Ricardo genrejst

Kritiseret af pressen. Ydmyget af DBU. Forladt af fans og fodboldstjerner. Men Richard Møller Nielsen var forud for sin tid, mener instruktør Kasper Barfoed, der håber, at filmen ’Sommeren ’92’ vil genrejse Ricardos ære
Det er ikke selve kampene, der fascinerer instruktør Kasper Barfoed (i midten), men historien bag – landstrænerens upopularitet og spillernes modvilje. Dét gør EM-triumfen til noget særligt, mener han

Det er ikke selve kampene, der fascinerer instruktør Kasper Barfoed (i midten), men historien bag – landstrænerens upopularitet og spillernes modvilje. Dét gør EM-triumfen til noget særligt, mener han

Christian Geisnæs
21. august 2015

Da jeg ankommer til Göteborg og træder ind på Nya Ullevi-stadion, er det helt tomt.

Det var her, det danske fodboldlandshold vandt 2-0 over Tyskland i EM-finalen den 26. juni 1992, og det er her, optagelserne til Sommeren ’92, Kasper Barfoeds film om begivenhederne dengang, skal finde sted.

Men der er intet filmhold og ingen fodboldspillere at se.

Jeg går hen over grønsværen og drejer om et hjørne ind i spillertunnellen, og dér får jeg øje på dem alle sammen. Til venstre står hele det franske landshold på to rækker og er klar til at gå ind på stadion i blå og hvide dragter. Til højre står det danske med høje Peter Schmeichel forrest og Richard Møller og hans piberygende assistenttræner, Kaj Johansen, bagerst. Jeg får også øje på Flemming Povlsen, John Faxe og Kim Christofte.

Det er et mildest talt overraskende syn, og der går lidt tid, før tilsynekomsten af et kamera og et filmhold hiver mig ud af illusionen om at være rejst et par årtier tilbage i tiden. Det er ikke Peter Schmeichel, men Gustav Dyekjær Giese, der spiller den danske målmand i filmen, ligesom det er Allan Hyde, der spiller Povlsen, Jon Lange, der spiller Christofte, Esben Smed Jensen, der spiller Faxe, Ulrich Thomsen, der spiller Richard Møller og Henning Jensen, der spiller Kaj Johansen.

»De har jo været i fodboldtræningslejr hele sommeren, så de har alle moves’ene. Vi har samlet et godt hold,« siger instruktør Kasper Barfoed med et stort grin, da spillerne løber ind på banen for at genskabe øjeblikke af kampen mellem Frankrig og Danmark. Der i øvrigt blev spillet i Malmø – men det er jo film det her; man må godt snyde lidt.

Solen skinner, men det er oktober måned 2014 og bidende koldt, ikke mindst for den danske udskiftningsbænk, hvor blandt andre Richard Møller og Kaj Johansen sidder og fryser i deres træningsdragter.

»Husk nu, at det er den varmeste sommer i 100 år,« siger instruktøren til dem. Selv er han klædt i en foret heldragt og ser ud, som om han sagtens kan holde varmen. Bag den danske bænk sidder ca. 50 svenske statister, som udstyres med danske og enkelte svenske flag og skal juble, når Danmark scorer. Med lidt hjælp fra en computer og en god lydkulisse vil det på et tidspunkt komme til at se ud og lyde som et fyldt stadion med ca. 25.000 mennesker.

Fodbolddanmarks hidtil største triumf – EM-guldet i 1992 – danner baggrunden for en personlig historie om en udskældt træner og et dysfunktionelt hold i Kasper Barfoeds nye film, ’Sommeren ’92’. Information var med på optagelserne den dag, hvor Danmark slog Frankrig 2-1

Christian Geisnæs

Den sensationelle sejr

De fleste mennesker omkring de 40 og op kan huske, hvor de var den 26. juni om aftenen, da Danmark sensationelt vandt EM i fodbold. Det er en af den moderne danske sportshistories allerstørste triumfer, både fordi fodbold er så populært herhjemme; fordi Danmark kom med på et afbud, da der udbrød krig i det daværende Jugoslavien, og bestemt ikke blev regnet blandt favoritterne; og fordi landstræner Richard Møller Nielsen ikke ligefrem var populær blandt spillerne eller hos pressen.

Jeg selv sad hjemme hos en god ven i udkanten af Silkeborg, da John Faxe Jensen og Kim Vilfort scorede kampens to mål, og da der blev fløjtet af, tog vi ligesom resten af byen – sådan virkede det i hvert fald – ned på Torvet og festede natten lang.

Det var en helt speciel fornemmelse, ligesom det er en speciel fornemmelse at gå rundt på Nya Ullevi. Eller som skuespiller Cyron Melville, der er klædt i rødt og hvidt og med håret sat som Brian Laudrup, siger lidt senere på dagen, mens han ser forventningsfuldt på mig og derefter lader blikket glide rundt på de mange tusinde plastiksæder: »Can you feel it? Fantastisk! Man kan godt mærke noget specielt.«

Og han har ret. Der er noget særligt i luften, og det er umuligt ikke at føle en smule ærefrygt, mens man forestiller sig den varme sommeraften for 23 år siden og et stadion fyldt med jublende tilskuere.

