Læsetid: 5 min.

Palmyra stod for alt, hvad Islamisk Stat hader

Den syriske oldtidsby, Palmyra, blomstrede kulturelt og fik fremgang og velstand ved at integrere sine indvandrere og tillade tilbedelse af mange guder. Og står dermed som et modbillede til Islamisk Stats monokulturelle vildskab
palmyra_islamisk_stat

Islamisk Stats social mediakonti via AP

28. august 2015

Tirsdag i sidste uge blev Palmyras chefarkæolog, Khaled al-Asaad, henrettet af IS. Han var 83 år gammel, glatbarberet, sølvhåret og bar briller, og han lignede den kultiverede forsker, han var. Islamisk Stat førte ham hen til en offentlig plads, halshuggede ham, hængte kroppen op på en søjle og placerede det halshuggede hoved ved dens fod. Et papiropslag viklet om liget anklagede ham for at have begået følgende forbrydelser; »at medvirke ved vantros konferencer« og at arbejde som »direktør for afgudsdyrkelse«.

Tilbage i maj 2015 erobrede Islamisk Stat Palmyras nye by. Den gamle by, der ligger lige ved siden af og er opført på UNESCO’s verdensarvsliste, er et arkæologisk kompleks, der fascinerer som få andre. I det 2. århundrede e.Kr. var denne oaseby i den syriske ørken en af ​​de fornemste og rigeste kulturhøjborge i verden, og med en samlet befolkning på størrelse med Cardiff i dag (der igen svarer til Århus, red.).

En stor del af den gamle arkitektur har overlevet, både den verdslige og den religiøse. Mest stemningsfuld er måske kolonnaden, en gade med søjlegange, der strækker sig over en kilometer i længden. Ad dette strøg færdedes i oldtiden karavaner belæsset med krydderiet og silke på vej mod byens religiøse hjerte – det storslåede Bel-tempel, hvorfra hundredvis af statuer af Palmyras stormænd skuede ned imod de nytilkomne.

Fremtiden for det ekstraordinære oldtidssted er nu højest usikker. Umiddelbart efter Islamisk Stats indtog i Palmyra interviewede en Assad-fjendtlig syrisk radiostation Abu Laith al-Saoudi, en IS-kommandant, der sagde, at kun afgudsdyrkende statuer ville blive ødelagt: »Med hensyn til den historiske by, vil vi bevare den, og den vil, inshallah (’om Gud så vil’) ikke lide nogen skade. Nu viser det sig, at uanset hvilken guddom, der måtte råde i Islamisk Stats fantasiunivers, så må Han være forfalden til ondartede luneskift.

I al fald blev det den 23. august rapporteret, at templet i Ba’al Shamin, en af ​​de bedst bevarede og mest unikke bygninger på stedet, er blevet jævnet med jorden af ​​sprængstoffer.

Palmyra er ikke bare et spektakulært arkæologisk område, velbevaret og smukt udgravet og kurateret, men udgør tillige et af Antikkens bedste modbilleder til Islamisk Stats fascistiske monokultur. Den antikke bys velstand opstod takket være dens borgeres evner til at handle med alle, integrere nye befolkninger, indoptage forskellige kulturpåvirkninger og tilbede mange slags guder uden konflikt. Intet under, at dette eksempel på mangfoldighed og tolerance må forekomme Islamisk Stat og denne totalitære bevægelses afsindige disciple vederstyggeligt. Intet under heller, at den er udvalgt som mål for deres destruktive energier.

Byens opkomst til storhed begyndte i det 1. århundrede efter vor tidsregning. Med sin beliggenhed i en frugtbar oase midt i den syriske ørken var den en naturlig rasteplads for dem, der rejste fra vestlige byer som Damaskus, Emesa (i dag Homs) eller Apamea til Eufrat-dalen i nord. Mest værdifuld og velstandsskabende var imidlertid de sydlige og sydøstlige ruter mod Det Røde Hav og Den Arabiske Golf, som bragte eksotiske varer fra Indien, Indonesien og Kina. De arkæologiske rudimenter vidner om en tid, da hele den eurasiske landmasse oplevede en omfattende kulturel sammenknytning. Palmyra blev rig på at opkræve skatter (op til 25 procent) på de varer, der blev sat til salg på dens markeder – og, selvsagt, ved sit monopol på vand og andre fornødenheder, som oasebyen kunne tilbyde sine tilrejsende.

Lag på lag af kulturel rigdom

Dens første bosættere var arabere og aramæere. I takt med at byen ekspanderede, slog lokale nomader rødder, og snart fulgte en indvandring fra områder længere væk. Byens immigrantsamfund bevarede de kulturelle forbindelser til deres hjemlande ved at bevare disses guder.

Palmyra fik derfor med tiden et ekstraordinært panteon af guder, som stammede fra områder så langt væk som det moderne Irak, Saudi-Arabien, Palæstina og Libanon. Der var også den mystiske ’Gud uden navn’, som har været genstand for så megen spekulation blandt oldtidsforskere og religionshistorikere. Men oven i alt dette havde byen samtidig en stærk kollektiv identitet. Den tids mellemøstlige byer havde en tilbøjelighed for at tilbede guder i treklange, og Palmyra var ingen undtagelse: Bel, Yarhibol og Aglibol blev hyldet af hele byen, uanset etnicitet. Det imponerende, ikoniske Bel-tempel står stadig tilbage ved afslutningen af den kilometer lange kolonnade – i al fald indtil videre.

Det antikke Palmyra var også defineret ved sin politiske geografi. Mod øst lå det zarathustriske Parther-rige, et vældigt imperium med centrum i vores dages Iran. Mod vest var Middelhavsområdet, endnu domineret af Rom. Det var Rom, der først skubbede sine grænser mod øst, så det også kom til at inkludere Palmyra, hvorved der blev tilføjet yderligere lag af kulturel rigdom. Men de søjler, kapitæler og frontispicer, der dominerer byens tempelarkitektur foruden dens teatre, bade og akvædukt blev ikke pånødet dens indbyggere ved romersk tvang. Tværtimod valgte palmyræerne aktivt at absorbere disse arkitektoniske påvirkninger fra en fjern civilisation, efter først at have tiltrukket håndværkere, der kunne opføre dem. Ligesom de valgte græske styreformer for deres by, som blev forvaltet af et råd, der bestod af den lokale landadel.

En grum ironi

Denne kombination af kulturel hybriditet og økonomisk tæft frembragte efterhånden så stor en magtkoncentration, at Palmyra begyndte at udvikle sine egne imperiale ambitioner. Disse nåede et højdepunkt i det 3. århundrede e.Kr., da Zenobia mindeværdigt udråbte sig selv til dronning og i en kort periode fik held til at fravriste store dele af syrisk og arabisk territorium fra romerne og endda truede med at ekspandere til Ægypten. Kejser Aurelian fik dog til sidst nedkæmpet den opsætsige by og genetableret romersk kontrol. Zenobias nederlag blev begyndelsen til enden for Palmyras kulturelle mangfoldighed og arkæologiske pragt.

Inden for 100 år var det romerske imperium kristent, hvorved mulighederne for teologisk og dermed arkitektonisk opfindsomhed faldt væk. I det 7. århundrede fulgte så en muslimsk besættelse, og med tiden blev byen optaget i det Damaskus-baserede umayyadiske kalifat.

Syriens arv er nu under angreb fra en hidtil uset giftig kombination af religiøs absolutisme, forsimplet identitetspolitik, postkolonial forurettelse, brandbombeteknologi og ung dårskab. At det netop skal være Palmyra, som trues på sin eksistens heraf er en grum ironi.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Brunhøj

Den antikke bys velstand opstod takket være dens borgeres evner til at handle med alle, integrere nye befolkninger, indoptage forskellige kulturpåvirkninger og tilbede mange slags guder uden konflikt.

Der kunne vi lære noget.

Den passus Poul Brunhøj hentyder til er central, på den måde at det er her historiereferatet bliver forsøgt relateret til nutiden. Men det er Joachim-B-Olsen-lærdom der er at hente :

Det viser sig ved videre læsning, at netop den materielle vækst der kommer af disse beskrevne forhold også bliver samme kulturs hybris og endeligt. Der bør isoleret ingen anbefaling af paganitet uddrages deraf. Disse pantheoniske sen-oldtidskulturer der agerer i denne fortælling var grundlæggende ateistiske.
Det væsentligste der adskiller vores Folkekirke fra det romerske Pantheon er fordringen om, at man skal anerkende Jesus' positive forskels-gøren i verdenshistorien, primært hvad angår sandhedens adskillelse fra magtens vilje - og at man ikke planlægger ud fra reinkarnations-fantasier. Det er lidt stort, og er - internt i den monoteistiske diskussion - de detaljer købmanden der gerne ville være jødisk ikke har taget højde for.
Men for den der primært vil 'fred' før 'vækst' - og frihed er ikke på for tiden - er det uomtvisteligt, at et samfund har det bedst med 'seriøs' religion som monokultur - alle monoteismer tilstræber dette efter bedste fatte-evne, selv ISIslamismen -- , velvidende at alternativet er socialpolitisk ballade.
Et problem som en højtudviklet pantheon-ateisme ikke har. Som den USA flirter med i sin forfatning ikke har - udover en splid mellem det 'babylonske' DC og det sekterisk-kristelige 'bibel-bælte' der er et hisyorisk tilfælde. De kunne for den sags skyld have været hinduer.....
Men det er tvivlsomt om samme pantheon-ateisme har så har megen dybde i sig selv - udover Donald Trump.
Om der er særlig langt fra Zenobia til Trump er dermed usikkert ?