Læsetid: 9 min.

En smuk og forbandet kunsthal

For sjette gang på otte år får Kunsthal Charlottenborg ny direktør. Kunstnere kalder både stedet ’vildt smukt’ og ’forbandet’, men spørgsmålet er, om problemet er Charlottenborgs, eller om tiden er løbet fra konceptet om kunsthaller. Vi tegner et portræt
Den skandaleramte Charlottenborg Kunsthal i København lavede i 2009 udstillingen ’Til Vægs’, fordi der ingen penge var til udstillinger. Derfor malede 40 kunstnere gratis direkte på de hvide vægge. Kunstner Ivan Andersen var en af dem.

Tobias Selnæs Markussen

14. august 2015

Hvis man i et avisarkiv søger efter en kunstinstitution, plejer der at dukke et væld af artikler op. Som regel er det mest anmeldelser, der er tit også en række interviews med kunstnere, og så plejer der at være nogle få nyhedshistorier om kunstpolitik.

Men søger man på Kunsthal Charlottenborg, er sagen en anden. Der kommer stadig mange artikler frem, og kunsthallen får da også masser af omtale og anmeldelser, men en stor del af de skriverier, der de seneste år har været om Charlottenborg, har handlet om krise og ustabilitet. Overskrifter som »Krydsede fingre for Charlottenborgs fremtid«, »Balancekunst på kunsthallen«, »Hvepsereden Charlottenborg«, »Charlottenborgs direktør fyret«.

Søgningens resultat afspejler meget godt den institution, der om to uger får ny direktør. Kunstkritiker Rune Gade har i Information skrevet, at kunsthallens ambitionsniveau er blevet nedjusteret fra ’den bedste kunst’ til ’det muliges kunst’, og når Michael Thouber 1. september tiltræder, bliver det som den sjette direktør på otte år.

»Al den ustabilitet bunder i, at der er så mange forskellige interesser i Charlottenborg,« siger Signe Meisner Christensen, der er ph.d. i samtidskunst og kuratering samt ekstern lektor ved Aarhus Universitet. Hun fortæller, at konflikter om, hvilken retning man skal bevæge sig i, er nær ved obligatoriske, når det kommer til kunsthaller. På Aarhus Kunsthal for eksempel har der også været mildest talt forskellige holdninger til den øgede fokus på det kuratoriske aspekt og på internationalisering af det kunstfaglige program. Forrige år førte længere tids påstyr til en fyring af den kunstneriske leder og en halvering af bestyrelsen.

»Det er en udfordring for mange kunsthaller, som nok stærkest kommer til udtryk i tilfældet Charlottenborg. Historisk set er der i Danmark tit et tæt bånd mellem kunstnersammenslutninger og kunsthaller, som man på flere kunsthaller har fundet det nødvendigt at ændre. Kunstfeltet har bevæget sig, og der er andre samfundskrav til institutioner i dag. Der er nye ting på spil, og ofte opstår der en konflikt mellem de kuratorer, som i dag har stor indflydelse, og så lokale kunstnere, som tidligere havde mere indflydelse.«

Bøvl og besættelse

Charlottenborg er mageløst smukt. Klemt inde imellem Det Kongelige Teater og Nyhavn ligger den barokarkitektoniske perle helt roligt og griner ad trafikken på Kongens Nytorv.

Bygningen blev opført i 1677 af Ulrik Frederik Gyldenløve som Gyldenløves Palais. Efter Christian V’s død købte hans efterladte enke, Dronning Charlotte Amalie, palæet til en sum af 50.000 kronedaler, og det blev omdøbt til Charlottenborg. Siden har stedet lagt hus til en lang række institutioner, og i 1753 overtog Kunstakademiet en stor del af Charlottenborg, og den tilstødende udstillingsbygning blev opført i 1883. Det er denne udstillingsbygning, der i 2007 gennemgik en omfattende renovering og skiftede navn til Kunsthal Charlottenborg.

Men siden har der været en del bøvl i de gamle lokaler på den dyre adresse. Allerede i 2005 advarede den arbejdsgruppe, Kulturministeriet nedsatte for at undersøge muligheden for at omdanne Charlottenborg til en international kunsthal for samtidskunst, om, at Charlottenborg slet ikke egnede sig til det. De mente, at en international kunsthal krævede et væsentligt større budget. Men det gjorde ikke indtryk i Kulturministeriet, og daværende kulturminister Brian Mikkelsen (V) udpegede i 2007 svenske Bo Nilsson til stå for omdannelsen.

Det førte til voldsomme protester især fra kunstsammenslutninger, der indtil da frit havde kunnet råde over en 16 ugers udstillingsperiode i udstillingsbygningen. De besluttede sig for at demonstrere ved at besætte stedet.

Det var et »arbejdsspørgsmål«, siger kunstneren Erik Bonnén, der dengang tog initiativ til besættelsen. Bestyrelsen og ledelsen truede med at tage kunstnernes brød fra dem, og i enhver anden fagforening ville man have rådet dem til at gøre det samme, mener han.

»Vi havde fået at vide, at vi blev smidt ud, og så besluttede vi, at det skulle altså ikke gå upåagtet hen,« siger han i dag.

Ikke desto mindre blev de smidt ud og kunsthallen var en realitet. To år senere var underskuddet så stort, at bestyrelsen havde mistet tilliden til Bo Nilsson, og han blev fyret. Hvorvidt ansvaret var Nilssons eller Kulturministeriets, var der ikke enighed om. I et interview med Politiken lagde kunstneren Bjørn Nørgaard, der også var medlem af Kulturministeriets arbejdsgruppe, ikke skjul på, hvem han mente, pilen pegede på: »Han (Nilsson, red.) skulle tiltrække udstillinger af international klasse, men det har der aldrig været penge til. Ministeriet har ikke været villig til at give ham de midler, der skal til for at drive en moderne kunsthal.«

Fusioner og drømme

Udstillingen Til vægs er ret sigende for kunsthallen. Charlottenborg stod i 2009 med et millionunderskud, en nylig fyret direktør og rigeligt dårlig omtale. Krisen tvang den midlertidige direktør Maria Gadegaard til at tænke uden for rammerne, så hun inviterede 40 kunstnere til at komme og male direkte på væggene. Fordi det var alt, hvad de havde tilbage – bare vægge. Udstillingen fik gode anmeldelser, og med knap 30.000 besøgende blev den Charlottenborgs største publikumssucces i mere end 20 år. Bagefter dækkede malerne de store – og anmelderroste – vægmalerier med hvid maling.

Budgettet blev ikke øget, og i 2010 præsenterede Kulturministeriet en ny direktør. Britiske Mark Sladen lagde ud med en opsigtsvækkende udstilling, der bl.a. indeholdt en traktorkoncert i Charlottenborgs gård, men publikum blev væk, og kunsthallen kørte igen med underskud.

Kulturministeriet gav sig derefter til at gentænke kunsthallen, og i juli 2012 præsenterede den nye kulturminister Uffe Elbæk (R) en plan for at fusionere Charlottenborg med naboen, Kunstakademiets Billedkunstskoler. Men igen uden at øge budgettet. Elbæk talte om at afstemme ambitionerne til den økonomiske virkelighed, og det affødte en række kritiske høringssvar. Selv Charlottenborgs bestyrelse var imod planen, men ministeriet var stålsat. Mark Sladen forlod direktørposten, Jacob Fabricius blev hyret, og han formåede at øge publikumstallet. Men ikke nok til at skaffe penge til at opfylde ambitionerne, og i januar stoppede også han.

En skør idé fra starten

Da kunstnerne i 2007 midlertidigt blev til bz’ere, rasede de over ikke længere at kunne råde over deres faste udstillingsperiode. Ifølge Peter Bonnén var huset levende og pulserende, da kunstnersammenslutningerne var der på andelsvilkår. Det var et centralt sted i dansk kunstliv med fornuftige besøgstal og en god omsætning i entréindtægter. I dag har stedet udviklet sig til »en forbandet kunsthal«, siger han. »Et af Charlottenborgs store problemer er, at man er nødt til engang imellem at lave nogle udstillinger, som folk kommer til, og det er vanskeligt med den økonomi, Louisiana har. Man kan ikke lave en bygning og sige, at nu er det en selvstændig kunsthal, uden at ville betale. Det var en skør idé fra the very beginning,« siger han og påpeger, at der mangler ’varme’ udstillinger, som til forskel fra de ’kolde’, mere smalle udstillinger, giver penge i kassen, så de store institutioner også har plads til det smalle.

En af de kunstnere, der malede direkte på væggen i forbindelse med udstillingen Til vægs, var Kaspar Bonnén, som er søn af Peter Bonnén. Han har ikke haft en soloudstilling i kunsthallen, men har udstillet en håndfuld gange på store gruppeudstillinger, som tit kan »gå hen og blive lidt rodede«.

»Der kan pludselig være ret meget kunst oven i hinanden,« siger han.

»Men jeg synes, det er et vildt smukt sted, og jeg synes, nogle af de tidligere direktører har haft nogle rigtig fede visioner. De har haft enormt svære betingelser økonomisk at arbejde ud fra, og så er det jo svært at lave de vildeste udstillinger.«

Og – siger han – så har der jo været masser af ballade med kunstnergrupperne.

»Selvfølgelig er der den lidt gamle aura over det, som direktørerne åbenbart ikke helt har kunnet ryste af sig. Det har været svært at gøre til et moderne sted.«

Ligesom sin far mener Kaspar Bonnén, at Kunsthal Charlottenborg har været en upopulær idé fra begyndelsen, og at en stor del af publikum ikke har været tilhængere af forandringerne.

»Det er måske bare svært at rebrande et sted, som har været her så lang tid. Måske skulle de være gået lidt langsommere frem, men egentlig var jeg fra starten enig i ambitionerne om at skabe et sted, der viser moderne samtidskunst på højeste niveau. Det har de prøvet, og det er jo ikke sikkert, at det var gået bedre, hvis de havde haft mange penge. Men store internationale navne plejer da at trække folk.«

Glem publikumstal

En kunsthal må – hvis den tager sig selv alvorligt og gerne vil være interessant for sin samtid – også forstå sig selv som en fabrik, der producerer ny viden, mener ph.d. Signe Meisner Christensen. Den traditionelle forståelse af en udstilling er, at den er en offentlig præsentation af kunst i et fysisk rum. Men flere steder ser man udstillinger og institutioner, der tænker deres egen rolle som undersøgende og som demokratiske platforme for viden.

»Det, synes jeg, især er oplagt for Charlottenborg, som jo er fusioneret med Kunstakademiet, hvor man uddanner kunstnere og udvikler ny viden om kunstens rolle i fremtidens samfund,« siger hun.

Charlottenborg bør turde være avantgarde i at udvikle nye former omkring det at være institution i dag og tænke forsknings- eller kunstprojekter, hvor man ser på, hvad det vil sige at være en institution i dag, mener hun.

»Selv om Charlottenborg ikke har budgetter, der kan matche de store institutioner i udlandet, betyder det ikke, at stedet ikke kan markere sig som nyskabende og internationalt i forhold til det at være en spændende institution. Man skal tænke i flere forskellige typer af dynamisk produktion – for eksempel tværfaglighed og brugerinvolvering, men også tiltag, der vender sig indad mod udvikling og nyskabelse i den danske kunstinstitution. Den type programmer er noget af det, der lige nu skaber transformation ude i verden,« siger hun og nævner Konsthall C i Stockholm og CASCO i Utrecht som eksempler på institutioner, der radikalt stiller spørgsmålet: Hvilke institutioner har vi brug for i dag?

Ifølge Peter Bonnén er problemet, at Charlottenborg i dag fortrinsvis er et udstillingssted for eksperimenterende kunst – ligesom de andre kunsthaller Den Frie, Overgaden, Gl. STRAND og Nikolaj Kunsthal.

»Det er der slet ikke talent til i Danmark. Det svarer til, at fire store forlag skulle leve af kun at udgive digte. Publikum er der simpelthen ikke til, at man så mange steder kan gå hen og se det samme.«

Men Charlottenborg ønsker ikke at gå i bedene på Den Fri og Overgaden, siger Signe Meisner Christensen og peger på dens vision om en international retning.

»Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at det ikke er et mainstream kunstmuseum. Charlottenborg, som er så tæt på kunstakademiet, bør være der, hvor man faktisk eksperimenterer og ikke er nødt til hele tiden at kigge på publikumstal.«

Fremtiden

I forhold til kunsthallens turbulens påpeger hun, at kunsten i dag skal tale ind i »videnssamfundet«; den må på en eller anden måde italesætte en samfundsrelevans. Og derfor er tiden løbet fra konceptet om kunstnersammenslutninger, der på andelsvilkår er i kunsthaller: »I dag er det nødvendigt at tilpasse sig, og det er nødvendigt at tænke kuratorisk. Mange kunstnersammenslutninger ser kuratoren som en fjende, som umyndiggør kunstneren, og det skaber ikke grobund for samarbejde og tilpasning,« siger hun.

»Det er forståeligt, at der kan være interessekonflikter, men som platforme for kritisk samfundsdebat og for en stadig mere international samtidskunst, er kunsthallerne nødt til at følge med tiden.«

Og nu har man altså ansat cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturvidenskab Michael Thouber, der kommer fra en stilling som kanalchef i DR.

»Det bliver spændende at se, om han kan løfte det institutionelle, så stedet kommer til at forstå sig selv som en producent af kritisk viden, som er vigtig at få bragt ind i debatten.«

Kaspar Bonnén, der engang har arbejdet sammen med Thouber omkring en udstilling på Gammel Strand, mener, at den kommende direktør står for en mere professionaliseret tilgang.

»Jeg er en lille smule skeptisk, fordi de andre har været virkelig kunstfaglige personer. Det er han jo ikke på samme måde. Men måske er det netop hans styrke,« siger kunstneren.

»Måske kan han med sin baggrund i DR bedre forstå at veksle mellem det brede og det smalle.«

Spørgsmålet er, hvilke artikler der dukker op, hvis man søger på Charlottenborg Kunsthal om et år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørnie Kolding
Jørnie Kolding anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu