Læsetid: 4 min.

Ikke røre, bare se

Den palæstinensiske film ’Omar’ er et actionpræget drama, der smukt kortlægger de politiske, voldelige, venskabelige og romantiske forviklinger for et helt almindeligt forelsket menneske fanget på den forkerte side af muren på Vestbredden
Der er en mur mellem Omar og Nadia i Hany Abu-Assads Oscar-nominerede ’Omar’.
21. august 2015

Det er ikke nemt at være Omar. Ikke fordi han savner likes på Facebook eller fordi hans Tinder-dates bare aldrig er helt i skabet, men fordi han bor på Vestbredden i Palæstina. Hans udkårne, Nadia, bor på den anden side af den omkring otte meter høje Vestbredmur, som israelerne har opført uden hensyn til, at den nogle steder deler palæstinensiske nabolag midt over. At kravle over muren er således blevet dagligdag for mange palæstinensere. For at gå på arbejde, besøge familie og i Omars tilfælde for at stjæle sig til at se Nadia. Ikke røre, bare se og tale med hende.

En enkelt gang bliver han fanget af israelsk militær. De får ham til at stå på en sten i solen i et par timer, mens de ryger cigaretter og sludrer i skyggen.

Omar har det så svært med situationen, at han føler, at han må gøre noget drastisk. Sammen med sine to bedste venner begår han et attentat mod en israelsk militærlejr. Han bliver fanget, fængslet, tortureret og sendt hjem igen som spion. Og herfra bliver det ekstra kompliceret. Hany Abu-Assads Oscar-nominerede Omar er et actionpræget drama, der fornemt udbreder de politiske og personlige forviklinger for et helt almindeligt forelsket menneske fanget på den forkerte side af muren på Vestbredden. Den 53-årige palæstinensiske instruktør har indspillet sin film on location – i Nablus, i fødebyen Nazaret og i Bisan – og det sker med en smuk glød i fotograferingen. De farvemættede billeder formidler ikke et land, der er skudt i sænk, men skønmaler til gengæld heller ikke.

Det, der er tabt

Der er flere hæsblæsende jagtscener gennem byens korridorer af rudimentært opbyggede gasbetonmure, der fortæller sin helt egen historie om et civilsamfund, hvor man må tage murskeen i egen hånd, hvis man vil genopbygge det, der er tabt. Lige som deres labyrintiske præg synes at indikere det komplekse net af troskaber og tillidsbrud, hævn og modhævn, der tærer på sammenhængskraften mellem naboer, familie, venner, kærester.

Den israelske strategi med at tvinge eller lokke palæstinensere til at arbejde for dem blev også kortlagt i dokumentaren The Green Prince, der havde premiere tidligere på året herhjemme. Det var den ufattelige historie om Mosab Youssef, der spionerede mod sin egen far, Sheikh Hassan Youssef, der rangerede højt i Hamas. Det lykkedes dokumentaren at sandsynliggøre sønnens motiver, fordi de syntes baseret på et ønske om at modarbejde den ekstreme vold på begge sider i konflikten. Hans spionage skulle angiveligt have nedtrappet flere konflikter.

Omars beslutning er baseret på andre overvejelser, som jeg ikke skal afsløre her, men i stedet vil jeg hylde Omar for at være en film, der afholder sig fra ensidig fordømmelse. De israelske myndigheder opfører sig helt unødigt brutalt og voldeligt, dét skjuler filmen ikke, men på begge sider i konflikten præsenteres almindelige mennesker, der roder med følelsesmæssige såvel som helt igennem dagligdags praktiske problemer. Den ene israelske hovedrolle i filmen, inkarneret diabolsk charmerende af palæstinensisk-amerikanske Waleed F. Zuaiter, der har flere Hollywood-roller bag sig, formidler strålende et menneske, der er fanget i et modbydeligt job, som han eksekverer effektivt, men ikke uden moralske kvaler. Men det er selvfølgelig på palæstinensisk grund, at der er de største omkostninger – ikke mindst fordi forræderi har skabt en usundt boblende gryderet af mistillid, paranoia og angiveri. De fire hovedroller – Nadia, Omar og hans to venner Tarek og Amjad – er alle realiseret af spillefilmsdebutanter. Og den smukke Adam Bakri gløder stolt og passioneret som Omar. Sammen med sine to mandlige medskuespillere realiserer han også et klassisk tarantinosk greb: at insistere på det trivielle via at tale om de mest fjollede dagligdags ting, såsom hvordan man fanger aber med sukker. Man gør dem afhængige af skidtet, og så gemmer man sukkeret steder, hvor junkierne må stikke hånden fladt ind for at få fat om sukkeret. Hvorefter de ikke kan slippe fri, fordi de ikke vil slippe sukkeret med deres nu knyttede næver. »Hvad skal de med aberne?,« vil Tarek vide. »De giver dem stipendier i Sverige,« svarer Amjad kækt. Og abehistorien viser sig at have en pointe sidst i filmen – i modsætning til analysen af Madonnas »Like A Virgin« på dineren i begyndelsen af Tarantinos Reservoir Dogs.

Menneskelige mislyde

Der er ikke noget soundtrack-musik i Omar indtil omkring 80 minutter inde i filmen, hvor den rammer som en damphammer. Ellers så får historien lov at udfolde sin egen skæbnesvangre logik helt uden unødig musikalsk parfume. Det giver også meget mere plads til alle de menneskelige mislyde, der snart spiller deres egen dysfunktionelle symfoni inde bag alle de talte ord. Mislyde, der larmer ekstra højt, når man – som hovedpersonerne i Omar – befinder sig i en nervespændt trykkoger af undertrykkelse, vold, skyld, mistænksomhed, paranoia, seksuel repression, traditionernes vægt, urealistiske drømme og alt for let tilgængelige mareridt.

’Omar’ – Instruktion og manuskript: Hany Abu-Assad. Palæstinensisk. Vises hver aften indtil 30. august i Cinemateket

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu