Stækkede vinger

Jeg deler en stor fascination med Mette Høeg, der i maj under stor bevågenhed kom flyvende ind over det danske litteraturlandskab med en harsk kritik af unge kvindelige forfattere for at være for selvoptagede og verdensfjerne. Vi nærer nemlig begge en stor kærlighed til den afføde forfatter Henrik Stangerup. Vi har også det til fælles, at vi vildt og voldsomt savner hans tilstedeværelse i den danske kultur- og litteraturdebat.

I sit nye radioprogram på Radio 24syv undersøger Mette Høeg i foreløbig to af fire udsendelser, hvad der blev af Henrik Stangerup i dansk litteratur. Præmis for udsendelserne er den sympatiske, at med Stangerups død i 1998, forsvandt ikke bare en helt unik forfatter, men også en flerstemmighed i det danske litterære landskab. Hans alt for tidlige død var et katastrofalt tab for litteraturdebatten og mere end nogensinde er der brug for kritikere, der som Stangerup tør gå mod strømmen, spidde ethvert modefænomen og i det hele taget tør være en utilpasset provokatør.

Derfor er Mette Høegs ambition, at se samtidslitteratur med Stangerups blik og hævde hans fortsatte relevans. Han er hendes tro væbner eller allierede i den kamp, hun føler sig sat i verden til at kæmpe mod navlebeskuende litteratur og indspiste litterære cirkler. For at forstå og bedømme hendes udsendelser er det afgørende, hvorvidt det lykkes hende at kvalificere parallellen mellem Stangerup og hendes egen kritik af samtidslitteraturen.

Et forfriskende greb

Helt centralt i Stangerups kulturforståelse var et opgør med en alt for rigid tænkning i perioder, der afløser hinanden. I hans verden var Søren Kierkegaard og Albert Camus lige så nærværende som enhver anden vigtig nulevende tænker. Han udvidede tidsbegrebet og så tiden fra den franske revolution til i dag som et stort samlende hele med strømninger, der går på kryds og tværs.

Grebet kan være forfriskende, og det var derfor Høeg i den anden udsendelse havde inviteret Kristoffer Granov fra magasinet Atlas og Rasmus Vangshardt, anmelder på Kristeligt Dagblad, til at bekræfte hende i det større historiske perspektiv, at vi har en tendens til at privilegere det nutidige. Men samtiden skal ikke ophøjes til et sandere stadie og kan sagtens tåle at blive målt med fortidens litterære frembringelser. Den intellektuelle samtale kan sagtens foregå på tværs af årtier og med fortidige åndspersoner.

Ideen var god, men det lykkedes i de to første udsendelser ikke at få grebet til at virke i forhold til en kvalificeret kritik af litteraturdebatten i dag. Audun Lindholm, redaktør af det toneangivende norske tidsskrift Vagant fik som anden gæst sagt begavede ting om det danske kritikermiljø og om forskellen på dansk og norsk litterær kritik, men uden på nogen måde at tale ind i den præmis, Høeg havde lagt. Helt galt gik det i den første udsendelse, hvor Mette Høeg havde besøg af Hans Hertel. Hertel var en af Stangerups nære venner og bedste kender af forfatterskabet, og derfor var hensigten helt tydeligt, at han skulle gøres til en allieret i hendes forståelse af Stangerup.

Gennemhullet tese

Høeg spurgte således håbefuldt Hertel, om han ikke troede, at Stangerup ville være stærkt utilfreds med den unge litteratur, som hun ikke bryder sig om? Han svarede imidlertid, at det var meget spekulativt og umuligt at stille op på den måde.

Så forsøgte Høeg at koble sin egen kritik af den danske samtidslitteratur på Hertels begreb for en del år siden om en anorektisk tendens i litteraturen. Er det ikke præcist det samme i dag, spurgte Høeg? Men igen afviste Hertel køligt hendes tese og sagde, at begrebet især blev brugt til at kritisere den minimalistiske tendens i litteraturen omkring år 2000 og undvigen af større perspektiver, som han slet ikke genkendte i dag. Han syntes derimod, at vi har mange fremragende kvindelige forfattere og at vores litteratur lige nu er rig og blomstrende.

Da Hertel ikke leverede varen og bekræftede Høegs tese om en blodfattig og navlepillende dansk samtidslitteratur, forvandledes hun til en forpjusket studievært, der trådte ud af rollen som interviewer og frembragte sine protester. Hun hev igen Stangerup frem, men uden at det bed på Hertel. Høeg sad derimod tilbage med stækkede vinger og en gennemhullet tese. Men hvad er det også for et overmod at vide, hvad så frækt uforudsigelig en tænker som Stangerup ville have sagt til dagens debat og litteratur? Han var altid Rasmus Modsat og umulig at reducere til så snævert et litteratursyn. Det er nærmest en fornærmelse. Og hvis vi endelig skal være spekulative, så tror jeg helt personligt, at Stangerup ville have været vild med den litterære bog om adoption af Maja Lee Langvad, som Høeg har brugt som skrækeksempel på den nye unge kvindelige litteratur.

Med Stangerup som videre alibi efterlyste Høeg mindre alvor og mere humor i litteraturdebatten. Det må være derfor hun i slutningen af udsendelserne bragte to oplæsninger i helt vanvittige fraseringer af Olga Ravns første digte. Tanken er sjov på en næsten surrealistisk måde, men det er alligevel svært at se det som andet end uforløst had. Særlig slemt bliver det, da Høeg i anden udsendelse og parallelt i Weekendavisen anmeldte Ida Holmegaards debutbog Emma Emma, en fordomsfuld anmeldelse ude at synk med, hvad bogen gør. Formelt er det skandaløst, at en redaktør ikke har grebet ind over for den anmeldelse. Jeg vil end ikke kalde den en skamplet for litteraturkritikken, for der er ikke andet end gylp.

For nu at parafrasere den legendariske kritiker Jens Kruse, som Høeg ufrivilligt komisk får citeret i andet program: Mette Høeg har et kriminielt forhold til begrebet en litterær tekst, hun styrker sig over de vidunderligste fordomme og lader hånt om teksternes konstitution. Hun lader Ida Holmegaard værgeløst tilbage, os andre målløse tilbage og Høeg værdiløs tilbage.

Høeg er selv et eksempel på det, Audun Lindholm taler om, nemlig at man som kritiker er nødt til at tilkæmpe sig en position gennem særligt polemiske udspil. Den har hun over night skabt sig ved at få sit eget bogprogram på Radio 24syv og som anmelder på Weekendavisen. Uden at være nogen god læser, er hun allerede gennem første akt og har skabt sig en vægtig kritisk platform. Men der er ikke fugls føde at hente i disse udsendelser, intet der viser, at hun vil forblive særlig længe i den position.

Høeg over Bog på Radio 24syv, 9.8 og 16.8