Læsetid: 9 min.

Fællesskaber blandt studerende bliver til på baggrund af smag

Studerende danner i dag fællesskaber ud fra smag og lyst, modsat tidligere hvor man blev født ind i bestemte fællesskaber. Selv om det ifølge forskere er positivt, giver friheden til selv at vælge sine fællesskaber også en følelse af rodløshed og ensomhed
Studerende danner i dag fællesskaber ud fra smag og lyst, modsat tidligere hvor man blev født ind i bestemte fællesskaber. Selv om det ifølge forskere er positivt, giver friheden til selv at vælge sine fællesskaber også en følelse af rodløshed og ensomhed

Ib Kjeldsmark

28. august 2015

Det er lyst, smag og stemning, der i dag afgør, hvordan studerende skaber fællesskaber. Det betyder, at man finder sammen med andre, der også vil på festival, gå til raveparty eller høre hiphop natten lang. Sådan så det ikke ud for bare et par årtier siden. Her var studerende i højere grad bundet af traditionelle fællesskaber. Fællesskaber, der var bestemt af, hvor man kom fra, og hvem ens forældre var. Det fortæller lektor i pædagogisk filosofi på Aarhus Universitet Lars Geer Hammershøj, der har forsket i, hvordan fællesskaber opstår.

»Vi er i dag tiltrukket af masseadfærd, hvor vi søger andre, der har de samme lyster som os selv. Bare se på de mange festivaler, der er skudt op de seneste år. Vi jagter andre, der vil dele en bestemt stemning eller har samme smag.«

Selv om smagsfællesskaberne i dag er dominerende, er der stadig rester af de traditionelle fællesskaber, som dækker over kulturelle fællesskaber, interessefællesskaber og holdningsfællesskaber, tilbage i vores samfund. Kulturelle fællesskaber vil sige, at man har de samme værdier og udøver den samme praksis i forbindelse med eksempelvis højtider. Interessefællesskaber kan blandt andet betyde, at man deler de samme økonomiske interesser, mens holdningsfællesskaber typisk er politiske fællesskaber, hvor man deler samme holdning til, hvordan samfundet skal indrettes.

»Folk stemmer ikke længere det samme, som deres forældre gjorde. Arbejdere stemmer ikke længere på et bestemt arbejderparti, og en søn af en landmand bliver ikke nødvendigvis landmand, fordi hans far er det. Det er alt sammen tegn på, at de traditionelle fællesskaber er i opbrud.« Et andet godt eksempel på, hvordan stemnings- og smagsfællesskaberne har taget over, er folkemødet på Bornholm, som Bertel Haarder har kaldt politikernes svar på Roskilde Festival.

»Selv politikere, der traditionelt organiserer sig på baggrund af holdninger, mødes nu for at være en del af den samme livlige stemning.« Også vores måde at bruge sociale medier på er med til afsløre, at vi er gået over til smagsfællesskaber, mener Lars Geer Hammershøj.

»Man mødes ikke på de sociale medier, fordi man har de samme værdier eller økonomiske interesserer. Man mødes, fordi man gerne vil være en del af den her muntre, ofte lidt ironiske og nonsensprægede måde, som vi på de sociale medier taler til hinanden på. Når vi liker, kommenterer og putter filtre på vores billeder, er det alt sammen for at være en del af stemningen.«

Reneste form for fællesskab

Den måde, vi danner fællesskaber på, kalder Lars Geer Hammershøj for udpræget moralsk med henvisning til den tyske stjernefilosof og sociolog Georg Simmel, som har kaldt selskabelighed for den reneste form for fællesskab.

»Fællesskaber har i sig selv et grundelement af moral indbygget. Og når vores fællesskaber i bogstavelig forstand handler om at være sammen – i stedet for, at handle om at arbejde sammen eller prøve noget sammen – så viser det, hvor moralske vi er blevet i vores måde at være sammen på.« Samtidig er det langt mere krævende at danne fællesskaber på baggrund af smag og lyst, end hvis fællesskabet på forhånd er bestemt af, hvilken by man kommer fra, eller hvilken uddannelse ens forældre har.

»Smag og lyst skifter hurtigere end værdier og holdninger. Derfor er fællesskaber i dag langt mere flygtige. Når fællesskabet ikke er givet på forhånd, er man nødt til at være meget aktiv for at blive en del af det. Vi er blevet mere frie, men friheden kræver betydeligt mere af os, og det kan være belastende,« siger Lars Geer Hammershøj. Den indbyggede flygtighed i fællesskaberne betyder nemlig også, at man let kan få en fornemmelse af ensomhed og rodløshed.