En personlig film

Også Kasper Barfoed husker tydeligt, hvor han var den aften. Han er født i 1972, og han sad her på stadion i Göteborg sammen med sin far, da Danmark vandt. Det var den sidste landskamp, han så sammen med faren, som siden 1983 havde rejst verden rundt sammen med sønnen for at se Danmark spille fodbold, inden faren blev alvorligt syg.

Sommeren ’92 er således et personligt projekt for Barfoed, som tidligere ud over en række tv-serier har lavet to børnefilm, Tempelriddernes skat (2006) og Min søsters børn i Ægypten (2004), og to thrillers, Kandidaten (2008) og den engelsksprogede The Numbers Station (2013).

»Det er det første manuskript, jeg har været med til at skrive selv,« siger han. Hans medmanuskriptforfatter er Anders August.

»På den måde er Sommeren ’92 det mest personlige, jeg har lavet, og måske også det første, hvor jeg er en del af historien. Jo mere jeg researchede og fik at vide om Richard Møller, jo mere blev det en historie, som er meget tæt på mig og handler om min far, som tog mig med til alle de kampe. Der er meget Richard Møller over min far, og meget min far over Richard Møller. De var begge mænd, der ikke forventede sig meget af livet, og som stod op hver morgen og gik på arbejde. Så det er både en historie om en tid og for mig en historie om min far, som jeg ikke var tættere på, end når vi så fodbold, og en historie om mig selv.«

Bag om triumfen

Sommeren ’92 er ikke en traditionel fodboldfilm, understreger Kasper Barfoed, og man vil ikke få mange fodboldscener at se i den. Udgangspunktet er et andet.

»Vi er meget nærige med kampene. Vi viser ikke særlig meget, og når vi viser et mål, er det, fordi det mål betyder noget i forhold til personen. Hvis vi viser en redning, er det, fordi den betyder noget i forhold til personen. Vi vil aldrig forfalde til bare at vise fodbold, for så vil filmen kun være interessant for nogle helt bestemte befolkningsgrupper. Det skal være en mere universel historie, som lige så godt kunne foregå på et kontor eller i en svømmehal. Selvfølgelig er det en fodboldfilm på den måde, at den foregår i en fodboldverden, men karakterhistorierne ligger i omklædningsrummet, på hotellet eller på træningsbanen.«

Sommeren ’92 fortæller især Richard Møller Nielsen – Ricardos – historie, forklarer instruktøren.

»Selv om det selvfølgelig er fantastisk og imponerende med selve kampene, så er det i virkeligheden historien bag, der gør EM-triumfen til noget særligt. Alt det, Richard skulle igennem, for overhovedet at få jobbet som landstræner. Mange af spillerne havde også voldsomme historier, der udspillede sig på samme tid. Richard var blevet lovet jobbet som landstræner efter Sepp Piontek, fik det ikke, fik det så alligevel under ydmygende omstændigheder og måtte kæmpe hårdt for at få ørenlyd. Stjernerne modarbejdede ham, nogle af dem kvittede holdet. Vi kvalificerede os ikke til EM, men kom med på et afbud, og på meget kort tid skulle denne gruppe spillere lære at fungere som et hold. Landsholdet begynder også i den periode at gøre tingene meget anderledes. Der er berømte historier om et McDonald’s-besøg og et spil minigolf, som i situationen har haft stor betydning, fordi det for Richard var et led i det at lære at være leder,« siger Kasper Barfoed.

»Han var faktisk en meget dygtigere træner, end han har fået credit for. Men han var ikke nødvendigvis nogen særlig god leder. I hvert fald ikke i lange perioder af sit virke.«

Desuden kunne fynboen Richard Møller Nielsen slet ikke finde ud af at kommunikere med pressen – hvilket er en stor del af enhver landstræners arbejde – og det resulterede i nogle aparte pressemøder, hvor ikke alle forstod mandens humor, eller hvad han talte om. Som da han engang sagde, at »min bedstemor havde et korset, som hun var meget glad for. Det var laksefarvet og havde tre stivere.«

En sætning, der er med i Sommeren ’92, hvor Ricardo spilles af en anden fynbo, Ulrich Thomsen, som har måttet arbejde hårdt for at ramme den helt rigtige og noget specielle dialekt.

»Det er et generationsspørgsmål,« siger Thomsen om Ricardos måde at tale på. »Min farmor talte også sådan. Desuden havde Richard det ikke godt foran pressen. Han forberedte sig meget på de ting, han ville sige. Han følte, at han måtte give pressen noget, men det blev alt for stift. Han forberedte sig for meget til de pressemøder. Jeg har talt med hans søn, Tommy, og Ricardo skulle have gjort mere som de andre trænere, der bare kom ind, satte sig ned og svarede på spørgsmål.«

Kasper Barfoed roser Thomsen for at have fanget essensen af personen.

»Ulrich har gjort sit forarbejde, han taler som Richard, og han ligner ham. Det har ikke kun med hårfarven at gøre, men det er også noget med holdningen og måden, han bevæger sig på. Nogle gange er det, som om jeg ser et spøgelse, et genfærd.«

Oprejsning til Ricardo

Kasper Barfoed ville elske, hvis Sommeren ’92 kunne give Richard Møller Nielsen, der døde i 2014, en form for oprejsning. Det fortjener han, mener instruktøren: »Richard havde alle de her evner og talenter og var på mange måder forud for sin tid og meget mere forberedt, end trænere ellers var på det tidspunkt. Men han fik ikke anerkendelse for det. I forbindelse med hans død var der en fornemmelse af, at ’okay, vi har måske heller ikke været helt rimelige’.«

»Det er dog aldrig for alvor blevet anerkendt, at det var hans fortjeneste, at vi vandt EM. Og det var det efter min mening i højere grad, end det billede eftertiden har tegnet. Det har virkelig pirret vores nysgerrighed, at selv ikke efter EM-triumfen fik han credit for det. Der er stadig en fornemmelse af, at ’det burde have været Sepp. Det var lidt held, og måske gjorde spillerne bare, som det passede dem.’ Jo mere vi har lært ham at kende og har snakket med spillerne fra dengang og folk omkring Richard, jo mere har vi erfaret, at han gjorde altså nogle ting, og han havde blik for at sætte folk sammen og få det bedste ud af dem.«

Ude på banen er kampen mod Frankrig i gang, og Richard Møller og Kaj Johansen rejser sig op. Ricardo tager Brian Laudrup ud og sender i stedet Lars Elstrup (Marc Sander) på banen. Den franske landstræner, der dengang var den tidligere stjernespiller Michel Platini, kommer kørende i en golfvogn. Han spilles af Peter Pilegaard.

»Det er en lillebitte rolle, men skidt med det,« siger han. »Jeg sagde ja med det samme, da Kasper spurgte. Jeg vil gerne være en del af fodboldhistorien. Det er et privilegium at spille Platini.«

Der lyder et brøl fra både udskiftningsbænken og tilskuerne. Med hjælp fra gamle videoklip af kampen leverer en computer lyden af danske kommentatorer og stadionstemning fra dengang. Lars Elstrup har scoret, Danmark er foran 2-1, og kampen fløjtes af. Semifinalen er kommet et skridt nærmere, og spillerne jubler, også Allan Hyde, der spiller Povlsen.

»Man bliver aldrig træt af at vinde,« siger han og griner.

Tro mod historien

Det er ved at blive sent på Nya Ullevi, og temperaturen er faldet endnu nogle grader. Men optagelserne er ikke forbi. Jon Lange, der spiller Kim Christofte, står i et hjørne af stadion og træner sine skud.

»Jeg har trænet til det her i fire måneder,« siger han om det straffespark, som Christofte scorede i semifinalekampen mod Holland, og som gav Danmark sejren og en finaleplads. »Det skal bare sidde lige i skabet. På onsdag kl. tre om natten skal det sparkes. Det bliver noget med at drikke Redbull. Jeg må bare ikke se træt ud.«

Sommeren ’92 er både en periodefilm og en film baseret på virkelige begivenheder, og det giver nogle særlige udfordringer for filmholdet.

»Der er stof nok i virkeligheden til at lave en ret fantastisk film,« siger Kasper Barfoed. »Men derfor er man stadig nødt til at strukturere det og gøre de ting, der skete over et halvt år, til noget, der sker i en enkelt scene. Man laver fiktive greb. Det er en balance, for selv om man gerne vil have, at det er troværdigt, og at det er den sande historie, så er det replik for replik ikke nødvendigvis den sande historie. Spillerne fra dengang fortæller mig deres version af begivenhederne, men det, jeg kommer hjem med, bliver en struktureret og bearbejdet version af det, de fortæller. Det er også svært, når man har så mange kilder til historien, og historien er så god, at bevæge sig væk fra den. Men det er gode udfordringer.«

Han holder en pause.

»Det er nemt at komme til at grine af, hvor dumme spillerne så ud i 1990’erne med stramme dragter og sjove frisurer, og det prøver vi at undgå, for ellers bliver det hurtigt revy eller ufrivilligt komisk. Det er ikke hensigten. Vi er tro mod historien og snyder ikke i stor stil. Men vi skruer ned for det mest komiske og vælger i stedet det, der ser mere naturligt ud. Vi har jo heller ikke budget til en traditionel periodefilm, så vi må også snyde lidt på vægten.«

’Sommeren ’92’ har premiere på torsdag og bliver anmeldt her i avisen på næste fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Peter Tagesen
    Peter Tagesen
Peter Tagesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kirsten Andersen
Kirsten Andersen

Kaj Johansen var ikke assistenttræner; han var holdleder. Flemming Serritslev var assistenttræner under Richard Møller Nielsen.

Brugerbillede for Bo Carlsen

Ricardo har overhovedet ikke brug for at blive 'genrejst'. Han gjorde det!
Det er DBU og de fladpandede sportsjournalister, der har et problem.

Holger Madsen, Dennis Iversen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar