Læsetid: 4 min.

Krystalsang

På Hempel Glasmuseum præsenterede det elektroniske komponisttalent Mike Sheridan en af sine hidtil mest abstrakte og stringente kompositioner. Og så spillede han på et af verdens mest sjældne instrumenter
Kultur
10. august 2015

”Jeg ville spille på et instrument, hvor jeg følte mig hjemme, og ikke var op imod en masse virtuoser.” Mike Sheridan er ved at forklare, hvorfor han har valgt at spille cristal baschet, et sjældent fransk krystalorgel. Det spilles kun af en håndfuld mennesker verden over, så konkurrencen er ikke så stor.

Instrumentets tangenter består af klare krystalglasstænger, som er forbundet gennem metal til en klangplade. Klangpladen leder lyden videre til en stor blank metaltragt, hvis form minder om en ingefær lilje. Det er et utroligt smukt instrument, hvis klangrigdom er svær at matche. Overtonerne er usædvanligt tydelige grundet metallet, hvilket giver en enormt farvemættet lyd.

Vi befinder os meget passende på Hempel Glasmuseum i Odsherred, hvor Sheridan netop har brugt det glasbaserede instrument i uropførelsen af en ny komposition ved navn Colours, skrevet specielt til akustikken og udstillingen (ved samme navn) i museets store sal. Sensommeren er festivalernes tid, og koncerten er en del af Geopark Festival, der præsenterer over 100 arrangementer om alt fra mad og fortællinger til musik. Fælles for arrangementerne er, at de på forskellige vis forholder sig til de omgivelser, de foregår i. Mere kant end udkant, er festivalens motto. 

Jeg elsker stedsspecifikke koncerter. Hempel Museet ligger vidunderligt med usigt over vandet. På markerne rundt om og langs indkørslen til museet står en række smukke, klassicistiske skulpturer af Viggo Jarl forestillende nøgne ynglinge, og i museets udstillingslokale kan man se moderne glaskunst, som svinger muntert i kvalitet.

De lyse og luftige omgivelser passer godt til Sheridans musik. I anledning af koncerten har han fået lov af museets daglige leder, der under koncerten våger nervøst over sit skrøbelige glas, til at opstille 20 højtalere i den store sal. Kompositionen er akusmatisk, hvilket vil sige, at musikkens lydkilde er skjult eller distribueret over mange udgange. Musikkens elektroniske elementer leveres kort sagt med surround sound, hvor lydene præsenteres fra forskellige retninger og skifter placering undervejs. 

Teknikken er gammel og blev blandt andet brugt af Karlheinz Stockhausen i hans berømte elektroniske pionerværk Gesang der Jünglinge fra 1956, hvor der blev anvendt fire højtalerudgange. I 2008 præsenterede Janet Cardiff og George Bures Miller en af de hidtil mest avancerede anvendelser i deres geniale lydværk The Murder of Crows, hvor 98 højtalere fører lytteren igennem en halv times lang mareridtsfortælling. 

I Sheridans komposition bliver teknikken brugt til en mindre fortællende og mere abstrakt form. Brede klangflader, smalle susende stræder og punktvise klonk og knitrelyde udgør de elektroniske elementer i første og tredje sats, mens anden sats er rent akustisk med krystalorgel og blæser. På sit seneste og andet album Ved Første Øjekast fra 2012 viste Sheridan med lidt skiftende held sin interesse for moderne kompositionsmusik. På denne dag er det tydeligt, at han har rykket sig meget. Opbygningen og musikkens retning er meget mere stringent og målrettet undersøgende, end hvad jeg hidtil har hørt fra hans hånd. 

Specielt to musikalske temaer går igen. Det første er overgangen fra lufttryk til tone, en slags abstrakt musikalsk skabelsesberetning. Sheridan fortæller ved hjælp af blæsende, susende og pustende lyde, der stedvist fanges og forvandles til klang. Lars Greve, der spiller klarinet, hvisler, piber og pruster i sit instrument uden toner, indtil luften pludselig fokuseres og en stolt klang træder frem, som når vinden endelig rammer åbningen på et rør og det begynder at synge. 

Det andet tema kredser om, hvad der sker med tonerne, når først de er skabt. Hver sats starter med en kort frase, i første sats en næsten ikke-eksisterende melodi af enkelte klavertoner. Anden sats får en lidt længere, nedadgående række af fire toner i klarinetten, der kort efter genspejles harmonisk i krystalorgelet. I finalen er melodien endnu længere og udgør nu en kompliceret lille sang, inden de elektroniske lyde igen nedbryder de ekspressive figurer.

Alt i alt fungerer formen utrolig godt, i hvert fald til koncertformatet. Mange små detaljer gør sig gældende, som f.eks. når støjen i højtalerne bliver til blæst, som bliver til pusten, som bliver til et dybt suk, et menneskeligt åndedræt, der for et kort øjeblik samler hele kompositionen. Andre steder får de abstrakte landskaber lov at svæve lovlig længe med punktvis skramlende rumlen. 

Sheridan er tydeligvis i fuld gang med at udvikle sit arbejde, og det er vidunderligt at høre ham i en så målrettet undersøgende form. Hvis det skal blive album-egnet, skal der dog endnu mere stringens til. ”Jeg forsøger altid at undgå at gentage mig selv. Jeg spiller aldrig det samme” siger han efter koncerten. Det er en god devise. Men overflødige variationer er ofte værre end gentagelser. Jeg så gerne Sheridan gå endnu mere økonomisk og præcist til værks. Som en af Danmarks største talenter udi kompositionsmusik kunne det med sikkerhed føre til ægte musikalske perler. 

Mike Sheridan: Colours. Geopark Festival, Hempel Glasmuseum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klaus Lundahl Engelholt

Når nu instrumentet er så sjældent, ville det have været passende med et billede…

@Klaus Seistrup

Du kan se og høre instrumentet i funktion på nedenstående link. Loup Barrow spiller Opening fra Glassworks.

https://www.youtube.com/watch?v=XZDEBqag_y8