Baggrund
Læsetid: 11 min.

Et plaster på det betændte sår

Hudfarvet hæfteplaster blev i ugens løb et omstridt samtaleemne, da en svensk blogger anklagede apotekernes farveløse sortiment for at være et eksempel på hverdagsracisme. Men kan et plaster overhovedet være racistisk – eller er det kun mennesker, der kan? Information er dykket ned i den betændte debat
Der er større og vigtigere problemer med diskrimination i Danmark end farven på et stykke plaster, mener folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S).

Ulrik Hasemann

Kultur
15. august 2015

For to år siden faldt Toby Meisenheimers søn og slog sit hoved. Den 38-årige amerikanske middelklassemand og far til seks (to biologiske med lys hud og fire adoptivbørn med mørk) gjorde, som alle andre fædre formentlig ville have gjort: Han trøstede sin søn og gav ham et plaster på panden. Et lyst plaster, for han havde ikke andre – og så slog det ham pludselig: ’Det ser forkert ud’. Aldrig før havde Toby Meisenheimer studset over farven på det beige plaster, men nu hvor det pludselig sad og lyste op midt i panden på hans egen søn, kunne han med ét ikke få øje på andet: ’Hvorfor kan man ikke købe mørkt plaster til mørk hud?’, tænkte han – og fordi han også er selvstændig erhvervsdrivende, var hans næste tanke: ’Hvis ikke det findes, må jeg opfinde det selv’.

»Jeg ønskede, at der skulle være et valg,« forklarer Toby Meisenheimer over telefonen fra sit kontor i Warrenville lidt uden for Chicago, Illinois. Herfra har han siden december sidste år drevet den lille startup-virksomhed Tru-Colour Bandages, der leverer plastre til alle dem, som er »trætte af at skulle vælge mellem tegneseriefigurer og nuancer af beige«.

»Makeupbranchen laver i dag alle mulige former for produkter, der matcher forskellige hudfarver, men det samme er endnu ikke sket inden for hæfteplasterbranchen. Der findes nogle enkelte nichefirmaer, der tilbyder mørke plastre, men konceptet har aldrig for alvor vundet indpas, og det ønsker vi at ændre på. Det handler ikke om, at en hvid far nu vil forsøge at slå mønt på et produkt til sorte mennesker; det handler om en far, som forsøger at ændre måden, plastre bliver produceret og markedsført på, så hans børn ikke behøver at vokse op i den samme ensfarvede verden,« siger Toby Meisenheimer, der understreger, at hans motivation er mere personlig end politisk.

»Min søn vil altid blive spurgt, hvorfor han ikke ligner sin mor og far, og derfor er jeg meget optaget af at anerkende ham, som den person han er. Og her har farven på plaster altså noget at sige. Jeg kan ikke løse problemerne i Ferguson og Baltimore eller andre af de større systemiske problemer i samfundet. Men jeg føler, at der lige her er noget meget småt, som jeg rent faktisk kan gøre noget ved. Jeg kan lave et plaster, der passer til min søn.«

‘Det er lidt pinligt ...’

I ugens løb forsøgte bloggeren Paula Dahlberg, en venstreorienteret aktivist med colombianske rødder, at løfte den samme erkendelse ind i en skandinavisk sammenhæng. I et radioindslag på Sveriges Radio langede hun ud efter den såkaldte ’hvidhedsnorm’, som hun mener dominerer de svenske apoteker, og som gør det praktisk umuligt at opstøve plaster, der matcher hendes egen mørke glød.

»Oftest forsøger jeg at finde gennemsigtigt plaster, som er lidt mere diskret, fordi der ikke findes plaster i min egen hudfarve,« forklarede Paula Dahlberg, der kaldte det for et eksempel på svensk ’hverdagsracisme’.

Tilstede i radiostudiet var også Eva Fernvall, der er kommunikationschef for Apoteket, Sveriges pendant til Apotekerforeningen i Danmark, og hun tog ikke bare kritikken til sig, men undskyldte også for, at det overhovedet var nødvendigt at bringe emnet op.

»Det er desværre lidt pinligt, at vi ikke har tænkt på det selv,« sagde hun og lovede for åben mikrofon, at Apoteket for fremtiden vil finde en leverandør, der kan levere plaster i andre nuancer end grisefarvet.

Og her kunne debatten for så vidt godt være stedt til hvile – i ren mindelighed og gensidig forståelse – hvis det altså ikke var, fordi lydbølgerne allerede var blæst over sundet til Danmark, hvor det efterhånden er blevet en nationalsport at gøre grin med politisk korrekte svenskeres sproglige sanering af stødende ord.

Ekstra Bladet var ikke sen til at spørge Nationen! til råds i en meningsmåling, der ikke overraskende viste begrænset forståelse for det svenske initiativ – og under hashtagget #plastergate strømmede lignende stikpiller ud på Twitter: ’Farven på plaster? Seriøst? Hold nu kæft en farce’.

Også Danmarks nuværende udenrigsminister Kristian Jensen følte i kampens hede trang til at kommentere debatten på sin egen facebookside med ordene: »Er endnu en gang glad for at jeg ikke bor i Sverige ...« – en kommentar, han i går dog måtte trække tilbage for at forhindre en mindre diplomatisk krise med broderlandet.

Akademisk problem

Et andet dansk folketingsmedlem, socialdemokraternes Mattias Tesfaye, står til gengæld ved sine holdninger i den aktuelle debat. I ugens løb lagde han et billede ud på Twitter af den amerikanske rapper Nelly, der er kendt for altid at bære et lille hvidt plaster på sin venstre kind, og ledsagede sit opslag med ordene: »Gangsterrappen har for længst kommenteret denne diskussion. Svenskerne er laaaaangt bagude ...«

»Jeg vil dig give den svenske blogger, som har startet hele diskussionen, ret i én ting,« uddyber Mattias Tesfaye til Information, »nemlig at termen ’hudfarvet’ plaster er udtryk for en hvidhedsnorm. Det anser hun så for at være et problem, men det har jeg aldrig gjort.«

For den 34-årige søn af en dansk mor og en etiopisk far er den aktuelle debat på kanten til det akademiske.

Som barn bemærkede han ganske vist, at farven på det ’hudfarvede’ plaster ikke matchede hans egen hudfarve, lige som han også noterede sig, at det ikke var den brune tusch, der blev efterspurgt, når de andre børn i børnehaven bad om den ’hudfarvede’: »Men jeg har aldrig oplevet den slags som diskriminerende. Til gengæld har jeg oplevet mange andre former for diskrimination i det danske samfund, som er værd at tage fat om,« siger han og lister en række eksempler op:

»8 ud af 10 praktikledere på tekniske skoler har hørt virksomheder sige, at de ikke vil have en perker. Alle, der har en mørk hudfarve, kender risikoen for at blive stoppet af en dørmand i byen. Og taxaselskaberne ved udmærket godt, hvad det vil sige, når kunder ringer og bestiller en H.C. Andersen-vogn. Det er rigtige problemer for rigtige mennesker,« siger Mattias Tesfaye, der ærgrer sig over, at det i stedet er diskussioner om plaster, som får lov at løbe med opmærksomheden i den offentlige debat.

»Det provokerer mig faktisk en smule, at de diskussioner, som er komplekse og svære at løse, ofte bliver afsporet af de her lidt mere letbenede debatter om, hvorvidt der må være en afrikamaske i en Skipper Mix, hvad forlystelserne i Djurs Sommerland må hedde, og hvilken farve vores plaster skal have. For det er med til at fjerne fokus fra de rigtige problemer med diskriminering,« siger Mattias Tesfaye, som understreger, at han godt kender bevæggrundene bag de mange bestræbelser på at luge ud i gamle ord og begreber, der i en moderne sammenhæng kan virke diskriminerende eller ligefrem racistiske:

»Jeg kender godt argumentet om, at ord er med til at danne mønstre, som diskriminationen kan bygge oven på. Men min egen oplevelse af det er, at det lidt er noget langhåret snak.«

Hvilken farve er hudfarvet?

Rikke Andreassen, lektor i kommunikation ved Roskilde Universitet, tilhører netop denne gruppe af metaforisk set langhårede akademikere, der har specialiseret sig i emner som etnicitet og racehistorie. I 2006 skrev hun en videnskabelig artikel i tidsskriftet Speak Up!, der tager den såkaldte hvidhedsnorm under kyndig behandling under overskriften: Hvis hud passer hudfarvet plaster til?

»Der er rigtig meget af vores sprog, som gør det hvide til norm. Så kan man diskutere, om det er racisme eller ej, men det er i hvert fald udtryk for, at vi er omgivet af mange hverdagsting, som har et ekskluderende potentiale. Vi er et mangfoldigt samfund, men der er en masse små uskyldige praksisser i vores samfund, som ikke er fulgt med,« siger Rikke Andreassen.

Hun peger på, at debatter af denne art ofte ender i uforsonlige opgør, fordi vi ganske enkelt ikke er enige om præmisserne for diskussionen.

»Der findes to måder at definere racisme på,« siger hun: »Den ene fokuserer på intentionen bag handlingen, mens den anden fokuserer på resultatet af handlingen. Der er næppe nogen apoteker, som sælger lyst plaster for bevidst at ekskludere alle ikkehvide, og derfor kan de og mange andre blive stødt over, at nogen opfatter det som racistisk – for det var jo aldrig intentionen med deres handling. Den anden definition siger, at handlinger i sig selv kan være racistiske, uanset hvad intentionen er. Altså, at det godt kan være racistisk, når man nede i børnehaven får at vide, at man skal male med den hudfarvede maling, uanset at der ikke ligger nogen ond vilje bag udsagnet. Og jeg tror, at når vi bliver ved med at have den her diskussion, så er det simpelthen fordi, vi er uenige om definitionen af racisme,« siger hun.

En sort historie

I en amerikansk reklamefilm fra 1955 ser man en hvid husmor stå i sit køkken og koge æg. Hendes teknik er bemærkelsesværdig: I stedet for at bruge en ske fører hun ægget fra bakken over i gryden med et stykke Johnson & Johnson-plaster, som hun hæfter til æggets krumme flade, inden hun nedsænker det i det kogende vand.

»Måske vil du ikke koge æg på den her måde, men du vil gerne have den ekstra beskyttelse fra et Band-Aid plastikplaster«, siger hun og smiler til kameraet, mens en mandlig voice over kommenterer det nye plasters forbedrede design med ordene:

»Pænt, hudfarvet, næsten usynligt.«

Dengang i 1950’ernes USA var ’hudfarvet’ lig med farven på den kønne husmors blege arme; det var en underforstået præmis, som det store hvide flertal ikke satte spørgsmålstegn ved. Til gengæld gik det ikke ubemærket hen i den sorte amerikanske befrielseshær.

I 1969 udgav den Harlem-baserede aktivist Preston Wilcox en militant tegneseriebog med titlen White Is. Her optræder blandt andet en tegning af en ung, sort mand klædt i tøj fra De Sorte Pantere og med et hvidt plaster hæftet tværs over panden på ham. Billedteksten lyder: »White is a flesh colored bandaid« (Hvid er et hudfarvet plaster).

Siden har flere forsøg på at designe og markedsføre mørke plastre til den sorte del af befolkningen været gjort. Senest for små 20 år siden, da iværksætteren Michael Panayiotis skabte Ebon-Aid (et spinoff på det altdominerende amerikanske brand Band-Aid), der tilbød plaster »udelukkende beregnet til mennesker af farve,« som der stod på æskerne.

Man kunne blandt andet vælge mellem nuancerne: sort lakrids, kaffebrun, kanel og honningbeige. Efter nogle få år måtte Michael Panayiotis dog lige som sine forgængere sande, at markedet endnu ikke var klar til hans produkt.

Solskoldede børn

Mattias Tesfaye har stor forståelse for, at kampen for det brune plaster betyder noget særligt i en amerikansk sammenhæng, hvor en fortid med sorte slaver og raceadskillelse har efterladt sig dybe sår, som kræver meget mere end et plaster at helbrede.

Men man kan ikke oversætte det amerikanske samfunds historie direkte til en moderne dansk nutid, mener han.

»Jeg synes ikke, at man kan flytte problematikken ud af sin specielle kontekst. For en kvinde i Harlem betyder et flesh-coloured plaster noget andet, end det gør her i Danmark. Vi har ikke den samme historie. Ganske vist har vi også en kolonihistorie, men når vi diskuterer det her, er det jo ikke, fordi der render en masse mennesker rundt i Danmark fra de vestindiske øer, som føler sig diskriminerede, for så synes jeg måske, at vi havde en diskussion. For mig har det karakter af et opfundet problem.«

–Men hvis et ord som ’hudfarvet’ er med til at pege på, at man ikke tilhører den hvide norm – hvad er der så i vejen med at finde en anden måde at tale om den lyserøde tusch på?

»Der er forskel på at blive gjort opmærksom på, at man ser anderledes ud, og så på at blive diskrimineret, fordi man ser anderledes ud. Når jeg henter mine børn fra dagsinstitutionen en varm sommerdag, kan pædagogerne finde på at sige: ’Vi har ikke givet dem så meget solcreme på, for de bliver jo alligevel ikke solskoldede’. Det opfatter jeg ikke som diskriminerende, men som en banal konstatering af fakta. Jeg siger ikke: ’I må finde noget solcreme uden faktor, så mine børn ikke føler sig udenfor’. Hvis vi voksne ikke gør det til et problem, så opfatter børnene det heller ikke som et problem.«

’Hvem går det ud over?’

