Læsetid: 7 min.

Hader du dig selv, menneske?

Naturødelæggelser har typisk ført til samfundskritik i litteraturen. Men i takt med at de altomfattende naturødelæggelser eskalerer, bliver problematiseringen af vores samfundsindretning nu afløst af selvhad og kritik af mennesket som art. Denne øko-misantropi og ekskludering af håbet hersker i nye romaner
Naturødelæggelser har typisk ført til samfundskritik i litteraturen. Men i takt med at de altomfattende naturødelæggelser eskalerer, bliver problematiseringen af vores samfundsindretning nu afløst af selvhad og kritik af mennesket som art. Denne øko-misantropi og ekskludering af håbet hersker i nye romaner

Freja Bagge/iBureauet

29. august 2015

»Mennesker stinker. Vi fortjener ikke at leve. Ingen af os. Lad noget andet overtage jorden. En eller anden slags skorpion eller hvad end, det kommer til at være. Tudser. Hyæner. De der kryb, der lyser i mørke. Og hvad så hvis en bunke idioter bliver fejet væk«

Ordene er Bethanys. En teenager som kan forudsige naturkatastrofer og fryder sig, når mennesker bliver ramt af dem. Hun er hovedperson i Liz Jensens bog, Varslet, der udkom på dansk i 2010. Og Bethanys menneskehad står ikke alene.

Menneskehadet viser sig nemlig mere og mere i litteraturen, fortæller Gregers Andersen, postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.

»Misantropi – eller menneskehad – blomstrer i litteraturen i disse år. Og det er en speciel form for misantropi. Man kunne kalde den øko-misantropi. Hadet er typisk affødt af visheden om, at mennesket er i gang med at ødelægge planeten og dermed muligheden for menneskeligt og ikkemenneskeligt liv,« siger han.

Kritiker og kurator Jacob Lillemose aner også et skifte i den måde, naturødelæggelser bliver behandlet kunstnerisk. Han fortæller, at nedbrydelse af naturen typisk er blevet brugt som et afsæt til civilisationskritik, og nævner sci-fi-klassikeren The Drought (1964) af J.G. Ballard som et eksempel. Romanen beskriver et postapokalyptisk univers, hvor udledning af industrielt affald i verdenshavene har forstyrret det klimatiske kredsløb og forårsaget en altomfattende tørke.

»I tresserne og halvfjerdserne var kunstens kritik overvejende rettet mod samfundet. Det var konstruktionen ’samfundet’, som var problemet. I disse år ser vi måske et begyndende skifte mod en egentlig artskritik, hvor det er mennesket, som er problemet.«

I solidaritet med naturen

Gregers Andersen fortæller, at den nye form for øko-misantropi, der problematiserer menneskets væsen i lyset af naturens forfald, specielt skinner igennem i to nyere romaner – Ilija Trojanows Isbrud, som udkom på dansk i 2013 og Jean McNeils The Ice Lovers fra 2009, som endnu ikke er udkommet på dansk.

Hovedpersonerne i begge romaner er forskere, som opholder sig ved Antarktis, og som udvikler et dybt kærlighedsforhold til naturen. Zeno, hovedpersonen i Isbrud, forelsker sig i en gletsjer, som han arbejder med i sin forskning. Han beskriver is som det mest mangfoldige og dermed skønneste, som overhovedet eksisterer.

Det samme gør sig gældende for hovedpersonen i The Ice Lovers, Nara, som forsker i global opvarmnings indvirkning på dyrelivet omkring Antarktis. Den biologiske mangfoldighed gør dybt indtryk på hende og giver hende en oplevelse af naturen som noget nærmest helligt. Nara og Zeno udvikler et menneskehad i takt med, at de kan se, at naturen er ved at blive ødelagt på grund af menneskelig aktivitet. Sorgen over den tabte natur og deres erkendelse af mennesket som en destruktiv art får dem til at begå selvmord, fortæller Gregers Andersen.

»Deres selvmord kan læses som en generel artskritik og kærlighedserklæring til det ikkemenneskelige. Både Zeno og Nara erfarer bitterligt, hvordan menneskene virker som kræftceller på naturen. Det vil sige som aggressorer, der koloniserer og ødelægger alt på deres vej.«

Hvis vi ser menneskets væsen som den grundlæggende årsag til de igangværende naturødelæggelser og klimaforandringer, har det radikale konsekvenser, påpeger Jacob Lillemose.

»Hvis grunden til den økologiske katastrofekurs er vores indretning af samfundet, er der håb. For samfundet er ikke noget statisk eller konstant. Det er en konstruktion, og det kan ændres gennem politiske processer.«

»Men hvis grunden til katastrofekursen er vores destruktive menneskelighed, er der ikke så meget at gøre. Økomisantropi er dermed en form for ekskludering af håbet. Den ser menneskets tilstedeværelse på planeten som værende fatal. Mennesket er en figur i en irreversibel proces med undergangen som eneste mulige konklusion.«

En af de forfattere, der mener, at undergangen er uundgåelig på grund af menneskets væsen, er Caspar Eric. Hans netop udgivne langdigt, Nike, er det sidste skud på stammen i rækken af danske økopoetiske værker. I forbindelse med udgivelsen efterlyste han mere fokus på det menneskelige i den økokritiske poesi og debat. Det er ikke nok bare at konstatere, at man er en hykler på grund af sit forbrug og stoppe sin selvransagelse derefter, påpegede han. Da Information spørger ind til hans egen selvransagelse, tøver han ikke:

»Jeg har et menneskehad. Jeg hader det her, vi er i. Jeg hader også mig selv for ikke at kunne bryde ud af det.«

Casper Eric tilføjer, at han også har et udestående med håbet. Håbet om at menneskeheden kan skifte kurs og indrette sig på måder, der ikke er i kollisionskurs med naturen.

»Jeg tror ikke på det håb. Jeg synes, det håb er forfærdeligt. Det er en sovepude. Håbet er med til at strukturere, at vi fortæller hinanden, at tingene nok skal lykkes, hvis vi giver det hele lidt tid, mens det hele bare bliver mere og mere fucked.« Som et eksempel på hvor uduelige mennesker er, tager Caspar Eric fat i det for nyligt overståede folketingsvalg. Han peger på det absurde i, at befolkningen valgte Venstre og Dansk Folkeparti til at lede landet – blandt andet som en protest mod centralisering – selvom det var de samme partier, der stod bag strukturreformen i 2004.

»Hvis vi ikke engang kan gennemskue, hvorfor samfundet er blevet mere centraliseret, hvordan skulle vi så kunne redde verden?«

»Jeg tror simpelthen ikke, at mennesket er klogt nok til at vende skuden. Vi er ikke udviklede nok til at håndtere de abstrakte konflikter, som overgår os. Det menneskelige intellekt og den menneskelige næstekærlighed har ikke fulgt med.«

Skævt forhold til verden

Selvom øko-misantropi er en ny tendens i litteraturen, er forestillingen om, at mennesket er et væsen, der har et problematisk forhold til verden – og er noget fundamentalt andet end verden – ikke ny. Den går helt tilbage til Det Gamle Testamente. Det fortæller Torsten Bøgh Thomsen, ph.d. i kulturvidenskab og Fulbrightscholar ved Berkeley i Californien. Fortællingen om Adam, der spiser af Kundskabens Træ, er et eksempel på en bibelsk beretning, der beskriver mennesket som et væsen, der mangler selvkontrol og respekt for sin plads i verden, siger han.

»Det Gamle Testamente satte ord på og fordømte menneskets stræben efter kundskab og udvikling. De store religioner gjorde det klart, at mennesket ikke skal interessere sig for meget for verden. Verden var jo bare et springbræt til det hinsides,« siger Torsten Bøgh Thomsen. Han fortæller videre, at renæssancens humanister spidsformulerede tanken om mennesket som noget, der er unikt på jorden og hævet over naturen. Det, der gjorde, at mennesket blev opfattet som unikt og ophøjet i den periode, var, at mennesket blev set som noget ikkestatisk. Som noget der kan perfektioneres gennem dannelse, kunst og videnskab i modsætning til dyr, der udelukkende er styret af instinkter og dermed ikke har mulighed for udvikling.

Med den videnskabelige revolution, oplysningstiden og indskrænkningen af kirkens magt blev naturen for alvor reduceret til en genstand for menneskelig udvikling, tilføjer Torsten Bøgh Thomsen.

»Miljøfilosoffer siger gerne, at med oplysningstiden og sekulariseringen blev naturen givet fri til menneskelig udnyttelse i Vesten. Jorden gik fra at være et guddommeligt skaberværk til at være en samling ressourcer, der kunne bruges i det selvrealiseringsprojekt, som mennesket havde gang i.«

I halvfjerdserne opstod miljøfilosofien dybdeøkologi. Dybdeøkologerne kritiserede ideen om, at mennesket er hævet over naturen og ikkemenneskelige væsener. Omtrent samtidig med dybdeøkologiens opståen formulerede kemikeren, James Lovelock, Gaia-hypotesen, der er er en teori om, at jorden er et stort harmonisk økosystem. Et økosystem, som har perfektioneret sig selv i løbet af millioner af år, som er internt regulerende og som altid vil regulere sig tilbage til en stabil, bæredygtig tilstand. Ifølge teorien truer mennesket dog systemets stabilitet og harmoni.

Torsten Bøgh Thomsen fortæller, at dybdeøkologien og Gaia-teorien er et opgør med menneskets centrale position i verden. Og at disse former for tankegods kan ses som det intellektuelle fundament for nutidens spirende øko-misantropi. »Inden for denne måde at se verden på er jorden vigtigere end mennesket. Mennesket fungerer som en forstyrrer af harmonien på planeten. Og hvis der er noget, der skal reddes, er det jorden, ikke mennesket,« siger Torsten Bøgh Thomsen.

Misantropi fører til apati

Forståeligt, men ufrugtbart. Sådan ser Torsten Bøgh Thomsen det menneskehad, som han også har registreret vinder indpas rundt omkring. Han mener, det er dybt nødvendigt, at vi overvejer os selv og vores plads i verden. Men han advarer mod, at vores selvransagelse forstener i misantropi.

»Selvhad er et enormt ufrugtbart ståsted. Det motiverer til nostalgi og sentimentalitet eller et melankolsk disengagement i verden, hvilket er det værste, der kan ske.« Jacob Lillemose ser heller ikke misantropien som en kritik, der rummer voldsomt meget positivt potentiale. Han mener tværtimod, der er noget patetisk og narcissistisk ved misantropen. Og at vores kollektive refleksion har større gavn af at kigge ud mod verden end at foragte vores menneskelighed: »Jeg mener, vi er nået til et punkt, hvor vi også må begynde at udforske muligheder for forandringer i den aktuelle situation i stedet for at piske os selv som en flok skyldstyngede protestanter,« siger han. »Vi må formulere en mere visionær kritik, som ud over at gøre op med det menneskecentrerede perspektiv mere radikalt arbejder med planetens dybe økologi som omdrejningspunkt.«

Som et eksempel på en alternativ økologisk kritik nævner Jacob Lillemose trilogien Southern Reach Trilogy af Jeff VanderMeer, der udkom i USA i 2014. Trilogien handler om det hemmelige bureau, Southern Reach, der organiserer ekspeditioner ind i den mystiske zone, Area X. Zonen er et ubeboet område, hvor en mystisk, fremmed natur er begyndt at genvinde magten over mennesket.

»Trilogien anviser hverken konkrete løsninger på klimaforandringer og naturødelæggelser eller dvæler ved håbløsheden. Den skildrer derimod en anden verden end den, vi kender til. En verden med voldsomme kræfter som overgår vores fatteevne,« siger Jacob Lillemose og tilføjer:

»Det er en frygtelig verden. Men trilogien åbner samtidig landskabet mod nye imaginære betydninger og logikker, og deri ligger for mig at se en kritik, som peger fremad. Det gør den ved at anspore os til at gentænke præmisserne for vores forståelse af og tilstedeværelse på denne planet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Holm
Troels Holm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Disse romanfigurers selvhad og håbløshed afspejler økonomismens sejr over vores sjæle.
De liberalistiske ideologer spreder præcis dette syn på mennesket som et egoistisk asocialt individ, der er ude af stand til at tænke på fællesskabets langsigtede interesser og kun arbejder for sin egen private velstand.

Og disse liberalistiske ideologer er hastigt i gang med at ombygge hele samfundet, så det afspejler dette menneskesyn.
Det afføder centralisering, afskaffelse af den sociale solidaritet, nedbrydning af sociale strukturer og sikkerhedsnet, øget kontrol med vores arbejde, forbrug, daglige adfærd, holdninger og tænkemåde.

Det skaber en skærpet opdeling mellem dem de få, der trives under disse kyniske betingelser og bliver rige af det, og resten, som mistrives, nægter at opføre os som konkurrencesamfundet kræver, og nogen gange betaler en høj pris for det.

Den eneste udvej, jeg kan se, er at erkende, at der findes disse 2 slags mennesker i verden. Dem, for hvem personlig rigdom og magt står øverst i behovspyramiden, og os andre, som blot ser økonomien som et middel i et liv, hvor de primære værdier er fællesskaber, sociale forpligtelser, varme relationer, tillid, nysgerrighed, kreativitet og naturoplevelser. Det er rent faktisk sådan, de fleste mennesker lever deres daglige liv. Hvis alle kun tænkte på at besejre og udkonkurrere andre, ville samfundet øjeblikkelig bryde ammen og ende i blodigt kaos.

Vi må kræve magten, værdierne og stoltheden tilbage. Vi er trods alt flertallet. Der er under 6% asociale individer i en blandet befolkning. Det dummeste, vi kan gøre, er at opgive og rette hadet indad mod os selv.

Pia Nielsen, Kim Vildnis, Jens Thaarup Nyberg, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar