Kommentar
Læsetid: 4 min.

Skruen strammes

Danmark er et trygt land for danskere. Og det er det, det gerne skulle blive ved med at være. Derfor må der sendes et signal til verdens flygtninge – de af dem der ikke drukner i Middelhavet – om at holde sig væk. Asylansøgere lever et usselt liv i Danmark, skal de forstå
Danmark er et trygt land for danskere. Og det er det, det gerne skulle blive ved med at være. Derfor må der sendes et signal til verdens flygtninge – de af dem der ikke drukner i Middelhavet – om at holde sig væk. Asylansøgere lever et usselt liv i Danmark, skal de forstå

Ib Kjeldsmark

Kultur
15. august 2015

Nå, men så sidder der altså magtfulde, velbetalte, på enhver måde privilegerede mennesker og gør sig tanker om, hvordan de kan gøre livet så ubehageligt som muligt for andre mennesker, nemlig dem der har søgt tilflugt hos os på grund af krig og fattigdom i deres hjemlande. Det er da forhåbentlig ikke overvejelser, som normale mennesker bryder sig om at foretage? Men Inger Støjberg ser nu ellers glad ud, når hun skal forsvare de dystre tanker i fjernsynet. Dansk Folkepartis Martin Henriksen ser ikke bare glad ud, hans ellers lidt mutte ansigt lyser ligefrem op i noget, der i al fald udefra ligner jubel. Fryd ligefrem. Hvis glæden og fryden er rigtig nok, må man da virkelig håbe for Støjberg & Henriksen, at de aldrig selv kommer i en situation, hvor de skal bede et andet land om asyl, evt. på grund af forfølgelse for holdninger og synspunkter som det danske befolkningsflertal måske på et senere tidspunkt vil finde så afskyelige, at de prøver at vaske egen følelse af skam (grundet meddelagtighed) af sig ved at vælge sig et par syndebukke. Så det bliver friske Inger fra Jylland og trinde Martin Flæskespisers tur til at bukke og skrabe for et modvilligt udlands udlændingestyrelse og prøve at overbevise dem om, at de er i fare i deres hjemland. Uha, uha, lad det aldrig komme så vidt. Men bevares, det er der jo indtil videre heller ikke noget, der tyder på, at det gør. Danmark er et trygt land for danskere. Og det er det, det gerne skulle blive ved med at være. Derfor må der sendes et signal til verdens flygtninge – de af dem der ikke drukner i Middelhavet – om at holde sig væk. Asylansøgere lever et usselt liv i Danmark, skal de forstå. De tvinges til at leve i fattigdom, og det påtænkes endda at gøre det en tand mere ubehageligt for dem. Ikke af ondskab, naturligvis ikke, der er alene tale om en nødvendig politik. Indtil videre forlyder der ikke nærmere om, præcis hvordan livet for flygtningene skal blive mere ubehageligt, men ligesom man i dag bruger fodlænker for at spare på fængselsomkostninger til kriminelle, kunne man måske forestille sig en slags tommelskruer, som hver enkelt flygtning får påmonteret, uden mulighed for selv at tage den af naturligvis, som man så f.eks. en gang om ugen strammer et lille nøk til. Samtidig med at man opmuntrer flygtningen ved at fortælle, at smertelindring, smerteophør, venter forude, nemlig den dag flygtningen tager tilbage til der, hvor han kom fra. Tommelskruer er sikkert nok ikke i overensstemmelse med forskellige menneskerettighedskonventioner, men det er der jo efterhånden så meget, der ikke er. Og konventioner, der direkte stiller sig i vejen for implementering af den nødvendige politik, kan ingen vel forlange, at en gammel kulturnation som Danmark skal bøje sig for?

Rygtet om rædslerne

Det siger sig selv, at de til ulidelighed politisk korrekte repræsentanter for godhedsindustrien vil protestere. De vil tale om barbari, umenneskelighed, om at ulven ikke bare kommer, men at den allerede er her. Og så videre og så videre. Og nazikortet, selvfølgelig. Det vil blive trukket igen og igen, man vil igen prøve at bevise, at DF’s Søren Espersen engang var medlem af det danske nazistparti, man vil finde citater fra udenlandske aviser, der omtaler Pia Kjærsgaard som racist. Og så videre og så videre endnu engang. Til ulidelighed. Tilbagesendelsen af jødiske flygtningen til Nazityskland i tiden op til Anden Verdenskrig. Som om datidens Danmark på nogen måde kan sammenlignes med nutidens! I øvrigt kan asylansøgerne bare lære sig dansk, så får de 1.500 kr. ekstra om måneden. Og de kan tage sig et arbejde – dvs. hvis de altså må for Kristian Thulesen Dahl, der slet ikke mener, de skal have lov til at komme ud i det almindelige samfund, men tilbringe deres liv og tid i særlige ikkelejre, men bygninger med lidt grønt udenom.

For at gøre ubehaget ved at opholde sig i Danmark større, så rygtet om rædslerne vil have de bedste betingelser for at brede sig til de, så at sige, flygtningeproducerende udlande, kunne man selvfølgelig også indføre en ugentlig løben spidsrod, hvor medlemmer af Folketingets blå blok sørger for at overdænge dem med hånende tilråb og måske også rådnende grøntsager og frugt fra EU’s fødevarelagre. Spidsrodseventen kunne jo finde sted i forbindelse med den ligeledes ugentlige tommelskruestramning. Det ville være meningsløst ikke at udnytte situationen til også at optage begivenheden, så der kan sendes båndede indslag til mellemøstlige og afrikanske tv-stationer. Så de kan lære det dernede.

Spørgsmålet er så selvfølgelig, om flygtningesympatisører, venligboere og hvad de kalder sig, der går ind for, at flygtninge skal have samme vilkår som alle andre, helt skal slippe? Nogle af dem har direkte indrykket annoncer i udenlandske aviser, hvor de opfordrer flygtninge til at søge til Danmark. Det må kaldes landsskadelig virksomhed. En passende straf kunne være at lade vor tids niggerelskere, ja undskyld, vor tids godhedsfanatikere, påtage sig samtlige udgifter i forbindelse med flygtningenes ophold her i landet. Ved at påligne dem forhøjede skatter, ved at inddrage deres faste ejendom, f.eks. køretøjer og lignende.

Det kunne være løsningen. Så behøver man måske slet ikke tommelskruerne, som jo – indrømmet – nok er en kende mere brutalt, end selv glade Inger og jublende Martin ville synes om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her