For Rikke Andreassen handler debatten hverken om skyld eller skam, men om at skabe rammerne for et mere rummeligt samfund.

»Det handler ikke så meget om, at vi skal undgælde for vores fortid, som det handler om at imødekomme vores fælles fremtid. Der er så mange små ting, vi kan ændre på, uden at der går noget af os: Vi kan undgå at sige ’neger’, vi kan undgå at sige ’eskimo’, vi kan undgå at sige ’hudfarvet’. Det er en måde at imødegå fremtiden på, så den bliver mere rummelig for os alle,« siger hun.

Men det er ikke et argument, der overbeviser Mattias Tesfaye.

»Det er rigtigt, at plastrenes farve er udviklet i en tid, hvor stort set alle danskere havde den samme hudfarve, og at man derfor kan sige: Plastrenes farve er ikke fulgt med tiden. Men det er jo bare en konstatering, det er ikke en problemformulering. Jeg synes, man må spørge sig selv: Er der et problem? Er der nogen, der føler sig krænkede, eller er der udelukkende nogen, der føler sig krænkede på andres vegne? For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg har oplevet at blive afvist på et diskotek masser af gange, og dét oplever jeg som krænkende. Men jeg har aldrig oplevet det som krænkende at skulle tage et plaster på med en anden hudfarve end min egen.«

–Kunne du forestille dig at købe plaster i en matchende hudfarve, hvis de kunne fås på apoteket?

»Nej, for nu er jeg jo gift med en hvid kone, og jeg gider ikke betale for to pakker plastre. For når det kommer til stykket er jeg nok mere jyde end mulat.«

Fra sit kontor i Chicago har Toby Meisenheimer en bøn til alle, der deltager passioneret i debatten om det hudfarvede plaster: Lad være med at gøre det til et problem.

»Lad en mulighed som denne eksistere, lad det være et valg, hvem går det ud over?« siger han pragmatisk over telefonen fra Chicago og tilbyder samtidig en illustrerende sammenligning:

»Jeg er venstrehåndet,« begynder han, »og på det decilitermål, vi har derhjemme, er måleenhederne skrevet ned på en sådan måde, at man skal aflæse dem på den modsatte side af skålen, når man holder den i sin højre hånd. Men jeg holder den i min venstre, og det betyder, at jeg bliver nødt til at dreje hele min krop rundt om skålen for at se, hvad der står. Det oplever jeg på den ene side ikke som en diskrimination af venstrehåndede. Men hvis jeg på den anden side en dag skulle finde på at lave en version til venstrehåndede, så håber jeg heller ikke, at folk har et problem med dét. Det handler bare om at skabe flere valgmuligheder,« siger Toby Meisenheimer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Thomasson

Frågan om färgen på plåster lyftes av en bloggare i Sverige, men den så kallade "plåsterdebatten" har - trots vad många i Danmark hävdar - aldrig existerat i Sverige. Frågan uppmärksammades i svenska medier först då den danske utrikesministern uttalade att han återigen var glad över att han inte bodde i Sverige. Dessförinnan hade knappt någon människa i Sverige hört talas om allt detta. Däremot är debatten uppenbarligen riktigt het i Danmark. Undrar varför det är så?

odd bjertnes, Mathilde Hoeg, Karsten Aaen, Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Dalmatinerplastre skal være obligatoriske.!! + Måske,.. Anders And.!
Eller hvad med Anders And-Kondomer, med næb, og smag af andemad.!?
I det mindste til de yngste generationer.?

Grethe Preisler

Danmark for Folket, det klinger i nord,
det er de stærke, de sejrende ord
Hudfarvet Plaster, plastre til alle der vil
Danmark for Folket!
(undskyld)

Henriette Bøhne

Plasteret findes allerede i snart sagt enhver hudtone og hedder Ebon-aide. Der er formentlig ikke meget salg i det i Skandinavien, hvorfor apotekerne ikke fører det. Men i denne globaliserede verden burde det være en snild sag at sende bud til Amerika efter et par kasser, hvis det har så stor betydning.
Karsten Aaen, en sygeplejeuniform bliver ikke hverken mere eller mindre hygiejnisk af at være hvid - men forurening ses lettere på den hvide. Hos os har vi fået et nyt mix & match system for alle faggrupper i Hvidt, marineblåt og turkis, så vi kan blande farver og beklædningsgenstande præcis, som vi vil:-)

Asiya Andersen

Lav alle plastre blå, så slipper vi for hele problematikken, om hudfarver.

