Læsetid 7 min.

Enten er du med os ...

Første dag på det nye drømmestudie er også første skridt ind i et nyt fællesskabs normer og uskrevne regler. På litteraturvidenskab ’namedropper’ de James Joyce, mens statskundskab historisk set har været en politisk kampplads. Det kan gøre ondt at skille sig ud fra gruppen – men måske er tiden ved at løbe fra ’stammementaliteten’ på universitetsfagene?
Første dag på det nye drømmestudie er også første skridt ind i et nyt fællesskabs normer og uskrevne regler. På litteraturvidenskab ’namedropper’ de James Joyce, mens statskundskab historisk set har været en politisk kampplads. Det kan gøre ondt at skille sig ud fra gruppen – men måske er tiden ved at løbe fra ’stammementaliteten’ på universitetsfagene?
Morten Germund
28. august 2015

Det er første aften på rusturen for litteraturvidenskab på Københavns Universitet (KU). Hele dagen har de studerende drukket øl og følt hinanden på tænderne. »Hvilken bog har du senest læst?«, »Hvem er din yndlings postkoloniale kvindeforfatter?«. Nu står en lovende, ung stjerne på scenen, som rusvejlederne har lovprist hele dagen.

»Sig velkommen til den up-and-coming danske digter, Christian Noordsteeern!« lyder det i højttalerne, mens de unge ’ruslinge’ klapper taktfast og begejstret.

Hvad der følger, er et studium udi de usagte sociale regler og konventioner, der hvert år genopstår på litteraturvidenskab på KU. Christian Nordsterns digte giver nemlig ikke rigtig mening. Prosaen er rodet, sætningerne flyver formålsløst rundt i lokalet, men publikum labber det tilsyneladende i sig.

»Genialt!«

»Hvor dybt!«

»Jeg foretrækker nu hans første digtsamling!«

Episoden er frit genfortalt fra Christian Skov Nørgaards hukommelse, flerårig hjælpetutor på litteraturvidenskabs årlige rustur – og i 2013 skuespilleren inde i den mytiske Christian Nordstern. Den totalt opdigtede Christian Nordstern.

»Vi opfandt ham aftenen før i toget, hvor jeg skrev de her digte. Ideen var at gøre grin med, hvor vigtigt det er at kende alle de her nye, unge digtere, når man læser litteraturvidenskab. Folk markerer sig meget med at namedroppe de rigtige forfattere; Joyce, Proust, Spivak. Det handler vel om at placere sig i det sociale hierarki på studiet. Vi ville vise, at kejseren jo ikke har noget tøj på,« fortæller Christian Skov Nørgaard.

Det lille skuespil illustrerer, hvordan det at begynde på en ny uddannelse er meget mere end at læse bøger og få sin ’jeg cand.noget.’-titel til slut. Det er i lige så høj grad en intens socialiseringsproces, hvor den studerende opnår adgang til et nyt akademisk fællesskab med sine egne normer og værdier. Det forklarer sociolog Henning Salling Olesen fra Roskilde Universitet:

»Det er en grundlæggende menneskelig ting, når vi indgår i nye fællesskaber og skal lære at definere os selv i forhold til ’gruppens’ værdier. Det sker hele tiden i samfundet, men det må opleves særligt intenst hos de her unge mennesker. De starter et nyt liv – måske i en ny by – og skal opbygge en identitet i forhold til deres kommende profession og livsudsigter,« siger han.

Det er en skrøbelig og uoverskuelig tid for et menneske. Derfor undrer det ikke Henning Salling Olesen, at nye studerende på litteraturvidenskab nogle gange overdriver deres viden og kendskab til forfattere, der måske ikke engang eksisterer.

»Man er jo virkelig på herrens mark i begyndelsen, så de her sociale systemer og regler virker meget stærkt på novicer. I min studietid for over 50 år siden dominerede således en borgerlig kultur; professorerne viste, hvordan man gebærdede sig. Man skulle vide, hvordan man gebærdede sig, når man kom ind på læsesalen på Det Kongelige Bibliotek, så man ikke lignede en skide opkomling.«

’Man er jo virkelig på herrens mark i begyndelsen, så de her sociale systemer og regler virker meget stærkt på novicer,’ siger sociolog Henning Salling Olesen fra Roskilde Universitet.

