Baggrund
Læsetid: 6 min.

Enkeltbillet til et nyt liv i nordstaterne

I en epokegørende massevandring flygtede millioner af afroamerikanere fra de gamle slavestater i Syden til storbyer i nordstaterne i den første halvdel af det 20. århundrede. Begivenheden blev i 1939 skildret af en 23-årig kunstmaler i Harlem i en serie på 60 paneler, der nu er udstillet på Museum of Modern Art i New York
Under Første Verdenskrig migrerede mange afroamerikanere fra syd til nord.

Under Første Verdenskrig migrerede mange afroamerikanere fra syd til nord.

Kultur
21. august 2015

Det var aldrig sket før i amerikansk pressehistorie.

I 1941 optrykte det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Fortune over fire opslag 26 malerier af den purunge afroamerikanske kunstmaler Jacob Lawrence. Titlen på den medfølgende tekst var: »Og emigranterne fortsatte med at komme.«

Lawrence havde i 1939-40 i en alder af 23 og i et ekstraordinært kreativt og kort tidsrum produceret en serie på 60 temperamalerier, hver med en kort billedtekst, der fortæller historien om millioner af sorte amerikaneres udvandring fra de gamle slavestater i det sydlige USA fra 1910 og frem.

Deres mål var industribyerne i nordstaterne, hvor en mere lønsom beskæftigelse, mindre diskrimination og bedre leveforhold end i sydstaterne tiltrak dem – især efter at en betydelig del af den hvide mandlige arbejdsstyrke i industrien var blevet indkaldt til militærtjeneste i Første Verdenskrig, og immigrationen fra Europa stoppede på grund af krigen.

At det skulle være forretningsmagasinet Fortune, der var først til at indvie millioner af amerikanske læsere i den unge sorte kunstners fascinerende visuelle fortælling om hans folks skæbne og én af de største folkevandringer i det 20. århundrede, kan måske i dag virke bemærkelsesværdigt. Men i 1930’erne og 1940’erne var amerikansk storkapital anderledes fokuseret på arbejdsløshed, fattigdom og racediskrimination end i dag.

Magnater som Rockefeller og Ford udviste stor interesse for nye ideer, der kunne afrunde de skarpeste kanter på den kapitalisme, der var blevet kompromitteret af krakket i Wall Street i 1929 og den efterfølgende økonomiske depression. Ofte kunne magnaterne ses engageret i samtale med sorte og venstreorienterede kunstnere og litterater ved receptioner i New York.

Inden Jacob Lawrences serie om afroamerikanernes udvandring fra sydstaterne havde Fortune Magazine endda offentliggjort malerier lavet af den mexicanske kunstner og kommunist Diego Rivera i anledning af 10-året for den russiske revolution.

Jacob Lawrence var den første sorte kunstner til at udstille på et privat galleri i New York. Hans mesterværk om emigrationen vakte så megen opmærksomhed, at Museum of Modern Art (MoMA) i 1941 besluttede at arrangere en selvstændig udstilling. Sammen med Phillips Collection i Washington, D.C. købte MoMA efterfølgende alle 60 paneler.

One-way ticket

Dette forår begyndte MoMA at vise en særudstilling af malerierne i samspil med nedslag om datidens musik (Billie Holiday og Marian Anderson), poesi og prosa (Langston Hughes, Ralph Ellison, Richard Wright) og fotografier af afroamerikaneres liv i sydstaterne og i Harlem.

Poeten Elizabeth Alexander har desuden fået 10 nulevende digtere til at levere tekster, hvori de reflekterer over betydningen af folkevandringen, der omfattede i alt seks millioner mennesker og fandt sted mellem 1910 og 1970.

Udstillingen, der hører til en af sæsonens mest besøgte, hedder One-Way Ticket med henvisning til det eneste transportmiddel, jernbanen, som sydstaternes sorte havde til rådighed på flugten fra afsavn, nød og undertrykkelse.

Titlen stammer oprindeligt fra et digt af Harlem-poeten Langston Hughes, hvis fjerde og sidste stanza lyder:

I pick up my life
And take it away
On a one-way ticket
Gone up North
Gone out West
Gone

Masseudvandringen fra de gamle slavestater er et kapitel i landets historie, de fleste amerikanere er bekendt med. Men de færreste har ifølge kurator Leah Dickerman en dybere forståelse af fænomenet.

»Inden jeg startede forberedelserne, anede jeg ikke, hvor enormt et demografisk skift, det omfattede. Vi taler om seks millioner mennesker, der forlod deres hus og ejendele og sagde farvel til et sted, hvor deres forfædre havde boet som slaver og dagsarbejdere i mange generationer,« siger Dickerman i et interview på Museum of Modern Art.

Parallellen til vore dages udvandring fra Syrien, Afghanistan og flere nordafrikanske lande er slående. Millioner af mennesker drives i desperation over et udsigtsløst liv i kronisk nød og allestedsnærværende utryghed til at skære alle rødder over og flygte i håbet om, at destinationen vil byde på en bedre tilværelse.

Harlems betydning

Jacob Lawrence selv blev født i nordstaten New Jersey og havde aldrig besøgt en sydstat, inden han afbildede den dramatiske historie i 1939. Men begge forældre var fra Syden, og da han i 1930 flyttede til Harlem med familien, mødte han overalt folk, der var indvandret fra sydstaterne.

Mellem 1910 og 1940 femdobledes New Yorks sorte befolkning til 500.000. De fleste nyankomne slog sig ned i Harlem. I 1930’erne oplevede New York-kvarteret, hvad der er blevet kaldt en renæssance. Stedet var et mekka for sorte amerikanere, der søgte en oase af selvstændighed i et samfund domineret af hvide. Her samledes mange af tidens mest talentfulde kunstnere, forfattere, musikere og intellektuelle, hvilket udstillingen illustrerer på forbilledlig vis.

For en ung fremadstræbende maler, der ville noget med sin kunst, var Harlem altså det rigtige sted at være.

Under 30’ernes depression tilbød forbundsregeringen ovenikøbet for første gang i USA’s historie en fast løn til kunstnere, forfattere og musikere – blot de en gang hver sjette uge meldte sig på et kontor på King Street i Manhattan og fremviste deres produktion.

Nye kunstinstitutioner som Harlem Artists’ Guild og Harlem Community Art Center skød op i kvarteret. De sorte beboere fik deres eget kommunebibliotek på 135. gade, hvor Law-rence ofte satte sig for at pløje bøger igennem om livet i Syden og opdrive de få oplysninger og nyheder, han kunne finde om den store vandring.

Men i virkeligheden havde sorte amerikanere aldrig haft mulighed for med egne ord at fortælle deres historie – hverken på skrift, på lærred eller gennem musik. I Harlem dannedes ’historieklubber’, der havde til formål at gøre sorte bevidste om deres egen historie med udgangspunkt i Afrika. »Lawrence forstod, at man ved at fortælle sin egen historie opnår en form for kontrol, en politisk magt, der kan benyttes til at gendrive negative mytedannelser om sorte. Det er i det lys, man skal se hans ambition om at fortælle historien om emigrationen i 60 malerier,« siger Leah Dickerman.

Det er ikke svært at gennemskue, hvad og hvem Lawrence i sin malerkunst er påvirket af. Der er Diego Riveras og andre samtidige kunstneres vægmalerier. Der er film og fotos, hvor et emne fremstilles i serieform; Fortune og andre magasiner specialiserer sig f.eks. i at bringe billedserier af fotografer som Walker Evans.

Lawrence er også under indflydelse af tidens kubisme; engang imellem hælder han til abstrakte former. De 60 små malerier i serien, der formelt tituleres The Migration Series, fremstår som højst originale, inspirerende og udtryksfulde, og det er kraftfulde visuelle udtryksmidler, Lawrence anvender til at formidle dette arketypiske afroamerikanske epos. Virkningen forstærkes af den koncise og lakoniske undertekst, der medfølger hvert af de 60 paneler.

Og vi får hele historien – lige fra Mississippi-flodens oversvømmelse i 1927, bomuldsbillen boll weevil, der tilintetgjorde høsten, plantageejeres udbytning af dagsarbejderne, lynchninger af sorte mænd, den ydmygende raceadskillelse, det uretfærdige retssystem, plantageejeres og politiets chikanering af migranterne, den dyre og ubekvemme rejse i tog nordpå, mange hvides fjendtlige modtagelse af indvandrerne, raceoptøjerne i 1919-1920, der kostede snesevis af menneskeliv og nedbrændte dele af St. Louis og helt til de bedre skoler og den bedre kost i nordstatsbyerne, om end leveforholdene også her var kummerlige.

Men malerens beskrivelse af diskrimination ikke er så væsentlig forskellig fra, hvordan den kommer til udtryk i dag. Det viser de nylige eksempler på politibrutalitet mod sorte i amerikanske storbyer – Amerikas mellemværende med racismen er ikke et overstået kapitel.

»Lawrences fortælling vil minde museumsbesøgende om, at mange af disse problemer stadig er aktuelle, selv om der er gået 75 år,« siger Leah Dickerman.

Men mindst lige så vigtigt er det at forstå, at udvandringen af millioner af sorte amerikanere til de nordlige og vestlige delstater – som beskrevet i disse 60 paneler – lagde grunden til en mærkbar forandring af det amerikanske samfund.

»Alt blev ændret – den sociale geografi, den politiske økonomi og byernes karakter. Amerikansk kulturliv blev ændret inden for musik, gastronomi, sprog og litteratur,« siger Dickerman.

’One-Way Ticket’ på Museum of Modern Art i New York er åben til 7. september. Den vises på Philips Collection i Washington fra januar 2016. Arrangørerne har lavet en website med alle malerier, datidens musik, oplæsning af digte, interviews med Lawrence, prominente forskere, kunstnere og musikere og en guidet tur af historiske seværdigheder i Harlem

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Interessant sort kunstner men hvorfor skal han bruges til at hvidvaske kapitalismen? Vi få at vide at de sorte immigranters muligheder for at komme til bl.a. Chicago var at immigrationen fra Europa stoppede på grund af krigen (1.verdenskrig). Med andre ord må vi formode at de sorte immigranter tog over fra de europæiske. For Chicagos vedkommende var det primært immigranter fra Lithaven det drejede sig om. De kom til kød fabrikkerne i Chicago, hvor de arbejde under de kummerligste forhold. De blev snydt af bolig spekulanter og alle mulig andre spekulanter. De arbejde til de segnede. Skal man tro forfatteren Upton Sinclair levede en sådan immigrant arbejder omkring 3-4 år før han eller hun bukkede under – ti tusinder omkom i Chicagos fabrikker. Jeg tror ikke forholdende blev forbedret fordi arbejdskraften var blevet sorte arbejdere! Så vi mangler en sociologisk beskrivelse af leve vilkårene for de sorte arbejdere. Det vil være mere verdifult end at få at vide at end: ”..i 1930’erne og 1940’erne var amerikansk storkapital anderledes fokuseret på arbejdsløshed, fattigdom og racediskrimination end i dag”. HA HA HA ha haaaaaaaaaaaa. Det er ligeledes hjertegribende at læse om kapitalisterne Rockefeller og Fort, der ligefrem kunne ses i samtale med sorte og venstreorienteret! Men glem ikke at Diego Rivera’s monumentale kunstværk som han lavede for Rockefeller blev ødelagt at samme fordi kunstværket viste en 1. maj parade i Moskva og et portræt af alle kapitalist svins største rædsel: LENIN.
PS: Et nyt og bedre liv for de sorte i nord-staterne er en del at den amerikanske myte om dem selv!

Claus Oreskov

Om kapitalismens udnyttelse af immigrant arbejdere i Chicago læs:
Upton Sinclair ”Junglen”. Det er hårrejsende og spændende læsning – dybtborende og nådesløs. Helt anderledes end denne pladder artikel!