»Når man deltager i lystfællesskaberne, oplever man ofte, at man er ’uden for sig selv’. Man har måske opført sig sjovere, end man plejer, og når man så kommer hjem, risikerer man at gå tilbage til ’bare’ at være sig selv. Det kan skabe en følelse, der kan sammenlignes med den følelse af ensomhed, som man hører børn beskrive, når deres leg slutter.«

Og særligt for studerende kan de flygtige fællesskaber og individualiseringen have en slagside, forklarer Niels Ulrik Sørensen, der er forsker på Center for Ungdomsforskning ved Aalborg Universitet.

»Der er sket en individualisering af ungdomslivet, og det betyder, at unge i stigende grad oplever, at de skal skabe sig selv via de valg, de træffer. Det positive er, at hvis det lykkes, kan du sole dig i, at det er din egen skyld. Men samtidig er det også en grundpræmis, at hvis det ikke lykkes, så oplever du, at det er din egen skyld.«

Det er også den figur, der går igen, når unge skal vælge uddannelse. For selvom der er et klart lystelement i unges valg af studie, ser vi også, at unge tænker mere og mere strategisk i forhold til deres videre arbejdsliv. Der er nemlig ifølge Niels Ulrik Sørensen ikke længere nogen, der tænker, at det er samfundets skyld, hvis den enkelte ikke bliver til noget. Det er individets skyld.

»Vores samfund er præget af, at vi i højere og højere grad taler til folks individuelle moral, og det er sivet ned i ungdomskulturen. De unge har i vid udstrækning taget den politiske diskurs, der handler om, at man hurtigt skal igennem uddannelsessystemet, til sig.«

Samtidig er konkurrencestaten for længst blevet en naturlig del af det at være ung, forklarer Niels Ulrik Sørensen. Det ser vi blandt andet ved det store fokus på test, karakterer og ved, at de uddannelser, der har de højeste karakterkrav, også er dem med mest prestige.

»Vi oplever et stadigt stigende fokus på vindere, som er kørt op i et niveau, hvor man skal være nummer et. At blive nummer to eller tre har mistet betydning, og det betyder, at hele den såkaldte midterposition er blevet stadig mere usynlig. Sagt lidt firkantet er der snart kun to positioner tilbage, og det er vinder- eller taberpositionen. Derfor risikerer man at opleve sig selv som en taber, hvis man ikke ligger i toppen. På den måde er konkurrencekulturen på uddannelserne med til at skabe en polarisering og en usynliggørelse af det normale.«

Ib Kjeldsmark

En række af begivenheder

For at forstå, hvordan fællesskaber opstår i dag, må man også vende hovedet mod den polske sociolog Zygmunt Bauman, der har haft enorm betydning for, hvordan vi i dag forstår menneskelige relationer.

For Bauman er det en pointe, at det førindustrielle samfund var bygget op omkring en fast orden, hvor man blev født ind i en bestemt rolle, og hvor fællesskabet opstod ud af det fælles arbejde med at opretholde den traditionelle orden. Men kapitalismen og den teknologiske udvikling har betydet, at den traditionelle orden er blevet erstattet af et samfund, hvor alt er flydende. Derfor kan tid heller ikke længere forstås som en sammenhængende historie, men som en række punkter, der må forstås uafhængigt af hinanden. Det betyder, at individet ikke betragter sin egen historie som en fortløbende fortælling, men som en række selvstændige begivenheder. Bauman mener samtidig, at der er sket et skred fra ideen om fællesskabet til ideen om netværket. Fællesskab er nemlig et udtryk for noget oprindeligt i mennesket, hvor grundvilkåret var, at man mødtes, fordi man havde noget tilfælles. I dag er fællesskabet erstattet af netværk som – i modsætning til fællesskabet – er baseret på individer og manglen på fællesnævner.

Med netværket følger derfor heller ikke noget tilhørsforhold. Det fungerer i stedet som en forlængelse af selve ens identitet. Det kommer til udtryk ved, at vi vælger studie og arbejde ud fra en individuel overvejelse – i stedet for at overveje, hvad der er bedst for samfundet. Og det bekymrer Bauman, for det er samtidig med til at få vores følelse af ansvar over for vores medmennesker til at forsvinde.

Også den franske kultsociolog Michel Maffesoli, der er berømt for sin teori om neostammefællesskaber, er bekymret for udviklingen. Han mener, at et grundvilkår for det moderne menneske er, at vi ikke er bundet af en fast identitet.

Derfor jagter vi forskellige grupper – eller stammer – i vores forsøg på at skabe identifikation med andre. Det ses ved, at unge i dag finder sammen i forskellige subkulturer. Ikke for bestandigt, men for en periode.

»Neostammer er fællesskaber, hvor en grundlæggende værdi er, at man som flok ser ens ud og samtidig skiller sig ud fra resten af samfundet. Det kan for eksempel være goth-miljøet, hvor smagen for det morbide går igen i både musik- og tøjsmag. Fællesskaberne opstår, fordi vi har behov for at være i gruppe med folk, der på den ene eller anden måde er ligestillede med os.« Michel Maffesoli mener også, at vi i stigende grad ser en »æstetisering af eksistensen«, hvilket påvirker vores måde at danne fællesskaber på. Med æstetisering mener han sanser og følelser, og da de har det med at komme og gå, gør vores fællesskaber det også.

»Det, som vi identificerer os med, er hele tiden til forhandling. Ingen svar er længere givet på forhånd, og forhandlingen er blevet så stor en del af os, at vi har fået et forvredet forhold til vores identitet.«

Svært studievalg

I takt med at vores fællesskaber har ændret karakter, er vores valg af studie også blevet sværere og sværere, mener Lars Geer Hammerhøj. For når man vælger uddannelse efter lyst – og ikke efter, hvad familietraditionen siger – er det vanskeligere at holde fast, hvis man mister interessen.

»Det er en kæmpe belastning at have muligheden for at vælge noget andet. Hvis de seneste to-tre dage har været kedelige på studiet, bliver man i tvivl om, det overhovedet er det rigtige for en. Når studievalget er præget af lyst, kan en stor del af studietiden nemt komme til at gå med, at man reflekterer over og bruger tid på at overveje, om det nu også var det studie, man skulle have valgt.«

De frie valg får Lars Geer Hammershøj til at stille sig op i rækken af forskere, der har peget på den mulige sammenhæng mellem den belastning, som friheden og de flydende fællesskaber medfører, og de mange unge, der i dag får konstateret forskellige former for sindslidelser. Når det er sagt, peger Lars Geer Hammershøj samtidig på de mange positive effekter, som smagsfællesskaberne også har.

»Smagsfællesskaberne er mere rummelige. For når det eneste, der kræves for at mødes, er, at man er i samme stemning, så betyder det, at vi i højere grad end tidligere mødes på tværs af politiske holdninger og sociale skel. Vi er åbne over for verden, vi rejser ud i verden, og vi mødes for at grine og have det sjovt sammen.«

Og netop det at mødes og være sammen er særligt vigtigt for nye studerende, betoner Niels Ulrik Sørensen. Unge, der starter på universitetet, er nemlig i en særdeles sårbar periode i livet.

»Når man begynder på universitetet, bryder man samtidig op. Man flytter hjemmefra, og for mange er det første gang, at man for alvor skal stå på egne ben. Nye studerende er ekstra sårbare, fordi de sociale relationer, der hidtil har indkapslet dem, ikke længere danner rammen om deres liv.«

Det betyder også, at man som ny studerende skal til at bygge relationer op på en mere grundlæggende måde, end man hidtil har været vant til. Særligt for mønsterbrydere kan transitionsfasen, som Niels Ulrik Sørensen kalder skiftet mellem gymnasiet og universitetet, være sårbar.

»I dag er universiteterne ikke længere forbeholdt eliten, men den brede masse. Skiftet har betydet, at der er kommet langt flere fra hjem uden tradition for uddannelse, og for dem kan det være ekstra udfordrende, fordi de er nødt til at tilegne sig et helt nyt sprog og nye koder, som de ikke har fået med hjemmefra. Det kan let give en følelse af at være uden for fællesskabet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg har svært ved at finde hoved eller hale i artiklen.
Selvfølgelige er mønsterbrydere udenfor. De har forladt deres opvækstgruppe for at indgå i et nyt miljø.
Men hvorfor skulle det forhindre, at de mange, mange studerende, som kommer fra en klassisk studiebaggrund i at finde sammen med de andre studerende, som har samme (velkendte) socialbaggrund og socialklasse, som de selv??

Michael Kongstad Nielsen

Der vist ikke noget nyt under solen her.
Bortset måske fra en lettere adgang til overfladiskhed.