Morten Germund

Den politiske kampplads

I sen-80’erne gik en ung lyshåret pige ved navn Helle Thorning-Schmidt rundt og troede, hun skulle læse biologi, indtil hun ved et tilfælde endte til fredagsbar på statskundskab. Stemningen, menneskene og de dybe politiske samtaler over ølflasken overvældede totalt Thorning-Schmidt.

Biologien måtte vige for politologien – i 1987 begyndte den senere statsminister sin uddannelse til cand.scient.pol. Det skriver hun selv i Statskundskab 1965-2015, som netop er udgivet af Københavns Universitet i anledningen af fagets 50 års jubilæum.

Det medrivende akademiske miljø på statskundskab i 80’erne var et markant skifte væk fra studiefællesskabet i 60’erne og 70’erne, hvor ungdomsoprøret brændte særlig stærkt blandt de unge politologer.

Faget var i høj grad en politisk kampplads, husker professor emeritus Lars Bille, som har været tilknyttet studiet siden 1964 og er Danmarks måske mest citerede valgforsker i 90’erne. På KU kalder de ham kærligt ’Mr. Statskundskab’ i dag – men i 70’erne var der ikke megen venlighed over for den unge professor, husker han.

»Dengang var vi lærere jo fjenden; kapitalens forlængede arm, som skulle bekæmpes. Der blev helt stille i lokalet, hvis vi gik forbi eleverne på vej til frokost. Studenterne opbyggede i den tid et meget intenst akademisk fællesskab, men det var præget af, at nogle grupper satte sig på magten,« husker Bille.

»For de studerende, som var med på det venstreorienterede projekt, blomstrede et socialt, kreativt og i høj grad innovativt akademisk miljø. Men det var også meget ekskluderende – hvis ikke du tilhørte en af fraktionerne på venstrefløjen, blev du simpelthen frosset ud. Jeg har talt med flere studerende senere, som i sin tid forlod studiet, fordi de ikke kunne holde ud at være i den spændetrøje. Det var et stærkt studiefællesskab, men det var i høj grad båret af politisk overbevisning,« lyder det.

Ifølge Lars Bille er statskundskab et godt eksempel på, hvordan det akademiske fællesskab over tid udvikles og transformeres. For selv om studiet stadig kaldes ’politikerfabrikken’, er de nuværende studerende ifølge Bille slet ikke så eksplicit politiske, men mere karriereorienterede og fascinerede af teorier og metoder om, hvordan embedsværket virker. Og dermed ændrer fællesskabets logikker og regler sig også.

»Op gennem 80’erne og 90’erne blev det akademiske fællesskab mere afslappet og inkluderende. Det bugnede med debatarrangementer, foreninger og fantastiske fester, hvilket Helle Thorning jo også oplevede. Mange af de små ting, f.eks. statskundskabsrevyen, er vokset og blevet til stolte traditioner i dag.«

Men hvad gør man, hvis der ikke findes nogen traditioner at bygge videre på?

Morten Germund

Det starter i baren

Modsat ’klassikerne’, såsom statskundskab, sociologi eller litteraturvidenskab, er IT-Universitetets (ITU) faglinjer i langt højere grad ’ahistoriske’. Danmarks yngste og mindste universitet har under 20 år på bagen, men har i de senere år udviklet et stærkt fællesskab omkring universitetsbaren – naturligvis kaldet ScrollBar – som spænder på tværs af studieretningerne. Det forklarer Malik Kreutzfeldt, formand for ScrollBar og kandidatstuderende i digital innovation og ledelse på ITU.

»Da jeg først startede herude, så jeg baren som en sjov lille pudsig ting, mere end et fysisk rum, hvor man kan dyrke fællesskabet og skabe nye kontakter. Normalt har fagene på ITU ikke så meget at gøre med hinanden, men til festerne bliver grænserne opløst,« siger han.

Og det er sandsynligvis en helt bevidst strategi fra universitetets side, mener sociolog Henning Salling Olesen.

»Stammefællesskabet er stærkere på de gamle fag og institutter, hvor de nye universiteter i højere grad dyrker tværfagligheden. Både på Aalborg Universitet og her på Roskilde Universitet har det været en helt eksplicit målsætning at få studierne til at orientere sig mere mod hinanden, både fagligt, men også socialt. Det har også en slagside – fag er ikke, hvad de har været. Ved at åbne stammefællesskabet op, kan man også miste noget af den dybe faglighed,« siger han.