Et plaster hører altså ikke til i gruppen "accessories", dvs noget man kan pynte sig med ved festlige lejligheder eller blære sig mig, hvis det har været dyrt.
Et plaster skal standse blødninger og hele sår - og man bærer det jo aldrig ret lang tid ad gangen.
En lavpraktisk ting, altså, hvor farven kan være så ind i h...... ligegyldig.

Endnu engang viser Mattias Tesfaye sig som fornuftens stemme i alt dette hysteri:
"Jeg er nok mere jyde end mulat".
Kan man andet end at knuselske ham for sådan en bemærkning?

Soren Andersen

For nogle uger siden kunne man læse om en "plus pige" der følte sig forurettet over ikke at kunne finde en butik der handlede med tøj i hendes størrelse, og nu er det så politisk ukorrerkte plastre der står for skud.
Hver gang jeg læser denne slags artikler sidder jeg tilbage med spørgsmålet - falder det dem aldrig ind selv at sætte produktionen af mangelvaren igang? De har jo åbenbart identificeret et behov som p.t. ikke bliver dækket hvilket er noget ganske få er i stand til. Så hvad er det præcis der holder dem tilbage?

stefan kjær jensen

Asiya Andersen

Ja, det er desværre nok den eneste løsning, at alle plastre er blå for at løse "problematikken" med hudfarvede plastre. Jeg mener at have set i et kokkeprogram, at blå plastre allerede bruges inden for resturationsbranchen. Den blå farve bruges, så plastrene kan ses, hvis de skulle falde ned i maden.

Selvfølgelig kan man købe plastre i den hudfarve der passer. Er der nogen der har hørt om internettet?. Sådanne plastre går under navne som f.eks. "Tru-Colour Bandages".

Det er sikkert rigtigt at de ikke produceres i Sverige og Danmark, men det er der så meget der ikke gør. Man kan vel ikke forvente at 0,3% af jordens befolkning skal kunne producere alle slags varer. Derfor handler folk med hinanden, og det har de gjort i tusinder af år...

odd bjertnes, Karsten Aaen, Soren Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg tror også, Nille Torsen, at det mere var fraværet af varen end dens eventuelle oprindelse, der undrede.
Det er sådan en sød Pippiagtig historie med apotekeren, der indser, at hun har overset noget, og som fuldstændig blæses ud af proportion af folk, der brokker sig hver eneste gang, nogen finder på at gøre noget for nogen. Det er en bizar udvikling, at folk er så pernittengrynede i stedet for at overveje, om der er noget, de selv kunne mangle i detailhandelen.

Er det ikke skønt at se hvordan kapitalismen virker og er andre systemer overlegen? Da amerikaneren i artiklen ikke kunne få sort plaster, så begyndte han selv at producere det. Det havde Stalin aldrig fundet på.

Hvis jeg var svensk apoteker ville jeg nu nok vente og se, om der er mere end en person, som efterspørger produktet. Hvis der virkelig er et problem, så må Afrika vel være fuld af sorte plastre, og så kan apotekeren blot importere fra denne kilde og samtidig understøtte ulandene. Det må være det som kaldes en storm-storm situation.

hans lemming, Karsten Aaen, Herdis Weins, Felix Austin, Soren Andersen og Peter Nielsen anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

"Da amerikaneren i artiklen ikke kunne få sort plaster, så begyndte han selv at producere det"

Ohh måske jeg skulle have læst artiklen inden jeg postede min forundring over at de forurettede ikke tog sagen i egen hånd - beklager

Carsten Hansen

" Er der nogen, der føler sig krænkede, eller er der udelukkende nogen, der føler sig krænkede på andres vegne? "

Mathias Tesfaye.

Et spørgsmål mange alvorligt bør stille sig selv.

Børge Rahbech Jensen

For mig rejser artiklen to spørgsmål:
1. Er der en bedre betegnelse for farven "hudfarve", d.v.s. beige?
2. Hvilke væsentlige emner er ikke til debat i Danmark el. Sverige, fordi de fortrænges af debatter om racisme, indvandring og nu politikeres eftervederlag?

At rejse emnet er en sikker mediefokus-vinder. Hvad der er sikker mediefokus-vinder skifter jo fra tid til anden, men - i disse decennier.-
Og det har som Tesfaye siger - meget med at gøre at være forarget på andres vegne - den socialistiske kadretænkning i privatiseret version om man vil.

En anden privat 'kadre' ? Eksempel : Forleden lagde en optimistisk kvinde med trang til medier også sag an mod DF fordi partiet havde udsagt, at statistisk var der mindst een kriminel/illegal blandt de 2000 navne på nye statsborgere i samme periode hvor netop hun havde fået sit statsborgerskab tildelt .....
Hvilket der uomtvisteligt banalt naturligvis er - en sandhed kan ikke blive mere sand - og måske så ligegyldig, det er en anden diskussion.
Hun mente at det var hende selv ??? .... og følte sig krænket !
Det første : næppe ;
det sidste : tja, nu er hun alt andet lige mere end et navn på en liste.
Hun var akademiker, og sikkert en god havbiolog, men tiltaget var et typisk eksempel på spild af debat-tid og systemresourcer - på andres vegne. Hun er sikkert modstander af at der findes 'kriminelle' blandt et segment hun tilhører, her nye statsborgere - men det er et ganske normalt vilkår her i verden, som man ikke kan forsikres imod via jura. Der findes utvivlsomt endda kriminelle havbiologer derude hvis man checker.

Thomas Nielsen

Jeg kender en, der har ordentlig mange fregner og vil på hendes vegne bede alle plaster-producenter fremstille et plaster, der passer til den slags hud. På den måde undgår hun at blive ramt af ikke- bevidst-racisme.
Plastret kunne så passende hedde Pippi Langstrømpe-plaster. Opkaldt efter hende, der havde en afroamerikansk konge som far....

Vi kan godt tage den igen Thomas Nielsen for underholdningens og præcisionens skyld :-D

Pippis far var ikke amerikansk på nogen måde ... men hvid og 'sørøver'.
Det er skønlitteratur - men har rod i virkelighed.
Refererende til eks. Captain Cook i sin tid - eller Prins Philip den dag i dag pudsigt nok - skitserer Lindgren en cargo-'fyrste', som dog - antydes det jo - skaffede midlerne til 'sin' stamme derude ved opbringning af handelsskibe.
Der var en dansk kunstner der for få år siden genopførte negerkonge-trippet som 'installations-værk' (jeg ved så ikke om han opbragte statens kunstfond i den forbindelse...).
Ellers er negerkongeriet nu om dage sat i offentligt system under abbrevationen NGO.
De fleste der drømmer om at blive negerkonger i dag nøjes dog med at være 'flygtningevenner'.
Specielt svenskere.

Jesper Hansen

Asiya Andersen: "Lav alle plastre blå, så slipper vi for hele problematikken, om hudfarver."

stefan kjær jensen: "Ja, det er desværre nok den eneste løsning, at alle plastre er blå for at løse "problematikken" med hudfarvede plastre."

Nå, så vælter racisterne ud fra skabet, med deres autoritære ideer om at mørke mennesker under ingen omstændigheder må få mulighed for at købe mørkt plaster i mørke farver.

Jeres forslag er gennemført racistisk og fascistoidt. Skam jer!

Peter Nielsen

Jeg har selv tidligere kommenteret på artiklen, med en slet skjult henvisning til at der åbenbart ikke findes noget for banalt til en debat om racisme. Ove til gøres et blåt plaster ligeledes til en fascistisk fejl handling...
Uanset om vi kan blive enige eller uenige om hvor lavt vi skal gå i en debat om hudfarve, så har vi ca. 50.000.000 mennesker på flugt fra krig, terror, hungersnød og fattigdom. Alle mennesker der er ligeglade med farven på et plaster, Pippis negerslaver der vifter med palmeblade, racistiske svømmeforhold, racistiske togstationer, racistiske fodgænger felter og så videre. Man kan sandelig mærke at der er agurketider.
Det her er en misforstået forståelse af fortidens uhyrligheder, og et akademisk wannabe problem der er så grotesk som at tinge om prisen Jos en gadesælger i Pattaya.
I skulle faktisk skamme jer over denne misforståede medmenneskelighed. Stop med at spilde tiden, og giv du nu 1000 DKK. til dansk flytningehjælp.
Jeg er hvid og går gerne med brunt plaster, for når jeg bløder så et mit blod sgu lige så rødt som min perkernabos.
Jeg kaster lidt op i munden når jeg ser hvor meget akademisk skyldfølelse mennesker kan diske op med.

Sider