og har opgivet de fleste nære relationer til fordel for druk. Han snakker, som om han er den eneste, der har gennemskuet verdens illusioner, men meget af tiden lyder han selv, som om han har svært ved at skelne ægte fra falsk.

Futures flow er langsomt, ensformigt, uden mærkbar desperation. I modsætning til Dre og hans samarbejdspartnere leverer han de fleste af sine linjer i samme rytme: Linje – pause – linje – pause. Tonalt bølger fraserne, men ender som oftest med et ryk op på sidste stavelse. Musikalsk gør det Dirty Sprite 2 mindre spændende at lytte til, men samtidig er det ensformigheden, der får elendigheden til at virke overbevisende.

Hans velkendte brug af autotune ligger som en melankolsk vibrato mellem linjerne. Den afdæmper den sidste grad af passioneret vrede, som måtte ligge i stemmen. På »Trap Niggas« fortæller han, at døden er det eneste tidspunkt i livet, han har tænkt sig at gå på knæ. Men i stemmen lyder han mere som en, der mener, at det godt måtte være nu, end en, der netop ønsker at pointere sin vilje til at kæmpe til det sidste. Når han på »Groupies« synger om at kneppe sine groupies igen efter et forlist forhold, lyder hans energi ligeledes bitter og midlertidig.

Tilsvarende er produktionen ikke overraskende både kølig og mørk, alt andet end californisk. Future tilhører den hyldede hip hop-scene i Atlanta, der tæller folk som Ludacris, T.I. og 2 Chainz. Stemningen på Dirty Sprite 2 kan både høres som fastlåst og konsistent – det må være op til den enkelte at afgøre, om de værdsætter det.

Feministisk tone

I lyset af Dre og Future er det både en lettelse og en komplet fremmed verden at lytte til 20-årige Tinks nye mixtape Winter’s Diary vol. 3. Hendes hip hop-inficerede R&B er en stemme fra et indre liv, der er både ung og håbefuld, men ikke indbildsk og uerfaren. Se f.eks. de fine skift fra blufærdig, kærlig til liderlig og klog i de her linjer: »Take good care, stroke my hair, make me blush / Go so deep that my mind is fucked / You know it’s been some time since I’ve tried guys this young/ … but he holds it down, stands his ground, play his move / Doesn’t rush to get into my body.«

Den selvbevidste, feministiske tone er også tilstede på et nummer som »Stripclub«. Her fortæller en 20-årig stripper sin historie om en fraværende far og tidligt moderskab. »They don’t know your story / They don’t know who you do it for,« lyder det korrekt i omkvædet.

Tinks vokal er vidt omkring. Klangen er hverken dyb eller bred, men fraseringerne er præcise og opfindsomme. Den verdensberømte producer Timbaland, der har produceret en enkelt af sangene, har erklæret Tink som sin nyeste protege, hvilket både kan være godt og skidt. Timbaland kan tiltrække en god mængde opmærksomhed, men han har også en lang række tidligere udnævnte proteger (Ms. Jade, Kiley Dean, Nyemiah Supreme), som aldrig blev til noget.

Men Tink er stadig meget ung. Det første mixtape i hendes Winter’s Diary-serie kom dagen inden, hun fyldte blot 17 år, så der er god grund til at tro, at hun nok skal finde vej gennem hiphoppens illusioner og desillusioner.

Dr. Dre: ’Compton’ (Interscope / Aftermath) Future: ’Dirty Sprite 2’ (Epic / Free Bandz) Tink: ’Winter’s Diary’ (mixtape)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her