Malik Kreutzfeldt taler da heller ikke meget om det akademiske fællesskab på sit eget studium, selv om han i starten godt kunne mærke en vis usikkerhed.

»Man kender jo ikke de rammer, man skal gebærde sig inden for rent socialt. Men hurtigt fandt jeg nogen, jeg kunne lidt bedre med, og vi bliver hele tiden kastet rundt i grupper, så vi lærer hinanden at kende på kryds og tværs,« siger Kreutzfeldt og fremhæver i stedet arbejdet i ScrollBar som sit store socialiseringsprojekt:

»Det har været en helt overvældende følelse at blive del af den her familie af rare og sjove mennesker, som individuelt er meget forskellige. Mit frivillige arbejde er lidt blevet mit hjertebarn, og jeg får svært ved at forlade baren, når min kandidat er færdig her om et års tid,« siger han.

Fællesskabets opløsning?

De forskellige oplevelser af, hvad der konstituerer det akademiske fællesskab, overrasker ikke Henning Salling Olesen, som i mange år har forsket i socialisering og læringsmiljøer.

»Det akademiske fællesskab er jo en masse ting: Det er et samspil af interaktion, det sociale. Hvor man er, hvem man er sammen med, og hvad man kan snakke om. Når du nævner barmiljøet, er det jo især der, man møder pigerne – eller drengene, for den sags skyld. Og endelig er det noget åndeligt, noget fagligt, som handler om, hvordan du definerer dig selv i forhold til din profession,« forklarer han. Men som det ifølge Lars Bille var tilfældet på statskundskab særligt i 70’erne, kan mødet med det akademiske fællesskab blive et trist bekendtskab, hvis ikke man følger normerne.

»Der er både gode og dårlige ting i de her sociale konventioner. Den kultur, som er autoritær, restriktiv og angstfremkaldende for dele af eleverne, er jo klart mindre positiv end et miljø, hvor eleverne kan samles om at blive super dygtige og ambitiøse omkring deres fagvidenskab. Men folk reagerer jo forskelligt, når de møder det nye fællesskab,« siger Henning Salling Olesen. For nogen kan det ligefrem blive en motivationsfaktor at stå uden for ’det gode selskab’: »Nogle mennesker indretter sig, gør og siger, hvad de tror, er det rigtige ifølge gruppen. Andre bliver obsternasige – den position indtog jeg selv. Jeg gik nærmest imod strømmen i min studietid… Det der stammefællesskab. Men det kan også være en god ting, for jeg blev stædig og meget ambitiøs.«

Henning Salling Olesen mener ikke, at stammefællesskaberne er så dominerende på studierne i dag, som det var tilfældet for årtier tilbage. I hvert fald er fællesskabet ikke i lige så høj grad bundet op på fagligheden, fordi de studerende orienterer sig bredere mod samfundet end tidligere. Mange unge fokuserer mere på studenterarbejdet ved siden af studierne, hvorfor fællesskabet med de andre studerende hovedsageligt handler om fester og fredagsbaren.

»Det kan man sige en masse positivt om, men det kan også blive et problem for de akademiske stammefællesskaber, der lige som alle andre fællesskaber i dag opløses af internettet og den frie kommunikation. Her på RUC, hvor vi er meget stolte af at have ’opløst’ fagene, har vi måske skabt et nyt problem.«

»Eleverne ved ikke, hvor de skal starte med at grave sig ned i deres fag, fordi tværfagligheden smelter det hele sammen. Man skøjter rundt på overfladen og læser kun de store akademiske stjerner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Det´ altid godt at kunne sine klassikere, hvis nogen skulle spørge. Ikke at jeg kan dem eller noget, men jeg har engang prøvet at læse Joyce og til det har jeg kun én ting at sige: complete waste of time. Jeg tror man skal have anlæg for det.

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Jo. Det handler rigtig meget om "Modermælken".
Ligesom det kan være næsten umuligt at underkaste sig den Akademiske Dressur.
Især hvis man ikke er prædisponeret via ens ophav.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Den der sociale arv er vildt overdrevet - det er 20 procent af de dårligst stillede, der hænger fast i den, såvidt jeg husker - altså en lille minoritet i en lille minoritet.
Faktisk går man i skole i 10 år for at blive klar til at finde ud af, hvad man kan og vil med sit liv. Det er der en tendens til at glemme.