Baggrund
Læsetid: 8 min.

Erfaringer fra migration og urbanisering har genoplivet filippinsk film

Bevæbnet med camcorders og transnationale erfaringer er en ny generation filippinske filmskabere trådt frem på den internationale scene godt tre årtier efter landets filmmæssige guldalder. Denne uge er der filippinsk filmfestival i København
Det er i høj grad erfaringer med bevægelse, der er i centrum for de filippinske film, der bliver vist under denne uges festival. Bevægelser mellem køn og seksualiteter, mellem livsverdener og på tværs af landegrænser. Det ses blandt andet i filmen ’Quick Changes’ som bliver vist i Cinemateket den 28. august. Foto: P-Noise

Det er i høj grad erfaringer med bevægelse, der er i centrum for de filippinske film, der bliver vist under denne uges festival. Bevægelser mellem køn og seksualiteter, mellem livsverdener og på tværs af landegrænser. Det ses blandt andet i filmen ’Quick Changes’ som bliver vist i Cinemateket den 28. august. Foto: P-Noise

Kultur
26. august 2015

En ny generation filippinske filmskabere undersøger byen, vandringen, kærligheden, fornedrelsen, raseriet, vanviddet og mulighedsrummet mellem det hyperglobale og det ultralokale.

»Vi er et rejsende folk,« siger Benito Bautista, filippinsk instruktør og producer. »At bevæge sig giver mulighed for at anskue sin eksistens et andet sted fra. De historier, jeg fortæller i mine film, er formet af mine møder med andre mennesker, andre verdener.«

I denne uge indtager filippinsk film København under kulturfestivalen P-Noise, der er tilrettelagt af 2. og 3. generationsfilippinere. Det er i høj grad erfaringer med bevægelse, der er i centrum for de nye film: bevægelser mellem køn og seksualiteter, mellem livsverdener, på tværs af landegrænser, mellem normalitet og vanvid, mellem lokal og global økonomi.

Ny æra

Da instruktøren Raymond Red i 2000 vandt de gyldne palmer i Cannes for sin kortfilm Shadows, indvarslede det en ny æra i filippinsk film: Mens de store studier havde sprøjtet omkring 200 lavkvalitets og højkommercielle film ud om året op gennem 1980’erne og 1990’erne, crashede masseindustrien med den asiatiske krise i slutningen af 1990’erne og fra periferien opstod en ny bølge af indie-film. Ofte lavet på ikke blot lavbudget, men stort set intet budget, med en rå poetisk æstetik og ikke sjældent inspireret af virkelige hændelser og fænomener, uden nogen form for dunst af socialrealisme.

Siden er adskillige nye – og et par genopstandne rutinerede – filippinske instruktører dukket op i de internationale filmfestivalers programmer, blandt andet på Asiens største filmfestival i Busan, Sydkorea, der i 2009 fejrede filippinsk films comeback med et retrospektiv. Siden har filippinsk film fortsat sin globale sejrsgang, dels på internationale og lokale festivaler, og dels på onlineplatforme som Vimeo.

Scott Foundas, chefanmelder ved Variety, mener at Filippinernes indie-filmproduktioner »har været fulde af overraskelser de sidste fem år«.

»Der er en hel række af virkelig modige instruktører, som står på ryggen af tidligere tiders fremmeste indie-filmskabere. 30 år efter Filippinernes første ’nye bølge’ med bl.a. Lino Brocka og Mike de Leon, ser vi pludselig igen omkring fem-seks instruktører, der bærer filippinsk film ind på de store festivaler,« siger Scott Foundas, der blandt andet tilskriver udviklingen den nye teknologi, der har gjort det lettere at skabe film af høj æstetisk kvalitet for ganske få penge.

Ny generation

»Vi havde nogle fantastiske filmskabere i 1970’erne, men i 1980’erne gik vores økonomi ned, det politiske klima var ekstremt trangt, og folk fik travlt med at kæmpe for deres overlevelse,« siger Benito Bautista. »Nu er vi en ny generation, som begynder at lave vores egne produktionsselskaber.«

Bautistas to seneste film har vundet priser på bl.a. Hawaii og Guam International Filmfestival: thrilleren Boundary om en taxatur i Manila, der går galt på måder, som også er uden for den skumle chaufførs kontrol, og dokumentarfilmen Harana – rost i Variety som en filippinsk udgave af Buena Vista Social Club – om en (næsten) tabt filippinsk sangtradition. Begge film er skabt på Bautistas San Francisco-baserede produktionsselskab, Wanderlust Project Films, som ikke har nogen ansatte, men er et netværk af primært filippinske filmfolk, der samles og spredes i takt med projekterne.

Filippinsk indie er dynamisk – og til dels transnationalt – organiseret og har med den nye billige adgang til digitale medier, som f.eks. camcorders, kunnet etablere sig uden om den filippinske mainstreamindustri, som over det sidste årti har tabt markedsandele til Hollywood.

Migrationserfaringen

Den officielle filippinske indstilling til en Oscar sidste år var instruktøren Hannah Espias Transit. Filmens hovedpersoner er et filippinsk søskendepar, og deres israelskfødte børn, som de begge er alene med i Tel Aviv. Broren, fordi moren til hans barn valgte at sikre sin egen fremtid ved at gifte sig med en velhavende israelsk statsborger. Søsteren, fordi den israelske far til hendes barn, af grunde, der ikke bliver talt om, ikke længere er inde i billedet.

Alle – især det yngste barn – lever de en usikker tilværelse efter en ny deportationslov træder i kraft i 2009. Børn under fem år kan nu deporteres uden videre, også selvom de er født i Israel og deres forælder har arbejds- og opholdstilladelse, og filmen skildrer, hvordan det forvandler hverdagsepisoder til potentielt livsomvæltende dramaer. Episoderne genspilles fra hver af karakterernes perspektiv, fordi Hannah Espia vil gøre migrationserfaringen begribelig ved at skildre den så tæt på individet som muligt.

Espia er optaget af arbejdsmigrationens menneskelige dilemma: Hver dag rejser tusinder af filippinere ud for at sikre en bedre fremtid for dem, de elsker, men prisen er, at de må undvære dem.

At der i dag er over ti millioner filippinere, som bor og arbejder i hele verden, er ifølge Espia også en del af forklaringen på den stigende interesse for filippinsk film. »Fokus retter sig mere og mere mod filippinere som befolkning, på Filippinerne som land. Vi er overalt, og det gør folk nysgerrige,« siger hun.

Måske, måske

Transnationale intime forbindelser bliver også behandlet i dokumentaren Jazz in Love, men fra et andet udgangspunkt. Her skildres den unge bøsse Jazz, der bor med sin familie langt ude på landet i Filippinernes sydligste øgruppe Mindanao. Han og de andre unge bøsser i området forsøger at finde kærligheden hos udlændinge, de møder på Facebook. Jazz har gennem længere tid haft et forhold til den 30 år ældre tysker Theo, som snart skal på besøg for anden gang. For at kunne søge visum til Tyskland – og blive gift med sin kæreste – har Jazz bestået et tyskkursus på Goethe-instituttet i Filippinerne, og det er her, instruktøren Baby Ruth Villarama møder ham første gang.

»Jeg var egentlig i gang med en dokumentar om de kvinder, der studerer tysk for at kunne blive gift i Tyskland,« fortæller Villarama, »men så var Jazz der med sin historie, som han brændte efter at fortælle.«

Villarama følger den håbefulde Jazz, mens han skyper med Theo, køber gaver til ham, henter ham i lufthavnen i Davao, er på hotel med ham, tager ham med hjem til familiefest og på turistture, bliver uvenner med ham og får sit hjerte knust. For så alligevel at holde fast i forholdet over Facebook og håbe, at Theo måske en dag kommer tilbage, og at de måske en dag bliver gift, og måske en dag flytter Jazz til Tyskland og får et sygeplejerskejob og lever lykkeligt med sin ægtemand.

»Det var vigtigt for mig at skildre Jazz’ historie som et fact of life. Der er mange filippinske homoseksuelle, som søger lykken i udlandet, fordi det ikke er muligt for to af samme køn at blive gift her, hvor en del kirker er meget offensive i deres fordømmelse. Jazz og Theos forhold rummer en række kontroversielle elementer ud over det homoseksuelle: aldersforskellen, raceforskellen, den økonomiske forskel. Nogle kalder sådan et forhold prostitution, men jeg vil gerne fortælle deres historie, som den er for dem. Med de håb og drømme og pragmatiske valg, som hører med,« siger Villarama.

Nyt syn på eksistens

I 1980’erne flyttede Bautista til Californien, fordi han følte sig fanget i det politiske klima i Filippinerne, og troede, at han kunne »gøre mere«, hvis han flyttede til USA.

»Men jeg blev opslugt af den amerikanske tilværelse,« siger Bautista. »Jeg lod mig opsluge af USA,« gentager han undskyldende. »Mennesker og steder forandrer, hvem du er, og pludselig har du glemt, hvorfor du kom. Men nu, hvor jeg er begyndt at lave film, føler jeg, at jeg igen kan bidrage.«

I dag rejser Bautista frem og tilbage mellem Manila, hvor han underviser filmstuderende ved University of the Philippines, og L.A., hvor han producerer film og arbejder på at etablere en IndieEast filmfestival.

Løgne og sandheder

Jerrold Tarog er en af de indie-instruktører, der har haft en vis kommerciel succes – i den udstrækning, man kan tale om en sådan uden for mainstream i Filippinerne.

»Det går hårdt for sig i de få biografer, vi har i landet. Hvis din film ikke trækker fulde huse, ryger den af efter et par dage, og publikum vælger stadig pr. automatik Hollywood-produktioner. Vi har næsten ingen alternative filmscener at vise vores arbejde på,« siger Tarog. De sidste par år er der imidlertid skudt tre nye filmfestivaler op ud over den store Cinemalaya, der åbnede i 2005.

Tarog har netop haft verdenspremiere på If Only, tredje del af hans Camera-trilogi af »løst forbundne film om løgne og sandheder foran og bag kameraet«, som Tarog beskriver det. Mens den første film har sociopolitisk fokus og den anden kulturelt, går If Only tæt på »det personlige«.

Filmen åbner med et frieri og klipper direkte videre til brylluppet. Men brudgommen er ikke ham, der friede, og bruden smiler ikke længere. Gennem interaktionen med den unge mand, der er lejet til at filme brylluppet, og det, der bliver sagt og ikke sagt til hans kamera, stykkes de foregående måneder sammen.

Det er en historie om valget mellem at leve i sorg for at holde fast i den største kærlighed, eller at give slip på den for at kunne finde en vej videre. »De store filmstudier vil have happy endings. Men jeg ville gerne fortælle kærlighedshistorier, som er tættere på, hvordan livet faktisk foregår. Og publikum er efterhånden også sultne efter noget andet,« siger Jerrold Tarog, der ikke definerer sig som arthouse – han har lavet »alt undtagen musicals«.

»Jeg er ikke specielt eksperimenterende, jeg vil bare gerne lave noget anderledes,« siger Tarog. Hans grundlæggende nysgerrighed kredser om »folks løgne om sig selv, hinanden og verden«.

»Den måske største løgn i Filippinerne er ideen om et nationalt fællesskab, som folk klynger sig til,« siger Jerrold Tarog. »Dette land er i virkeligheden utroligt fragmenteret. Geografisk har vi over 7000 øer, sprogligt har vi flere hundrede sprog og dialekter, kulturelt og politisk har folk alle mulige former for loyaliteter.«

Anderledes historiefortællere

Den fragmentering udgør imidlertid også en uudtømmelig kilde til nye filmmanuskripter og -metoder, mener Hannah Espia.

»Vi har stammeritualer og metropoler, små lokale fiskersamfund og migranter i hele verden, hård urban kriminalitet og et omfattende religiøst liv. Med filippinsk film ved du aldrig, hvad du kan forvente dig. Og filippinske instruktører er ikke bundet af filmmæssige konventioner,« siger Hannah Espia.

Benito Bautista er enig: »Vi spiller ikke efter reglerne. Vi opfinder, hvad film er og kan være, mens vi arbejder,« siger Bautista og fortsætter:

»Filippinere er asiater, men vi er anderledes historiefortællere. Vi har været koloniseret af portugisere, spaniere, amerikanere, japanere. Vi har handlet med malayer og kinesere.

Alle disse historiske erfaringer er i spil, når vi laver film. Og den nye teknologi betyder, at man kan gå i gang med meget få ressourcer, og bare prøve tingene af.«

Under P-Noise 25.–30. august i Cinemateket vil der være mulighed for at møde en række andre filippinske instruktører fra den nye generation. Se filmprogrammet på p-noise.com/program/filipino-film-festival

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her