Interview
Læsetid: 6 min.

De favner verden

Hvad gør man med børn, der er født uden evnen til at se, høre og tale? Hvordan lærer man dem at kommunikere? Det handler den franske filminstruktør Jean-Pierre Ameris’ ’Maries historie’ om. Information har talt med instruktøren om den virkelige historie bag filmen og om at visualisere en verden uden lys og lyd
Isabelle Carré i rollen som søster Marguerite, der lærer Marie Heurtin at kommunikere med verden i Jean-Pierre Ameris’ ’Maries historie’. Foto: Filmbazar

Isabelle Carré i rollen som søster Marguerite, der lærer Marie Heurtin at kommunikere med verden i Jean-Pierre Ameris’ ’Maries historie’. Foto: Filmbazar

Filmbazar.dk

Kultur
5. august 2015

14-årige Marie Heurtin er som et vildt dyr. Hovedpersonen i Jean-Pierre Ameris’ nye film, Maries historie, der foregår i Frankrig i slutningen af 1800-tallet, kan ikke se, høre eller tale, og hun er kun rolig, når hun befinder sig i favnen hos sin far, sidder oppe i et af de træer, hun elsker over alt på jorden, eller gemmer sig under familiens spisebord med sit allerkæreste eje, en lommekniv.

Maries bondeforældre ved ikke, hvad de skal gøre eller gribe i, og en dag følger de hende til Poitiers, hvor en nonneorden driver et center for børn, Institution de Larnay, der ikke kan høre eller tale. Marie (Ariana Rivoire) er dog noget af en håndfuld for nonnerne, og abbedissen er parat til at give op. Men takket være den tålmodige og empatiske søster Marguerite (Isabelle Carré) lærer Marie at kommunikere med sine omgivelser, og hun begynder langsomt at opføre sig mere som menneske end som et vilddyr.

Det er Marguerites mirakuløse bedrift og Maries usædvanlige skæbne, Ameris blandt andet vil hylde med sin stærke og rørende film, der er baseret på virkelige begivenheder og instruktørens nærmest livslange fascination af Helen Keller. Keller var en amerikansk kvinde, som i en alder af to blev døv og blind, men lærte at kommunikere og i 1902 skrev en selvbiografi, Mit livs historie. Den blev i 1962 filmatiseret af Arthur Penn under titlen Helen Kellers triumf.

En anderledes krop

Tidligere i år mødte jeg Jean-Pierre Ameris (og hans tolk) på et hotel i Paris, og jeg begyndte med at stille ham det indlysende spørgsmål: Hvorfor ville han gerne fortælle Maries historie?

Læs også: Der er brug for stædige mennesker

»Jeg kan huske, at jeg var fuldstændig lamslået, da jeg som teeanger første gang så Helen Kellers triumf,« siger han.

»Jeg opdagede siden historien om Marie Heurtin i en bog fra begyndelsen af det 20. århundrede, og for 10 år siden besluttede jeg mig så for at finde ud af mere om børn, der fødes uden at kunne høre, tale eller se, fordi jeg var interesseret i at vide, hvordan man rent faktisk kan leve og kommunikere, når man er født sådan.«

Jean-Pierre Ameris
IMDB.com

Han holder en pause og siger så: »I mine film er jeg ofte interesseret i, hvad der sker, når man har en anderledes krop, når ens krop måske er lidt ødelagt. Jeg er selv to meter høj, og jeg har altid følt mig anderledes og akavet og haft svært ved at håndtere det. Da jeg opdagede historien om Marie Heurtin, der levede nogenlunde samme tid som Helen Keller, mod slutningen af 1800-tallet, gik det op for mig, at mens Helen Keller er kendt i hele verden, og hendes historie stadig bliver læst, er Marie blevet glemt af historien, selv i sit hjemland, Frankrig, og i døvesamfundet. Jeg besluttede mig for at bringe hende ud af glemslen.«

Et særligt sted

Maries historie er i høj grad en sanselig film, hvor man skal se og høre, ja, næsten føle begivenhederne på sin krop, fordi Marie ikke, i hvert fald ikke i begyndelsen, kan gøre sig forståelig. Jean-Pierre Ameris forsøger – og har held med – at sætte publikum i Maries sted, så man får i hvert fald en fornemmelse af hendes angst og isolation, og af hvordan hun oplever verden.

»Det første, jeg gjorde, var at researche Marie Heurtin og læse de tekster, hun selv havde skrevet,« siger Ameris om sit arbejde med filmen.

