Baggrund
Læsetid: 5 min.

Alle snakkede om Hugos spil

Kontrabassisten Hugo Rasmussen var med alle vegne i dansk musikliv. Kendt som en af landets bedste jazzbassister og ikke for fin på den til at omfavne underholdningsbranchen. Efter års sygdom er den elskede musiker nu forstummet
Kultur
1. september 2015
’Alle snakkede om Hugos basspil, også alle de inkarnerede amerikanske musikere,’ siger Pierre Dørge, som senest besøgte Hugo Rasmussen for en uge siden på Diakonissestiftelsens hospice på Frederiksberg, hvor han fortalte gamle vittigheder. Her ses han i 2011

’Alle snakkede om Hugos basspil, også alle de inkarnerede amerikanske musikere,’ siger Pierre Dørge, som senest besøgte Hugo Rasmussen for en uge siden på Diakonissestiftelsens hospice på Frederiksberg, hvor han fortalte gamle vittigheder. Her ses han i 2011

Gennem mere end et halvt århundrede var Hugo Rasmussen selve sindbilledet på en dansk jazzbassist. I modsætning til den fem år yngre baskollega Niels-Henning Ørsted Pedersen, som blev en international stjerne i jazzsammenhæng, lod Hugo Rasmussen sin kontrabas og bøllehat hvile på dansk jord.

Hvile blev der dog ikke meget af, for ingen herhjemme har levet et mere hektisk musikerliv end han, hvis utrættelige koncertaktivitet har givet navn til begrebet »at lave en Hugo«, hvilket hentyder til, at man har dobbeltbooket og måske er smuttet til det bedst betalte spillejob af de to. Dog sled det ikke nævneværdigt på hans integritet.

Læs også: Kontrabassen var hans oprør

Om nogen har Hugo Rasmussen oplevet kærlighed fra publikum og i musikmiljøet. Og selv om han har kunnet overkomme op til tre koncerter på samme dag, har kontakten med dem, han spillede med, været vigtig for ham. At musicere skulle ikke være en kold og tavs affære, det lå ham meget på sinde.

En af dem, der har kendt Hugo Rasmussen siden de tidlige år, er saxofonisten Jesper Thilo. Deres karrierer minder om hinanden: De var begge både jazzmusikere og levebrødsmusikere, fortæller vennen. De mødtes i Otto Franckers populære underholdningsorkester, hvor de spillede danske schlagere, og de udvidede paletten til også at indeholde medlemskab i Arnvid Meyers Orkester og i 1970’erne i Niels Jørgens Steens Beatkapel og alskens andre bands.

Trodsede voldelig far

Det stod ikke i kortene, at Hugo Rasmussen skulle forfølge musikervejen. Moderen var hjemmegående, faderen var automekaniker og havde voldelige tendenser.

»Min far havde ikke høje tanker om min bror og mig,« fortalte Hugo Rasmussen til Information i 2011.

»Han troede ikke på, at vi havde nogle særlige talenter. Og det har nok givet mig en vis stædighed. Jeg skulle satme vise, at jeg kunne blive til noget særligt«.

Hugo kom i lære på smede- og maskinfabrikken i Bagsværd, og allerede inden svendebrevet var han dybt involveret i det danske jazzmiljø.

I 1962 fik han sin scenedebut, og det blev med Nissen-Fjeldsted Swingtetten. Fra midten af 1960’erne blev han fast inventar på Montmartre og spillede med store kanoner som Coleman Hawkins, Ben Webster og Dexter Gordon.

Jazzen var dengang slet ikke så professionaliseret som i dag, og dygtige bassister var der virkelig få af:

»Der var NHØP, og så var der Hugo. De to var dem, der kunne spille bas. NHØP var verdensstjernen, Hugo hjemmefødningen,« siger Jesper Thilo.

Sin instrumentkollegas selvsikkerhed og musikerskab gjorde det ikke nemt for Hugo Rasmussen at spire. Det førte til misundelse, som dog tilskyndte ham til at pukle med at øve.

Arbejdsmandsmusiker

»Han var jo et indlysende talent helt ud over det sædvanlige. Og det var jeg ikke. Det var den store forskel på os to,« sagde han i 2011.

»Jeg er ikke kunstner ligesom ham. Jeg er sådan en arbejdsmandstype. Ja, en musikarbejdsmand. Og det betyder sådan set bare, at man må knokle lidt hårdere for at blive rigtig god.«

Tore Mortensen, der er lektor ved Center for Dansk Jazzhistorie, karakteriserer Hugo Rasmussen som et lysende eksempel på, hvordan en ægte musiker spiller det, han er.

»En ufattelig varm personlighed og så åben, at man kunne kigge lige igennem ham.«

Modsat af NHØP indgik Hugo Rasmussen i alle mulige sammenhænge, for eksempel med diverse underholdningsorkestre og med kunstnere som Trille og Niels Hausgaard.

I en periode havde han næsten ikke tid til jazzen, men fra 1980’erne fik den hans primære fokus. I 1983 kom han med i Pierre Dørges New Jungle Orchestra, »der var fuld af en ’galskab’, livsglæde og afløb for kreativitet, som han ikke fandt i de mere traditionelle sammenhænge,« mener Tore Mortensen.

Jeg laver lige en Johnny

Pierre Dørge betegner også orkestrets tidlige år som blomstrende. Der skete en forandring, da den rødhårede bassist meldte sig under fanerne:

»Jeg lærte at værdsætte den der fantastiske baslyd, feeling og knivskarpe intonation. Hans spil var på verdensplan,« siger Pierre Dørge.

»Vi kunne bygge al mulig vildskab over den bund, han lagde i New Jungle Orchestra.«

Hugo Rasmussens største kærlighed lå i jazzens guldalder, heriblandt Duke Ellington, hvis såkaldte junglestil fra 1920’erne var en stor inspirationskilde for NJO. Denne klassiske forankring kom altså orkestret til gode, især fordi han ikke var ene på posten, da han sluttede sig til Dørges orkester:

»Vi havde to bassister, en fuldstændig vild bassist fra Sydafrika, Johnny Dyani, der flippede helt ud med sin talking bass. Op mod ham var Hugo, der kom ud af en anden tradition, fundamentet. Efter Dyani døde i 1986, begyndte Hugo at inkorporere noget af hans stil i sit spil. ’Nu laver jeg lige en Johnny’, kunne han finde på at sige og så lave en fuldstændig vild, atonal solo. Så han tog det med sig, selv om han faktisk ikke var så begejstret for freejazzen.«

Mens NHØP turnerede verden rundt med internationale navne, blev Hugo Rasmussen i det hjemlige, hvilket altså blandt andet kom New Jungle Orchestra til gode i 17 år.

»For mig er det de to store. Alle snakkede om Hugos basspil, også alle de inkarnerede amerikanske musikere,« siger Pierre Dørge, som senest besøgte Hugo Rasmussen for en uge siden på Diakonissestiftelsens hospice på Frederiksberg, hvor han repeterede gamle vittigheder.

Musikeren med det store Gandalfskæg og karakteristiske bøllehat havde pacemaker og levede med prostatakræft i de sidste år, og det havde spredt sig, fortæller Jesper Thilo.

»På hospicet virkede han forholdsvis afklaret med at skulle afsted. Sygdommen hæmmede hans udfoldelse med musikken, og det påvirkede humøret. Når han nu ikke kunne spille, så var der ikke noget ved det hele.«

Smilet boede fast i Hugo Rasmussens person og spil. For megen alvor kunne lede til tungsind, og i sine modne år foretrak han at spille med musikere, der var væsentligt yngre end ham selv:

»De er mere friske, ikke så sandede til som mine gamle kolleger,« sagde han med sit karakteristiske lune til DR i 2009.

Faderen, som ikke ville acceptere sine børns musikinteresse, brød han kontakten til, da forældrene for mange år siden blev skilt.

Men efter faderens død fandt man i hans hus et helt kartotek af avisudklip over Hugos bedrifter, hvilket må have varmet den rebelske søn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Lindy Hansen

Tak.

Mandatar Torben Wilken

Danmark bliver kulturelst fattigere nå de, som er de bedste formidler af musik-kulturen dør bort.
Ære være dit minde Hugo Rasmussen og tak - tusind tak for din utrolige personlighed og udstråling.