Læsetid: 11 min.

Hvad fik Niels Heidenreich til at stjæle guldhornene?

Guldhornene havde næppe haft den samme betydning, hvis ikke de var væk. Historiker Ulrik Langen fortæller nu historien om Niels Heidenreich, der fik dem til at forsvinde. Hvordan kunne han gøre det? Undersøgelsen af det spørgsmål fører os ind i den spæde diskussion af, hvad der gør en tyv
Den tysk-østrigske læge Franz Joseph Gall (1758-1828) mente at forskellige organer i hjernen repræsenterede forskellige egenskaber, og at det kunne mærkes på kraniet, hvilke der var størst. Han udførte også sin frenologiske undersøgelse på guldhornstyven Niels Heidenreich. Metoden var kontroversiel – ikke på grund af sin videnskab, men fordi den udfordrede idéen om menneskets frie vilje.

Den tysk-østrigske læge Franz Joseph Gall (1758-1828) mente at forskellige organer i hjernen repræsenterede forskellige egenskaber, og at det kunne mærkes på kraniet, hvilke der var størst. Han udførte også sin frenologiske undersøgelse på guldhornstyven Niels Heidenreich. Metoden var kontroversiel – ikke på grund af sin videnskab, men fordi den udfordrede idéen om menneskets frie vilje.

Polfoto

28. august 2015

I førstesals hjørnelejligheden i Larsbjørnsstræde nr. 18 stod Niels Heidenreich en majnat i 1802 og smeltede en dansk nationalskat om til et par skospænder og dårlige efterligninger af indiske kolonimønter, kaldet pagoder. Og ændrede dermed både Danmarks historie og sin egen.

De stjålne guldhorn satte gang i romantikken med Adam Oehlenschlägers digt om dem, og de der kun see guldets lue.

Da Niels Heidenreich stjal dem, var de Danmarks største guldskat, da han smeltede dem om, blev fortællingen om dem mere værd, end guldet nogensinde havde været. Ikke mindst derfor er historien om tyven et vigtigt bidrag til forståelsen af det samfund, som han frarøvede en stor skat. Professor i historie ved Københavns Universitet, Ulrik Langen, har nu givet os den med bogen Tyven – den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene, der netop er udkommet på Politikens forlag.

Detaljerigt og medrivende, men alligevel med en historikers professionelle nøgternhed, beskrives Niels Heidenreichs turbulente livshistorie fra fødsel til død. I jagten på noget, der ligner et svar på spørgsmålet: Hvordan kunne han gøre det? Hvordan endte han i en situation, hvor det var muligt og acceptabelt for ham at stjæle Guldhornene?

Men som det skal vise sig, bliver historien om Niels Heidenreich også til historien om, hvad der overhovedet gør en tyv. Det diskuterede man heftigt, mens Niels Heidenreich sad fængslet i tugt, rasp- og forbedringshuset på Christianshans Torv for sin forbrydelse. Den debat vender vi tilbage til. Lad os først se på, hvad det var Niels Heidenreich tog fra os allesammen.

Guldets lue

I en montre i Nationalmuseets oldtidsafdeling hænger fire guldhorn. Ingen af dem er ægte. De er kopier af de oprindelige guldhorn forarbejdet i henholdsvis 1860 og 1970’erne ud fra tegninger af hornene fra 1600 og 1700-tallet, hvor de blev fundet. Men kopierne er ærefrygtindgydende nok. Det er ikke svært at forestille sig, at synet af de oprindelige horn, der tilsammen vejede 7,5 kilo, har gjort indtryk. Smukt dekorerede med både nordiske og romerske motiver, imponerende i størrelse og repræsenterende en guldværdi, der må have været næsten ufattelig for en netop løsladt tugthusfange i 1790’erne. Og det var, hvad Niels Heidenreich var, da han så guldhornene første gang. Men han var endnu ikke tyv. Faktisk var alle omkring ham overbevist om, at det ville han aldrig blive. Mange havde endda sat deres egen ære ind på det.

Niels Heidenreich blev født i byen Foulum ved Viborg den 8. juni 1761 og »Historien begynder med druk, utroskab og skilsmisse«, som Ulrik Langen skriver. Søn af en drikfældig degn, som det meget sjældent drypper på, selv om det regner på præsten, og en kvinde, der forlader sin mand for en anden. Men på trods af en barndom i vanære og fattigdom, så går det godt for Niels. Han interesserer sig for matematik. Dygtiggør sig i en sådan grad, at han selvlærd assisterer degnen i en skole i Lundum, hvortil moren er flygtet. Senere bliver Niels optaget på Latinskolen i Horsens. Han er en mønsterelev, der modtager legater og tilmed i sin fritid underviser de fornemme folks børn i garnisonsbyen. Ulrik Langen beskriver en afholdt, arbejdssom og opfindsom ung mand. »Han har en meget praktiskorienteret tilgang til den viden, han opnår, og bygger for eksempel maskiner. Og så lærer han jo også, hvordan man formulerer sig i de kredse. Og det sætter han bestemt i anvendelse senere,« siger Ulrik Langen. Men Heidenreich færdiggør aldrig latinskolen. Siden skilsmissen har moderen været ludfattig. Som så mange andre søger de lykken i hovedstaden – ikke overraskende er den svær at finde. De må sætte ejendele i pant for at have til huslejen, og til sidst begynder Niels at gøre brug af sin anvendelige viden. Først er det bare pantelånersedler, han sirligt forfalsker og lader sive ind i den københavnske underverdens økonomi. Men så begår han en langt mere alvorlig forbrydelse. Skønt der på enrigsdalersedler er påtrykt lovteksten: »Understår nogen sig i at slå nogen mønt uden Kongens forlov, eller på nogen måde at forfalske Kongens mønt, bør han straffes på ære, liv og gods.« så er det netop, hvad Niels Heidenreich gør.

En farlig mand i staten

Det er sådan, Niels Heidenreich havner i tugt, rasp- og forbedringshuset: med en livstidsdom for falskmøntneri. Men også som tugthusfange bliver Niels Heidenreich afholdt. »Han er ekstremt socialt begavet. Han tilpasser sig nemt nye miljør og er god til at skaffe sig velyndere,« siger Ulrik Langen. Heidenreich assisterer præsten med konfirmationsforberedelsen af indsatte – her møder han sin senere kone Johanne – han lærer sig smedearbejde og viser evner som guldsmed.

Det rygtes ude i byen, at der i tugthuset sidder en dygtig mand, og Kunstforvalter Spengler fra Kunstkammeret begynder at bruge Niels til småreparationer. Heidenreich får flere og flere forbindelser uden for tugthuset og begynder at sende benådningsansøgninger med udtalelser fra spidsborgere om ‘den gode moralske borger’ til kongen.

Tredje ansøgning virker. Heidenreich er ikke bare en fri mand. Han bliver gjort til frimester, hvilket betyder, at han kan starte virksomhed som guldsmed, selv om han er selvlært. Han bliver borger i samfundet.

Det er derfor, en tidligere tugthusfange gentagne gange får mulighed for at besøge Kongens Kunstkammer og røre ved og måske endda blæse i de allerede da sagnomspundne guldhorn.

Som Ulrik Langen bemærker er det ikke urimeligt at se Niels’ eksempel som et udslag af den enevældige stats velvilje: »Han får den ene chance efter den anden. Statsmagten er meget opsat på at resocialisere ham. Og det er altså i et system, der ellers behandler folk umenneskeligt med tortur og fornedrende forhold.«

Som fri mand forsøger han at starte virksomhed som guldsmed og urmager – og med et stort lån begynder han at arbejde på en brilleslibemaskine. Ulrik Langen har fundet meget sigende stipendieansøgninger frem, hvor Heidenreich skriver: »Jeg har mangfoldige projekter i hovedet, som ikke er narrerier, men fostre af en sund dømmekraft.«

»Han er god til at iscenesætte sig selv, som den dygtige mand, der klarer sig godt på trods af usle kår, fordi han besidder et usædvanligt talent,« siger Langen.

Men det går ikke rigtig for borgeren Niels Heidenreich, der ellers fortsat nyder agtelse i samfundet, og endda kan skrive gehejmeråd Brandt og borgmester Hiorthøy på listen over faddere, da hans søn Christian Georg døbes. Han selv og familien gældsætter sig fortsat. Den ’gode moralske karakter’ som fik ham benådet begynder at svigte.

Niels Heidenreich begynder allerede i marts 1802 at forberede sig på at bryde ind i Kunstkammeret. Via sit venskab med en ansat på kunstkammeret har han haft næsten ubegrænset adgang. Den har han udnyttet til at få fremstillet kopier af nøglerne. Og den 4. maj 1802 om aftenen låser den gode moralske borger Niels Heidenreich sig så ind gennem seks forskellige porte og døre, slår ruden i et skab itu, fjerner guldhornene og nogle smykker. Og forsvinder uset igen uden at lukke dørene bag sig.

Et er at stjæle guldhornene, men 14 dage senere begynder Niels Heidenreich på den utilgivelige forbrydelse: omsmeltningen af det ukrænkelige. Han fremstiller både smykker, som han bruger til gældsafbetaling og adskillige pagoder, som han afsætter hos guldsmede i byen. Det er ikke hver dag, at smedene tilbydes guld af så høj karat, men da Heidenreich fremviser sit borgerbrev, forsvinder alle betænkeligheder.

I 1800-tallets København er borgerbrevet »en social blåstempling«, som Langen bemærker. Derfor går salget godt. I begyndelsen. Politiet er på bar bund. Fra efterforskningens papirer kan Langen berette, at politiet regner med, at gerningsmændene må være svenskere, englændere eller jøder. Ikke en dansker med borgerbrev. Men så melder en guldsmed Niels til politiet med en mistanke om, at han har solgt ham pagoder, hvor der er snydt med guldet.

Den 19. april 1803 – næsten et år efter tyveriet fra Kunstkammeret – afhentes Niels til afhøring. Efter kort tids søforklaring om pagoderne løslades Niels og skynder sig hjem, henter remedierne, han har brugt til at præge pagoder med og smider det i stadsgraven. Men han bliver forfulgt. Tre dage senere tilstår han tyveriet.

Niels’ kranie

Niels Heidenreich er tilbage i tugt, rasp- og forbedringshuset. Udenfor murene er venner, bekendte, velgørere og familiemedlemmer i chok over den gode moralske borgers udåd. Også andre er interesserede i, hvordan Niels Heidenreich kunne begå denne forbrydelse. Ja, i hvad der i det hele taget formaster folk til at blive kriminelle. »I begyndelsen af 1800-tallet sættes en bevægelse i gang, hvor man begynder at se anderledes på årsagerne til kriminalitet,« forklarer Ulrik Langen. Ovenpå guldhornenes forsvinden opstår en tyveridebat i aviserne: »Folk begynder faktisk at se på det fra et sociologisk perspektiv. Det handler ikke længere udelukkende om moral. Det gør det også, men at man begynder at se på omstændighederne omkring den kriminelle, er nyt. Skribenter påpeger, at for mange vokser op med dårlige forbilleder.«

På dette tidspunkt opfattede man mennesket som frit. Det var ond vilje, der fik dem til at begå forbrydelser, men ikke desto mindre vilje. Det var Immanuel Kants tanker, der dominerede: Det frie menneske var opdelt i ånd og natur, og det var alene de, der lod lidenskaber fremfor ånd dominere, som lod sig friste og blev umoralske.

I fængslet har man en mere praktisk end ideologisk tilgang. Mens Niels Heidenreich sidder fængslet, får han besøg af en mand, der er i gang med at revolutionere opfattelsen af, hvorfor et menneske bliver forbryder. Manden hedder Franz Joseph Gall. Han har opfundet en metode, hvormed han mener at kunne afgøre et menneskes personlighedstræk ved at undersøge kraniets form. I følge ham består hjernen af forskellige organer, der hver repræsenterer en egenskab, som for eksempel evnen for sprog, tal, kreativitet og også tyveri og mord. Ved at mærke på kraniets form kan man så afgøre, hvilken egenskab, der dominerer eller har domineret – ofte var det kranier fra henrettede, der blev undersøgt – det pågældende menneske. Metoden kaldes frenologi.

Et tidskrift beretter om Dr. Galls besøg i tugthuset, hvor han undersøgte flere fanger: »Om den bekendte guldhornsraner Heidenreich sagde han, at han besad kunstorganet i høj grad, og han er også almindelig bekendt som et mekanisk geni.« Umiddelbart har Gall ikke direkte udtalt sig om Heidenreichs tyveorgan.

Frenologiens gennemslagskraft i Danmark var begrænset, men alligevel siger Galls besøg i Danmark noget om, at den kantianske opfattelse ikke længere er så dominerende. »I dag kan vi måske grine lidt af datidens videnskab, men dengang var det en alvorlig sag,« siger Ulrik Langen: »Det er jo et angreb på den frie vilje. Frenologien siger, at nogle er mere disponerede end andre for at begå en forbrydelse. Det er en meget deterministisk tankegang, men samtidig siger frenologien, at det ikke er sikkert, at det, man er disponeret for, bliver udlevet,« siger Langen.

I tugthuset kombinerer lægen Franz Gothard Howitz frenologiens opfattelse af fysisk prædisposition med et nærmest social konstruktivistisk syn på den kriminelle: »Howitz siger, at man faktisk ikke kan tale om den frie vilje, for der kan være strukturelle årsager til, at man bliver kriminel. Hvordan og hvor man er vokset op for eksempel. Der er forhold, man ikke har indflydelse på, der kan lede ud i kriminalitet. Han er en forløber for det moderne gennembrud, men på det tidspunkt får han altså et helt guldaldertæskehold på nakken for sine holdninger.« siger Ulrik Langen. Det kender vi i dag som Howitz-fejden.

Men hvad mener Niels Heidenreich egentlig selv om årsagen til sin forbrydelse? Det ved Ulrik Langen fra de mange ansøgninger om benådning. Og der er ingen tvivl om, at Heidenreich vil gøre indtryk på dem, der læser ansøgningen, at han allerede i en tidlig alder skulle forsørge sin ludfattige mor og søster. Men senere skriver ’den ulykkelige Niels Heidenreich’, som han snart konsekvent kalder sig selv, at det var den nemme adgang til kunstkammeret, der led ham ind i fristelsen. Ikke på grund af rigdommen derinde, men fordi han der havde fået at vide, at guldet var kemisk fremstillet af en alkymist.

Men den går alligevel ikke. Han benådes først som 79-årig, men ender som fattiglem og dør fire år senere.

En atypisk tyv

Denne Niels Heidenreich var en atypisk tyv, mener Ulrik Langen. »Den almindelige tyv var som hans kone Johanne, der spontant stjal tøj og køkkenredskaber for at klare dagen og vejen, men Niels bygger maskiner og planlægger sine forbrydelser meget detaljeret. Og så er der måden han bliver behandlet på af statsmagten.«

Ulrik Langen citerer en skribent fra udgivelsen Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, der kritiserer hele samfundet for at have passet så dårligt på guldhornene, som tidligere tider havde skattet som en helligdom, og for at have frembragt et menneske, der uden egentlig trang, kunne berøve en nation den største sjældenhed, det ejede. »Det 18. århundrede havde skabt dårlige låse, dårlige liv, dårlige beslutninger og dårlige undskyldninger,« parafraserer Langen og siger: »Der er jo en kerne af sandhed i det. Sikkerheden var elendig omkring guldhornene, og systemet lod sig villigt besnære af Niels Heidenreichs veltalenhed. Og skribenten ønsker et nyt samfund med bedre sociale kår. Samtidig er det også udtryk for synet på 1700-tallet, der i følge romantikken ikke kunne se guldhornenes kulturværdi, men kun guldet. Det er nu ikke helt rigtigt, men sådan blev opfattelsen jo.«

Niels Heidenreichs historie havde ikke været den samme uden guldhornene, men guldhornenes historie havde nok være endnu mere væsensforskellig uden Niels Heidenreich. Og hvad blev der egentlig af resterne af dem? Det lykkes at tilvejebringe store dele af de omsmeltede horn i form af indleverede pagoder og smykker, der kunne spores tilbage til Niels Heidenreich.

De blev i en periode udstillet i Kunstkammeret, men omkring 1812 kommer den danske stat i alvorlige økonomiske problemer, og nu lægger den selv hænder på resterne af hornene. De omsmeltes og indgår i beholdningen af anonymt ædelmetal. Det er jo trods alt guld.

I det nederste højre hjørne i montren på nationalmuseet hænger et par ørenringe, som menes at være fremstillet af det omsmeltede guld fra hornene, hvis kopier hænger i samme skab. Ørenringene ser ærlig talt lidt sølle ud, som de hænger der sammen med oldtidens rigdom. Men ægte, det er de.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aksel Gasbjerg
Aksel Gasbjerg anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Ja, hvorfor mon?. Svaret ligetil, de kunne omsmeltet give en krone i kassen. Destruktion og en krone i kassen hos sig selv. Det samme udfører IS i Syrien for tiden, værdierne er fjernet og solgt, resterne , forgængelige sandstens byggerier bare fjernet, så ses det bagefter ikke så tydeligt, at værdierne er fjernet.

Hvad er overhovedet værdier?, hvis "LIVET" kun betragtes som "terroist" fra modsætningens side?, som med guldkroner, diamanter skyskrabere bygget på "slave arbejdere", overalt på jorden, i "guldets" alkymistiske selv formerimgs proces beskrivelser, fuldstændig overser "LIVET" og dets krav om forståelse overfor LIVET og dets eksistens berettigelse.

NB: I en sådan sammenhæng, er det ligegyltigt, om IS ødelægger oldtidsminder bygget på "sand", så længe meneskelivet" kun er bygget på vand og et par ekstra engridienser.