»Det var ikke en selvbiografi, men mere historier om, hvordan hun fandt ud af, at hun faktisk kunne kommunikere. Intet i filmen er opfundet til lejligheden. Historien om kniven, som hun næsten bruger som en sutteklud, på samme måde som en baby, var noget søster Marguerite fandt ud af, at hun kunne bruge til at begynde en form for kommunikation med Marie. Kniven var den genstand, hun begyndte at undervise Marie i tegnsprog med. Marie skrev forskellige historier om, hvordan hun kom til døvecenteret, og hvordan hun følte sig som et vildt dyr, om det første møde med Marguerite. Det var der, jeg begyndte.«

Det næste, instruktøren gjorde, var at besøge centeret i Poitiers, der også den dag i dag tager sig af børn, der er døve og blinde. Han fortæller, at der er tre millioner døve mennesker i Frankrig, en million blinde og 6.000, der både er døve og blinde som Marie Heurtin.

»Den første dag, jeg besøgte centeret, gik det op for mig, at det var et særligt sted. Jeg var imponeret og nervøs på samme tid, for hvad sker der, når man møder et menneske, der er blind og døv – hvad gør de? For at lære én at kende, skal de røre ved én og lugte til én. Det er meget rørende, men også meget morsomt, fordi det er det stik modsatte af, hvad man lærer børn. Når man sidder i en bus, får de at vide, ’du må ikke lugte til damen. Du må ikke røre hende.’«

»Jeg besøgte stedet regelmæssigt gennem tre år, og det var med til at forme filmen og scenerne fra centeret. Jeg ville virkelig gerne fortælle børnenes historie. Det handler ikke kun om, at det er en forfærdeligt at være født blind og døv. Jo, det er forfærdeligt, men hvad gør man så – hvad kan man gøre – for at komme videre? Det var den historie, jeg ville fortælle. Børn, der er blinde og døve, er meget begavede. Det handler blot om at finde en måde at nærme sig dem på og kommunikere med dem på. Søster Marguerite var utrolig, fordi hun fandt på en måde at bruge tegnsprog på også for dem.«

En sensorisk oplevelse

Jean-Pierre Ameris, en venlig og ranglet mand midt i 50’erne, er stille et øjeblik, mens tolken oversætter. Så erkender han, at han måske ikke helt har svaret på mit spørgsmål omkring arbejdet med at bringe publikum ind i Marie Heurtins verden, og han tager igen ordet.

»Jeg ville have, at Maries historie skulle være en stærk sensorisk oplevelse for publikum, og derfor er der megen stilhed i filmen, hvilket er en sjældenhed i vore dage og kan gøre folk lidt utrygge, fordi de hele tiden er omgivet af lyde og musik. Jeg ville have, at publikum skulle synke ned i den sensoriske oplevelse og opdage nye måder at opleve verden på. Vinden i træerne og personernes åndedræt – det arbejdede vi meget med.«

Filmbazar.dk

Han rejser sig og går tæt på tolken, ånder dybt og rører ved hendes ansigt for at illustrere sin pointe. Hun ser en smule overrasket ud, og han undskylder sin pludselige indskydelse, inden han fortsætter med at fortælle.

»Alt dette bidrog til at gøre Maries historie til en meget intim oplevelse. Det første ord, Helen Keller lærte i tegnsprog, var vand, for Marie Heurtin var det kniv. Som babyer skal vi alle lære, at når man har brug for noget, skal man kommunikere det med sprog, hvis man kan tale, eller med tegn, hvis man ikke kan. Derfor er der ikke ret meget musik i filmen. Det er ikke et melodrama, og al gestikken, fysikken, træerne og kroppene er i sig selv meget filmiske.«

»I løbet af de tre år, jeg brugte tid på centeret, lærte jeg meget som instruktør om, hvordan man kan se på ting. Ofte har jeg travlt og lægger slet ikke mærke til mange smukke ting på min vej. Børnene har en helt anden evne og vilje til at mærke ting. Om eftermiddagen tog vi i parken, hvor der var et æsel, og de brugte tid på at holde om det. De favner verden. Jeg siger ikke, at det er nemt at være født sådan, men det er børn, som rent faktisk nyder verden.«

Maries historie har premiere i morgen torsdag og anmeldes i Information på lørdag

Informations rejse til Paris var betalt af Unifrance

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her