Læsetid 3 min.

Til fælles bedste

Rigtig meget er nu op til dig selv, og den frihed kan være dybt fascinerende, hvis man selv rækker ud efter fællesskabet
Pernille Sloth/iBureauet
28. august 2015

Hvis I allerede om aftenen føler jer trætte som en pensionsmoden lektor, er der ikke noget at sige til det. Hvad I, som nye studerende går igennem i disse dage og uger, er ikke for børn. Nyt fag, ny studieplan og nye omgivelser. Nyt, nyt, nyt. Og oveni i alt det kommer dét, der nok i virkeligheden kræver allermest af jer: Nye studiekammerater i et nyt fællesskab.

På de videregående uddannelser er det jo i virkeligheden første gang, I for alvor selv skal gøre jer til en del af et fællesskab. Den slags har hidtil i stor udstrækning været et institutionelt ansvar.

I både folkeskolen og gymnasiet har det været op til lærerne og skolen at få alle til at føle sig som en del af det fælles. Hvis nogen følte sig udenfor, blev der forhåbentligt taget hånd om at få dem med ind i fællesskabets varme.

Men denne hånd findes ikke på samme måde på de videregående uddannelser, og blandt alle de andre store forandringer kan den nemt blive overset og underprioriteret. Netop derfor har vi valgt at gøre fællesskabet til et gennemgående tema i denne udgave af Studiestart.

Op til dig selv

Du sidder i auditorium sammen med 200-300 andre studerende, du for størstedelens vedkommende ikke kender, og som heller ikke kender dig.

Du opfordres til at følge undervisningen, men det er op til dig selv. Du opfordres til at finde et læsehold, men det er op til dig selv. Du opfordres til at komme til de sociale arrangementer, men det op til dig selv.

Rigtig meget er nu op til dig selv, og den frihed kan være dybt fascinerende, hvis man selv rækker ud efter fællesskabet. Men den kan også være dybt frustrerende, hvis man ikke gør det. Fællesskabet gør stærk, men det kræver også styrke at opsøge det. Og hånden på hjertet: De fleste af os kender nok de våde håndflader, det bankende hjerte og alle argumenterne for ikke at melde og markere sig.

Men det er vigtigt – både personligt og professionelt – at føle sig forbundet. Eller som den franske forfatter Stendhal i 1800-tallets begyndelse skrev i sit filosofisk rablende værk Om kærlighed:

»Man kan opnå alt i ensomhed, undtagen karakter.«

Viden er vigtig, men karakter – og nej det er ikke den efter 12-skalaen – er en afgørende forudsætning for at få fuldt udbytte af sin viden, når den skal omsættes til et dagligt arbejde.

Del jeres indsigter

Vi kan gøre rigtig meget på egen hånd, men her på avisen ved vi dog, om vi så ikke ved andet, at der altid er nogen læsere derude, der ved bedre end os. Vores fællesskab skabes i mødet med et større fællesskab af læsere, kilder og andre, der vil være med til det, det hele handler om for os: At sprede viden.

I rækker – akkurat som vi – ud efter ny viden, og derfor betragter vi jer som en naturlig del af det fællesskab, vi med Studiestart ønsker at byde jer velkommen til. Vores håb er, at vi undervejs kan være jer en kilde til oplysning og inspiration, ligesom vi ønsker at byde jer velkommen til et fællesskab, vi gensidigt kan få rigtig meget ud af. Vores håb er nemlig også, at I vil have lyst til dele jeres viden og bryde jeres holdning med os og vores mange engagerede og indsigtsfulde læsere i såvel vores printavis som på information.dk.

Fællesskab er et vidt begreb, og derfor forsøger vi i en række artikler at indfange nogle af de vigtigste. Man kan være forbundet i et fagligt, økonomisk, politisk eller holdningsmæssigt fællesskab. Det er imidlertid ikke afgørende. Det afgørende er, at du føler dig forbundet med noget, der er større end dig selv. Det har vi alle brug for, og det er på den grundlæggende idé, denne avis er grundlagt.

Vi søger fællesskabet for selv at blive klogere, så vi kan viderebringe den dybeste viden til flest mulige mennesker. Vi kan gøre meget selv, men det er først ved fælles hjælp, vi for alvor kan bevæge os selv og den verden, vi gerne vil påvirke med indsigt, holdninger og ord. Med alt det, der forener dem, der ved, og dem, der gerne vil vide.

For alle jer har vi et gensidigt involverende fællesskab, I altid skal føle jer velkomne i.

I ønsket om god studiestart til alle – og god læselyst!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu