’Klimaspørgsmålet er blevet et smykke i kunsten’

Caspar Eric lægger ikke fingre imellem, når han i sin nye bog NIKE kritiserer kunstnerkolleger for, når det gælder klimabevidstheden, at være hykleriske og elitære. Og da han møder op på avisen en lummer mandag eftermiddag, tøver han ikke og kalder selv sin bog økopoesi og en anderledes klimabog.

»Jeg har været skuffet over den økopoetiske debat, som har været enormt kedelig. Det har kun handlet om at være sympatisk. Jeg har hele tiden tænkt, at det økopoetiske måtte have noget at gøre med det menneskelige, men fokus er hele tiden blevet flyttet væk fra det menneskelige.«

Og han er ikke ked af at sætte navn på nogle af de forfattere, han er skuffet over.

»Klimaspørgsmålet er blevet noget, man bare kan være optaget af, og det er også blevet et smykke i kunsten. Enten som i Victor Boy Lindholms Guld, hvor det hedder: ’nå, jeg er en hykler, så fortsætter jeg bare med at være hykler’. Der kommer ikke noget særligt ud af det selvhad, der ikke engang rigtig når at blive et selvhad. Eller Lea Løppenthins Nervernes adresse, som jeg godt kan lide, men i det øjeblik, hun begynder at tale om økopoesi, så sker det med en stemme, som holder sig for sympatisk. Det er åh så sympatisk, at den stemme tænker nogle sympatiske ting om verden, og nu må vi også gøre det anderledes.«

Caspar Eric ønsker en klimadebat, også i kunsten, men ikke uden også at handle om kunsten som institution.

»Vi sidder her og skriver om klima, men hvad med de kroppe, som seriøst er udsat på grund af klimaproblematikken? Dem interesserer jeg mig for. Jeg interesserer mig ikke for, om jorden går under eller ej, for det gør den. Det er ikke noget nyt. For mig handler det om, hvad vi gør ved de mennesker, der er her nu. Jeg synes det er farligt, når man i kunsten bruger klima til at oute andre mennesker. Klimaproblematik er også klasseproblematik, og klasse er vigtigere end klima, men de er også flettet sammen. Det er i hvert fald et problem, hvis man i forbindelse med klimaproblematikken ikke har blik for, hvordan man bliver nødt til at tale om klasser og tage hånd om dem på det nederste dæk af Titanic.«

Med den handicappedes perspektiv

Caspar Eric debuterede sidste år spektakulært trendy med digtsamlingen 7/11, der hurtigt blev udråbt til en slags manifest for hashtaggenerationen med dens særlige hverdagslige beskrivelse af følelser og kærlighed. Hans nye bog NIKE er mere vred. Uden at gøre sig selv til offer undersøger forfatteren med afsæt i sig selv, hvad handicap betyder, hvordan det spiller ind i forhold til kærlighed og sex og ikke mindst, hvordan hans omgivelser og især popkulturen opfatter og fastlåser den handicappede krop i bestemte mønstre. Caspar Eric har en cerebral parese og halter. Også hans poesi har i den nye bog en hakkende eller haltende rytme, og det hele er formet som et langdigt, oprindeligt skrevet som en slags høvisk kærlighedsbrev til den kæreste, forfatteren lige havde brudt med.

Digterens handicap kan ikke adskilles fra hans blik på klimakrisen, på den skrøbelige natur.

»Mens jeg skrev om det handicappede eller de ting, der begrænser os, begyndte jeg at tænke på naturen, fordi den handler om forskellige former for forfald. Den handler om kroppen i forfald, naturen i forfald, Detroit i forfald, kærlighed i forfald. Hvis jeg skulle skrive økopoesi, så skulle det handle om det. Ved at forklare min egen plads i verden, kom det til at handle om verden. Hvad gør verden ved mig, og hvordan ser den på mig? Hvilke strukturer afgør, hvordan jeg kan tale om mig selv, se på mig selv. Andres blikke på en handler i høj grad om hvilket sprog og muligheder, man har.«

Det er med baggrund i den kropserfaring, Caspar Eric kritiserer Lars Skinnebachs og Theis Ørntofts klimakritiske værker. Deres egne kroppe er nemlig for lidt på spil. Hans kritik er rettet mod dem, der er optaget af klimabevidsthed som strategi for at lave kunst. Han mener, at såfremt det bliver et krav, at den politiske digtning også skal have politiske konsekvenser, så går det ud over kunsten.

»Jeg synes, det får kunsten til at stoppe med at stille nogle spørgsmål, der kunne have været interessante. Det bliver en bremseklods, det bliver for nemt, det bliver til en retorik, og den retorik, der ligner politisk retorik, har ingen effekt.«

Når man beder ham være konkret, falder Caspar Eric over Lars Skinnebachs bog Øvelser og rituelle tekster.

»Det er aktivistisk kunst, og jeg ved ikke, om der så ikke kan være bedre strategier end at skrive en digtsamling, som i øvrigt udkommer på papir. Hvorfor har ingen undret sig over det? Han udgiver en bog, der handler om, at vi forbruger for meget og ikke længere gider misbrug af træ. Men hvorfor har han så lavet en papirbog?«

Og han nævner Olafur Eliassons store isblokke af indlandsis på Rådhuspladsen sidste år.

»De var fløjet ind i et fly for at vise, at isen smelter. Hvis Olafurs mål var at skabe større bevidsthed og mindske forbruget, udlede mindre, så er det da en underlig taktik. Og hvis ikke, er det performancekunst. Jeg synes, det er kedelig kunst. Jeg er derimod interesseret i klima, fordi klima eller mangel på klimaindsats har at gøre med, at verden er fyldt af fiktioner, som ingen peger på som fiktioner. Jeg tænker på min bog som et forsøg på at pege på de fortællinger om at være menneske, hvor man lader som om, de er naturlige. Og det bliver akut, når man sidder med en ikke normal krop.«

No bullshit

Når man læser Caspar Erics nye bog med dens forsøg på at indkredse egen krop i et væld af popkulturelle referencer fra især film, er der ét ord, der bliver ved med at melde sig, nemlig ordet autenticitet.

»Jeg har prøvet at skrive den her bog så autentisk som muligt, samtidig med at jeg overhovedet ikke tror på det autentiske. Jeg ville selvfølgelig gerne skrive en autentisk bog, men samtidig ikke en bog, som lever op til andres forventninger om, hvad det autentiske er. Hvem bestemmer, hvornår noget er autentisk? Var jeg autentisk, da jeg var ’generation hashtag’ og nu så ’generation handicap’?«

Det autentiske kan jo også ligge i at bruge egen handicappede krop i bogen som en måde at komme overens med den på.

»Bogen er nok mere erfaringsudvidende end terapeutisk. Hvis jeg var en pokemon, så var jeg steget i level ved at skrive den her bog.«

– Har du fået det bedre eller værre af at skrive bogen?

»Værre. Eller det er blevet mere kompliceret at være mig selv, men det er også godt.«

– Hvordan?

»For eksempel drikker jeg ikke Coca Cola mere, efter at jeg så den der Food, inc film og fordi jeg mener noget med det, jeg skriver. Jeg kunne ikke have det mere, så nu må jeg drikke noget, som ikke er fra Coca-Cola. Fordi jeg mener det, jeg skriver, må det have nogle konsekvenser for, hvordan jeg gebærder mig i verden.«

– Ligesom i ’7/11’ er der i din nye bog mange tidsmarkører og referencer til film og medier?

»Det er noget, man siger, at der er mange popkulturelle referencer. Det er, fordi kulturen har ændret sig og er blevet mere ensartet. Jeg kan ikke se, at det popkulturelle dominerer, det er også bare et inventar, noget der er der. Jeg er ikke så super arrogant, at jeg tænker, at mit oeuvre skal findes i fremtiden. Jeg skriver sgu ikke til fremtiden, den er jeg ligeglad med. Så skriver jeg en ny bog.«

– Hvad er så din poetik?

»Jeg skriver om det, der er omkring mig. Jeg prøver altid at skrive No bullshit-poesi. Jeg synes, at verden er smuk eller grim nok, som den er, og jeg behøver ikke at overdrive eller underdrive. Jeg tror ikke på den poetiske kraft for at skabe en ny vækkelse. Jeg tror på at have blik for nogle ting og så at tale om de ting i kunstnerisk form.«

– Og den poetik inkluderer, at du ikke er så meget for metaforer og for at transcendere hverdagssproget til litteratur?

»Jeg hader metaforer. Jeg synes, folk bruger metaforen untight, bruger sammenligning for sammenligningens egen skyld, hvor sammenligningen ikke udvider ens bevidsthed synderligt eller får en til at tænke noget nyt. Der er selvfølgelig nogle som’er i min bog, men de er meget en til en. Så ja, jeg har et mellemværende med det metaforiske. Det handler også om det med fiktioner. Jeg synes, at det er vigtigere at slå nogle bestemte billeder i stykker end at lave nye billeder, fordi jeg ikke også tror, at de nye billeder bliver indlemmet i et eller andet. Det er vigtigere at pege de metaforer ud, som bliver brugt fuldstændigt hæmningsløst; jeg vil hellere pege på dem, slå på dem, ridse i dem, end jeg vil lave nye. Vi lever ikke i en tid, hvor det er vigtigt at lave nye fiktioner, vi lever i tid, hvor det er vigtigt at pege fiktionerne ud, fordi de er magtfunktioner – åh gud, hvor lyder jeg nu betonagtig – fordi de er undertrykkende for andre. Vi lader som om, de er uskyldige og ikke kan laves om, og fortællingen er, at vi ikke kan gøre noget ved det. Min generation er vokset op med George Bushs ’We will find them and hunt them down’ og Foghs ’Vi ved, at de har masseødelæggelsesvåben’. De bliver ved med at lyve, og det er ligegyldigt, at løgnene bliver afsløret. Selvom de faktuelt tager fejl, har de alligevel ret. Kunst er vigtig for mig, fordi jeg ikke har lyst til at stivne i politisk retorik.«

Den haltende helt

NIKE, Titlen på Caspar Erics bog, henviser både til et stort og kendt sportstøjsmærke og til gudinden i græsk mytologi for hurtighed og styrke. Titlen var der lang tid før, der var en bog. Caspar Eric vidste bare, at den nye bog skulle handle om den sydafrikanske handicapatlet Oscar Pistorius, der blev dømt for at have slået sin kæreste ihjel. Som sagt begyndte bogens undersøgelse af hans handicap som et langt brev til eks-kæresten, som tilfældigvis hedder Viktoria, altså det romerske navn for Nike.

»Hvem kan blive udvalgt til at være helte, og hvem kan ikke? Jeg er opmærksom på de ting i sproget, på forbindelsen mellem helte og hele mennesker: Den haltende kan jo aldrig blive et helt menneske, hvilket jo så også betyder, at han aldrig kan blive helten. Han er dømt til at være bifiguren.

– Men du tog hævn og gjorde ham til helten i din egen bog?

»Ja! Den handicappede krop bliver altid brugt til noget, men jeg vil bare gerne være kroppen. Jeg har en drøm om familieliv, jeg har altid gerne ville være far. Jeg har tidligere bare taget barndomsminder og sat dem ind som mine egne som at glæde sig til at spille fodbold med sine børn. Men det kan jeg ikke, jeg kan ikke løfte et barn, tage med på skiferie. Jeg kan ikke være machofar. Det må man tage seriøst. Jeg er handicappet, men jeg har også privilegier.«

Caspar Eric siger selv, at hans bog er vred. Afsæt var, at ting gik i stykker omkring ham. Han mistede sin kæreste og begyndte at tænke, at han aldrig ville få en kæreste, og det skyldes måske hans handicap.

»Jeg blev så vred, og samtidig elskede jeg hende. Det var en undersøgelse af de følelser. Det var godt for mig at skrive den bog i forhold til at tage ting seriøst. Det handler også om at magte at tale om nogle ting, som nu f.eks. også tanken om selvmord, som jeg beskriver i bogen. Efter bogen kan jeg ikke begå selvmord. Jeg kan godt lide at forpligte mig selv som sådan en kontrakt, jeg kan godt lide den kunst, der er aktivistisk i forhold til sig selv.«

– Var din bog med til at vinde din kæreste tilbage?

»Nej, men bogen har været medvirkende til, at vi kommer til at have et bedre forhold, fordi jeg selv kan være med til at gøre det til et bedre forhold.«

Læs også: Tænker på det hver dag