Klumme
Læsetid: 4 min.

Saarikoskis proletar-kat

Der er ingen grund til at benægte fakta: man tager skade af at være proletar-kat. Mens man flænser den lille musekrop, og ens mavesyre kommer på overarbejde, kan man i det fjerne se de forkælede, fuldt ud integrerede missekatte vaje med halerne mens de med største selvfølgelighed nipper ublodig føde i sig
Der er ingen grund til at benægte fakta: man tager skade af at være proletar-kat. Mens man flænser den lille musekrop, og ens mavesyre kommer på overarbejde, kan man i det fjerne se de forkælede, fuldt ud integrerede missekatte vaje med halerne mens de med største selvfølgelighed nipper ublodig føde i sig

Ib Kjeldsmark

Kultur
22. august 2015

I Pentti Saarikoskis Det yderste Europa fortæller han indledningsvis om sine katte. Den ene hedder Brigitte Bardot fordi den gør noget, som ’the poet of Finland’ ville ønske, at den rigtige Brigitte Bardot også ville have gjort, nemlig på det mest yndefulde at sprede ben for ham. Men den mest gådefulde af kattene er hverken særlig køn eller særlig kælen. Den holder sig helst for sig selv. Nogle gange er den væk i så lang tid, at han ikke forventer at se den mere, men så er den der pludselig igen. Den hører med til flokken af katte, men så alligevel ikke. Den holder sig ude i kanten af fællesskabet. Den kikker ind, er måske heller ikke uvelkommen, men foretrækker altså at holde sig på afstand, sikkert fordi den ikke er sikker på, at der virkelig er plads til den også i det lune kattesamfund. Den er proletar, skriver middelklassedrengen Saarikoski. Og det er der bare ikke noget at gøre ved.

Hvis man selv er proletar-kat, kender man det jo godt. Måske kaster man sig over madskålen straks den er blevet fyldt, men man får hurtigt at mærke, at sådan opfører man sig ikke. Det naturlige er, at det først er de husvante, velafrettede middelstands-katte, der skal have, hvad de skal have.

Derefter har man en stående invitation til at spise resterne. Og hvis menneskene ellers er opmærksomme nok, kan man være heldig at skålen bliver fyldt op endnu engang. For den stakkels, sultne proletar-kats skyld. En handling af medfølelse, smuk for så vidt, men også noget ydmygende. Det sidste fordi menneskene tit glemmer det og tænker, at når skålen er tom, må det vel skyldes at kattene er blevet fodret tilstrækkeligt.

Smager ad helvede til

Hvad gør proletar-katten så? Han vænner sig til at leve af mus, gør han! Selvom de først skal fanges og i øvrigt smager ad helvede til – sammenlignet med velafstemt, energirigtig og næringsrig Whiskas i alt fald. Der jo heller ikke har den primitive atmosfære af vold og drab omkring sig, men tværtimod en hygiejnisk aroma af civiliseret supermarked. Der er ingen grund til at benægte fakta: man tager skade af at være proletar-kat. Mens man flænser den lille musekrop, og ens mavesyre kommer på overarbejde, kan man i det fjerne se de forkælede, fuldt ud integrerede missekatte vaje med halerne mens de med største selvfølgelighed nipper ublodig føde i sig. Sådan får man det, hvis man er en god missekat, hvis man er renlig og så velafrettet som katte nu kan blive. Og sådan får man det ikke, hvis man skider de forkerte steder og i det hele taget opfører sig som et dyr.

Den klassiske mønsterbryder, der f.eks. gennem en lang universitetsuddannelse har fjernet sig fra sit oprindelige arbejdermiljø, er som regel ret utilbøjelig til at tale om sin fortid. Der er ikke rigtig noget nyt at fortælle, folk gider heller ikke høre på det. De bliver irriteret, som om de selv skulle skamme sig over at komme fra familier, hvor det at tage en uddannelse er tradition og en helt naturlig ting, og over tanken om, at mønsterbryderen åbenbart tror, han er noget særligt fordi han helt selv har kæmpet sig vej op i samfundet. Og hvad så? Det er der vel så mange, der har gjort før ham? Kan vi ikke snart blive fri for den sentimentale, socialrealistiske græden snot! Så de fleste mønsterbrydere lærer hurtigt at holde kæft. Hvis hans eller hendes ægtefælle er fra den pæne middelklasse, vænner han eller hun sig til, at det er ægtefællens forældre, der er de rigtige bedsteforældre. Den rigtige familie. Mønsterbryderens forældre, der måske taler dialekt og synes at Kandis er dejlig musik, er og bliver ’mærkelige’. Så børnebørnenes ferier hos dem er korte og sjældne. Mens der ikke findes noget bedre end de rigtige bedsteforældres sommerhus i Tisvildeleje. Man kan selvfølgelig lægge sig i skovbrynet som en anden proletarkat og øve sig i at hade verden og alle dens veldresserede missekatte, men det fører jo ikke til noget. Så hellere glemme og se bort fra. Indse, at sådan er det jo bare. Det er prisen for at bryde mønstre.

Knaser museknogler

En norsk forfatter forklarede engang i et interview, at han selv var en sådan klassisk mønsterbryder. Han blev også spurgt om sit politiske ståsted. Som de fleste af min slags, svarede han, er jeg naturligvis højresocialdemokrat. Hvorfor naturligvis? Joe, når man er arbejderbarn, er man skeptisk i forhold til sværmeriske forestillinger om revolution og proletar-kattenes overtagelse af produktionsmidlerne. Hvis det nu skulle mislykkes, hvem vil så komme til at betale prisen for de fejlslagne forsøg på at indrette en mere socialt lige og retfærdig verden uden musedrab og kolde nætter i det fri? Det ville skovbrynets proletar-katte selvfølgelig. Mens de må knase museknogler mellem tænderne, vil de vajende missekattehaler stadig få deres Whiskas serveret i nydelige, altid rene skåle. Så små skridt, kattepoter simpelthen, tænker den kloge mønsterbryder.

Pentti Saarikoski døde af stort alkoholforbrug, meddeler Wikipedia lakonisk. Hvad slags kat var han egentlig selv, kan man spørge. Rigtig veltilpas som pæn missekat, var han nok ikke, selv om han var født som sådan en. Det får en til at tænke på, at de farligste og mest selvdestruktive katte nok er dem, der slet ikke interesserer sig for at bryde mønstre. De begærer viden og indsigt, men ikke social position. Og de vil hellere æde mus og småfugle end Whiskas af borgerskabets porcelæn.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et psykologisk tilfælde

Et tydeligt proletar-kompleks krydret med en passende portion anti-intellektualisme og mønsterbryder-misundelse på statsstøtte …

Grethe Preisler

Vi siger: Hvæs, hvæs, riv, riv, at være baggårdskat det er et hundeliv.